Er demokrati bare et pænt ord for oligarki?

Efter Brexit og med udsigt til turbulens i forbindelse med valgene i Frankrig og Tyskland næste år kan EU ikke også holde til politisk uro i Italien.

Det har fået EU-kommissionen og USA’s regering til at støtte den italienske ministerpræsident Matteo Renzis bestræbelser på at reformere landets forfatning.

Reformen vil – ultrakort fortalt – styrke regeringen på parlamentets bekostning.

For at øge de folkevalgtes beslutningskraft må repræsentativiteten indskrænkes, lyder ræsonnementet.

J.P. Morgan udgav i maj 2013 en rapport, The Euro area adjustment: about halfway there, hvor Italien bliver fremhævet som »nøglestenen« i den europæiske krisehåndteringspolitik.

Forfatningerne i de sydeuropæiske lande er ifølge den amerikanske investeringsbank »påvirkede af socialisme«, fordi de er skrevet efter afviklingen af højrefløjsdiktaturer og derfor præget af »svage regeringer, svage centralstater i forhold til regionerne, forfatningsmæssig beskyttelse af arbejdstagerrettigheder, systemer for skabelse af konsensus, der fremelsker klientelisme, og retten til at protestere, hvis der foretages uønskede ændringer af det politiske status quo«.

Rapporten udkom tre måneder efter det seneste parlamentsvalg i Italien. Protestpartiet MoVimento 5 Stelle (M5S), der stillede op for første gang, havde fået en fjerdedel af stemmerne, hvilket gjorde det umuligt for såvel venstre- som højrefløjen at regere alene.

Mens partierne forhandlede, udpegede republikkens afgående præsident, Giorgio Napolitano, 10 vismænd – men ingen vise kvinder – til at foreslå reformer af de politiske institutioner.

Derefter accepterede Napolitano som den første præsident i republikkens historie at lade sig genvælge og banede vejen for en bred samlingsregering med to formål: at reformere forfatningen og marginalisere M5S, der kæmper for et webbaseret, direkte demokrati.

Da Enrico Lettas regering efter et år havde mistet pusten, overtog Renzi ansvaret for forfatningsreformen. Den 4. december skal resultatet så til folkeafstemning:

Reformen vil medføre »en koncentration af magt i toppen, som skaber risiko for, at vi går fra et demokrati til et oligarki,« advarede den tidligere formand for Forfatningsdomstolen, Gustavo Zagrebelsky, for nylig i en tv-debat med Renzi.

Forstillelsens regering

Men den kritik er irrelevant, mener grundlæggeren af avisen La Repubblica, den 93-årige Eugenio Scalfari:

»Oligarki er den eneste form for demokrati, der findes ikke andre, bortset fra det direkte demokrati, som kommer til udtryk gennem folkeafstemninger, hvilket er et meget dårligt system,« skriver Scalfari: »Oligarkiet er lederklassen, på alle niveauer og i alle epoker.«

Der er ikke noget underligt i, at det i et demokrati er en lille elite, der sætter kursen, hævder Scalfari:

»Sådan har det altid været, i antikke, middelalderlige og moderne civilisationer. Demokratisk oligarki eller diktatur: det har været, er og vil være det politiske system i Vesten.«

I sit svar skriver Zagrebelsky, at Scalfaris tese om demokratiets oligarkiske natur er relevant i relation til de foreslåede forfatningsændringer. Han påpeger dog også, at oligarki ikke er en neutral, beskrivende term, men lige siden de gamle grækere har haft en negativ betydning:

»Oligarkerne er ikke bare de få, men også dem, der bruger den magt, de har opnået, til egoistiske formål og glemmer de mange,« skriver Zagrebelsky, »oligarki har altså altid været regnet for en dårlig regeringsform, så dårlig, at den må skjule sig for flertallets øjne og gemme sig bag hemmeligheder. Det er et af dets typiske kendetegn: forstillelsen. Det er faktisk det største behov for de oligarkier, der blomstrer med udgangspunkt i demokratiet. Oligarkerne må holde deres handlinger og de interesser, der driver dem, skjult. Men ikke blot det. De må fremvise en anden, fiktiv, kunstig virkelighed, som skabes med propagandistiske taler, smiger, gaver og skuespil.«

Snæver konsensus

Da Italien efter Anden Verdenskrig blev en republik, var der først valg til en forfatningsgivende forsamling, som derefter søgte bredest mulig konsensus omkring forfatningen. Den aktuelle forfatningsreform indgik derimod ikke i valgkampen i 2013 og er vedtaget med regeringens spinkle flertal, som ydermere er betinget af, at mere end 100 parlamentarikere har skiftet parti siden da.

Den forfatningsgivende forsamling i 1946-47 blev valgt med en proportional metode, mens det italienske parlament siden 2006 er blevet sammensat efter en flertalsvalgmetode med en mandatpræmie til den største koalition.

Centrumvenstrepartiet PD og dets allierede fik således mere end halvdelen af pladserne i Deputeretkammeret på baggrund af en tredjedel af stemmerne. I mellemtiden har Forfatningsdomstolen dog erklæret valgloven ugyldig, så det er altså et forfatningsstridigt flertal, der kun repræsenterer et mindretal blandt vælgerne, som står bag de største forfatningsændringer i republikkens historie.

Hvis et flertal stemmer ja til reformen, vil Italien på papiret stadig være en parlamentarisk republik. Men i praksis vil regeringsformen snarere være præsidentiel, hævder kritikerne. Regeringen bliver kun underlagt Deputeretkammerets kontrol, mens Senatet bliver omdannet til en forsamling af regionale repræsentanter, som ikke vælges direkte.

En ny valglov med blokerede opstillingslister, som giver partiformændene stor indflydelse på parlamentets sammensætning, og en mandatpræmie til det parti, der enten får mere end 40 pct. af stemmerne eller vinder anden valgrunde mellem de to største partier, kan igen forvandle et mindretal blandt vælgerne til et regeringsflertal.

Et parti, der opnår omkring 20 pct. af stemmerne ved første valgrunde, kan således ende med at få et solidt flertal i Deputeretkammeret. Hvis det er PD, vil regeringen sandsynligvis også opnå fuld kontrol over Senatet qua partiets lokalpolitiske dominans.

Et enkelt parti med opbakningen fra omkring en femtedel af vælgerne vil så kunne vælge republikkens præsident uden at skulle søge et bredt flertal og desuden styre, hvem der bliver udnævnt til dommer ved Forfatningsdomstolen samt retsvæsnets selvstyreorgan, Consiglio Superiore della Magistratura. 

Således skulle vejen også være banet for fremtidige, endnu mere drastiske forfatningsændringer. Hvis M5S skulle vinde anden valgrunde, vil Senatet formentlig kunne stække regeringen. Det er uklart, om reformen gør det nemmere for borgerne at få udskrevet folkeafstemninger, eller om reglerne blot bliver mere indviklede.

Insinuerende spørgsmål

En del af debatten om forfatningsreformen handler selvfølgelig om, hvilke interesser Renzi-regeringen repræsenterer. Er der virkelig tale om et brud med »et system for skabelse af konsensus, der fremelsker klientelisme«, som J.P. Morgan efterlyser? Bankens støtte til den italienske finanssektor og administrerende direktør Jamie Dimons møder med Renzi rejser nogen tvivl.

Renzi er dog ikke ’J.P. Morgans mand’, men blot »en taxi«, hævder chefredaktøren for avisen Il Fatto Quotidiano, Marco Travaglio:

»Der er intet komplot, men blot en udveksling af tjenester ved højlys dag: De holder ham oprejst, og han rydder demokratiet – altså det komplekse system, som består af valg, politiske programmer, vekselvirkningen mellem regering og opposition, magtbeføjelser og kontrolorganer, regler, der skal overholdes, samt myndigheder at redegøre over for, og hvor beslutningerne er et destillat af en række folkeligt legitimerede instanser – af vejen.«

Ifølge meningsmålingerne splitter spørgsmålet vælgerne i to nogenlunde lige store dele, ligesom der internt i Renzis PD er opstået dyb uforsonlighed omkring forfatningsreformen. Også blandt Napolitanos vismænd er der uenighed om projektets udfald. Flere af dem fører nu kampagne for et nej.

I et åbent brev til Napolitano påpeger arkæologen Salvatore Settis, at J.P. Morgan i USA er blevet idømt en bøde på 13 mia. dollar for sin rolle i den globale finanskrise, og spørger, om bankens analyse af de økonomiske og politiske problemer i eurozonen »gælder som argument for at reformere forfatningen«. Men republikkens forhenværende præsident nægter at besvare »insinuerende og bitre spørgsmål«.