Læsetid: 6 min.

Xiismen og dens kritikere

Kinas venstrefløj står i et klassisk dilemma i jagten på et alternativ til Xi Jinpings autoritære kapitalisme: Skal man fastholde de traditionelle bondefællesskaber eller søge inspiration i en urban arbejderklasse efter vestligt forbillede? To toneangivende intellektuelle, bondelederen Wen Tiejun og arbejderisten Han Dongfang, markerer positionerne
17. september 2016

Når Kinas præsident Xi Jinping holder en vigtig tale, er himlen over Beijing altid blå.

Således også den 1. juli 2016, hvor Xi Jinping fejrede det kinesiske kommunistpartis 95 års fødselsdag med en selvsikker svada, der advarede omverdenen mod at krænke Kinas interesser – med slet skjult reference til den verserende grænsestrid i Det Sydkinesiske Hav.

Men når skykanonerne pakkes væk, vender smoggen hurtigt tilbage som en tyk grå suppe, der slukker for solen. Det en påmindelse, som kan mærkes helt ned i lungerne, om bagsiden af den kinesiske drøm og om, at Xi og den kommunistiske elite er særdeles sårbare, selv om festtalerne siger det modsatte.

Det er ikke bare forurening, som gør den almindelige kineser vred. Det er også den korruption og sociale ulighed, der bliver ved med at klæbe til de markedsreformer, kommunistpartiet satte i gang i 1978.

Det store spørgsmål er dog, om Kinas to store folkelige samfundsklasser – bønderne og arbejderne – kan blive enige om, hvordan man mest effektivt kan opstille et folkeligt alternativ til Xi Jinpings elitære drøm om partistyret kapitalisme uden demokrati.

Xi Jinpings vision

Siden 2012 er Kinas præsident Xi Jinping trådt i karakter som Kinas stærkeste mand siden Deng Xiaoping. Han har lanceret et storslået ideologisk projekt for at sikre, at det 21. århundrede bliver Kinas århundrede.

Økonomisk går projektet ud på at fremtidssikre Kinas særlige form for statsstyret kapitalisme. Midlet er den såkaldte Nye Silkevej – en kinesisk finansieret korridor med jernbaner, veje, miner, og fabrikker, der skal løbe gennem Mellemøsten til Europa og Afrika.

Tanken er, at Silkevejen skal muliggøre Kinas svære spring fra en eksportbaseret lavtlønsøkonomi til en vækstmodel baseret på hjemligt forbrug og en højtuddannet befolkning, hvoraf det store flertal bor i byer. Bagtanken er geopolitisk: langsomt at presse amerikanerne ud af Asien.

Ideologisk søger Xi at vise, at Kina sagtens kan klare sig uden demokratiske reformer efter vestligt forbillede.

I stedet for at give borgerne flere rettigheder, har Xi stået i spidsen for en intern antikorruptionskampagne i kommunistpartiet, der har ført til straf for flere hundredetusinde partimedlemmer.

Devisen er, at Kinas kommunistparti trods udfordringer stadig har evnen til at skille sig af med korrupte elementer, og holde sig rent og effektivt.

Og netop derfor har man mindre end nogensinde brug for ’Vestens’ værdier om flerpartistyre, pressefrihed og civilsamfund. Man har jo, som Xi har påpeget i adskillige taler, en tusindårig ’kinesisk tradition’ for alfaderlig, men topstyret regeringsførelse at trække på.

Uroen ulmer

Tilsyneladende står Xi og partiet stærkere end nogensinde.

Men under overfladen ulmer uroen. ’Markedet’ har siden de første reformer i 1978 skabt vækst og overflod og løftet mange ud af fattigdom. Men samtidig har de kapitalistiske reformer også skabt nye sociale spændinger og eksploderende ulighed mellem samfundsklasser og regioner.

Den folkelige uro antager mange former – fra det muslimske mindretal af uighurers protester mod diskrimination over landsbyboeres kollektive forsvar mod ulovlige eksproprieringer af deres jord til voksende protester blandt en ny og mindre disciplineret generation af arbejdere i Kinas sydlige industribælte.

Men de mange protester truer ikke i sig selv kommunistpartiets herredømme. Som den politiske sociolog Charles Tilly har påpeget, kan et regime blive siddende, så længe det ikke møder modstand baseret på en koordineret alliance af forskellige grupper af systemkritikere og aktivister.

Med andre ord må modstanden mod Xi Jinpings autoritære kapitalisme løbe sammen og finde fælles politisk udtryk – eller løbe ud i sandet.

Og her er progressive kræfter i Kina splittet, når det handler om at formulere et alternativ: Skal Kina finde sin egen vej til en modernitet hinsides kapitalismen – eller skal man lade sig inspirere af den vestlige arbejderbevægelses historiske erfaring?

Denne splittelse udtrykkes klart, når man sammenligner visionerne hos Wen Tiejun og Han Dongfang, to af Kinas mest betydningsfulde bevægelsestænkere efter 1989.

Bønder mod arbejdere

Økonomen Wen Tiejun er kendt som talsmand for New Rural Reconstruction, en græsrodsbevægelse som med hundredetusindvis af aktive forsøger at skabe et alternativ fra neden baseret på økonomiske kooperativer.

Wen peger på, at Kinas overgang til vestlig inspireret kapitalisme endnu ikke er fuldendt på landet, og at det derfor stadig nytter at gøre modstand mod både privatisering af jord og Xi-regeringens plan om urbanisering.

Wen’s selvudråbt »småborgerlige« vision er en tilbagevenden til kollektivisme og traditionelle livsformer i landsbyfællesskaber, hvor man producerer i fællesskab og ikke er styret af jagten på profit.

Wens tænkning bygger på et mangesidigt idehistorisk ophav med både marxistiske og ikkemarxistiske elementer.

En hovedinspiration er Liang Shuming, der som initiativtager til den oprindelige rurale genopbygningsbevægelse i 1920’erne og 1930’erne forsøgte at definere en ’tredje vej’ mellem Nationalistpartiets kapitalistiske modernisering og Mao Zedongs revolutionære bondesocialisme.

Men Wen lovpriser også den ungarske socialist Karl Polanyi, der i 1944 med sin bog The Great Transformation leverede en klassisk kritik af Vestens markedsfundamentalisme og dens konsekvenser i form af social elendighed og storkrig.

Desuden fastholder Wen, i kraft af sine personlige forbindelser til intellektuelle superstjerner som Samir Amin, Immanuel Wallerstein og den nu afdøde Giovanni Arrighi, en klar nymarxistisk grundtone, med udgangspunkt i disses teori om et imperialistisk ’verdenssystem’, hvori Vesten systematisk skummer fløden.

Over for denne bondebevægelse står Han Dongfangs vision om en arbejderbevægelse, der efter europæisk forbillede gradvist vil kunne tvinge Kommunistpartiet til at ændre kurs.

Han Dongfang, en dengang 26-årig mekaniker, trådte i ugerne op til massakren på den Himmelske Freds Plads i 1989 frem som talsmand for Beijings arbejdere. Han undslap døden, overlevede fængslet og er i dag bosat i Hong Kong.

Herfra leder han en lille organisation, der uddanner tillidsfolk til Kinas gryende uafhængige arbejderbevægelse, og har desuden et populært radioprogram, hvor kinesiske arbejdere ringer ind.

For Han er vejen frem at spille med på kommunistpartiets drøm om Kina som et urbant og moderne forbrugssamfund. Hans analyse er, at Xi-regeringens mål om øget forbrug kræver højere lønninger. Og højere lønninger kommer ikke af sig selv, men kræver stærkere, mere uafhængige fagforeninger med reel forhandlingsret.

Og når først de frie fagforeninger vinder fodfæste, mener Han, vil kravet om politisk demokrati med frie valg og flere partier af sig selv melde sig blandt arbejderne med en styrke, så kommunistpartiet vil være tvunget til at bøje sig.

Intellektuelt set er Han Dongfangs fokus på fredelig forandring og (klasse)kompromisvillighed ikke specielt inspireret af vestlig socialdemokratisme, selv om overlappet kunne virke indlysende for en nordisk læser.

Derimod er den polske Solidarnosc-bevægelse i 1980’erne en ledestjerne for Han, når det handler om den fredelige overgang fra statssocialisme. Han er sågar blevet kaldt Kinas Lech Walesa.

Et historisk paradoks

I et historisk sociologisk perspektiv er splittelsen mellem Kinas bonde- og arbejderbevægelse, som Wen og Han symboliserer, klassisk for bevægelser, der kæmper for den brede arbejdende befolkning mod elitens privilegier.

Skal man forsøge at holde fast i traditionelle, førkapitalistiske livsformer, eller skal man – som Marx mente – acceptere udviklingens nødvendighed som forudsætning for et moderne projekt om frigørelse?

Paradokset er, at begge bevægelser presser Xi og kommunistpartiets elite – men på helt forskellige måder.

Arbejderbevægelsen kan på den ene side være en stabiliserende faktor i overgangen til et kapitalistisk velfærdssamfund, som i sin tid socialdemokraterne i Vesten efter 1945. Men kravet om demokrati lurer under overfladen og giver kommunistpartiet nervøse trækninger.

Tilsvarende passer bondebevægelsens insisteren på det unikke ved den kinesiske landbotradition glimrende med Xi’s fejring af kinesisk kultur. Men samtidig bryder bondebevægelsens kooperativ-tanke med Xiismens kapitalistiske økonomiske grundlag.

Hvis der for alvor skal ske progressive samfundsforandringer i Kina – hvilket vil påvirke lønninger og modvirke det globale, neoliberale ræs mod bunden – så skal modsætningen mellem de to bevægelser overskrides. Her ligger den måske vigtigste intellektuelle udfordring for en ny generation af kinesiske aktivister.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bill Atkins
Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu