Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hjælp mig med et godt argument for sort rengøring

Moderne Tider
15. oktober 2016

Anna von Sperling

Født 1973. Kulturredaktør. For ung til at være vis, men for brugt til at tro, at det går over af sig selv. Livsmotto: Pas din egen butik.

Karina

Jeg har en god rengøringshjælp, en polsk kvinde. Nogle gange er det hendes mand, der kommer i stedet, og han er nærmest endnu bedre. De får 350 kroner per gang for ca tre timers arbejde, jeg synes det er fair, og alle er glade – det er virkelig en stor lettelse i en travl hverdag med børn og fuldtidsarbejde x 2. Men det er amoralsk at have sort rengøring, og vi lærer ikke vores børn selv at gøre rent osv., siger min søster, som altid er min dårlige samvittighed – og flere af vores venner antyder det samme.

Kan I ikke hjælpe mig med nogle gode argumenter, for at det også kan være ok? Jeg taber altid diskussionen og har brug for argumenterne, hvis de altså findes. Min mand er ligeglad med, hvad andre tænker om det, men det er jeg alligevel ikke helt, kan jeg mærke.

Svar I:

Karina, Karina, Karina. Man kan ikke både slippe med at betale to pebernødder og en kapsel for et skinnende hjem og samtidig have god samvittighed og en rar søster. 350 for tre timer er ikke ’fair’ for noget som helst. Om de så lå og sov. På en usædvanlig god madras. Mens du sang vestslaviske vuggeviser.

Der er ingen argumenter for det, men utallige veje ud af kniben. Selv vælger jeg f.eks. løsningen at bo relativt klamt. Det er der kun meget få ualmindeligt uheldige, der dør af. Men det er faktisk også et af de få tilfælde i tilværelsen, hvor man kan betale sig ud af problemerne: Hyr din rengøring gennem et firma, der giver okay arbejdsvilkår og betaler skat. For få år siden havde hele den kreative klasse tyende, som var ’skidesøde’, men som de betalte en lorteløn uden om fælleskassen. Sådan er det ikke længere, så kom ud af det, før det rygtes – bare et godt råd.

— Anna von Sperling

Svar II:

Der er vist mange, der gennem årene har haft anfægtelser som dine. Som jeg forstår skattereglerne, er det ikke dit ansvar, at beløbet opgives til myndighederne. Det ansvar ligger hos dem, der modtager pengene. At du ligefrem skulle begynde at krydsforhøre dine polske hjælpere om, hvad de opgiver af indtægter, synes jeg ikke, at man kan kræve af dig.

At en travl familie betaler sig fra at få hjælp til at få tingene til at fungere, har jeg ingen kvababbelser over. Dine børn skal tidsnok selv finde ud af, at der bliver snavset, hvis ikke der bliver gjort rent. Enten må man selv gøre det, eller også må man slippe slanterne.

Af hensyn til de fremtidige fredelige familierelationer synes jeg, at du hurtigst muligt skal få din søster bakset over i en anden rolle end den selvpåtagne som din dårlige samvittighed. Dårlig samvittighed kan man selv have rigeligt af. Man behøver ikke andre til at hælde på.

— David Rehling

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Johnny Arildtoft

Som jeg forstår David Rehlings svar, er det helt legitimt at udnytte polske rengøringsarbejdere og groft underbetale dem. Om betalingen skal opgives, må de selv rode med, for David Rehling synes jo ikke, at man kan kræve, at bestilleren skal ydmyges ved at opgive den usle betaling til Skat. Gad i grunden vide, hvad han selv ville synes om at få en så ussel betaling for sit arbejde? Nej vel? Sort arbejde er og bliver sort arbejde og en undragelse af beskatning og undergraver overenskomsterne.

Med venlig hilsen
Johnny Arildtoft

Er 117 kr i timen for ufaglært arbejde en ussel betaling? Hvad får en butiksansat eller en ansat hos McDonalds? Måske betales der end ikke skat, selvom det ved vi naturligvis ikke noget om.