Læsetid: 10 min.

Hvad er filosofi? En genre

Agamben har i år udgivet en bog om, hvad filosofi er. Det er en god anledning til at komme med nogle bud
Platon, her med sine elever gengivet i et stik fra det 18. århundrede, beskriver igen og igen filosofiens konfliktfyldte forhold til sproget: Filosofien skal ikke tale i billeder eller myter, betoner han

Platon, her med sine elever gengivet i et stik fra det 18. århundrede, beskriver igen og igen filosofiens konfliktfyldte forhold til sproget: Filosofien skal ikke tale i billeder eller myter, betoner han

Roger-Viollet

22. oktober 2016

Giorgio Agamben har her i 2016 udgivet en Hvad er filosofi? Det måtte jo komme. Alle de store filosoffer, eller næsten, har udgi­vet sådan en.

Filosofien falder aldrig til ro med et svar. Det er heller ikke meningen. I filosofiens verden har titlen Hvad er fi­lo­so­fi? samme status som titlen Dig­te i poesiens verden. En status af genre.

Internt i Agambens produktion var sådan en bog også forvente­lig. Che cos’è la filosofia? kommer efter afslutningen af det sto­re Homo sacer-projekt, i hvis sidste bind om Kroppenes brug (L’uso dei corpi, 2014) A­gamben udgraver en 100-siders »arkæologi for onto­logien«, og efter metodelæren Signatura rerum (italiensk 2008, dansk i år).

De forskellige svar, filosofferne har givet på spørgs­målet ’Hvad er filosofi?’, er ik­ke givet, før de gik i gang, men som re­gel sent i deres kar­ri­e­re. For man må først have gjort nogle er­faringer med tænk­­nin­gen.

Europæisk tænkning

Filosofien er tænkningens erfaring. Det er Heideggers formu­le­­ring. Det er også Heidegger, der understreger, at hvad vi end tænker, så tænker vi i dialog med traditionen.

Andre har sagt det på andre måder. Frankrigs forbillede af en filosofi­lære­r, A­lain, på den måde, at hvad man skal lære i filosofi, blot er, at der har væ­ret filosoffer. Altså at når man går til et filoso­fisk pro­blem, gør man klogt i at kende til de mange gange, det er dis­ku­teret af an­­dre før én selv. Som regel bedre.

Nu er det ganske vist kun en bestemt type tænkning, filosofi­en har erfaring med, nemlig den europæiske. Det siges temmelig im­perialistisk af Edmund Husserl i hans værk Die Krisis der europä­ischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie, hvor Europa bestemmes som hjemstedet for den menneskelige fornufts å­benbaring og fremdrift.

Så stolt kan man ikke formulere sig som hvid mand i dag. Men pointen med al den erkendelse og tænkning, som vi har nå­et, er stadigvæk ikke, at den er nået af hvidt, euro­pæisk hankøn. Det er derimod, at den er principielt tilgængelig for ethvert for­nufts­væsen, uanset race og køn.

I dag vil man have andre kulturers tænk­ning anerkendt som fi­lo­sofi. Men bag den politisk korrekte intention gemmer der sig en endnu værre imperialis­me: Jeg kan kun anerkende dig ved at sætte dit lig med mit. Som om andre kulturer ligesom vi havde tradition for at skelne mel­lem videnskab, litteratur, religion, filosofi!

Så hel­le­re tage alvorligt, at fi­losofi betyder kærlighed til vis­dom. Og at man engang talte om Østens visdom. Taget på ordet kun­ne det vel betyde, at Østen har, hvad Vesten søger. De er, hvor de er. Vi er de rastløse. Filosofien ud­trykker vores rastløshed.

Verden på én formel

Sådan definerede Heidegger, da han i 1955 holdt indlednings­forelæsningen Was ist das – die Philosophie? på det franske kol­lo­kvi­um i Cerisy om filosofiens væsen, den europæiske historie ud fra filosofien og vice versa. »Kun den vestlige verden og Europa er i deres inderste historiske udvikling ’filosofiske’«.

Ef­ter­hån­den påtrykker den vestlige verden dog resten af verden sin hi­sto­rie. Hos Marx og Engels hedder det (i Det kommunistiske partis ma­ni­fest og anderswo), at markedet bliver verdensmarked. I 1955 hos Heidegger, at vi lever i atomtidsalderen.

I dag ville vi først og frem­mest tænke på klimaforandringerne. Vi taler om vores tids­al­der som ’antropocæn’ – den tidsalder, hvor livet på Jorden er ble­­vet af­­hængigt af mennesket. Om atomar eller antropocæn, situa­tionen er frembragt ved teknikkens hjælp. Men teknikken er mulig­gjort af vi­denskaben. Og videnskaben af filosofien.

Kort fortalt sådan, at da menneskene først begyndte at spør­ge: »Hvad er…?« og dristede sig til det yderste med det spørgsmål, så at svaret fik formen: »Alt er i virkeligheden …«, åbnede der sig en mulighed for at sætte hele verden på én formel: Alt er vand. Alt er forandring. Alt er tal. Alt er idé. Osv.

Siden Descartes sættes alt endda på formel i matematisk forstand. Vores problem er in­gen­lunde ’materialismen’. Vi tror ikke på materien, men derimod på matematikken, på vores egen konstruktion.

Den største fortjeneste ved denne type definition af filoso­fi­en er at vise filosofiens virkelighed som andet end akademisk dis­ciplin, nemlig som tradition og civilisation.

Vi skal lære at tæn­ke i opgøret med alt det. Vi må lære at tænke af kunsten og digt­nin­­gen, hvis streng­hed – så vidt Heideggers Brev om ’humanis­men’ – ove­rgår den begrebs­li­ge. Her fortsætter franskmændene og ita­­lie­ner­­ne. Heideg­gers dialog er for længst blevet dekonstruktion og svag tænkning.

Ikke noget, ikke mystisk

Agambens Hvad er filosofi? består af fem essays. Et af dem hedder »Om at skrive forord«. Det handler om den type tekst eller til­kendegivelse, fra præambel til præludium, der går forud eller forudsættes. Selv Platons dialo­ger må betragtes som forord, for­­tale til alvorlig og viden­skabelig tale. Hvorfor skulle han el­lers have udtrykt sig ved hjælp af billeder og myter?

At gå efter argu­men­terne alene er håbløst, argumenter er bil­lige som brombær, wohlfeil wie Brombeeren, som Hegel siger (argumentér løs uden at for­stå og forlang at blive ta­get alvorligt: Habermas-me­to­den). Det er bed­re at beskrive, at bestemme sine begreber, lige til der går en prås op for en. Hvorfor skulle Platon ellers have ud­­trykt sig ved hjælp af argumenter, som enhver skoledreng kan gen­drive?

»Fi­lo­­so­fien er for­ord,« skriver Agamben, »ikke til en anden og mere fi­losofisk dis­kurs, men så at sige til sproget selv og til dets u­til­stræk­ke­lighed.«

Hvad filosofien kæmper med, er det, som ikke kan siges. Men det er ikke noget. Det, hvorom man ikke kan tale, er ikke et eller andet mystisk. Det, hvorom man, som Wittgenstein sagde, må tie, er det sigelige selv. Sprogets mulighed. Men det vil altid væ­re det tavse element i talen. Sproget viser sig mu­ligt ved at bli­ve vir­ke­ligt, men selve dets mulighed træder ikke frem.

Deraf filosofiens konfliktfulde forhold til sproget, og det vil sige til sin egen betingelse, til sin egen tekst. Platon siger jo ustandselig, at filosoffen netop ikke skal tale i billeder el­ler myter. Den filosofiske tekst er ikke en tekst som de andre.

Filosofi kan ikke læses vandret, sådan som man plejer at gøre med en tekst, som handler om kendsger­nin­ger. Og det plejer man i den grad! Så lige så godt erklæ­re, som José Or­tega y Gasset i sin ¿Qué es fi­lo­­so­fía? fra 1929, at filosofien slet ikke kan læses. En stærk på­stand: »La fi­lo­sofía no se pue­de leer …«

Kampen for begreberne – og imod dem

Filosofferne har opholdt sig ved filosofiens konflikt med sin egen tekst fra Platon til Derrida. Den filosofiske tekst rummer, ifølge sidstnævntes Grammatologi, »som sit filosofi­ske sær­kende netop projektet om at udviske sig selv for det ind­hold, som den meddeler«.

Hvad er der så ifølge Agamben tilbage af filo­so­fiens opgave i dag? Så meget er klart, at vi ikke bare kan fortsætte som før, som Hegel, som Kant (dengang en filosof var en, som »havde en filoso­fi«). Filosofien har mi­stet sin traditionelle status, sin au­tonomi. Man kan selvfølge­lig godt lade, som om ingenting var hændt. Men det bli­­ver derefter.

I deres Hvad er filosofi? fra 1991 – som Agamben formulerer sig i underforstået polemik med – definerer Deleuze og Guattari filosofi­ens arbejde som bestående i at producere begreber.

Det er så sødt som hos gamle Kant, der definerer tænkeevnen som ev­nen til at anvende begreber og fælde domme. Vi skal bare blive ved: »At skabe stadig nye begreber er filosofiens formål.«

Det 20. århundredes Danmark havde to filosoffer, som betød noget, Villy Sørensen og K.E. Løgstrup. Ingen af dem var filosof­fer i institutionel forstand. Har de produceret begreber?

Villy Sørensen skilte sig mest ud ved at vende og dreje sproget, så det kunne blive tænksomt igen. »Det er godt, at vi har fået det bedre, men det ville være bedre, hvis vi havde fået det godt.« Og Løg­strups tillid, er den et begreb? Den er vel snarere et greb om moralfilosofi og metafysik.

Det bliver først pinligt hos hans dis­ci­ple, løgstrupianerne, der kan remse spontane livs­yt­ringer op i tur og orden.

Litteraturens betingelser

Tilsvarende med deleuzianerne. Det var ellers Deleuze, der med sin Proust og tegnene (1964) fejede al anden Proust­­læsning af bordet for en rum tid. Hvordan kan en så begavet læser forfalde til at gentage en forståelse af filosofien, som er foræl­det med fle­re hundrede år? Alderdomssvækkelse?

Nej, det er blind­hed af en mere polemisk art. Ikke at han polemiserer mod Løg­strup eller Sørensen. Men ikke kun Løgstrups »tillid«, også Derri­das »dif­­férance«, Austins »performative utterances«, Heideggers »Er­eig­nis«, Husserls »Gegenstand-im-wie« er noget andet end begre­ber.

Og hele Merleau-Pontys eller Alains skrivemåde demonstrerer tænk­nin­gens forsøg på at vikle sig ud af det begrebslige. Det er De­leu­ze ikke til. Endsige Guattari.

»Vi har aldrig haft noget pro­blem med metafysikkens død eller filosofiens overvindelse.« Filo­so­fien ef­ter Hegel er traditionsopgør – men hos Deleuze bliver fi­lo­sofien traditionel igen. Hvorfor det – om ikke fordi Deleuzes og Guat­ta­ris frejdige »pas de problème« netop var et polemisk udfald mod Heidegger, Merleau, Derrida og de andre.

Den filosofiske tekst deler betingelser med den litterære, som Mer­leau-Ponty formulerer det. Filosoffer er beskæftiget med at læse og skrive. Men de er forbandet lidt opmærksomme på, at det er det, de er. Det er som det meste i filosofiens verden på en gang van­­­ske­ligt og ligetil.

Som en dansklærer vil­le sige, et stof er først tilegnet, når eleven kan gengive det i sit eget sprog. Men den tilegnelse er sin sag, for at have sit eget sprog, det for­ud­sæt­ter nu engang, at man har tilegnet sig selve sproget. Og har man nogensinde det?

Fra det virkelige til det mulige

Polemikken mod filosofiens traditionsopgør er populær, for den gør filosofiens arbejde bekvemt. Agamben polemiserer tilbage. Man genopretter ikke filoso­fi­ens traditionelle status ved at er­klæ­re »no problem«. Den erfa­ring må vi også have gjort.

Agambens temaer – suverænen, det nøgne liv, homo sacer, Lej­ren – er noget andet end begreber. De er hver især, sagt med ter­mi­no­logien fra Signatura rerum, et paradigme, en sig­na­tur, de er som en arkæ i Foucaults arkæologi.

Som Foucault ar­bejder Agamben med, hvad der er blevet muligt i og med, at noget er blevet vir­ke­ligt. Men hvor­dan arbejder man sig fra det virkelige tilbage til det mulige?

Klart nok, den franske revolution gjorde et samfund muligt og et andet umuligt, og det samme sker i andre historier: Der er et før og efter Kant, Marx, Freud, Saussure … Men hvilken sta­­tus, histo­risk og ontologisk, har så den mulighed, som melder sig i virke­lig­he­dens verden?

Først tone og stemning, så sprog

Som læser af Agamben får man sig nogle overraskelser, det er en del af pakken. Et af de fem essays i Che cos’è la filosofia? ind­ledes med følgende erklæring: »Filosofien er i vore dage kun mu­lig som reform af musikken.«

Det var ikke lige det, man gik og troede. Men var der ikke noget med, at reformen af musikken fyld­te rigtig meget både i Platons Staten og i Aristoteles’ Poli­tik? Hos Agamben skal musikken også forstås som dengang i antik­ken, som al­le musernes Spielarten.

Det musikalske og det musiske er der, hvor der ikke kan siges mere eller endnu ikke siges noget: Mennesket har ikke sproget, det har kun sin stemme, men den er i sprogets varetægt.

Musikken er mindet om den stem­me, som men­nesket ikke mere har, og som det kan høre i fug­lenes eller in­sek­ternes sang. Ved at synge løsner menne­sket sin stemme igen, så den ikke mere er træl, men vender hjem til sin til­stand før sproget. Tone og stemning er før.

Og filosofien? Den står på tærsklen til menneskets bliven menneske, begyndelsen til sproget og tan­ken. Filosofien er erin­drin­gen om den begivenhed.

Den er erindring om noget, som ikke kan erindres, hvis det skal handle om første gang, det skete; men den er erindring om noget, som kan erindres, for så vidt som det er noget, der sker hele tiden.

De ni muser bliver til på lige så man­ge nætter, hvor Zeus forener sig med Mnemosyne: Erindringen. Fi­losofien står hele tiden ved begyndelsen. Dens erkendelse er generindring. Ikke af en fjern fortid, men af her og nu. Men hvordan skal vi erindre det: Det, som er?

Virkeligheden som en blandt flere muligheder

Agamben viser i en analyse af Leibniz, hvordan tingenes krav på eksistens befinder sig mellem deres mulig­hed og deres virke­lig­hed (omne possibile exigit existiturire: alt det mulige forlanger at eksistere). Men nu er vi her i denne ver­den.

Virkeligheden er: Det mulige er fanget i det virkelige. Erin­dringen består, når den er filosofi, i at erindre det mulige i det virkelige. Edmund Hus­serl har sagt netop det med én sætning i Er­fahrung und Urteil: Vir­ke­ligheden må behandles som en mulig­hed blandt andre. Agam­bens formule­ring af filosofiens opgave har en anden klang:

»Hvad er tanken om ikke evnen til at give muligheden tilbage til virkeligheden, at modsige den offentlige menings falske præ­ten­tion om at bygge på kendsgerninger alene? At tænke betyder frem for alt at opfatte kravet fra det, som er virkeligt, om at blive mu­ligt igen, at yde ikke bare tingene, men også deres tårer, ret­fær­dighed.«

Spørgsmålet, hvad filosofi er, kommer sent i filosofiens ud­vikling; filosofien må først være der. Men sådan kommer spørgsmå­let om muligheden altid efter virkeligheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer