For mange kan det amerikanske præsidentvalg virke en smule bizart.
For at forstå, hvad der foregår, må man undersøge, hvad der udfoldede sig under Den Amerikanske Revolution 1775-83, for her blev kimen sået til de fundamentale stridigheder og diskussionspunkter, der stadig i dag præger amerikansk politik, om det hårdtarbejdende individs forrang, om retten til at gå med våben og om forholdet mellem individuelle rettigheder og en despotisk stat og elite.
For amerikanerne handler det ikke bare om, hvem der skal administrere et embede, men om et valg mellem to forskellige måder at anskue selve livet og dets centrale problemstillinger på.
Det amerikanske valg fremhæver stadig den fundamentale debat, der har fulgt USA siden dets grundlæggelse, og som sætter dybe spor i den aktuelle politiske debat og den amerikanske selvforståelse.
»I begyndelsen var alting Amerika«
Sådan skrev den engelske filosof John Locke i sin Anden afhandling om styreformen i 1690 for at karakterisere den naturtilstand, der gik forud for det politiske samfund.
Amerika var med andre ord et symbol på det uopdyrkede, tomme, uciviliserede og uejede.
Amerikas eneste mennesker var de barbariske indianere, der hverken ejede forestillinger om ejendomsret eller politisk organisering, og som derfor ikke kunne betragtes som rigtige, civiliserede mennesker.
Sådan så verden ud for europæeren, da den første egentlige engelske kolonisering af Amerika startede med Jamestown i det nuværende Virginia i 1607. 150 år efter havde dette udviklet sig til 13 fuldt beboede kolonier på østkysten af det nuværende USA.
Derfor begyndte der også her i de amerikanske kolonier – såvel som i den koloniale metropol London – at brede sig den forestilling, at Amerika ikke ville forblive en koloni.
De amerikanske kolonister var som kristne europæere hverken racemæssigt eller civilisatorisk bestemt til at være underlagt kolonialstyre. Sådan var opfattelsen på begge sider af Atlanten. Amerikanerne var med andre ord ved at udvikle deres egen politiske bevidsthed og konstituere sig som folk. Amerika havde været tomt, men nu var det beboet.
Men her var ingen reminiscenser af det gamle europæiske system. Intet aristokrati og monarki. Amerika havde været tomt og uopdyrket – men det gav mulighed for at bygge og skabe noget helt nyt. Og denne begyndende politiske bevidsthed savnede et sprog at udtrykke sig i.
Beskatning er slaveri
Da briterne i 1760’erne derfor indførte nogle juridiske og administrative ændringer for at reorganisere den koloniale administration, ændringer der egentlig var helt ordinære i en kolonial kontekst, blev de af amerikanerne tolket som overgreb mod deres frihed, selvstændighed og deres ret til repræsentation.
Disse politiske begreber tog de amerikanske revolutionære fra engelsk filosofi, jura og historie og holdt dem op imod den engelske koloniale praksis. Amerikanerne kunne således argumentere for, at de var de egentlige forsvarere af de engelske dyder såsom frihed og lighed, og at englænderne var undertrykkerne.
Hvor de gamle englændere var fornuftige driftsvæsener, der hyldede friheden og ikke underlagde sig en urimelig despot, var det nu amerikaneren, der indtog denne position, mens England repræsenterede korruption, underkastelse og sygeligt magtbegær.
Amerikanerne kunne således argumentere for at kampen for frihed havde flyttet sig fra England og Europa til Amerika – Amerika var frihedens sted.
Således kunne de amerikanske revolutionære forklare ondets rod i ét og samme princip, nemlig en fjern, oppustet, arbitrær og omnipotent kongemagt, der ikke tjente det amerikanske folks bedste.
Dette gav amerikanerne en stærk mistænksomhed over for magtkoncentration og et konspiratorisk syn på enhver form for centralisering af magten og en fjern elite – en mistænksomhed, der stadig præger amerikansk politik.
At blive regeret uden at være repræsenteret tolkede amerikanerne som direkte slaveri (hvilket i dag kan virke paradoksalt, når man tager i betragtning, at mange af de revolutionære selv ejede afrikanske slaver). Denne forståelse af slaveri kom fra romerretten og blev defineret som ’én, der ikke er sin egen herre’.
Slaveri handler i denne optik altså ikke om, hvorvidt man konkret er undertrykt eller mishandlet, men om selve muligheden for det.
Det er selve muligheden, ikke aktualiteten af undertrykkelsen, der var det centrale i en amerikansk optik, og denne mulighed blev netop inkarneret af den arbitrære og engelske kongemagt (eller enhver central regering langt fra de faktiske individer), der kunne indføre love, skatter og afgifter.
Afgørende for amerikanerne var således at være deres egne herrer, ikke at kunne blive underlagt forordninger, og særligt skat af en magt der ikke var dem selv.
Derfor det centrale i hele spørgsmålet om beskatning og en fjern centralmagt, som blev formuleret i sloganet »no taxation without representation« (ingen beskatning uden repræsentation), som særligt blev illustreret under The Boston Tea Party, hvor en gruppe amerikanere udklædt som indianere den 16. december 1773 smed te til en værdi af 10.000 pund i Bostons havn i protest mod indførelsen af en særlig te-skat.
En begivenhed, der stadig står stærkt i den amerikanske politiske bevidsthed – selvfølgelig særligt med opkomsten af Tea Party-bevægelsen, hvis retorik Donald Trump i høj grad fortsætter.
Selvstyre og centralmagt
Det store spørgsmål både før, under og efter selve uafhængighedskrigen, som rasede mellem amerikanerne og englænderne 1776-1783, var netop dette spørgsmål om repræsentation og lokalt selvstyre over for en centralmagt.
Men kampen blev hurtigt udvidet fra at være et spørgsmål om at blive repræsenteret i det engelske, koloniale parlament til spørgsmålet om selvstændighed og uafhængighed. Denne diskussion om repræsentation og selvstyre over for centralmagt blev gentaget efter uafhængigheden i debatterne om forfatningen under striden mellem lokalisme og føderalisme.
På den ene side stod ’føderalisterne’, der var fortalere for en samlet stærk republik med et handledygtigt politisk centrum i en stærk territorialstat efter de europæiske staters model.
’Anti-føderalisterne’ var derimod kritikere af forfatningen og af en stærk centralmagt, men tilhængere af et løst nationalt niveau styret af decentrale statsrepublikker. De ønskede at markere en forskel til den europæiske statsform og var dybt mistroiske over for statsinstitutioner såsom en stående hær og diplomati.
Anti-føderalisterne så derfor forsøget på at opbygge en stærk centralregering på et føderalt niveau som en direkte trussel imod friheden og som en genkomst af et monarkisk despoti under et nyt navn.
Man kan ikke slutte direkte fra disse positioner til forskellene mellem demokraterne og republikanerne, men den generelle forståelse af forholdet mellem individ og regering, frihed og slaveri, går igen i nutidig amerikansk politik og også i den aktuelle valgkamp.
Gennem hele Barack Obamas regeringstid har republikanerne beskrevet den offentlige sundhedssikring (Affordable Care Act eller Obamacare) som ’socialisme’, og Obama som en despot, der er gået langt ud over sit embedes grænser.
Obama, demokraterne og Hillary Clinton beskrives af Trump og Republikanerne som elitære despoter, som fører politik og påtvinger rettigheder og særfordele til en række minoriteter og derved forfordeler og skader den almindelige hårdtarbejdende amerikaner.
Den Amerikanske Revolution fortsætter med at sætte dybe spor i den amerikanske bevidsthed, hvor den – og de kampe, der blev udspillet her – stadig spiller en afgørende betydning for den amerikanske selvforståelse og sætter rammerne for den amerikanske politiske debat.
Forfatterne har udgivet bogen ’Den Amerikanske Revolution’ i Forlaget Slagmarks Revolutionsserie, der foruden en indføring i revolutionens idéhistoriske baggrund bringer oversættelser af en lang række kernetekster fra Den Amerikanske Revolution
