Læsetid: 10 min.

Boguddrag: Listen fra centralkomitéen

I en ny bog afslører tidligere redaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose, at ledelsen af JP/Politikens hus i en årrække forbød ham at tale offentligt om blandt andet religion. I dette uddrag fortæller Rose om det møde i juni 2011, hvor JP/Politikens daværende bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl, daværende direktør Lars Munch og JP's daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen præsenterede ham for en såkaldt ’håndfæstning’ om, at han drastisk skulle begrænse sin deltagelse i offentligheden
»Det mindede mig om de lister, som den ideologiske afdeling i det sovjetiske kommunistpartis centralkomite havde formuleret over forbudte emner,« skriver Flemming Rose i bogen.

»Det mindede mig om de lister, som den ideologiske afdeling i det sovjetiske kommunistpartis centralkomite havde formuleret over forbudte emner,« skriver Flemming Rose i bogen.

Sigrid Nygaard

29. oktober 2016

Den 13. maj 2011, dvs. den dag, mødet om rammerne og grænserne for mit virke som redaktør på Jyllands-Posten skulle have fundet sted, dukkede Lars Munch uanmeldt op på mit kontor.

Han forsøgte at berolige mig efter den seneste måneds fyringstrussel og drastiske tiltag, hvor jeg reelt var blevet sat under administration.

Lars bad mig ikke være alt for bekymret. Han forsikrede, at vi nok skulle finde en fornuftig løsning, og at alle måtte bøje af for at nå frem til et holdbart kompromis.

Læs også: ’Vi er ikke en skid bedre end de medier, der arbejder under diktaturer’

Jeg sagde, at det letteste for mig rent mentalt ville være slet ikke at skrive i avisen, så jeg slap for at skulle bryde mit hoved med, hvad der befandt sig på den rigtige og den forkerte side af de dikterede røde linjer.

Det var bizart, at jeg nu skulle underkaste mig den selvcensur, som jeg i sin tid havde taget til genmæle over for i forbindelse med behandlingen af islam og muslimernes profet i europæiske medier, på museer, teatre, film og forlag.

Jeg tilføjede, at det mindede mig om de lister, som den ideologiske afdeling i det sovjetiske kommunistpartis centralkomite havde formuleret over forbudte emner. Det undlod Lars at kommentere.

En fornuftig løsning

Mødet, hvor jeg personligt blev præsenteret for avisledelsens håndfæstning, fandt sted om eftermiddagen den 20. juni 2011. Der stod kaffe i kande og danskvand på bordet. Jeg tog en mineralvand med brus og citrussmag og lænede mig mut tilbage.

Først sad jeg og stirrede ned i bordet og ud ad vinduet over på Københavns Rådhus et par hundrede meter væk. Jeg forsøgte at distancere mig fra situationens alvor, selv om jeg opmærksomt lyttede efter, hvad der blev sagt.

Til forskel fra Lars Munch og Jørn Mikkelsen, der var klædt på som til et klassisk forretningsmøde, lignede Ejbøl én, der lige var ankommet fra en weekendtur i skoven. Han var iført et par slidte jeans, en mørkeblå, løstsiddende pullover og spadseresko.

Det var imidlertid ham, der førte ordet, og ingen kunne være i tvivl om, hvem der bestemte. På sin sædvanlige humoristiske facon noterede han, at vi med så meget hjernekapacitet samlet i et lokale burde kunne finde en fornuftig løsning.

Ejbøl indledte den mere alvorlige del af seancen med at sige, at virksomheden ikke havde nogen planer om at fyre mig. I så fald havde man gjort det for lang tid siden, tilføjede han. Resten af hans tale var bygget op som en række påstande, der havde til formål at legitimere de forbud, der blev dikteret. På den baggrund kunne der ikke herske et gran af tvivl om, at det var den eneste rigtige beslutning.

Det var magtmennesket og mestermanipulatoren, der talte, og forventningen var, at jeg klappede hælene sammen og gjorde honnør uden at stille spørgsmål eller gøre indvendinger. Ejbøl tilføjede, at han så sandelig håbede, at jeg var kompagniet evigt taknemmelig for, at det havde udgivet Tavshedens tyranni.

Han talte om terrortruslen mod virksomheden og henviste til en nylig artikel i fagbladet Journalisten, hvor flere medarbejdere på Jyllands-Posten og Politiken for første gang var trådt frem for at tale om deres angst for at gå på arbejde og blive offer for et terrorangreb. Ledelsen frygtede en faneflugt af gode medarbejdere med henvisning til, at de følte sig utrygge og havde svært ved at håndtere angsten.

Læs også: Flemming Rose langer hårdt ud efter Jyllands-Posten i ny bog

Fagbladet talte om, at »mediehusets korstog for ytringsfriheden« havde haft en høj pris for medarbejderne, og at flere var af den opfattelse, at de var blevet trukket ind i en kamp, som de følte ikke var deres. Underforstået at jeg var med til at sprede usikkerhed på gangene, og derfor måtte jeg stikke piben ind.

Journalisternes fagblad var normalt ikke en publikation, som Ejbøl citerede for at retfærdiggøre sine handlinger eller tilskrev nogen som helst troværdighed; for nu at udtrykke det diplomatisk. Men i dette tilfælde kunne han bruge det til at fremme sin egen dagsorden, så artiklerne blev kastet på bordet som endnu et argument for at lukke munden på mig.

Desuden henviste Ejbøl til, at JP/Politikens Hus stod fuldkommen alene, at man ikke fik støtte fra andre medievirksomheder, og det var man nødt til at tage højde for i sin håndtering af situationen.

Det sidste var rigtigt. Det var beskæmmende, hvor lidt opbakning JP/Politikens Hus fik fra internationale branche- organisationer og fra mediegiganter som New York Times, Axel Springer-koncernen i Tyskland, Rupert Murdochs News Corporation, og hvad de ellers hed. Det samme gjaldt Danmark og den danske regering i forhold til vestlige samarbejdsorganisationer som EU, OSCE og den amerikanske regering.

Ejbøl luftede også idéen om at trække Muhammed-tegningerne tilbage. Jeg vidste, at han ikke havde været begejstret for chefredaktør Tøger Seidenfadens og Politikens undskyldning til profeten Muhammeds efterkommere for at have offentliggjort tegningerne, så hvordan adskilte en tilbagetrækning af tegningerne sig fra et forlig og en undskyldning?

Han havde i sin ganske særprægede form for kommunikation givet udtryk for sin mening om Politikens undskyldning ved at tildele Jyllands-Postens ytringsfrihedspris til Ayaan Hirsi Ali, den somaliskfødte forfatter, feminist og islamkritiker, der ligesom Kurt Westergaard, Carsten Juste og jeg selv stod på al-Qaedas dødsliste. Som om profetens efterkommere i Saudi-Arabien og deres advokater lagde mærke til det.

Hvad angik truslen om at trække tegningerne tilbage, så forholdt det sig sådan, ikke mindst i en digital verden, at når noget først var publiceret, så kunne det ikke trækkes tilbage. Det ville være ren symbolik, vel at mærke en symbolik, der, uanset hvor ulykkelige og ubekvemme konsekvenserne af Muhammed-tegningerne havde været, kunne ramme JP/Politiken som en boomerang.

For hvis man først én gang havde proklameret tilbagetrækningen af noget tidligere publiceret som følge af omverdenens reaktioner og trusler, ikke mindst med tanke på at det publicerede materiale lå inden for lovens grænser, og tilmed først seks år efter offentliggørelsen, så havde man åbnet en ladeport og inviteret andre til at fremsætte lignende krav og trusler, når der blev offentliggjort noget, som de ikke brød om.

Men Ejbøl havde nævnt muligheden ved flere lejligheder, og nu igen, så han havde tydeligvis gjort sig tanker i den retning, selv om jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, hvordan det kunne gøres i praksis.

Taktik?

Under det meste af mødet nøjedes jeg med at stille spørgsmål for at forstå motiver og afklare detaljer. Jeg spurgte til baggrunden for at forbyde mig at give interviews eller holde foredrag.

Var der tale om et taktisk skridt, så medarbejdere slap for at se og høre mig i det offentlige rum og på den måde ikke blev mindet om truslen, eller var der tale om, at man i tilfælde af et angreb kunne sige, at man havde taget truslen alvorligt ved at lukke munden på mig?

Mente de, at det havde nogen reel ind ydelse på trusselsniveauet, om jeg optrådte offentligt eller ej? Jeg spurgte også til enkelte detaljer på forbudslisten.

Ejbøl var åbenlyst irriteret over, at jeg tillod mig at stille spørgsmål. Han afbrød mig et par gange og gav med en stemme fuld af irritation udtryk for, at jeg bare skulle gøre, som der blev sagt. Lars Munch sagde, at han ikke havde noget klart og entydigt svar på mine spørgsmål, men at det nok var lidt af det hele.

Et stykke inde i mødet tog jeg endelig ordet. Jeg havde egentlig ikke planlagt at sige noget, men jeg fik behov for at markere min holdning til kritikken og deres forsøg på at rationalisere censur og kilden til deres i øvrigt legitime og forståelige bekymring.

Læs også: Bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus: Ingen kan i alvor mene, at der blev lagt låg på ytringsfriheden

Jeg havde nu flere gange skullet lægge øre til, at det var mig og det, jeg skrev og sagde, der var problemet, ikke dem, der truede JP/Politikens Hus og Danmark med død og ødelæggelse.

Jeg havde længe tygget på deres kritik, men havde ikke fundet en anledning til at sige, hvad der lå mig på sinde, nemlig at den eneste grund til, at vi havde denne samtale, og at de havde sat mit virke som redaktør på dagsordenen, var, at der fandtes nogle mennesker derude, som truede virksomheden med vold og terror, fordi Jyllands-Posten havde besluttet at publicere nogle harmløse tegninger, der ikke overskred grænserne for gængs religiøs satire i Danmark

. Det var voldsmændene og de religiøse fanatikere, der var besatte, ikke mig. Det var ikke, fordi jeg var besat, fanatisk eller på nogen måde foretog mig noget, der var i strid med det job, jeg havde. Tværtimod. Jeg tilføjede, at det bekymrede mig, at JP/Politikens ledelse forsøgte at gøre mig til problemet. Sådan så jeg det ikke.

Lars Munch erkendte umiddelbart, at det selvfølgelig ikke var mig, der var problemet, og han beklagede, at han havde kaldt mig besat. Ejbøl undlod at kommentere det.

En livsstilssektion ved navn »Puls«

Jørn Mikkelsen sagde ikke meget under mødet, men jeg kunne forestille mig, at han i denne situation fandt det svært at være redaktør for et medie, der ifølge sin selvforståelse altid var parat til at gå imod strømmen, og som ingen skulle vide sig sikker på, hvor man havde.

Hvis frygten for at publicere kontroversielle ting eller lade kontroversielle stemmer komme til orde blev styrende for avisens linje, kunne det let blive en tam forestilling at udgive Jyllands-Posten. Efter mødet hæftede han sig ved, at Ejbøl og Munch havde understreget, at man ikke ville af med mig. Det var, mente han, et positivt tegn midt i alt det dystre.

Desuden opfordrede han mig i et forsøg på at flytte min opmærksomhed i en anden retning til at blande mig mere i redaktionsledelsens diskussioner om opbygningen af en ny forbruger- og livsstilssektion med navnet »Puls«.

Det var imidlertid ikke her, min ekspertise lå, og dybest set var der tale om en øvelse, som aviser kaster sig ud i med jævne mellemrum: Man flytter rundt på sektioner, slår noget stof sammen og skiller andet ud, men grundlæggende handler det om en ny indpakning af stof, man har lavet i årtier.

Denne opfordring var fremsat i den bedste mening, men den virkede malplaceret og var vel dybest set udtryk for, at Jørn ikke kunne finde på så meget andet at sige i en situation, som også satte hans egne publicistiske idealer under pres. Var det derfor, vi i sin tid var blevet journalister og redaktører? Var det kernen i vores publicistiske engagement?

Alene med skraldet

Set udefra, især blandt erhvervsledere, kunne man måske undre sig over, hvorfor JP/Politiken, hvis de virkelig mente, at jeg udgjorde en så alvorlig sikkerhedsrisiko, som de mange forbud antydede, ikke tilbød mig en fratrædelsesordning.

Jeg ved ikke, om det var en overvejelse, men Jørn Mikkel- sen påpegede, at det centrale for ham på det famøse møde hos Lars Munch i juni 2011 var, at jeg ikke var blevet fyret. Så noget kunne tyde på det. Hvorfor skete det så ikke? Måske hang det sammen med, at jeg under Muhammedkrisen havde taget alt skraldet på ledelsens vegne.

Det var mig, der måtte svare på alle de kritiske spørgsmål og formulere et moralsk og intellektuelt forsvar for beslutningen om at trykke tegningerne, mens chefredaktionen virkede desorienteret og i vildrede.

Jørn Mikkelsen var allerede dengang medlem af chefredaktionen, men han var fraværende i offentligheden, og ansvarshavende chefredaktør Carsten Juste var kun i ganske få tilfælde trådt ind på scenen for at kommentere eller forklare Jyllands-Postens linje.

Læs også: Tidligere PET-chef: Sikkerhed vigtigere end Flemming Roses ytringsfrihed

Som kulturredaktør var jeg mellemleder. Jeg havde hverken et formelt eller et reelt ansvar for beslutningen om at offentliggøre tegningerne. Det havde ikke engang været min idé.

Det var Jørn Mikkelsen, der i Viby havde fået den præsenteret af en redaktionssekretær, og han havde derpå kontaktet mig – jeg sad i København – og bedt mig føre den ud i livet. Og det var Carsten Juste, der lod tegningerne trykke og godkendte min tekst, før avisen gik i trykken.

Jeg havde sådan set blot gjort, hvad jeg var blevet bedt om. Først senere, da debatten, kritikken og den globale krise fulgte, fik jeg i kraft af min baggrund et personligt engagement i sagen.

Denne forhistorie kendte Ejbøl og Munch, og det var måske en af forklaringerne på, at de var tilbageholdende med at fyre mig.

Ovenstående uddrag er ikke redigeret af Information bortset fra rubrikker og mellemrubrikker. Læs anmeldelse af bogen i 1. sektion og interview med Flemming Rose på information.dk

Dokumentation

»Forslag til Rose-håndfæstning:

Virksomheden er i en helt ekstraordinær situation. Sikkerheden vil altid veje tungest. Menneskeliv er vigtigere end principper.

1) Ingen deltagelse i radio- og tv-programmer, nationalt og internationalt.

2) Ingen deltagelse i foredrags-virksomhed eller seminarer, nationalt og internationalt.

3) Afholder sig fra at kommentere religiøse spørgsmål.

4) Afholder sig fra at behandle OIC, Den Islamiske Konference.

5) Afholder sig fra at kommentere tegningerne.

6) Varighed: Foreløbig i et år regnet fra nu.

7) Tvivlsspørgsmål drøftes mellem Munch og Mikkelsen [daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen, red.]. Munch træffer den endelige afgørelse.

8) Ved udgivelse af Roses bog i udlandet fastlægges speciel plan. Munch træffer endelig afgørelse.

9) ??

Best

Ejbøl«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu