Læsetid: 7 min.

Er der en intellektuel til stede?

Der er opstået en tillidskløft mellem eliterne og befolkningerne. Ingen af parterne tror på hinanden, og standpunkterne forskanses stadigt stærkere på hver sin side af kløften
I et dansk perspektiv nævner Per Stig Møller forfatteren Martin Andersen Nexø og hans værk Pelle Erobreren som eksempel på en intellektuels indflydelse på arbejderbevægelsen i det 20 århundrede. Her hyldes Nexø på hans 70 årsdag i Fælledparken i København i 1939.

I et dansk perspektiv nævner Per Stig Møller forfatteren Martin Andersen Nexø og hans værk Pelle Erobreren som eksempel på en intellektuels indflydelse på arbejderbevægelsen i det 20 århundrede. Her hyldes Nexø på hans 70 årsdag i Fælledparken i København i 1939.

Holger Damgaard

15. oktober 2016

Er det på tide at genoplive de tider, hvor de intellektuelle byggede broer over kløfter og hen over dem introducerede ideer, der forvandlede vores samfund?

Vi har spurgt tre erfarne magthavere, der er positive over for ideen – og en universitetsansat, der er skeptisk.

– Kan intellektuelle fremsætte ideer, der forandrer samfundet?

»Det har de gjort i det moderne Europa,« siger den konservative tidligere udenrigsminister og dr. phil. i litteratur Per Stig Møller.

»Oplysningstiden var drevet af de intellektuelle, der vendte op og ned på alle hidtidige forestillinger, og det moderne demokrati var aldrig blevet til noget uden de intellektuelles ideer. Så ja, de har spillet en enorm rolle. Går vi tættere på os selv, har for eksempel Martin Andersen Nexø og Pelle Erobreren spillet en meget stor rolle for arbejderbevægelsen op gennem det 20. århundrede.«

Også socialdemokraten, den tidligere overborgmester, minister, EU-kommissær og adjunkt Ritt Bjerregaard mener, at intellektuelle kan fremsætte indsigter, som er helt anderledes end for eksempel politikeres.

»Intellektuelle ser tingene fra et andet sted, og jeg har haft glæde af at omgås dem gennem hele min karriere. Fordi de tænker mere radikalt og skærer ind til benet af, hvad der foregår. Så jeg har altid opsøgt de intellektuelle, blandt andet ved at være gift med én, gennem netværk, læseklubber og almindelig læsning.«

’Åh, ikke mere Grundtvig’

Kultur- og kirkeminister med en fortid på adskillige andre ministerposter og som adjunkt Bertel Haarder, Venstre, peger på to danske forbilleder udi kunsten at skabe forbindelser mellem de lærde og folket: N.F.S. Grundtvig og Ludvig Holberg.

»Holberg var jo selv professor i teologi og historie, faktisk i alt, som man jo var dengang, og skrev meter efter meter af historiebøger, filosofibøger, komedier og epistler, hvor han blandt andet gjorde grin med eliten, som taler så stort om sig selv,« fortæller Haarder.

»Og Grundtvig havde simpelthen ideer, som var holdbare. Nemlig først og fremmest den, at vi kan holde skole med hinanden, selv om vi er uenige. Det var meget avanceret på hans tid at tænke, at man kunne dele sådan et rum med nogle ikke-kristne, og det var det, der gjorde det stærkt. Hans budskab om, at man skulle have sans for kultur, historie, litteratur – det er det, man dengang kaldte ånd.«

»Åh, Grundtvig,« sukker Ritt Bjerregaard forelagt udsagnet om Grundtvig som forbillede, »jeg synes han bliver skamredet og overfortolket helt vildt og skal stå model til alt muligt. Det må være på tide med noget mere moderne.«

— Hvilke intellektuelle er du selv blevet inspireret af?

»For ikke så længe siden var det for eksempel meget tankevækkende for mig at læse den egyptiske forfatter Mona Eltahawys bog Jomfruhinder og hijab,« siger Ritt Bjerregaard.

»I den argumenterer hun for, at vores tolerance over for det, at kvinder går med tørklæde, ikke giver nogen mening, og at vi bør se tørklædet som det, det er, nemlig utroligt kvindeundertrykkende. Det var en forståelse, som klart var anderledes, fordi hun ikke er politiker. Når vi optræder politisk, er vi jo tit indstillet på, at vi skal dække os ind. Vi skal passe på, at vi får formuleret os, så vi ikke lægger os ud med nogen af dem, som vi efterfølgende skal indgå forlig med, og derfor bliver politikersprog ofte meget vævende og uklart. Den intellektuelle er mere fri.«

At råbe i ørkenen

Per Stig Møller opsøgte som politiker blandt andet prognoser for at bruge fremtidstendenserne til at vurdere politikken:

»Man har brug for forskerne til at se tendenserne på en måde, så man som politiker kan gribe ind i tide. I 1990’erne var der et eksempel i P.C. Matthiessen og Hans Kornø Rasmussens befolkningsprognoser, som de virkelig råbte i ørkenen om. I dag ved vi jo, at de pegede på alvorlige tendenser, som man ikke lyttede nok til.«

Bertel Haarder griber til de vigtigste:

»I min egen livshistorie var det de nye franske filosoffer i 1980’erne (bl. a. Bernard-Henri Lévy og André Glucksmann, red.). Deres opgør med universitetsmarxismen var skelsættende for mig. Kernebudskabet var: Vi kan ikke gennem utopier skabe det ideelle samfund. Vi skal koncentrere os om at begrænse overgrebene. Og det, syntes jeg, var noget af det klogeste. I stedet for at ofre mennesker for menneskehedens skyld, at begå umenneskeligheder for at afskaffe umenneskeligheden, sådan som utopister og ideologer har gjort til alle tider siden Den Franske Revolution – i stedet for det må man begrænse overgrebene, altså det, vi gør i det liberale demokrati.«

— Men overbeviste de dig om deres ide, eller kunne du lide dem, fordi de bekræftede din egen forståelse?

»Det var nok en forklaring, jeg havde ledt efter længe. Jeg gik jo på universitetet, mens universitetsmarxismen var på sit højeste, og det var det antiutopiske, der appellerede til mig,« siger Bertel Haarder.

Tillidskrise

— Hvis vi accepterer præmissen om, at der er en form for tillidskrise mellem elite og befolkninger, hvad er så dit råd til intellektuelle, der vil gøre en forskel?

»Jeg tror, der tænkes meget spændende rundtomkring, ikke bare hos de forventelige, men hos fysikere, sprogfolk, mange steder,« siger Ritt Bjerregaard.

»Jeg er ganske optimistisk med hensyn til, at der findes meget interessant viden. Men jeg er ikke så optimistisk med hensyn til, om politikerne kommer til at bruge den.«

»Der er sådan en krise,« understreger Per Stig Møller.

Han har et forslag: »De intellektuelle kunne jo begynde med at prøve at tage folket alvorligt. Lære the deplorables at kende. Der findes en roman af Klaus Rifbjerg, Det sorte hul, om en tobakshandler, der får smadret sin rude af demonstranter. I den tager forfatteren parti for den lille tobakshandler. Den er et eksempel på, at man har gjort det før. Men ligesom den økonomiske elite er også de intellektuelle kommet på afstand af befolkningerne.« 

»I Andersen Nexøs tid levede de intellektuelle blandt de nedtrådte; det gør de ikke i dag. De kender dem ikke og lytter derfor ikke til dem og kan derfor heller ikke folde deres vilkår ud og gøre dem forståelige, hvilket ellers ville være utrolig nyttigt. Jeg forlanger ikke, at man som George Orwell kæmper med i Den Spanske Borgerkrig! Men han levede en periode blandt minearbejderne for at forstå deres vilkår og prøvede derefter at åbne middelklassens øjne for virkeligheden. Det gør dagens intellektuelle jo ikke, de kigger med nogle få undtagelser mere sig selv i navlen.«

»Thomas Piketty er dog et eksempel på en forsker, der studerer vilkårene,« tilføjer den tidligere udenrigsminister.

»Den store splittelse, han dokumenterer mellem de én procent rigeste og de øvrige 99 procent minder om et billede, jeg har brugt tidligere om ulighedens problem, nemlig at vi bevæger os mod tilstandene før Den Franske Revolution, hvor uligheden er så stor, at det kan ende galt. Det har socialforskere og økonomer ganske vist også påpeget, men så er det også et spørgsmål om kontakten mellem dem og politikerne, og om politikerne reagerer. Og her mangler mellemledet måske også, altså det, som romanen eller filmkunsten kan, nemlig at gøre problemet virkeligt og forståeligt.«

Bertel Haarder har et lignende forslag.

»Jeg synes, mange intellektuelle trænger til at klatre ned fra deres parnas og mænge sig med almindelige mennesker. Så vil de opdage, at stereotyperne fra den offentlige debat – hvis man er fra Sønderjylland, stemmer man på DF osv. – ingen mening giver.«

»Hvis jeg må være ubeskeden,« tilføjer kulturministeren, »så synes jeg, at Per Stig Møller og jeg begge er eksempler på intellektuelle, der er klatret ned fra træet. Og det er da gået meget godt.«

Skeptikeren

Således opmuntret opsøger Information idehistoriker og professor Frederik Stjernfelt, for at viderebringe invitationen fra magten. Det viser sig, at han er noget skeptisk over for ideen om, at de intellektuelle skal bygge broer over kløften mellem eliten og folket.

»Af flere årsager,« siger Stjernfelt og går i gang med at opliste årsagerne.

»Dels har intellektuelle en forfærdelig track record for at støtte rædselsfulde politiske ideer, fra stalinisme til nazisme. Det er den første advarsel, som dog ikke er gældende for alle intellektuelle,« understreger Frederik Stjernfelt.

»Mit næste punkt er mere principielt. Intellektuelle har gennem idehistorien været defineret ved at være i en fri position. Frie skribenter eller ansatte i en stilling, hvor de ikke har været forpligtet på bestemte grupper. Dem, der er lønnet for at indtage et bestemt synspunkt, plejer vi at kalde noget andet som for eksempel ’lobbyister’. Den intellektuelles autoritet kommer af denne frihed, en frihed til at følge argumentets indre struktur frem for at skulle repræsentere grossererne, arbejderne, eller hvem det måtte være. Så det er svært at pålægge ham eller hende opgaver.«

»For det tredje kan man så forestille sig, at en intellektuel helt frit godt kan finde på at påtage sig sådan en opgave med at bygge bro mellem folk og elite. Men i det omfang personen er intellektuel, opererer han eller hun på en slags marked, den offentlige sfære, hvor man så at sige lever af, at folk hører efter. Af det følger let, at den intellektuelle skærper sit synspunkt noget mere, end det kan bære, fordi det gør det lettere at få lydhørhed – men den tendens trækker væk fra forestillingen om en mæglerrolle. Den intellektuelle vil simpelthen typisk snarere sige: ’Lad os stille tingene skarpt op’ end: ’Lad os mødes’.«

»For det fjerde er der jo intellektuelle på begge sider af skellet mellem populisterne og eliten. Populisternes intellektuelle er typisk castet som dem, der taler Roma midt imod, og omvendt kan Suzanne Brøgger og Carsten Jensen jo heller ikke ret godt hævde at repræsentere en mediering mellem de to sider.«

»Endelig: Hvad er det egentlig for en ide, der skal formidles? Det synes jeg er et åbent spørgsmål. Det er jo ikke på forhånd givet, hvem der har ret. Eliten kan have ret i nogle ting, og populisterne i nogle andre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

De intellektuelle byggede ikke broer over kløfter og hen over dem introducerede de ikke ideer, der forvandlede vores samfund. De intellektuelle formulerede tanker om den udvikling, der allerede var i gang, gav den retning og moralsk legitimitet, men skabte den ikke. Oplysningstidens borgerlige revolutioner blev skabt i folket, men formuleret af filosofferne. Det er folket, der driver værket, de intellektuelle prøver at forklare det.

Per Torbensen, Bill Atkins, Flemming Berger og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Hvad er bedst - og bedst for folket : At vide meget om lidt eller vide lidt om meget.
Hvem tjener (eller skader) menneskeheden/samfundet : Specialisten eller generallisten.

Budbringeren er alt.
Hvad der er dæmret for Ritt Bjerregaard ved læsning af kvindelig egyptisk intellektuel kunne hun i princippet læse i Den Danske Forenings Blad i sin ministertid adskillige år før hendes parti knækkede over 'tolerancegrænsen'
. .. men ok, der er er vel intellektuelle ... og intellektuelle ;-D

Verden har brug for en kritisk instilling, når demokratiet vakler, når økonomien gør det når alle de fælles værdier og vore fælles findamenter vakler, vi må kunne tro på at den faktuelle og vel-argumenterede form overlever, man må kunne skeldne mellem manipulation og fakta, det har jo vist sig at være et problem tidligere i historien, indtræder en kritisk instilling ikke i tide så har vi eksempler som 2. Verdenakrig der kan minde os om alvoren, hvis vi intet gør!

Lise Lotte Rahbek

Det er jo ikke ligegyldigt hvem og hvad den intllektuelle er.
Intellektuelle har også personligheder. Præferencer. Karrierer der skal passe. Og dette sunde, naturlige frygtforhold fra at ryge på røven arbejdsmæssigt og ryge i social deroute, som alle andre mennesker i samfundet nu har fået indpodet.

Nej, jeg tror ikke enkelte intellektuelle kan gøre ret meget.
Kapitalstærke globale interesser har magten.

Kim Houmøller, Liliane Murray, Anne Eriksen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

De intellektuelle er som regel i nogens sold, det begrænser naturligvis deres kreativitet, hvis de da ikke ligefrem er selvfinansieret, hvilket er et sjældent syn, eller endelig er på Folkepension … ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Det afgørende er nok de faktiske sociologiske forhold i samfundet. De bestemmer, hvilke bevægelser der er i svang. Hvis folkemasser er i udu, og sætter sig i bevægelse, er det dem der skaber historien, ikke de intellektuelle. De sidste kan ikke flytte samfundets materielle virkelighed, det kan kun folkemasserne. Som historiker Uffe Østergaard sagde: - vi er på vej mod den tredje folkevandring.
Det kan ingen intellektuel dæmme op overfor, kun hvis de europæiske masser giver lov.
Og de giver næppe kun lov, de stiller krav.

Liliane Murray, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Den intellektuelle er at sammenligne med det lille barn i Andersens eventyr ’Kejserens nye klæder’, der som bekendt sagde: ’Men han har jo ikke noget på’ – og som hele folket til sidst også råbte – men det er kun forbeholdt de får populære intellektuelle … ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Beklager Jan, jeg synes snarere, at de populære intellektuelle er at sammenligne med de to bedrageriske vævere.

Niels Duus Nielsen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Nu er det også sådan, når man gerne vil sammenligne med diverse overvejende skønlitterater og deres tid, at i dag slipper ingen 'intellektuel' fra børnehavestart til dimission uden at være uddannelsesinstitutionelt fagstemplet på ryggen og skal ikke komme for godt i gang på andre områder. Lægen med speciale i venstre øje skal ikke begynde at kloge sig på det højre. Samfundet producerer ikke persontypen.

Pinligt lavt niveau

Der findes en righoldig litteratur om de intellektuelles rolle i samfundet. Min egen licentiat-afhandling om "intelligensens kritiske potens" [1973] handler også om dét. Men ingen læser jo i dag, før de bilder sig ind at være de første. Derfor er den kritiske debat invalideret fra starten.

Det er formentlig en følge af de 'sociale medier', hvor enhver idiot kan gøre sig til vismand uden den ringeste, historiske baggrundsviden.

Hvis ikke venstrefløjen forstår denne logik - kapitalens varelogik - så er den ligegyldig. Håbløst bagud i forhold til den historiske refleksion.

Jeg føler mig fristet til at henvise til Kristian Ditlev Jensens borgerlige ord i Berlingske:

http://www.b.dk/kommentarer/vi-vil-have-staten-tilbage

Steffen Gliese, Jan Weis, ulrik mortensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren S. Andersen

George Bernard Shaw sagde engang om folk, der spiller skak, at de tror, at de foretager sig noget meget klogt, man at de i virkeligheden spilder deres tid. Noget tilsvarende kan man sige om de fleste intellektuelle.

Kulturblindhed

Der er en grund - god eller dårlig - til, at den såkaldt vestlige verden (med rødder i den græsk-romerske kultur) har sat alle væsentlige standarder for den moderne verden og menneskeheden - og det er 'den frie tanke'. Dette bemærkelsesværdige fænomen, at nogle mennesker har været i stand til at erstatte vold og magt med indsigt og argumenter. Derfor opfandt Vesten filosoffer og intellektuelle, hvor andre kulturer nøjedes med spåmænd og præster.

Den tyske intelligentsia fulgte Hitler fra start til slut, og når deres jødiske kolleger forsvandt avancerede de lidt hurtigere ...

Historieforfalskning

En meget stor del af den tyske intelligentsia udvandrede i 30'erne. Frankfurterskolen f.eks., men også forfattere som Thomas Mann. Det hører med til historiens ironi, at Hollywood aldrig ville være blevet den succes, det blev, uden et væld af især tyske immigranter, og at tyske immigranter også i betydeligt omfang bidrog til væksten i den akademiske kultur - ikke kun i USA, men også i England.

Det er rigtigt, at der foregik en udrensning (især af jøder), der kom andre til gode, men at bruge det som argument mod forekomsten af en intelligentsia overhovedet, er i sig selv forvrøvlet. Mange tyske arbejdere støttede også nazisterne; betyder det, at alle arbejdere er misliebige?

Når vi i dag - her i Information - kan have en oplyst debat, så skyldes det ikke mindst Aristoteles. Han grundlagde med sine værker om retorik, logik, psykologi og drama det, der senere foldede sig ud som en borgerlig offentlighed. Når han viede disse emner så stor opmærksomhed, at han ligefrem skrev lærebøger om dem, var det, fordi han vidste af bitter erfaring, hvor vigtigt det er, at den offentlige debat er oplyst og stringent. Han var med andre ord på sporet af det, som Habermas sidenhen har kaldt 'kommunikativ kompetence'.

Den kompetence er man ikke født med. Den kræver øvelse og erfaring, ofte i mange år. Og ikke mindst evne til at tackle dilemmaer og modsigelser på en meningsfuld måde. Den kompetence har intelligentsiaen tilegnet sig i højere grad end Maren i Kæret.

Dele af intelligentsiaen kan naturligvis tage fejl, men i modsætning til de fejltagelser, som Maren i Kæret gør sig skyldig i, så står den kunstneriske og akademiske intelligentsia til ansvar for en ubarmhjertig kritik fra andre på samme intellektuelle niveau. På den måde har intelligentsiaen forpligtet sig på en vedvarende selvkorrektion. Det har Maren ikke.

Hvad kan man egentlig udlede af Bill Atkins ovenstående kommentar (der vist nok er en replik til mit indlæg om 'kulturblindhed')?

Intelligentsiaen som klasse er historisk en parantes i den klassekamp, som gang på gang har rejst folket mod magthaverne. Selv Karl Marx, der som en af de få i historien, der påtog sig at beskrive massernes elendige levevilkår, måtte opleve at blive nedstemt på Tingstedet i forbindelse Gotha-programmet. Folket havde indset, at et samarbejde over en bred front - socialdemokrater og kommunister - var fremtiden.

At Aristoteles skulle være borgerskabets og intelligentsiaens inspiration for at tale magten imod - er til at trække på smilebåndet af, og det projekt er vist aldrig rigtig lykkedes. Intelligentsiaen er altid - selvfølgelig under hensyn til ganske få lyttende og rettænkende - på magthavernes side, når det gælder. Skulle intelligentsiaen med deres store indsigt og magtfulde netværk ikke have støttet arbejdernes anden internationale, og have stoppet det massemord på arbejderklassen første verdenskrig var.

Der er masser af tilfælde hvor masserne er blevet enige om at forandre samfundet uden at de overhovedet kendte Aristoteles eller hans klasse.

En lille ting Gutenberg var ikke intelligentsiaen, selv om flere forsøg sidenhen er gjort, han var håndværker. En anden ting i folkeoplysningens ånd. På museet i Beijing ligger løse typer dateret fra år 80. Folket kan selv, blot de får overbevist intelligentsiaen om at fred er til deres eget bedste.

Hvor er i øvrigt intelligentsiaens protest mod bombninger af civilbefolkningerne de to byer Aleppo og Mosul.

Intelligentsiaens indflydelse på historiens gang går gennem en erkendelse af rollen som deltager i klassekampen. Men en kombination af pengebegær, og ønske om selvrealisering gør at de altid er at finde på magthavernes side - i bedste fald som verdensfjerne drømmere i værste fald som matematikere, ingeniører, atomfysikere, biologer, og kemikere i udryddelsesindustrien.

Lettere provokeret af at Wikipedia.dk kun har vedtagelserne af arbejderne og kvindernes kampdag med, som eksempler på anden internationales politiske virke, så supplerer jeg her med den beslutning, som burde have inspireret hele den akademiske intellektuelle verden - hvis de havde haft tanker for andet end deres egen realisation og karriere:

“Hvis krigsudbrud truer, er det de involverede landes arbejderes og deres parlamentariske repræsentanters pligt, at bruge al deres styrke for at forhindre krigen, gennem fælles aktion og med hjælp fra det Internationale Socialistiske Bureau. Bryder krigen alligevel ud, er det deres pligt at arbejde for dens snarlige afslutning og med al deres styrke at udnytte den økonomiske og politiske krise, som krigen skaber, til at rejse befolkningen og fremskynde afskaffelsen af det kapitalistiske klasseherredømme.”
(Resolution fra anden Internationales Stuttgart-kongres, 1907).

Men intelligentsiaen ville hellere i 1914 stå patriotisk og vinke farvel til de millioner af arbejdere, der marcherede lige i døden.

Bill Atkins – denne her er simpelthen et fund: i værste fald som matematikere, ingeniører - rangerer på højde med Pussy Trumpfs fremmeste rendestensretorik – det må du kunne gøre bedre, min ven … ;-)

Udryddelsesindustrien, specielt den nazistiske kemiske industri, er ikke en udpræget ærværdig branche. Emnet er intelligentsiaens følgagtighed og manglende forståelse for andre end dem selv og deres karriere, og:

Ifølge Marx kan intelligentsiaen omfatte medlemmer af forskellige sociale klasser, og han nævner som eksempel de «tekniske mentalarbejdere», ingeniører, teknikere o.l. Under kapitalismen tilhører de arbejderklassen, selv om den type arbejde disse grupper udfører gør det naturligt at henregne dem til intelligentsiaen. ...dog kræver det en i følge Karl Marx en udvist solidaritet med arbejderne.

Jeg kan slet ikke se dit problem, Jan Weis ...men jeg lytter gerne :-)

Nu ser det ikke ud til, at det just er matematikerne og ingeniørerne, der har 'problemer', når du taler om og relaterer disse for samfundet så afgørende funktioner til 'pengebegær' og 'selvrealisering' - interessant synspunkt, og det fremført af et rimeligt oplyst menneske - hvem har mon opfundet og udviklet det apparat, du givetvis sidder og kommunikerer dine tanker gennem? - lytter gerne til nogle bud på din viden ... ;-)

Aristoteles og Marx

Bill Atkins - du har ikke læst Marx i original. Så ville du ellers have bemærket hans store respekt for Aristoteles. Suk.

Michael Kongstad Nielsen

Ikke alle videnskabsfolk har været at finde på magthavernes side - hverken som verdensfjerne drømmere eller som matematikere, ingeniører, atomfysikere, biologer, mv.
Lad mig bare nævne Galilei, Tycho Brahe, Linné, eller Darwin.

Disse folk var heller ikke deltagere i klassekampen, i hvert fald ikke med deres fulde bevidsthed, men de var med til at rykke på samfundets orden.

Jan Weis, artiklen handler om tillid og mistillid mellem folket og eliten. og eliten omfatter intelligentsiaen, mere i dag end tidligere. Selv kunstnerne - som Platon ikke ønske som en del af intelligentsiaen på grund af kunstnernes tradition for kritik af eliten - er i dag en leflende del af hyldestkoret omkring elitens kerne, pengemændene.

Med hensyn til computerudvikling så var virkeligheden at Danmark havde en blomstrende udvikling og produktion af både hardware og programmel i 80'erne, men det hele, med patenter, blev solgt til amerikanske virksomheder. Det var ikke specielt solidarisk overfor det underliggende lag af knald dygtige teknikkere blandt andet inden plc montering og programmering. Intelligentsiaen har altid været til salg.

Michael Kongstad Nielsen, nu er alt jo udtrykt ved en normalkurve, med en vis spredning og en standardafvigelse. I intelligentsiaens tilfælde ligger standardafvigelsen markant til højre i det politiske spektre, hvilket er skyld i "mistilliden" - som er emnet.

Men naturligvis kan man fortegne debatten ved at fokusere på den yderste venstrefløj eller drømmerne, men det er de merkantile, der vægter i praksis, og vedrørende den "mistillid" - som er emnet.

Michael Kongstad Nielsen

Normalfordelingen er en af de vigtigste sandsynlighedsfordelinger og benævnes også Gaussfordelingen. Den er kontinuert og kan principielt omfatte alle reelle tal. Den er symmetrisk og kan entydigt bestemmes ved observationssættets middelværdi og varians.

Det ses klart, at debatindlæggene er normalfordelt hvad sludder og vrøvl angår, og at 'mistillid' ikke er emnet, men derimod filosoffers evne til at påvirke samfundsudviklingen.

JW. Der har altid været vrøvl med intelligentsiaens solidaritet, specielt i de østeuropæiske folkedemokratier var det tydeligt.

MKN. Uden tillid er intelligentsiaens påvirkningskraft markant svækket.

— Hvis vi accepterer præmissen om, at der er en form for tillidskrise mellem elite og befolkninger, hvad er så dit råd til intellektuelle, der vil gøre en forskel? . ...er et kernespørgsmålene i artiklen - som bør læses sammen med kommentarerne, hvis man vil tilegne sig en sammenhæng.

Suk!

For ikke at stå for en splittelse af af arbejder og intellektuel som er fascismens projekt, så vil jeg til slut lige pege på Antonio Gramsci, der har gjort sig kloge og praktisk orienterede tanker om forholdet mellem arbejder og intellektuel:

--
Gramsci peger på at de intellektuelles opgaver i arbejderklassens strategi ved at drage en skillelinie mellem de «organiske» og «traditionelle» intellektuelle.

De «traditionelle» intellektuelle er ifølge Gramsci kendetegnet ved en virkelighedsfjern bevidsthed om egen uafhængighed. De kunstnere, forfattere, filosoffer og videnskabsmænd som tror, de er fritsvævende, er ofre for en fejltagelse.

Den «organiske» intellektuelle har som sin vigtigste opgave «at organisere reformen af det moralske og intellektuelle liv» indenfor proletariatet, og «at tilpasse kulturen til den praktiske sfære».
--

Det skal tilføjes, at Alle mennesker er for Gramsci intellektuelle i den forstand, at alle tager del i en eller anden form for åndelig aktivitet. Det der karakteriserer den intellektuelle som egen type er hans funktioner, og det der bestemmer disse funktioner er den helhed af sociale forhold, han står i.

Michael Kongstad Nielsen

Bill Atkins
Hovedideen med artiklen er at få besvaret spørgsmålet:
– Kan intellektuelle fremsætte ideer, der forandrer samfundet?
Det har Lotte Folke Kaarsholm spurgt tre erfarne magthavere og en universitetsansat idehistoriker om. De adspurgte er karakteristiske ved at være mere og mere højreorienterede, efterhånden som man kommer frem i rækkefølgen.

For at forstå (acceptere) artiklen, skal man altså goutere spørgsmålet:
— Hvis vi accepterer præmissen om, at der er en form for tillidskrise mellem elite og befolkninger, hvad er så dit råd til intellektuelle, der vil gøre en forskel?

Jeg ved ikke om der sådan en krise. Der er snarere ingen filosoffer, men ideologiske skabhalse (som Houellebecq eller Slavoj Žižek), Stjernfelt kunne også godt selv komme ind under den kategori, demagoger under dække af filosofi, men tillid er ikke noget man trækker ud af den blå luft. Det skal man gøre sig fortjent til. Det er heller ikke det samme som fælles overbevisning, åndelig ledelse, trosfællesskab, nej, tillid er anerkendelse af, at der kan komme noget,, der er værd at lytte til.

Til det overordnede spørgsmål svarer de erfarne magthavere ja, de gamle kunne. Oplysningtidens filosoffer, N.F.S. Grundtvig og Ludvig Holberg. Og disse folk havde jo også gjort sig fortjent til den opbyggede tillid. Dem kunne man godt lægge øre til uden at lide mental skade, snarere tvært imod.

Men når det kommer til de nye eller nyere filosoffer, så kniber det. Bertel Haarder ymter noget om de nye franske filosoffer i 1980’erne (bl. a. Bernard-Henri Lévy og André Glucksmann, red.). Deres opgør med universitetsmarxismen var skelsættende for ham. Har han så tillid til dem? Eller er de blot ideologiske åndsfæller?

Nej, hvor er de nye filosoffer? Der kan beskrive situationen, mærke bevægelsen, forstå baggrunden, forudse udviklingen, give ideer til handling og organisation. Piketty er vel ikke helt nok, Suzanne Brøgger heller ikke.

Michael Kongstad Nielsen, du kan ikke koge begrebet "intellektuel" ind til begrebet "filosof" (selv om Bertel Haarder gør det). Filosofi som begreb står for "kærlighed til viden", mens "intellektuel" dækker en langt langt mere udbredt rolle i samfundet (jfr. Gramsic). Her kommer Karl Marx' ord til sin ret: "Filosoffer fortolker verden. Hvad det gælder om er at forandre den", og det kan de intellektuelle, hvis de vælger den rigtige front i klassekampen.

Her vil Jan Weis muligvis pege på computeren som værende et resultat af akademisk indsats og forandring. Men dels er der tale om udvikling og ikke forandring, og al udvikling er en fælles indsat af rigtig mange forskellige faggrupper, og dels er det Marx taler om ikke udvikling, men forandring - forandring af magtstrukturerne (derfor spørges "tre erfarne magthavere") ...og det er et valg - samt et spørgsmål om solidaritet. Soldat i hvilken hær?, som Ditte Cederstrand udlagde det.

Michael Kongstad Nielsen

Og du Bill Atkins - kan ikke koge begrebet 'folk' eller 'befolkning' ned til 'arbejder' eller 'arbejderklasse' og ikke gøre Gramscis tanker fra begyndelsen af 1900-tallet til bibellæsning for moderne mennesker. Det er passé.

JW: Men talen er om "forandring" og ikke "udvikling":
Kan intellektuelle fremsætte ideer, der forandrer samfundet? (fra artiklen)

MKN: Jo det kan jeg, fordi diskussionen om tillidskløft mellem eliterne og befolkningerne. (fra artiklen) er en klassisk diskussion som går tilbage til i hvertfald Platon. (se i øvrigt at Mihail Larsen fremmaner selveste Aristoteles 20:44). Og sært nok så bliver kildehenvisninger til marxistiske tænkere altid til bibellæsning og dogmatik, mens henvisninger borgerlige tænkere er den højeste form for finkultur og dyb lærdom.

Grunden til de belæstes aversion mod solidaritet med samfundets udbyttede, er nok, at de grundlæggende føler sig som bedre mennesker. Også selv om de udbyttede via skatter har betalt deres uddannelse. Jeg tror jeg fremover vil betegne denne særlige form for træghed i debatten som Erasmus Montanus-syndromet.

Michael Kongstad Nielsen

Jo, men på Platons og Aristoteles tid hed det altså filosoffer. At du gerne vil bruge oldtiden, når det passer dig, men afviser den, når den står i vejen, virker ikke tillidsvækkende.

Marx og Aristoteles [2] - uha-da!

"Aristoteles' strålende geni viser sig netop i, at han opdager et lighedsforhold i varernes værdiudtryk. Kun den historiske begrænsning, der betingede det samfund, han levede i, hindrede ham i at finde frem til, hvad dette lighedsforhold da 'i sandhed' består i." [Kapitalen, 1. bog 1, s. 158, Rhodos 1970]

"... en tænkningens kæmpe som Aristoteles ... [op.cit., s. 183]

"Aristoteles, oldtidens størtste tænker ..." [Kapitalen, 1. bog 3, s. 592, Rhodos 1971]

Der er mange henvisninger rundt omkring i Marx' værker til Aristoteles, der fremhæves for sine teoretiske bidrag til den økonomiske videnskabs opståen og udvikling. Marx læste Aristoteles på originalsproget, og siges i øvrigt at have slappet af i sine sparsomme ferier ved at læse de klassiske, græske tragedier - naturligvis også på græsk.

Gjorde det ham til en intellektuel tørvetriller uden sans for den sociale undertrykkelse? Ja jeg spørger bare, for man skulle næsten tro, at nogle af debatdeltagerne nærmest anser 'intellektuel' for et skældsord.

(PS. Må jeg i øvrigt benytte lejligheden til at henvise til Thomas Bredsdorffs læseværdige og tankevækkende essay i Politiken om forholdet mellem elite og masse i "De uforbederlige":

http://politiken.dk/magasinet/essay/premium/ECE3432971/de-uforbederlige/

- hvor han inddrager Rousseau på en måde, der sikkert vil tiltale en hel del af denne tråds deltagere.)

Jeg er åbenbart nød til at understrege at når jeg vælger at citere, så er det fordi en anden allerede har formuleret mit budskab præcist, og fordi vedkommende kan forventes, at have underkastet budskabet en grundig filosofisk behandling. Men jeg står selvfølgelig inde for citatet i tid og situation med min egen holdning, og er derfor parat til at indgå i holdningsafklaring om emnet og mit budskab - ikke om citatet. Vildledningsstrategier er debatdræbende og dødkedelige.

Den klassiske analyse

Marx var normalt temmelig saglig. Når han kaldte nogen 'utopiske socialister' eller 'småborgerskab' og andre 'lumpenproletariat', så havde han almindeligvis et sagligt grundlag. Når han diskuterede, hvilke samfundsgrupper, der hørte til den ene eller den anden klasse, var han både teoretisk stringent og empirisk følsom - det kunne godt føre til, at han opererede med et varierende antal klasser [se f.eks. Mihail Larsen, 'Indledning' til "Teknik, klasse og klassebevidsthed", Rhodos Studieserie 1975].

Det er vigtigt her at fastholde, at der er forskel på social dynamik og intellektuel formation - lige som der er forskel på produktivkræfter og produktionsforhold.

Hvis man (som nogen ovenfor har gjort] romantiserer proletariatet, så alt godt kommer fra masserne, medens elitens rolle kun er at konfirmere og formalisere de fremskridt, der skabes i basis, så har man misforstået dynamikken m e l l e m basis og overbygning.

Og så er vi egentlig tilbage ved min initiale bemærkning: At der er en civilisatorisk grund til, at Europa blev det sted, der formulerede den kritiske tanke, videnskaben, eksperimenterne, utopierne, de universelle rettigheder - til forskel fra de fleste af klodens andre civilisationer, der dyrkede og fortsat dyrker traditionen, religionen, nedarvede rettigheder.

Den græsk-romerske kultur, frugtbart udfordret af kapitalismen, har gjort det muligt i dag at forestille sig det klasseløse samfund. Og i denne transformation spiller de intellektuelle en kernefunktion, lige som de - på anden vis gjorde - da den håndværksmæssige produktion blev erstattet af den industrielle og sidste ende automatiserede. [Marx, "Kapitalen", Rhodos 1971, 1.Bog 3, s. 592]

Det betyder ikke,

- at Marx manglede empati for de håndværkere (der fik smadret deres virksomheder af 'kapitalens civilisatorisk tendens'), eller

- sympati for de utopiske socialister (der ville opfinde sociale alternativer til den industrielle produktion) eller

- medfølelse med dem, der tog deres tilflugt religionens trøst.

Men han insisterede på en tilnærmelsesvis objektiv analyse af forholdene (nogen har kaldt det 'teoretisk antihumanisme', men hensigten var i al fald at forholde sig nøgternt til forhold, der skabte menneskelig armod, illusion og falske forhåbninger. Det kræver intelligens.

Objektivt set burde der i dag være et grundlag for 'en stor koalition' - en slags folkefront. USA er sådan set et glimrende eksempel. På venstre og højre side eksisterer der en vrede, som er socialt velbegrundet; i midten ser det ud til, at en 'progressiv' præsident bliver valgt. Alt andet lige måtte det være muligt at iværksætte en NEW DEAL, der målrettet går efter at skaffe meningsfulde jobs til dem, der nu (som følge af den industrielle udvikling og ikke mindst energipolitikken) er havnet på et sidespor. På samme tid skal Sanders krav om fri og lige adgang til videregående uddannelser indføres. Middelklassen skal stimuleres med et bedre sundhedssystem og minimumsløn. De allerrigeste skal betale gildet. En Masterplan, med andre ord, der vil kunne forene amerikanerne.

Men så kommer de tunge emner: Den stigende, sociale ulighed, der er en følge af en kapitalistisk samfundsorden. Den løntrykkende immigration, den nedarvede racediskrimination, den irrationelle forkærlighed for våben, den patologiske mistænksomhed over for staten, den vidt udbredte autoritære karakter - alt sammen noget, der på et eller andet niveau er velbegrundet, men en klods om benene på et samfund, der forsøger at komme på fode.

Intelligentsiaen kan hjælpe offentligheden med at analysere disse forhindringer (historisk, statistisk, socialt, kulturelt), og hvis det sker på baggrund af en fælles vilje til gradvist, målrettet at eliminere nogle af dem, så ville meget være vundet.

Jeg må konstatere at Mihail Larsens konklusion ovenfor 05:07 ligger tæt op af mit citat af Gramsic 23:26:

Den «organiske» intellektuelle har som sin vigtigste opgave «at organisere reformen af det moralske og intellektuelle liv» indenfor proletariatet, og «at tilpasse kulturen til den praktiske sfære».

Altså ingen belæg for - som Mihail Larsen skriver: "at nogle af debatdeltagerne nærmest anser ’intellektuel’ for et skældsord."

Så langt så godt!

Mihail Larsen trækker så en parallel til den aktuelle situation i USA, som indeholder to, nærmest freudianske, blinde pletter:

Intelligentsiaen kan hjælpe offentligheden med at analysere disse forhindringer skriver Mihail Larsen.

Denne første blinde plet er at intelligentsiaen generelt mangler kapitalismekritik. Kapitalismens mediemonopol (gældende også i Danmark) fratager fuldstændig intelligentsiaen enhver selvstændig forandringskraft. Forandringer kommer kun hvis intelligentsiaen aktivt vil deltage i den politiske organisering på de udbyttedes side. Intelligentsiaen skal smide graduerings-ringen og bekende kulør. Udfordre den borgerlige og den "verdensfjerne" del af intelligentsiaen.

Videre skriver Mihail Larsen:
Marx manglede ikke empati for de håndværkere (der fik smadret deres virksomheder af ’kapitalens civilisatorisk tendens’ ...nej men det gør intelligentsiaen.

Det er den anden blinde plet. Situationen i USA er meget lig den ovenstående beskrevne. Den i lokalmiljøet indflydelsesrige gruppe af små forretningsdrivende, og selvstændige håndværkere - har fået deres forretninger og virksomheder - om ikke smadret - så sat under pres af faldende omsætning, på grund af dalende velstand og købekraft i lokaløkonomien. Arbejderne, som er ramt af faldet i købekraft, er ikke umiddelbart helt så tilbøjelige til at stemme på Trump, men det kommer langsomt. Og intelligentsiaen, de har under økonomiens nedtur nydt kapitalismens og globaliseringens frugter i form af bonusløn og privilegier i fulde drag, og har totalt ignoreret den stigende ulighed. Man bider jo ikke den hånd der fodre. Den situation har skabt den perfekt timet storm på Trumps vindmølle.

Godda' mand, økseskaft!

Bill Atkins tror åbenbart, at jeg kun henvender mig til og polemiserer imod ham. At nogle debatdeltagere vitterligt "nærmest anser 'intellektuel' for et skældsord", burde da ikke være så svært at finde belæg for.

De såkaldt 'freudianske blinde pletter' må også stå helt for hans egen regning.

Jeg har udtalt mig om, hvad intelligentsiaen 'kan' - ikke hvad hovedparten af dens deltagere generelt 'gør'. Desuden mener jeg, at Bill Atkins 'partiskhed' er alt for snæver. For det første kræver den, at der eksisterer et revolutionært subjekt, man kan være 'solidarisk' med og en 'organisk' del af. For det andet passer det simpelthen ikke, at man kun kan være kritisk ("udgøre en selvstændig forandringskraft") ved at "tage aktivt del i den politiske organisering"; videnskab og kunst kan på hver deres måder være med til at forandre produktivkræfterne uden at deres udøvere nødvendigvis selv er politisk bevidste.

Jeg har også udtalt mig om Marx' 'teoretiske anti-humanisme' for at fastholde det både kritiske og teoretiske element i hans samfundsanalyse - op imod tendenser til voluntaristisk prakticisme. At dele af intelligentsiaen 'glemmer' det kritiske element og derfor forfalder til 'ren' anti-humanisme, er sandt nok - og det har jeg på ingen måde benægtet.

(Nedenunder disse kontroverser og påstande om 'blinde pletter' ligger formentlig en tidligere kontrovers mellem Bill Atkins og mig omkring Fanons famøse påstand om, at "et undertrykt folk altid har ret". Påstanden er kun rigtig, for så vidt angår årsagerne til deres undertrykthed, men ikke nødvendigvis hvad angår deres klassebevidsthed, som kan være falsk. Uden denne skelnen giver Marx' kritik af religionen, lumpenproletariatet, de utopiske socialister m.m. slet ingen mening. Trumps vrede proletarer og deklasserede middelklasse har objektiv god grund til deres vrede, men deres selvforståelse - og umiddelbare, autoritært regressive handlingsformer - er forkerte i dette ords etymologiske præcise betydning. Bl.a. derfor vender de sig mod sociale reformer inden for sundhed, sygdom og uddannelse, der kunne have bidraget objektivt til en forbedring af deres livsvilkår, og omfavner i stedet en individualistisk overlevelseskultur, fanatisk fokuseret på retten til at bære våben.)

Termodynamik og informationsteori

Er desværre bange for, at der i dette disputkammer af klogskabens ypperste yngel er sket en ’kompleksitetsforøgende kommunikationseskalation’ af luhmannske dimensioner, som har produceret mere blindhed end klarhed, dér midt i al indsigten med gamle Karl og hans skriverier under hæmoridernes evige plage …

Kan nogen med mere indsigt definere, via eksempler, hvem der i dag tilhører f.eks. intelligentsiaen, avantgarden, eliten, arbejderklassen, proletariatet, småborgerskabet, borgerskabet og alle de andre sociale uddifferentieringer i isolerede subsystemer af en postmoderne og senkapitalistisk befolkning med et rimeligt højt uddannelses- og oplysningsniveau med masser af selvbestaltede intellektuelle, hvor produktion af viden og indsigt altid betales med produktion af blindhed – så hvori består den marxistiske blindhed? …

Mihail Larsen, når du skyder med spredhagl kan alle jo føle sig mere eller mindre truffet, men ellers rimeligt relevant, næsten logisk sammenhængende, svar på et goddamandøkseskaft-oplæg. Dog kryber du stadig uden om kerneproblemet: Intelligentsiaens pligt til at deltage i en reformering af kulturen, eller sagt mere direkte: Intelligentsiaens fravær af indre stillingtagen og opgør med kapitalismen og the establishment, og dermed pådragelse af andel i middelklassen tendens til at søge over i fascismens lejr...

eks. burde der være langt mere politisk debat om de økonomiske modeller, hvilket de studerende har påpeget, men også alle andre akademiske discipliner burde have markante politiske opdelinger. Og nej formidling af historisk marxisme er ikke en stillingtagen.

...men undvigelser er jo også afslørende - nogen gange mere afslørende end formulerede teser og argumenter.

Jan Weis, de definitioner du efterlyser kan kun skabes gennem offentlig provokerende og politisk bevidst debat i alle samfundets led - de kan ikke findes i bøgerne eller defineres af orakler.

Bill Atkins, ad notam.

Ja, spredehagl kan godt skabe mere ravage, end godt er. På den anden side er det jo også nødvendigt i nogle sammenhænge at udtrykke sig alment. Det gør du f.eks. også selv, når du omtaler klasser, grupper og bevægelser i ental bestemt form.

Det engagement, du efterlyser, fik en opblomstring i min egen ungdom i form af 'fagkritik', og jeg var faktisk selv den person, der først satte navn på fænomenet og efter nogle indledende øvelser skilte det ad i 'intern' (teoretisk orienteret) og 'ekstern' (praktisk orienteret) fagkritik. Den interne fagkritik tog form af ideologi- og videnskabsteoretiske diskurser (bl.a. inspireret af studier i 'kapitallogikken'); den eksterne fagkritik blev udfoldet i empirisk orienterede, kritiske rapporter (især inden for medicin, miljø og jura).

Ret hurtigt opstod der gnidninger mellem de to retninger - den eksterne fagkritik angreb den interne for at være 'virkelighedsfjern' og 'elitær', medens den interne fagkritik beskyldte den eksterne for at være 'empiristisk' og 'partisk'. Det minder jo meget om situationen i dag. I virkeligheden er der brug for begge dele i en korrigeret form: Den interne fagkritik bør blive mere samfundskritisk og den eksterne fagkritik bør værne noget mere om videnskabelig metode.

Dit svar til Jan Weis [10:32] placerer dig desværre éntydigt i den eksterne fagkritiks mere dogmatiske udgave, der simpelthen afskriver almindelig teoretisk forskning som irrelevant skrivebordsarbejde. På den måde bliver du ikke blot en éntydig fortaler for en 'proletariseret' videnskab (à la Gramscis organiske intellektuelle), men også intolerant eller direkte fjendsk over for en mere 'klassisk' videnskabelighed. Du reducerer med andre ord erkendelse til interesse i stedet for at fastholde det kritiske forhold imellem dem (jfr. Habermas, "Erkenntnis u n d Interesse"). Den videnskab, der ikke retter ind efter det praktiske formål og den politiske interesse, gøres irrelevant; partiskheden gøres samtidig til et overordnet, videnskabeligt kriterium.

(Dette er ironisk nok et spejlbillede af den anvendte forsknings fortrængning af grundforskningen, der bliver mere og mere tydelig inden for de videregående uddannelsers parts- og professionsforskning.)

Sider