Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Kan man gøre sig fri af skønhedsidealer?

Moderne Tider
29. oktober 2016

NN, København

Jeg er en ung single mand, der mener, jeg selv er bevidst om, hvordan reklameindustri og populærkultur skaber urealistiske skønhedsidealer.

Jeg opfatter ikke mig selv som vildt overfladisk, og jeg synes, det er ret forfærdeligt, når undersøgelser viser, at ’smukke’ mennesker generelt modtager positiv diskrimination på alle niveauer i samfundet.

Alligevel søger jeg altid selv de – efter gældende normer – ’smukke’ partnere, når jeg hooker op med nogen. Når jeg tænker tilbage på det, har samtlige af mine partnere på sin vis levet op til de dér kriterier. Hvordan åbner jeg min horisont og gør op med al skønhedsdiskriminationen?

Svar II:

Hvis du mener, det du skriver, alvorligt, så kan du jo bare bolle med en masse grimme kvinder, eller i hvert fald nogen, som ikke lever op til ’de dér kriterier’ (jeg går ud fra, at det er noget med symmetri i ansigtet, store bryster, ungdommelige træk etc.).

Du kan jo give det et skud en måneds tid og se, om det hjælper – både på din samvittighed og på den strukturelle diskrimination (det er jo også lettere at score de grimme damer).

Eller også kan du gøre noget andet: Hold op med at skamme dig. For der er ikke noget galt i at tænde på smukke kvinder, og ligestilling handler ikke om at opløse enhver æstetisk vurdering.

Du skal selvfølgelig forsøge at tage folk med krølle lige så alvorligt som alle andre, og du må ikke ansætte nogen, bare fordi de har store bryster, men du behøver ikke lade politik og jura dominere dit følelsesliv for at være et godt menneske.

Nogle kvinder er flottere end andre, og det er okay, at du tænder mest på dem. Du skal ikke politisere din lyst og dit følelsesliv.

— Christian Bennike

Svar II:

Behøver man at være smuk for at undervise i it? Nej. Eller for at få gode karakterer i filosofi eller matematik, eller for at søge en mellemlederstilling eller få læreplads som tømrer? Det burde ikke gøre sig gældende som kriterium i disse tilfælde, ligesom køn heller ikke burde gøre det.

Når man taler om diskrimination, er det den slags, man taler om – når irrelevante kriterier, som at være smuk eller at være mand, spiller ind. Det betyder så ikke, at folk ikke har lov til at være smukke også. Eller at være mand etc.

At der så er idealer, folk prøver at leve op til, er næste spørgsmål, også hvad skønhed angår. Er disse idealer virkelig skabt af reklameindustrien, eller er reklameindustrien skabt på baggrund af vor stræben efter det ideelle? Big question.

Så er der det med seksuel tiltrækning og kærlighed. »Kærlighed er et bohémebarn, den har aldrig, aldrig fulgt nogen lov,« synger Carmen. Så lad os bare sige, at du måske ikke har elsket endnu. Og at tiden vil vise, om hun mon ikke, den dag det sker, bare er smuk, fordi det er hende.

— Tine Byrckel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her