Baggrund
Læsetid: 8 min.

Achtung – hvor det minder om vores egen tid

Når man læser ’Mein Kampf’, forstår man de borgelige eliters historiske fejlgreb, men har vi slet intet lært at historien?
Hitler fotograferet efter løsladelsen fra fængslet i Landberg, hvor han skrev første del af ’Mein Kampf’. Hovedarten af den blev dikteret til hans medindsatte Rudolf Hess.

Hitler fotograferet efter løsladelsen fra fængslet i Landberg, hvor han skrev første del af ’Mein Kampf’. Hovedarten af den blev dikteret til hans medindsatte Rudolf Hess.

Ullstein Bild

Moderne Tider
15. oktober 2016

Jeg har gjort noget, som nok kun de færreste ville have troet mig i stand til. Jeg har læst Adolf Hitlers Mein Kampf fra start til slut.

Tidligere i år udløb ophavsretten, hvilket udløste en moralsk diskussion om eventuel genudgivelse og nyudbredelse. Der kan derfor være grund til at studere værket i dets helhed.

Det hævdes ofte, at Mein Kampf er ulæselig, og for mange er dette blevet en undskyldning for end ikke at forsøge. Letlæst er den da heller ikke, ligesom den kræver en del historiske forkundskaber.

’Kedelig’ er den nok mest for den, som forventer at finde instruktioner i folkemord eller nøglen til et monsters psyke. Interesserer man sig derimod for ideologiske konstruktioner, er den vældig interessant.

På ét niveau behøver man ikke at læse Mein Kampf for at vide, hvad den handler om. Hitler er besat af jøderne og marxisterne, og de flyder sammen til én og samme smitte. Det er dem, som styrer pressen, universiteterne, kulturinstitutionerne, storfinansen, det moralske forfald, Rusland, arbejderbevægelsen ... ’Jødebolsjevismen’ var et begreb hos Vestens borgerskab – historisk er antisemitismen og antikommunismen gået hånd i hånd – men her er den ekstrem i sit udtryk.

Racespørgsmålet

Længe går der heller ikke, før vi får indblik i Hitlers syn på racespørgsmålet. Han er ikke mere sofistikeret her end så mange andre racister: Det er lige så unaturligt for en arier at få barn med en hottentot, som det er for en ræv at parre sig med en gås. En japaner, neger eller same, som flytter til Tyskland, bliver ikke dermed tysker – og heller ikke et kultiveret menneske – blot fordi han lærer sig sproget, for racen sidder i blodet.

Derfor skal man heller ikke give statsborgerskab til hvem som helst. Hitler foretrækker den amerikanske model, hvor visse folkegrupper kan mangle visse rettigheder, uanset at de er født i landet (I Sydstaterne fik de sorte i praksis først stemmeret i 1960’erne, 20 år efter nazismens nederlag i en krig, hvor mange sorte soldater kæmpede for demokratiet.)

Det meste i Mein Kampf er stendødt materie, men ikke det hele. At læse den er undertiden som at blive hensat til vores egen tid.

Klassesamfund

Da den unge Hitler kom til Wien, fik han pludselig øje på klassesamfundet. Horder af fattige mennesker, som i en tid med store strukturelle forandringer vandrede ind til byerne, hvor mange af dem imidlertid ikke kunne finde andet end midlertidige småjob. De mangler fast job, indtægt, bolig i Wien, skriver han – »denne millionby, som først suger mennesker til sig for siden at udsuge dem«.

En tilsvarende forslumning af arbejdsmarkedet oplever vi dag, selv om det såkaldte prækariat er mere heterogent end i tiden før og efter Første Verdenskrig.

Selv tager Hitler midlertidige job på en byggeplads. For første gang kommer han i kontakt med kropsarbejdere, hvilket får ham til at reflektere over det småborgerskab, han selv er rundet af. Kløften mellem kropsarbejdere og funktionærer er »større end man forestiller sig«, konstaterer han, selv om begge tjener for få penge.

Funktionæren er fjendligt indstillet, fordi han er bange for »at synke tilbage til den foragtede stand eller i det mindste at blive tilregnet denne«. Det er derfor, opkomlinge mangler empati. Kampen for tilværelsen har »kvalt al følelse for elendigheden hos dem, som sidder tilbage i den«.

Det var den lavere middelklasse, mentalt presset fra både arbejderklasse og borgerskab, som i første omgang udgjorde Hitlers kernevælgere.

Klassebevidsthed

Det er den samme socialgruppe, som nu er stadig mere lydhøre over for højrepopulisternes lokketoner. En anden gruppe er den arbejderklasse, som er blevet berøvet sin identitet som arbejdere, fordi det liberale samfund ikke anerkender klassekategorien, samtidig med at venstrefløjen i sin verdensfjernhed bilder sig ind, at ordet er for gammeldags. I 1920’erne ville dette have været utænkeligt. »Klassebevidstheden hos en stor del af vort folk«, skriver Hitler, »er ikke grebet ud af den blå luft«.

Arbejderklassen, mener han, lever under vilkår, som må forbedres. Så langt har fagforeningerne derfor ret. Problemet er blot, at disse styres af socialdemokrater, det vil sige jøder og marxister – og at disse hader nationen.

Men der var også et andet problem: borgerskabet. Hvorfor, spørger han, kan arbejdsgiverne ikke komme arbejderklassen i møde i ét eneste af dens krav. Hvorfor kan de ikke afkorte arbejdstiden og sørge for bedre sikkerhed ved maskinerne? Hvorfor kan de ikke give gravide kvinder fri og forbyde børnearbejde? De har jo aktivt modarbejdet alle retfærdige reformer.

»Dette afføder had,« skriver Hitler. Arbejdsgivernes grådighed tvinger masserne i armene på socialdemokraterne og Karl Marx’ farlige heksebryg – klassekampen – som fordærver både erhvervslivet og nationen.

Det var, da Hitler indså dette, at han bestemte sig for at blive taler – påstår han. Dermed opstod der en tredje kraft i politikken.

Mindst et par tusinde påstande i Mein Kampf er løgn, skal vi tro den tyske genudgivelse med dens mange kommentarer, som er udkommet, efter at delstaten Bayern mistede ophavsretten og dermed også kontrollen over bogen.

Det er naturligvis vigtigt at påpege dette – noget forskere og antifascister har gjort det i årtier – men andre af de forhold, bogen fremdrager, lader sig ikke benægte, herunder 1920’ernes sociale uro og borgerskabets manglende svar. Sådanne problemer oplever vi også i dag.

Folkebevægelse

Hitlers egen løsning på sin tids problemer er at fordrive jøderne og marxisterne. Antisemitismen må sprænge alle grænser, skriver han. Den må forlade de fine saloner og blive til en »folkebevægelse«.

Han vil også afskaffe demokratiet. Selv om Adolf Hitler taler sig varm for folkets sags, er Mein Kampf en advarsel mod majoritetens indflydelse på politikken.

»Forstanden hos masserne er ikke så udviklet«, skriver han med adresse til magthaverne.

Rædslen for, hvad folket kan finde på, er ældre end demokratiet. Selv om ingen i dag åbent sætter spørgsmålstegn ved stemmeretten, bliver den stadig oftere opfattet som et problem: Er folk virkelig tilstrækkeligt uddannede til at kunne træffe de rette beslutninger? Er demokrati ikke en farlig styreform, når personer som Donald Trump og Jimmie Åkesson kan vinde valg?

Nogle mener det – ofte de samme, som har tjent godt på de senere års økonomiske politik.

Ofte bruges Hitler som et afskrækkende eksempel på demokratiets indbyggede problemer, men her glemmes det, at tyskerne ret beset aldrig valgte Hitler som diktator. Det blev han først efter et internt opgør inden for den borgerlige elite.

Mein Kampf er skrevet i et fængsel i midten af 1920’erne efter et mislykket kupforsøg, der førte til, at hans bevægelse blev forbudt. Da bogen lå klar til at gå i trykken, var partiet igen blevet lovligt. De aner ikke, hvad de skal stille op med os, konstaterer han.

Først forsøgte de at tie os ihjel, skriver han, men da det ikke lykkedes, gik de over til den modsatte yderlighed – de skrev om os næsten hver eneste dag for at fortælle, hvor tåbelig bevægelsen dog var.

Det fungerede heller ikke, da stadig flere begyndte at undre sig over, hvorfor en så tåbelig bevægelse kunne få så megen opmærksomhed. Da folk blev nysgerrige, blev taktikken ændret endnu engang: »Nu skulle vi hænges ud som kriminelle og kobles til skandalehistorier«.

Af dette drager Hitler følgende konklusion: »Hovedsagen var, at de var optagede af os, således at vi i arbejdernes øjne lidt efter lidt kom til at fremstå som en magtfaktor, man før eller senere ville kollidere med«.

Fjendebilleder

Lyder det, som noget vi kender?

Trump er ikke fascist. Jimmie Åkesson, Sverigesdemokraternes partileder, har været det, men hans vælgere er det så afgjort ikke. Partiets politik er en blanding af neoliberal økonomi og nykonservative værdier. Ganske vist har de aggressive ’løsninger’ på både indbildte og reelle problemer, og fjendebilledet er ’de fremmede’, men de griber ikke til folkemord eller diktatur.

Marine Le Pen er måske den, som bedst har forstået Hitlers analyse af arbejderklassen, nemlig at integrere den, således at den frafalder enhver tanke om klassekamp og i stedet favner en grænseløs nationalisme. Hvis folk skal blive nationalister – et hensyn, som alt andet må underordnes – kræves det, at de får sundere forhold, var Hitlers maksime.

Højrepopulismen er et broget fænomen, men vælgerstøtten til den er under alle omstændigheder et udtryk for den sociale utilfredshed og magtesløshed, som også polariserede Europa i Mellemkrigstiden.

Den borgelige elite, som Hitler skældte ud for handlingslammelse, troede til det sidste, at nazisterne kunne stækkes, hvis de blev optaget i inderkredsen. Truslen fra bolsjevikkerne (læs: arbejderbevægelsen) legitimerede denne strategi.

Historisk svigt

Dette er borgerskabets historiske svigt. Meget tyder på, at denne fejl nu gentages, selv om det ikke er et lurende folkemord, der kræver vores opmærksomhed. Tilpasningen er langsommere, der findes jo trods alt grænser, men det er et åbent spørgsmål, hvor langt den kan nå at strække sig.

Historien gentager sig aldrig fuldt og helt, og mellem os og 1920’erne er der trods alt flere forskelle end uligheder. Hitler forsøgte at udrydde et helt folk – dette er unikt.

Dengang var venstrefløjen meget stærkere, både ideologisk og organisatorisk. Socialisterne var et alternativ til fascisterne, lige indtil de blev fordrevet og fængslet. I dag ser vi, hvordan bevægelser i Sydeuropa og USA følger Sydamerika og skaber ny venstreorienteret politik ud af folkelig utilfredshed, men i store dele af Europa ligger venstrefløjen i ruiner.

Det, vi har til fælles med Mellemkrigstiden, er borgerskabets dybe krise. Alle dets ideer er afprøvet, og ingen af dem har fungeret. Hitler undrede sig over, hvorfor hans tids borgerlige ikke kunne gå ind på et eneste af kravene fra arbejderside. De er lige så tonedøve i dag. Hvorfor ser de ikke, at arbejdsledighed fører til social og politisk desperation.

Borgerskabet, skriver Hitler, ser klasseforskelle som noget ’naturligt’. Han advarer imod alt for store lønforskelle, da dette kan splitte folket og dermed også nationen. Dagens borgerskab opfatter også store indtægtsforskelle som en selvfølgelig orden. Dengang som nu er borgerskabet blinde over for uretfærdigheden og behovet for en aktiv økonomisk politik. Dengang som nu har de én eneste opskrift: mere markedsliberalisme – til trods for, at det er den, som er sygdommen.

Disse i og for sig klarsynede iagttagelser er ikke noget, som karakteriserer Mein Kampf i øvrigt og da slet ikke Hitlers politik efter hans Machtergreifung. Det var et blændværk, men pointen her er ikke, hvad han tænkte og gjorde, men hvad folk gerne ville høre.

Vore dages læsere kan trøste sig med, at vi ved, at nazismen var skæbnebestemt til at lide nederlag. De lande, som satsede på sociale reformer som Sverige og den tids USA gik i en helt anden retning.

Heller ikke den doktrinære markedsliberalisme er en nødvendighed. Den, som tror det, risikerer at begå den samme historiske fejl, som mellemkrigstidens borgerskab.

Ansvaret for fremtiden hviler tungt på Socialdemokraterne, men også på de borgerlige. Det eneste, som kan stoppe højrepopulismen og højreekstremismen, er en politik, som modvirker den sociale ulighed. Skal det virkelig være så vanskeligt at indse dette, når vi sidder med historiens facit i vores hænder?

© Åsa Linderborg og Information 

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

"Ansvaret for fremtiden hviler tungt på Socialdemokraterne, men også på de borgerlige. Det eneste, som kan stoppe højrepopulismen og højreekstremismen, er en politik, som modvirker den sociale ulighed"

Hvad er 'social ulighed' egentlig for en størrelse? Hvad menes der med dette begreb? Måske er det på tide at overveje dette spørgsmål nærmere?

For måske er det ikke et spørgsmål om økonomi og økonomisk lighed alene? Måske er et begreb som 'kontrol' en bedre markør for et individs placering i det sociale hierarki? Følelsen af at have meningsfuld indflydelse på og kontrol over egen tilværelse?

Her spiller økonomi selvfølgelig en rolle, men ikke nødvendigvis den mest afgørende...

Søren Ferling, Steffen Gliese, Alan Strandbygaard, Rikke Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Hvad nu EU?
Heller ikke den doktrinære markedsliberalisme er en nødvendighed. Den, som tror det, risikerer at begå den samme historiske fejl, som mellemkrigstidens borgerskab. - overbring lige dette klare budskab til disse politiske fantaster med en udpræget herrefolksmentalitet nede i EU – en sag for S et al. …

Torsten Jacobsen

Småborgere tror fuldt og fast på, at muligheder og dermed 'kontrol over egen tilværelse', er noget det enkelte menneske kan og skal skabe for sig selv. Dette er den moralske kerne i småborgerens, dvs. i vores kulturs verdensforståelse. Formår man ikke for sig selv at skabe livsmuligheder, at skabe kontrol, så er man 'selv ude om det'.

Der tales meget om religionskritik i disse tider og i dette dagblads spalter for tiden. Måske er det småborgernes tvangsforestillinger, som man først og fremmest bør rette det kritiske skyts imod?

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Lars Peter Simonsen, Niels Duus Nielsen, Carsten Pedersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jørgen M. Mollerup

Med til billedet af Hitler og mellemkrigstidens Tyskland hører, at socialdemokraterne og bolsjevikkerne var mere optaget af at bekrige hinanden, end at gøre fælles front mod nazisterne.

Jens Falkenberg, Torben K L Jensen, Lars Peter Simonsen, Kristian Rikard, Mihail Larsen, Søren Ferling og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

For mig er det meget svært at tro på den tese, at borgerskabets svigt alene bærer skylden for Nazismens fremgang.
Mon ikke også magtfulde og pengestærke kredse har støttet sagen?

"Det eneste, som kan stoppe højrepopulismen og højreekstremismen, er en politik, som modvirker den sociale ulighed. Skal det virkelig være så vanskeligt at indse dette, når vi sidder med historiens facit i vores hænder?" siges det.

OK - men i et demokrati som det danske, hvor folk generelt har fået en fornuftig skolegang og uddannelse, ligger magten hos vælgerne.

Hvis et flertal vil have mindre eller mere social ulighed/lighed, så er det bare om at stemme på de partier, der leverer den ønskede "vare" ?

Stoler man ikke påvælgernes dømmekraft, så er næste skridt logisk set at afskaffe demokratiet for at beskytte folket mod sig selv og sin egen påståede dumhed - og hvem kommer så først med "kuppet" - venstrefløjen eller højrefløjen eller en skør religions tilhængere ????

Lad os holde fast i tilliden til vælgernes dømmekraft i Danmark - alternativet er ubehageligt.

(Demokrati er ikke en garanti for kloge og rigtige valg hver gang -men der ar altid mulighed for at reparerer en "fejl" ved næste valg. )

Fam. Tejsner, Grethe Preisler, Hans Aagaard, Søren Ferling og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne kommentar

Den social ulighed - det er når der er stor forskel i indtægt og muligheder, ikke?
Det er ligeså meget, når man tillader at putte folk i bokse og samtidig påstår, at man gør en masse for at "hjælpe dem" til et bedre liv - alt imens man med tydelige fagter i dagligdagen og i medierne proklamerer, at de mennesker intet er værd!
Så går det helt af sig selv...

Der er ikke noget parti, Robert Kroll, som vælgerne - begavede eller ej - kan være sikre på indeholder det fornødne.

Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ole Christiansen, Steffen Gliese, Jens Falkenberg, Lars Peter Simonsen, Kim Houmøller og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Det falder mig noget vanskeligt at se hvordan socialdemokrater og borgerlige skulle tage ansvar for social ulighed - de har skabt den! Yderligere ses ingen vilje til opblødning, tværtimod.
Der er vist desværre kun én vej - gennem kaos.

Bjarne Andersen, Alan Strandbygaard, Anne Eriksen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Jørgen M. Mollerup

Når Starup skriver: " Mon ikke også magtfulde og pengestærke kredse har støttet sagen", er det en myte, at kapitalen som sådan sluttede op om Hitler. Junkerne foragtede opkomlingen.

Hitler har en gang udtalt, at han ikke forstod, at Stalin myrdede kapitalisterne, når man (Hitler) kunde tvinge dem til at arbejde for sig. Dem, der ikke ville danse efter Hitlers fløjte måte enten emigrere eller endte i KZ lejer. KZ lejrene var i brug længe før, at Hitler fyldte dem med jøder.

Må jeg anbefale, at man læser Joachim C. Fests biografi om Hitler.

Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Steffen Gliese, Lars Peter Simonsen og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar

Carsten Mortensen: Det falder mig noget vanskeligt at se hvordan socialdemokrater og borgerlige skulle tage ansvar for social ulighed - de har skabt den!

Hmmm... hvis de har skabt uligheden, hvorfor skal de så ikke tage ansvaret for det Carsten?
- - -
Rent bortset fra det, så er det nok lige meget hvem der har ansvaret for fortidens fejl. Lad os hellere sadle om, og se fremad.

Problemet er, at liberalisme overhovedet ikke er et styreværktøj, men et drivmiddel. Det trækker igen og igen hele den vestlige verden fra krise til krise, gennem arbejdsløshed, recession, bobler, bristede bobler, bankkrak, bankpakker...

Ingen af de skråsikre liberalister i jakkesæt tager dog ansvaret når tingene falder sammen, for ingen kan styre hverken økonomi eller samfundsudvikling med liberalismens forstenede principper.

Problemerne tørres altid af på de arbejdsløse, børnene, de gamle, de syge - ja, de svageste i samfundet som igen og igen skal betale regningen. Derfor stiger ulighed og utilfredshed og giver grobund for de populister der omtales i artiklen.

Vejen ud af moradset er at droppe liberalisme som styreværktøj. Konkurrence og alles kamp mod alle er kun brugeligt som drivmiddel, hvis vi styrer kræfterne ved at sætte livskvalitet, anstændighed og fælles ansvar i højsæde. Penge skal ikke længere være et helligt mål men et middel til at øge livskvaliteten for klodens beboere.

Der kan gå nogle år før vi når dertil, men du og jeg kan hjælpe ved at sprede budskabet.

Niels Duus Nielsen, Fam. Tejsner, Bjarne Bisgaard Jensen, Per Torbensen, Bjarne Andersen, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Achtung ... , ja mon ikke, og nu er "de" ved at etablere "Propaganda-tjenesten"

Enhedsfront må være svaret - dengang som nu:
https://kpnet.dk/2014/08/25/georgi-dimitrov-om-enhedsfronten-og-den-anti...
Jeg har haft Georgi Dimitrovs bog i mange år uden at læse den, men nu syntes jeg den skal læses!

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Ups glemte et passende link:
https://www.youtube.com/watch?v=6Tz5daRrGDw

Søren Ferling

"grænseløs nationalisme" kan man altså også bare kalde 'imperialisme'.

Ellers har Åsa Linderborg ikke forstået den globalisme, hun er tilhænger af - når hun taler om at rete på ulighed.
Globalismen går ikke mindst ud på at der skal være ulands- og ilandsforhold i alle lande, der skal gøres ens.

Jens Erik Starup

Ja Mollerup, det står vist klart for de fleste, at efter 1945 er der ikke så mange, som vedkender sig støtte til Nazismen.
KZ lejrene blev jo først oprettet i 1933, så jeg går ikke ud fra, at Nazismens modstandere før 1933 blev knægtede i lejrene.
Det er tiden op til 1933, som er interessant. Den massive propaganda fra Nazistisk side har kostet betydelige summer. Midlerne dertil må være stillet til rådighed af nogen.
Mon man blot kan skele til, hvilke kredse der i dag stiller midler til rådighed for højrefløjen?

Trond Meiring, Lars Peter Simonsen, Anne Eriksen, Allan Stampe Kristiansen, Alan Strandbygaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

@Mollerup & Starup,
På et tidspunkt omkring 1930, dvs. kort før Hitlers magtovertagelse, var Nazipartiets pengekasse ved at være tom. Partiet fik imidlertid hjælp af den daværende tyske nationalbankdirektør, som tilførte partiet de nødvendige midler til at det kunne fortsætte.
Har desværre ikke lige kilden ved hånden (måske var det i en af Karl Chr. Lammers' bøger, jeg har læst det).

Trond Meiring, Per Torbensen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar

Kan det have været Hjalmar Schacht, født i Tinglev? …
https://da.wikipedia.org/wiki/Hjalmar_Schacht

René Arestrup

Borgerskabets svigt, javel. Men det er vel også en kendsgerning, at Hitlers magtovertagelse i lige så høj grad var en konsekvens af kommunisternes målrettede undergravning af Weimarrepublikken. I virkeligheden var det en bizar alliance mellem autoritære, antidemokratiske politiske bevægelser fra såvel højre som venstre, der banede vejen for Hitler, uagtet at målene var forskellige.

Henning Egholk

Spændende indlæg! Men jeg tror så nok ikke at Mein Kampf står øverst på ønskesedlen til Jul.. Jeg faldt over følgende, frit citeret: "Man bliver ikke tysker/dansker af at bo og tale sproget. Racen sidder i blodet". Var der ikke for nylig en kendt DF'er som frækt påstod at en nydansk gymnasieelev IKKE var dansk (nok)...? Det er lige her filmen knækker, når man bliver SÅ nationalistisk så jeg skammer mig over at være glad for Danmark. Nationalisme er galt, det er ondt, stop det. Tak.

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar

Som præsident Kennedy sagde om borgerskabet i 30'ernes Europa: De troede, de kunne ride på ryggen af tigeren, kun for at opdage at de endte inden i den!
Læs denne fremragende artikel - og husk på Martin Henriksens verbale overfald i "Debatten" forleden på den unge elevrådsformand, der oven i købet har dansk statsborgerskab.
Og især Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke, VK, der allerede er ved at blive 'ædt', og nu også Socialdemokratiets ageren og omfavnelse af dagens racister, der mener som Hitler, selv om de ikke påstår 'racen' sidder i blodet men nu ligger lige så fast i kulturen og/eller religionen:
"En japaner, neger eller same, som flytter til Tyskland, bliver ikke dermed tysker – og heller ikke et kultiveret menneske – blot fordi han lærer sig sproget, for racen sidder i blodet.
Derfor skal man heller ikke give statsborgerskab til hvem som helst. Hitler foretrækker den amerikanske model, hvor visse folkegrupper kan mangle visse rettigheder, uanset at de er født i landet.(I Sydstaterne fik de sorte i praksis først stemmeret i 1960’erne,..)"

Apropos pengene til Hitler, så se John Heartfields berømte fotomontage "Millionen stehen hinter mir:"

http://www.actingoutpolitics.com/john-heartfield%E2%80%99-1891-%E2%80%93...

Trond Meiring, Peter Jensen, Per Torbensen, Claus Oreskov og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

@Jan Weis: Desværre . der er ingen klokke, der ringer.

Kristian Rikard

Hjalmar Schacht har skrevet bogen:" The magic of Money"! Den er i høj grad læsværdig.

Robert Ørsted-Jensen

Når man læser Mein Kamp er der omend endnu mere grund til at fokusserer på den elitære venstrefløjs mange fejlgreb

Robert Ørsted-Jensen

Jeg mener den elitære borgelighed tog altid fejl og tager stadig fejl og den rider også stadig tigeren. Hvis man er i tvivl om det sidste bør man studere den hjemlige og europæiske navle og tænke sig om.

Men den samlede venstrefløj, den elitære-leninisme og da især den stalinistiske lejr - var med sin idiotiske politik væsentlige bidragsydere til Hitlers sejr.

Den dag idag er store dele af venstrefløjen - med sin leflen for nationalisme og "nej" "øv" "ud" bevægelserne - samt misbrug af ord som imperialisme og leflen for ytringsfrihedens og demokratiseringerne fjender - med til at bidrage til at styrke og give det yderste højres nye sejrsmuligheder.

Robert Ørsted-Jensen

At fedte rundt - som enkelte her gæør - med konspirationsteorier der ikke handler om andet og mere end at kapitalismen altid søger profitmaksimerings muligheder og derfor så muligheder også i at investere kapital i nazismens tyskland, er sgu for ubegavet. Kapitalismen er ikke først og fremmest en den politisk bevidste bevægelse man gør den til. Den var dengang som nu - med få undtagelser - pisseligeglad hvad regimet hed og var - det vaer profitmaksimering det handlede om. - ikke politik. Kapuitralismen gør hvad kapitalismen skal gøre og altid har gjort - investere kapital der hvor profitten er højest.

Tåbelige konspirationsteorier - og så er det ligegyldig om disse opfindes på den selvudråbte venstrefløj eller om den skabes af den ekstreme højrefløjs - i form af fantasier om det store jødebolsjevistiske komplot - er stadig når det er bedst - kun tåbelig og ubegavet snak. Men det er farlig snak - snak som fører på afveje.

Jens Erik Starup

Ja Robert Ørsted-Jensen.
Mein Kampf beskriver nazismen indtil ølstuekuppet i 1923.
Jeg er af den opfattelse, at det er tiden mellem 1923 og 1933, der er interessant hvad angår økonomisk støtte til den nazistiske bevægelse.

Steffen Gliese

Nu skal man ikke glemme, at Hitler blev temmelig velhavende på sin bestseller.

Det er en interessant løsning - også som et blik på, hvordan trediverne efterfølgende, når man ser bort fra politisk forfølgelse og folkemord, rent faktisk baserede sig på et ønske om at integrere de socialt og økonomisk svageste grupper i samfundet, både her med Kanslergadeforliget, i USA med New Deal, og altså i Tyskland med korporativismen.
Hvad vi faktisk kan lære af det er, at rammerne om den enkeltes frihed og tryghed må skabes i et demokrati, og at demokratiet netop er, hvad vi ikke har med den form for repræsentation, vi har nu - fordi det danske demokrati indtil årtusindskiftet fungerede som en repræsentation af samfundsgrupper, hvor interesserne fandt sammen om at opbygge velfærdsstaten som alt andet end laveste fællesnævner, men tværtimod en attraktiv model for alle grupper. Defor fik vi heller aldrig en mere formaliseret stat, fordi det var unødvendigt - indtil det altså var for sent, og den største opportunist, landet har kendt, fik magten i uhørte tre valgperioder, hvilket også viste sig at være dén for meget, som endte med at afsløre konsekvenserne af hans samfundsopløsende politik.

Robert Ørsted-Jensen

Starup -jeg refererede til artikelforfatterens dragen paralleller til nutiden med "Når man læser ’Mein Kampf’, forstår man de borgelige eliters historiske fejlgreb, men har vi slet intet lært at historien?"

men derudover er jeg enig med hende og ikke med dig. Det er politisk tidspilde at læse det skrift udelukkende som et kildeskrift fra 1920erne. Det er det selvsagt ofgså og det er da i orden hvis du er historiker og beskeftiger dig med 20erne. Men det er langt mere værd at reflektere over nutiden og om de fejlgreb de blev begået og om hvem der tog fejl i 1920erne og dermed tillod og ydede bidrag til vanvidet. Her mener jeg at det er vigtigereat fokusserer på venstrefløjen og da især hvad angå kommunismen som konstant misanalyserede situationen og styrkede nazismen med sit idioti.

Jens Erik Starup

Ja, Steffen Gliese. Salget af bogen synes at være kommet meget sent i forhold til financieringen af den massive nazistiske propaganda.
Ifølge Den Store Danske: I 1930 var der solgt knap 20.000 eksemplarer af værket; ved Tysklands fald i 1945 var det trykt i omkring 10 mio. eksemplarer på tysk og oversat til 16 sprog. En dansk udgave, Min Kamp, udkom i 1934.

Niels Duus Nielsen

Så vidt jeg er orienteret skyldes Hitlers personlige rigdom især, at han (eller var det Martin Bormann?) fik den geniale ide at kræve royalties fra det tyske postvæsen for brugen af Hitlers portræt på frimærkerne. Hvilket selvfølgelig også er lidt sent i forhold til finansieringen af valgkampen.

Jens Erik Starup

Man kan jo selvfølgelig blot følge Robert Ørsted-Jensens råd og kun interessere sig for nutiden. Hvis artiklens overskrift er sand, kan man måske blive klogere af at se på, hvem der i dag står økonomisk bag højrefløjen.

Robert Ørsted-Jensen

Starup - på den ene side vil du drage konsekvenser hvad angå nutiden og på den anden side vil du ikke? Du ka da ikke både blæse og ha' mel i munden

Jens Erik Starup

Jensen - jeg vil tillade mig at se bort fra dit bidrag til debatten.

Kristian Rikard

En ting som jeg slet ikke forstår ved artiklen, er dens "nyhedsværdi". Jeg faldt over bogen
(på dansk) hos et familiemedlem for måske 25 år siden og læste den af nysgerrighed,
Senere har jeg set den i hvert fald 2-3 andre steder (herunder i et antikvariat). Der må have
været ikke så få, som ville snuse til den igennem 30'erne (uden nødvendigvis at have nazistiske sympatier).
Og i Sverige, hvor nazismen angiveligt havde en ikke uvæsentlig opbakning, ville jeg da
tro, at det samme var tilfældet. Og dette uanset ophavsret eller ej?

Søren Ferling, Jens Erik Starup og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Artiklens forfatter giver sandelig også et ganske klart svar på, hvorfor magthavere og debattører har indført begrebet: Nazikortet".
Samme ønsker ikke, at undersåtterne gennemskuer,eller bliver oplyst om, hvilke politiske teorier de reelt er fortalere for.

Hvad er en demokrat? Hvad er nyfascisme? Og hvad precis har "socialdemokratisme", ny-/-gammel fascisme og højrepolpulisme til fælles? Er nyfascisme nogenlunde det samme som nynazisme eller "nationalsocialisme", eller er det mere moderne/populistisk?
Og, hvad er Åsa Linderborgs "hadforbrydelser" egentlig? Er det måske de såkaldte Sverigesdemokratarna, som hun hader, "enligt Svearikets lag, eller hur?"