’Hvis en ung landmand spurgte mig til råds, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle svare’ 

Markerne strækker sig over 140 hektar i det smukke landskab mellem Randers og Viborg. Langt det meste af årets høst af raps og foderkorn er i hus.

I den store stald med granitrøde vægge dier pattegrise hos mange af bedriftens 900 søer. På græsmarken nær stuehuset går en håndfuld får og lam. Her er ni høns, en hane, en hund, to kaniner og et marsvin. At se til et veldrevet dansk landbrug.

Det hele er bankens.

På gården Birkelund ved den lille by Hammershøj holder svineproducent Dennis Jensen til med sin hustru Karin og de tre hjemmeboende af parrets i alt fem børn. Men de gør det på lånt tid.

Den 30. oktober sidste år måtte Dennis med en gæld i bedriften på 42 mio. begære sig selv konkurs. Banken havde pludselig lukket for kreditten, og der var ikke længere nogen vej frem.

Så nu er Dennis ansat af banken til at passe grisene og drive produktionen videre, indtil den dag banken har fundet en køber til Birkelund, og familien derfor må ud. Salgsprisen er sat til 31 mio. – der har været fire at kigge på bedriften, heraf kun én seriøst interesseret, men det blev ikke til noget.

Læs også: Landmandens livsdrøm ender i konkurs

»Jeg ønsker ikke for min værste fjende nogen sinde at komme til at opleve det her. Det har været rædselsfuldt,« siger Dennis i en samtale ved køkkenbordet, hvor Karin har sat kaffe og sodavand frem.

Historien om Birkelund er en triviel historie fra det moderne danske landbrug, hvor især svinebønder og mælkeproducenter for tiden giver op på stribe, og hvor årets høst oven i købet tegner dårligt.

»Der er rigtig mange, der knækker halsen i år,« spår Dennis.

For ham var landmandslivet en drøm fra de helt unge år.

»Min far arbejdede ved landbruget, og det har jeg altid haft lyst til også at gøre. Så jeg begyndte i en tidlig alder at spare op og tog efter 10. klasse landbrugsuddannelsen. Så mødte jeg Karin, og vi blev enige om at prøve at købe et landbrug.«

Karin bryder ind:

»Jeg har altid villet bo i byen, og jeg skulle aldrig, aldrig giftes med en landmand. Men jeg er kommet til at holde af landbruget – bare ikke de sidste par år.«

Gården, opført i 1930, købte de i 1999, og efterfølgende 180 søer.

»Det med at køre i marken har altid været min store lidenskab, og jeg troede i starten, at vi skulle have ren planteavl. Men det holdt ikke, så vi måtte have nogle grise på. Grisene har været et nødvendigt onde for at få tingene til at hænge sammen – det lykkedes så alligevel ikke,« konstaterer Dennis.

Hvis bare forbrugeren ville give en krone mere for et pund kød i Bilka, og den krone gik til landmanden, så ville alle landbrugets problemer være løst, siger Dennis Jensen.

Tor Birk Trads

De mange opgaver

Den oprindelige staldbygning ved Birkelund var nedslidt og for lille, og i 2008 tog Dennis og Karin en dyb indånding og påbegyndte for lånte penge opførelsen af den nuværende store stald med moderne fodrings- og andre systemer til en pris af godt 13 mio.

Dertil kom indkøbet af mange flere grise, så man kunne bevæge sig frem mod de nuværende 900 søer og høste de stordriftsfordele ved produktionen af 27.000 smågrise årligt, som det skulle indebære.

Men stordriften havde sine omkostninger. Karin og Dennis måtte ansætte en driftsleder og flere medhjælpere, og det har ikke været problemløst.

»Specielt jeg har det sådan, at jeg ser det bedste i folk, indtil det modsatte er bevist. Det har nok snydt os lidt,« siger Karin og fortæller om driftslederen, der fuskede med papirerne og kom til at koste familien rigtig mange penge, før han blev gennemskuet og opsagt.

Birkelund har på anbefaling fra kolleger haft unge rumænere ansat, der ifølge parret troede, at man bliver millionær af at arbejde i dansk landbrug og derefter levede med dyre indkøb, indtil deres økonomi brasede sammen, og Karin og Dennis måtte afskedige dem.

»I dag har vi tre kvindelige medhjælpere i alderen 19 til 51 – to danske og en ukrainsk – og det er det bedste hold, vi nogensinde har haft,« siger Karin.

Men selv når det går godt, er det en udfordring at have ansatte. Der er papirarbejde og omsorgsarbejde, der er mange måltider og kander kaffe, der skal laves, og der er brug for lederevner.

»Vi har tit talt om, at Dennis burde tage et lederkursus, men sådan noget koster jo 15.000 kr.«

Det bedste, Dennis ved, er at være på plads i den røde traktor med en kop kaffe inden for rækkevidde. Men at passe et større, moderne svinebrug kræver en hel masse andet end arbejdet i marken og med dyrene. Man skal på én gang også være personalechef, indkøber, bogholder, håndværker og mere til.

»Du skal lave alt mulig andet end at passe jorden og dyrene. Der er planlægning, indkøb, budgetter til banken, regnskaber, skemaer fra myndigheder og regninger, der skal betales. Det er bare blevet værre og værre. Jeg elsker at arbejde i landbruget, men jeg kommer ikke til at savne at åbne computeren, møde en foderregning og spekulere over, hvordan vi skal betale den og derefter terminen,« siger Dennis.

Hans mobiltelefon ringer mange gange og illustrerer, at der, selv hvis man blot er ansat af banken og fritaget for ejeransvaret, er masser af nødvendige bureaukratiske opgaver, når man forvalter en stor landbrugsbedrift.

Tor Birk Trads

Samvittigheden er ren

Gældsætningen i forbindelse med etableringen af den moderne stald og indkøbet af de mange søer faldt sammen med finanskrisens start.

»Slagterierne har hele tiden sagt ’Nu stiger svineprisen, nu skal I bare se, det bliver bedre nu’, og de har lavet årsprognoser, som vi faktisk kunne lægge fornuftige budgetter efter. Men efter tre-seks måneder har de hver gang nedjusteret prognoserne. Og Ruslandskrisen har de slet ikke kunnet håndtere,« siger Dennis med henvisning til Ruslands stop for import af bl.a. dansk svinekød i konsekvens af Ukraine-konflikten.

»Hvert år vores bedrift har givet underskud, har det skullet lægges oven i gælden, som altså er endt på 42 mio.«

Og sidste efterår sagde banken altså nej, Dennis måtte indgive konkursbegæringen, og gården blev sat til salg. »En rationel og strømlinet produktionsenhed med høj besætningsstatus,« som der fortsat står i salgsannoncen.

»Selvfølgelig er det mit ansvar, men vi har fået at vide, at det ikke er fordi, vi ikke har været dygtige landmænd. Vi har aldrig været ude at købe dyr jord, som andre gjorde op til krisen. Vi har ikke været ude i rente-swap, vi har ikke bygget nyt stuehus, og vi har haft en beskeden bil. Men vi har fem børn, og det kræver noget mælk og noget rugbrød, så vi har et stort privatforbrug,« forklarer Dennis.

»Samvittigheden er ren, men psyken har fået et ordentligt knæk.«

Tor Birk Trads

Mareridtet

Med konkursen følger, at Dennis med en måneds varsel kan opsiges som forvalter, og at familien med tre måneders varsel må forlade Birkelund, hvis gården sælges.

Dertil er fulgt en aftale med banken om gældssanering, der indebærer, at der i tre år dikteres snævre grænser for, hvad familien må bruge på husleje, forsikring, mad, tøj, medicin, bil etc. – alt hvad de måtte kunne tjene derudover, skal gå til banken som afbetaling på familiens gæld, der ventes at lande på de 42 mio. minus beløbet fra salget af gården, dvs. en slutgæld omkring 11 mio.

»Jeg gætter på, at vi bliver i stand til at betale 50-100.000 tilbage. Vi bliver spændt hårdt for i tre år, men derefter eftergives resten af gælden, og vi kan begynde på en frisk. Det er sådan set et godt system,« mener landmanden.

Men de menneskelige omkostninger før, under og efter konkursen har været store.

»At åbne sin computer hver dag og frygte, at nu ligger der en opsigelse og besked om, at vi har tre måneder til at pakke 17 år ned og forlade stedet – det har redet mig som en mare, og jeg troede, jeg skulle blive tosset af at spekulere. Jeg kunne simpelthen ikke holde til det, så det er endt med, at vi har måttet leje et lille hus inde i byen, så jeg ved, at vi har tag over hovedet,« siger Karin.

Hun og Dennis har taget imod et tilbud fra rådgivningsselskabet LMO om at deltage i en såkaldt erfa-gruppe for landmandspar i samme situation.

»Det har reddet os at kunne tale med andre i samme situation. En helt fantastisk hjælp,« siger Karin.

Der er typisk seks-syv konkursramte par i en sådan samtalegruppe, og der er indtil nu igangsat 19 grupper rundt om i landet – det vidner om landbrugskrisens menneskelige omfang.

Tor Birk Trads

Kineserne vil lure os kunsten af

Livsdrømmen for familien på Birkelund er bristet, men de skal nok komme igennem krisen, siger de. Både Dennis og Karin er begyndt at kigge efter nye job som lønmodtagere. Værre er det for dansk landbrug, mener Dennis.

»Hvis der kom en ung landmand og spurgte mig, hvordan han skulle gøre, og hvad jeg ville råde ham til, så ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle svare.«

»Der er ingen unge landmænd, der kan overtage en gård som vores. Hvor finder du lige 31 mio. kr., hvis du er 25 år? Jeg tror, ejerne i fremtiden bliver nogle selskaber, pensionskasser eller lignende,« siger Karin.

»Jeg tror ikke, der vil være landbrug i Danmark på sigt,« replicerer Dennis.

»Det hele forsvinder nok ikke på 10 år, men om 50 år er der ikke noget tilbage, det tror jeg ikke på. Nogle gider ikke mere, andre kan ikke mere.«

Dertil må man ifølge svineproducenten regne med, at østeuropæere, kinesere og andre, som køber gode danske avlsdyr og bagefter af os lærer at passe grise, vil drage fordel af deres landes billige arbejdskraft og efterhånden erobre markedet.

Man har ifølge Dennis glemt at værne om dansk landbrug.

»Det er, som om det skal bekæmpes,« siger han og nævner de mange kontrolbesøg fra veterinær- og miljømyndigheder, arbejdstilsyn m.fl. og de mange krav om dokumentation af alt, hvad landmanden foretager sig.

»Man kan godt miste glæden ved at være landmand, når man sådan føler, man bliver anklaget for alverdens ting.«

Forbrugernes ansvar

Forbrugerne har deres del af ansvaret for, at det går, som det gør.

»Hvis bare forbrugeren ville give en krone mere for et pund kød i Bilka, og den krone gik til landmanden, så ville alle landbrugets problemer være løst. Det er da tankevækkende, at fødevarer skal koste så lidt som muligt, mens folk gerne giver 15 kr. for en halv liter kildevand. Eller – undskyld jeg siger det – giver rigtig mange penge for en avis.«

Adspurgt, om det ikke snarere er den hidsige globale konkurrence, der presser og knækker så mange danske landmænd, og om ikke man bør stille om til mere hjemmemarkedsproduktion, siger Dennis:

»Det tror jeg ikke på.«

Han og Karin har dog hørt fra bekendte om det norske landbrug, som angiveligt består af mindre bedrifter med overgrænser for antallet af dyr, er meget mere baseret på at levere fødevarer til hjemmemarkedet, og som siges at sikre de norske bønder en god afregning og dermed en sund økonomi.

Læs også: I tre generationer er vi blevet født i det stuehus, om lidt er gården rabundus

»Det ville da være genialt at gøre som dem. Men så ville der nok ikke være plads til alle vores landbrug. Men det er der jo heller ikke nu.«

Familien på Birkelund er ved at indstille sig på, at svineproduktion og landbrug for deres vedkommende hører fortiden til.

Når gården er solgt, gældssaneringen overstået, og de ikke længere er sat under administration, drømmer de om at finde en nedlagt landbrugsejendom, hvor de igen kan få lidt luft og grønt omkring sig, og børnene kan have de dyr, de holder så meget af.

»Vi ved nu, hvad vi vil i fremtiden. Men vi ved jo ikke hvornår,« siger Karin.