Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Er mors hjælp en ydmygelse?

Moderne Tider
15. oktober 2016

KK, Vanløse

En af mine venner spurgte forleden på Facebook, om det er en »subtil fornærmelse« eller »en gave«, når hans mor gør hans køleskabet rent, mens hun passer hans unger?

Spørgsmålet satte liv i en gammel debat hjemme hos os, hvor min svigermor i sin tid kunne finde på at åbne døren til vores soveværelse, orientere sig i rodet – for så med en tydligt irriteret mine at samle bunkerne af beskidt vasketøj sammen, tage det med hjem og et par dage efter levere det renvasket og lagt sammen.

Min kæreste og jeg forholdt os altid helt tavse til det: På den ene side var hun vildt for meget, men på den anden side var det jo en nem måde at komme i bund med vasksetøjet.

Hvodan skal man forholde sig til den slags?

Svar I:

Jeg synes, der er forskel på dine to eksempler.

Hvis din vens mor, uden fordømmende og passivt aggressive undertoner, gerne vil aflaste ham i en sikkert travl hverdag ved at gøre rent i hans køleskab, kan han jo vælge at acceptere det som en velment gestus og sige tak med et smil.

Anderledes grænseoverskridende synes det at forholde sig med din svigermor. Sådan som du beskriver det, er der ingen, der har bedt om hendes mening eller dømmende blik på jeres private liv. Det soveværelse skal fandeme da have lov til at flyde over af snavsetøj, lige så længe I kan holde det ud. Når I engang bliver trætte af det, skal I jo nok selv finde ud af at rydde lidt op.

Det ville klæde svigermor en anden gang at spørge pænt, om I har brug for lidt hjælp i hverdagen, i stedet for at kokse helt ud over, at  jeres mest intime rum ikke lever op til hendes oprydningsstandarder. Det kan man godt fortælle hende på en pæn måde.

— Sebastian Abrahamsen

Svar II:

For nylig sendte jeg min mor et foto af vores sofa med underteksten »savner dig!« Sofaen stod ikke så skarpt, for den var dækket af et bjerg af nyvasket tøj, der ventede på at blive lagt sammen.

Jeg elsker, når min mor kommer forbi og rydder op. I et lysende øjeblik er alt zen, skuldrene sænkes, jeg kan trække vejret helt ned i maven.

Hvis min mor var din svigermor, ville jeg nok nærmere føle mig som en rekrut i en snorlige militærlejr. For hun har ikke forstået, at vil man hjælpe uden at være blevet bedt om det, skal man ikke brokke sig højlydt. Hendes forsøg på at opdrage dig er kikset, så hun kan knurre ad sig selv eller lade møget ligge.

Men uanset om ens mor indtager rollen som militærmand eller afspændingsterapeut, er der en ting, man skal vide, før man tager i mod hjælpen: Over tid tager det overhånd. For nylig kunne min kæreste ikke finde to af sine yndlingsskjorter. Uden at blinke sagde min mor: »Dem har jeg givet til Polenshjælpen. Jeg synes aldrig, de rigtig har klædt dig. Du er ikke så fiks i tern.« Lige der hostede zenmaskinen en smule.

— Susan Knorrenborg

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@David Rehling

Du udviser en dejlig rummelig holdning til ting som skattebetaling og timeløn.

Kr. 117 pr. time incl. ferieløn & ingen løn under sygdom -
det må være fair nok for en polak.

Og skattevæsnet hælder alligevel alle pengene ned til Dubai -
så det er som at fylde Danaidernes Kar at betale skat.

Sådan skal det være.