Læsetid: 4 min.

Det er forestillingen om fakta, der er i krise

Påstanden om, at vi lever i ’det postfaktuelle samfund’, er måske 2016’s mest omsiggribende samtidsdiagnose. Måske udtrykker den en fundamental ’krise’ for de samfundsteoretiske grundantagelser, der har hersket i de vestlige demokratier siden Murens fald
Jorden ville stadig rotere om Solen, selv om vi abonnerede på en teori om Jorden som universets centrum. Men i samfundsforhold er det afgørende, at vi også anerkender ideen bag en sandhed, for at acceptere den – uden det opstår der en idemæssig krise. Her demonstrerer Galilei astronomiske observationer i Venedig i 1609

Jorden ville stadig rotere om Solen, selv om vi abonnerede på en teori om Jorden som universets centrum. Men i samfundsforhold er det afgørende, at vi også anerkender ideen bag en sandhed, for at acceptere den – uden det opstår der en idemæssig krise. Her demonstrerer Galilei astronomiske observationer i Venedig i 1609

The Granger Collection/Polfoto

8. oktober 2016

Det postfaktuelle samfund fremhæves stadigt oftere som forklaring på en lang række nutidspolitiske fænomener såsom Brexit, Trump og højrepopulismen.

Faste læsere af Information vil være bekendt med begrebet gennem den artikelserie om det postfaktuelle samfund, avisen for tiden kører. Hvilken diagnose dækker ideen om det postfaktuelle samfund over?

Analysen er i sin kerne, at vi i stigende grad nedvurderer betydningen af kendsgerninger, fakta, og objektive realiteter, mens følelser, uvidenhed, og subjektive sindstilstande tager deres plads.

I en tid hvor den demokratiske offentlighed i stigende grad digitaliseres, fragmenteres den offentlige sfære i en række selvreferentielle ekkokamre af algoritmer på sociale medier samt politisk kommunikation og marketing baseret på ’big data’ om brugerholdninger og forbrugspræferencer.

Vi mister kontakten med virkeligheden og bliver ude af stand til at løse de enorme – og virkelige – problemer, vi som samfund står over for, mens vores kollektive opmærksomhed konstant rettes mod perifere pseudoproblemer.

Begrebet ’det postfaktuelle samfund’ er dog også blevet kritiseret for naivt at forudsætte, at der engang har eksisteret et ’faktuelt samfund’.

En skarp skelnen

Men som to af begrebets hjemlige bannerførere, Vincent F. Hendricks og David Budtz Pedersen, i september skrev i en kronik i Politiken, så kan man ud fra en ’deliberativ’ demokratiforståelse opfatte ’det faktuelle samfund’ som en slags transcendental forudsætning for demokrati som sådan:

»Kun ved at gøre opmærksom på, hvilke kendsgerninger og hvilket ideologisk fundament en bestemt politik udspringer af, kan der føres en rationel, oplyst og respektfuld dialog.«

Her vil jeg dog mene, at man også kan registrere en lidt mere grundlæggende bekymring. Ideen om det postfaktuelle samfund forudsætter nemlig en skarp skelnen mellem det ’faktuelle’ og det ’ikkefaktuelle’, hvor sidstnævnte dækker over normer, værdier, ideologier, narrativer, osv.

Det transcendentale ideal om et faktuelt samfund er dermed ét, hvor vi trods uenighed om sidstnævnte forhold samtidig er enige om betingelserne for at kalde noget for fakta.

Men kan denne skarpe skelnen opretholdes?

Som Cambridge-filosoffen Raymond Geuss påpeger, er fakta en kompliceret form for viden, hvis status afhænger af en procedure for at sortere mellem faktiske og ikkefaktiske overbevisninger: de er dermed ’konstruerede’, i den forstand at de er resultatet af en procedure; af videnskabelig metode.

Læs også: Lever vi virkelig i det postfaktuelle samfund?

Dette betyder også, at alle fakta er ’teoriafhængige’: Vi ville ikke nødvendigvis betragte det som et faktum, at Jorden kredser om Solen, hvis ikke Kopernikus havde formuleret denne teori som en fortolkningsramme for sine observationer af himmellegemerne.

Derudover er ikke alle fakta lige ’uskyldige’.

Jorden ville stadig rotere om Solen, selv om vi abonnerede på den ptolemæiske grundantagelse om Jorden som universets centrum. Men hvis vi derimod alle var overbevist om, at folketingsvalg blot var den kapitalejende klasses politiske instrument til at fastholde proletarerne i lønslaveri, så er det  tvivlsomt, om vi ville have en stemmeprocent på 85,9 procent.

Med andre ord, så kan visse overbevisninger – overbevisninger om den sociale og politiske virkelighed – have potentielt dramatiske konsekvenser for den måde, vi lever sammen på.

Det er kun fordi, flertallet af danskere er ovebevist om, at folketingsvalg faktisk udstyrer beslutningstagerne med demokratisk legitimitet, at så mange af os finder vej til stemmeurnerne. Dermed bidrager selve overbevisningens udbredelse altså til at konstituere sin egen genstand som faktum.

Videnskab og politik

Og her bliver det først rigtigt kompliceret. For hvis alle fakta grundlæggende er teoriafhængige, og overbevisninger om den sociale og politiske virkelighed tilmed kan bidrage til at konstituere fakta, så er det uhyre væsentligt, hvilke teorier om samfundet, vi abonnerer på.

Der vil hurtigt være dramatisk forskel på de faktiske forhold i vores samfund, hvis flertallet i morgen vågner op og abonnerer på en utopisk-socialistisk teori om samfundet, sammenlignet med hvis flertallet vågner og abonnerer på en klassisk-liberal – en forskel, der ikke udelukkende kan reduceres til uenighed om værdier eller normer, da såvel klassisk-liberale som utopisk-socialistiske teorier tager udgangspunkt i idealer om frihed og lighed.

Kan den slags teoretiske grundantagelser om samfundet – der for flertallets vedkommende snarere vil være brudstykker af den i deres samfund, sociale klasse eller gruppe gældende teori – reduceres til ideologier eller narrativer, og dermed til ikkefaktiske forhold?

Næppe: En samfundsteori er et sammenhængende hele, der indeholder værdier, forklaringsmodeller og kriterier for, hvilke dele af den sociale virkelighed der er væsentlige eller politisk relevante, og disse forhold spiller alle direkte eller indirekte ind i konstruktionen af fakta om den sociale og politiske virkelighed.

Men hvis den skarpe skelnen mellem faktuelle og ikkefaktuelle sociale forhold dermed tenderer mod at bryde sammen, hvor efterlader det så diagnosen om det postfaktuelle samfund? Det peger nok i stedet i retning af, at vi for tiden oplever en fundamental ’krise’ for de samfundsteoretiske grundantagelser, der har hersket i de vestlige demokratier siden Murens fald.

I så fald er det ikke så meget en foragt drevet af de sociale medier for fakta og objektive realiteter som sådan, som det er et ulmende opgør med de globaliseringsbegejstrede, humanistisk-liberale grundantagelser om vores sociale virkelighed, der danner grundlag for opbakningen til systemiske chok som Brexit, Trump, og højrepopulismen.

En opbakning, der ikke kan forekomme andet end irrationel og uvidende for de af os, der stadig abonnerer på gårsdagens perspektiv.

Serie

Det postfaktuelle samfund?

Lever vi i en ny epoke, hvor sandheden drukner i virale nyheder og politisk spin? Eller er vi vidne til en ny form for demokrati, hvor folket endelig kan komme til orde? I denne serie sætter Information tænderne i et begreb, som stadig flere bruger i flæng: Det postfaktuelle samfund.

Vi undersøger, om USA’s konservative medier selv har skabt ’the Donald’, og vi taler med den amerikanske politolog, Francis Fukuyama, om demokrati og folkelige frustrationer. Senere spørger vi: Er det postfaktuelle samfund bare elitens måde til at lukke munden på underklassen? Og har memes og Facebookaktivister ødelagt den politiske debat? Velbekomme.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Palle Yndal-Olsen
Steffen Gliese, Michael Kongstad Nielsen, Kurt Nielsen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hemmeligheden ved det postfaktuelle samfund er, at samfundets fortielser og manipulationer bliver afsløret. Straksafsløret gennem nettes hurtige opdatering af millioner af hjerner - big brain. Der er ikke politikerlede - der er politik-krise. Magthavernes manipuleringsinstitutioner - politikere, medier og eksperter - er under pres. Det eneste de kan finde på er at gøre mere af det de er gode til: fortie, manipulere, mørkelægge, terrorbeskylde, cencurere, retsforfølge - selve sandheden.

Vi står overfor en reformation af nutidens kirkesamfund: økonomi, demokrati, globalisering og ejerskab.

Steffen Gliese, Pórto Qisuk, Nikolaj Svennevig, Torben Skov, Søren S. Andersen, Helene Kristensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Illustrationen er illustrativ

Her demonstrerer Galilei astronomiske observationer i Venedig i 1609 - næppe, men endnu et eksemplarisk tilfælde af udeladelsen af fakta i dette postfaktuelle samfund, hvor ’anything goes’ – informationssamfundets udsigt til baggården, ungracefull degration af klassisk viden til fordel for kronisk uvidenhed og ’klassisk dannelse’ …

Galileis kikkert var en lille refraktor – hans model 1609 ses her i original skikkelse - og illustrationen ovenfor anskueliggør bare datidens form for postfaktualitet …

http://www.nbi.ku.dk/almanakken/astronomiens_historie/galilei_og_kikkerten/

Kristian Rikard, ulrik mortensen, Henrik Olesen, Grethe Preisler og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

En anden ting er, at så store brugbare linser, som billedet implikerer kunne man først fremstille i en passende kvalitet et par hundrede år senere og tubus havde aldrig denne latterlige koniske form ...

Men her og nu skal der ovenfor naturligvis stå: ... manglende ’klassisk dannelse’ ...

Søren S. Andersen

Det, man kalder det postfaktuelle samfund, er blot udtryk for, at folk via internettet endelig har fået adgang til en ubegrænset mængde kendsgerninger, som de hver især stykker sammen til en personlig virkelighedsopfattelse. Det bryder magthaverne sig ikke om. De vil hellere have, at folk pr. automatik køber den virkelighedsopfattelse, som deres spindoktorer har udtænkt.

Det reelle indhold i det "postfaktuelle" samfund er, at ethvert indsigtsløst tågehoved er i stand til at distribuere sine vrangforestillinger bredt via internettet - og påstå, at ævlet har noget med virkeligheden at gøre.

Det er en særlig vævefejl i højreorienterede hjerner at tro at en åben og fri debat ikke vil føre til en fornuftig konklusion. Rent faktisk er det jo en tro på at demokratiet ikke kan fungere, og at magthaverne har ret til, at indpode masserne deres sandhed.

@Bill Atkins, historien har vist, at det er i socialistiske lande den åbne og frie debat har de trangeste kår. Så vævefejlen er nok mest udbredt i de venstreorienterede hjerner...!

Postfaktualitet - som jo er udtryk for manglende respekt for indsigt og viden - er ikke en nødvendig komponent i en åben og fri debat. Og det er bestemt ikke en liberal grundidé, at magthaverne skulle have patent på sandheden - tværtimod.

Jeg vil til enhver tid kæmpe for selv det største skvadderhoveds ret til at udtale sig - og markedsføre sine synspunkter, uanset hvor postfaktuelle, de måtte være. Men jeg insisterer på min ret til at sige, at de postfaktuelle skvadderhoveder, der fremfører deres ufunderede fantasier tager fejl og burde have respekt for personer med viden og indsigt.

Jens Winther, det er den sidste del af dit indlæg jeg efterlyser 22:13.

Hvad socialistiske nationer har fundet nødvendigt for, at bevare statens beskyttelse af proletarernes levevilkår er et spørgsmål om det pres disse nationer har været udsat for. Din påstand 21:00 - som jeg kalder en vævefejl - har sit udspring i det enkelte individ.

@Bill Atkins, det pres, de socialistiske nationer var udsat for, kom mest af alt indefra. Naturligt nok, for disse nationers "beskyttelse af proletarernes levevilkår" bestod jo mest af alt i at fastholde proletarerne i kummerlige levevilkår og ufrihed.

I de socialistiske nationer ville begrebet "postfaktualitet" ikke have kunnet udvikle sig, for alle, der ytrede sig i modstrid med stat og parti (som jo var det samme), ville enten blive spærret inde eller henrettet.

I øvrigt bør du genlæse min kommentar fra 9:53 - især det sidste afsnit!

Og @Bill Atkins og andre, så kunne I pasende genlæse indledningen til artiklen:

"Hvilken diagnose dækker ideen om det postfaktuelle samfund over?

Analysen er i sin kerne, at vi i stigende grad nedvurderer betydningen af kendsgerninger, fakta, og objektive realiteter, mens følelser, uvidenhed, og subjektive sindstilstande tager deres plads."

Det er ikke nogen positiv udvikling! Men i et frit, liberalt samfund vil (og bør) selv nok så meget postfaktuelt vås ikke inspirere til begrænsninger i endog tåbers ret til at ytre deres meninger, uanset hvor meget disse meninger strider mod selv fakta.

Før var videnskaben underlagt/i kamp mod religiøs ideologi, nu er det så mørkets politiske ideologi igennem stats-feminismen, videnskaben skal kæmpe imod. Velkommen til det Post-Faktuelle samfund, hvor viden ikke eksistere kun idelogi, var der nogen der trak middelalder-kortet her :)
PS læs den artikkel Jan Weis linker til :( Vanviddet vil åbenbart ingen ende tage!