Island går til valg: Hvad kommer efter oprøret?

Og det blev efterår igen.

Jeg ligger i en køjeseng på et teenageværelse.

Jeg hører regnen risle igennem tagrenden. Jeg stikker mine fingre igennem træpersiennen og aner de mørke skyer over Reykjaviks himmel.

Jeg har altid været draget af fortællingen om et folk med 332.574 medlemmer, der i 2008 væltede dets politikere og regering, efter at landets tre største banker var gået konkurs og havde sendt landet i en økonomisk ruin.

Det er det tætteste, vi kommer på revolution i Norden. En moderne revolution, hvor gryder og stegepander skulle vise sig stærkere end kugler og sværd.

Læs også: Islandske pirater vil indtage Reykjavik

Nu er det oktober 2016, og lørdag skal islændingene til valg. Siden kasserollerevolutionen, hvor demonstranterne ved at banke længe nok på deres gryder fik regeringen væltet, har de både eksperimenteret med at lave systemet om, opgivet det, drømt igen og opgivet igen.

Jeg kravler ned ad køjesengens stige. Jeg er bange for at falde. Men der er også noget inde i mig, der bare har lyst til at springe ud og tage faldet.

Jeg finder noget rent undertøj frem og går ud på badeværelset. Jessica og Reynir, et ægtepar og mine værter, sidder i hver deres rum og hygger sig. Katten Smári lunter forbi mig og gnider sit hoved op ad en kontorstol.

Jeg tænder for vandet. Det islandske vand lugter meget sært. Nærmest af rådne æg. Det er en del af oplevelsen, siger jeg til mig selv, mens jeg står under bruseren og justerer på varmeniveauet.

»Mine timer er ikke mindre værd,« står der på skiltet. Kvinderne er gået tidligere hjem, fordi de også får mindre i løn. De seneste års politiske kampe har udover økonomi og retfærdighed også handlet om at sikre alle adgang til landets naturressourcer

Ayse Dudu Tepe

Penge splitter alt

Jeg kommer i tanke om, at de venner jeg havde i starten af 00’erne, da jeg var først i mine 20’ere, lovpriste Island. Især Reykjavik. Det var byernes by. Fuck Berlin, New York, og Paris. Landet tiltrak kunstnere, musikere, gastronomer, og naturelskere i hobetal.

Der var økonomisk opsving. Og det kørte bare derudad. Det gjorde det vel for os alle. Jeg fik også et lille stykke af Island i København, da jeg blev kæreste med Jón, men det var en kortvarig affære. Vi var unge, dumme og fulde.

Alt her i livet har en udløbsdato. Hvis det ikke er døden, der skiller os ad, kan det være noget så banalt som penge. Det var pengene, der skulle splitte alverdens økonomier og hjem, da vi i 2007 blev ramt af den globale finanskrise, der stadig påvirker os i dag.

Island var et af de lande, der blev ramt mest dramatisk, og på en måde er landet stadig traumatiseret og kæmper med selvværdet. Men på lørdag er der parlamentsvalg, og valgdeltagelsen ser ud til at blive stor, fordi der er meget på spil.

Mange islændinge kræver– ikke for første gang siden krisen – et systemskifte. De vil have nyt blod i Altinget, der lige nu regeres af den borgerlige alliance bestående af Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet.

Den alliance blev tvunget fra magten i 2009 under kasserollerevolutionen. Før det havde den regeret i 18 år og drevet Island ind i den forlovelse med finanskapitalismen, der også blev elitens fald og efterlod spor helt frem til Panama Papers-lækket i april, der afslørede og væltede den borgerlige statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson.

Han sad der, fordi Socialdemokratiet og de Venstre-Grønne, der kom til i 2009, ikke fik bragt alle post-finanskrisedrømmene til opfyldelse.

Den daværende socialdemokratiske leder, Johanna Sigurdardottir, havde f.eks. lovet, at befolkningen skulle være med i processen omkring formuleringen af en ny forfatning. Forfatningen skulle udformes via sociale medier, internettet og fuld gennemsigtighed.

Den skulle blandt andet sikre lige adgang til landets naturressourcer og ændre valgsystemet. De to punkter er stadig et omdrejningspunkt i islandsk politik og diskussionsemner i borgernes hjem.

Reynir, min vært, siger for eksempel:

»Hvorfor skal en stemme fra et landområde tælle mere end min stemme, bare fordi jeg er bosat i Reykjavik? De stemmer altid på de samme partier ude på landet, de er konservativt anlagte, og det er ikke holdbart i længden, at en landmands stemme vægtes to-tre gange højere end min.«

Eksperimentet med forfatningen gik i stå, da den borgerlige alliance atter overtog regeringsmagten i 2013.

»Hvis bare de havde fået lov til at sidde lidt længere, havde de kunnet gøre deres arbejde færdigt, men folk havde ikke tiltro til at de kunne genoprette Island, og så stemte de det gamle cirkus tilbage,« siger Jessica, mens hun tager et stykke nikotintyggegummi i munden.

Ayse Dudu Tepe

Piraterne

»De er kriminelle. De lyver og stjæler. De gør intet for de fattige,« fortæller en midaldrende herre i kedeldragt mig, da jeg står over for Altinget, det islandske parlament, og ryger en cigaret.

»De lovede os, at det ville blive bedre, men intet er blevet bedre. De politikere, der sidder på magten nu, skimmer bare deres egen fløde. Det har de altid gjort.«

Han har været håndværker og tjente engang gode penge, men er nu arbejdsløs. Han lader til at have givet op og mistet håbet. En forbipasserende mand blander sig i samtalen.

»Det eneste rigtige at gøre nu er, at stemme på Piratpartiet,« siger han og peger på et piratbadge han har klemt fast på huen, mens han spilder lidt øl ud over sig selv. Grímur hedder han. Jessica stemmer også på Piraterne.

»Der er ikke andre muligheder. Og den eneste grund til, at jeg stemmer på dem, er, at jeg ikke ønsker, at de borgerlige skal sidde ved magten længere. Vores velfærdssystem er blevet forringet og udhulet. Folkeskolen er ikke længere gratis, og hvis du bliver syg, skal du betale ved kasse ét.«

For tre uger siden fik Jessica hjerteanfald. Hun har svært ved at finde sig til ro derhjemme, fordi hun er vant til at arbejde.

»Jeg har aldrig gået hjemme før på denne her måde. Og jeg er så træt, så træt hele tiden.« Da hjertet pludselig begyndte at sætte ud, befandt Jessica sig i det islandske højland, hvor hun arbejdede på et hotel som receptionist. Hun mærkede en trykken for brystet, og en ambulance blev tilkaldt. Den kørte 100 kilometer med hende, stoppede på landevejen, hvor hun blev anbragt i en ny ambulance, som kørte de 80 kilometer, indtil de nåede hospitalet.

»Har du ikke modtaget regningerne for ambulancekørslen og indlæggelsen endnu?« spørger Lilja, Jessicas mor. »Nej, heldigvis.«

Ayse Dudu Tepe

Nordlys

Vi sidder i et hus fra 1902 i byen Bordeyri og spiser pandekager.

»Der er kun otte beboere tilbage i byen,« fortæller Lilja. »Engang var her en købmand, engang boede her 25 mennesker, men nu er her ingen. Vi sidder bare her ved vinduet og kigger ud på fjorden. Nogle gange kommer der en hval forbi.«

Jeg kigger ud ad vinduet og spotter en lille traktor, der kommer trillende forbi med en mand og et barn. »Det er også meget sjældent, at her passerer biler,« siger Lilja. Vi tager overtøj på og går en lille tur. Byen er en uberørt perle, og her kommer sjældent turister. Jeg går hen til den lukkede købmand. Jeg håber, at han har glemt at låse døren. Men alas.

»Er her nordlys om vinteren?« –  »Ja. Men ved du hvad, før i tiden gav vi islændinge ikke en skid for nordlys, men efter turisterne begyndte at vælte herop, er vi også begyndt at tale om nordlys og beundre det.«

Dagene op til jeg skulle til Island, tjekkede jeg konstant vejrudsigten i håb om at opleve lyset. Men her er permanent overskyet. Det er ikke kun naturen, der kaster en mørk skygge over landet. Mange af de mennesker, jeg har mødt på gaden i Reykjavik, er ængstelige i forbindelse med valget. Nogle føler sig politisk hjemløse. Andre forudser, at der vil opstå politisk kaos, og at der derfor snart vil blive udskrevet et nyt valg.

Ingenting

Jeg står inde på et lille torv nær parlamentsbygningen. Mine nyligt indkøbte islandske uldbukser formår ikke at holde mig varme. Jeg spotter en ældre fin dame i en stor pelsfrakke, tonede briller og rød læbestift sidde ved et bord mutters alene og ryge smøger.

Jeg sætter mig over for hende. Jeg mærker med det samme mine bukser og trusser blive gennemblødte af de regndråber, der ligger tyndslidte på bænken. Jeg rejser mig op og sætter mig hen ved hendes side. Vi kigger lidt på hinanden.

»Hvad stemmer du på lørdag?« spørger jeg. »Jeg stemmer ikke,« siger hun og tager et lille sug på cigaretten.  Det er hverken første eller sidste gang, jeg hører denne udmelding. Flere ved simpelthen ikke, hvor de skal sætte krydset, eller også vælger de at stemme blankt.

Jeg kender udmærket til denne følelse. Følelsen af at være politisk hjemløs. Ved det sidste folketingsvalg i Danmark havde jeg egentlig også besluttet mig for ikke at stemme, for jeg mente ikke, at nogle af partierne skilte sig ud fra hinanden. De havde alle svigtet ideologierne, og jeg ønskede ikke at stemme de samme cirkusklovne ind en gang til. Men mit mod til at sige nej, endsige stemme blankt, svigtede, og jeg gik ned og satte et kryds.

Jeg tænder en cigaret og betragter den menneskemængde af hovedsageligt kvinder, der er stimlet sammen på torvet. Den ældre dame finder en lille gul notesblok frem og skriver sit navn og adresse ned og siger: »Send mig det billede du har taget af mig.« Det lover jeg dig, Borghildur.

Jeg spotter Grímur på torvet. Han står sammen med en gruppe af mænd og drikker øl. En langskægget mand ved navn Svenn støder til. Han bærer også et piratbadge. Det viser sig, at de alle vil stemme på Piratpartiet, et parti, der siden grundlæggelsen i 2012 har gjort kometkarriere inden for islandsk politik.

De har på nuværende tidspunkt tre mandater ud af de 63, Altinget består af, og meningsmålinger spår dem til at blive et af landets største partier efter valget. Deres mærkesager er blandt andet gennemsigtighed i de politiske beslutningsprocesser, lempeligere narkotikalovgivning, teknologi, og ikke mindst mere direkte demokrati.

Men mest af alt ønsker partiet at gøre op med det bestående politiske system ved at ændre det indefra. Det er et protestparti, der finder støtte hos alt fra arbejder- til middelklassen.

»Alle dem, der sidder derinde i parlamentet, er korrupte,« siger folk til mig. »Jeg har været rundt til flere end hundrede husstande for at for at fortælle dem, at de skal stemme på Piraterne,« siger Grímur og rækker mig et klistermærker med deres iøjnefaldende logo, »jeg er medlem af partiet, og de folk, der stiller op, er også almindelige mennesker ligesom os,« siger han og tager en tår af sin gyldne dame. Skål, Grímur.

Ayse Dudu Tepe

Ligeløn

Torvet er nu pakket med kvinder. De har forladt deres arbejde eller studie præcis klokken 14.38 for at demonstrere for bedre rettigheder for de islandske kvinder.

»Vi halter stadig bagud på ligeløn,« forklarer Tinna mig. Hun er trukket i en pink t-shirt, hvor der står »Stem på feminister«. Tina selv har tænkt sig at stemme på de Venstre-Grønne. Det samme har nogle af hendes medfeminister. En anden kvinde fortæller mig, at hun håber, det er sidste gang, de skal stå her på torvet og demonstrere. Der må ske forandringer på Island.

»Det kan godt ske, at vi er langt foran, hvad menneskerettigheder angår, men vores politiske system er korrupt.«

Mine trusser er stadig våde, og jeg er bange for at få blærebetændelse. Jeg går ind på Reykjaviks Rådhus for at få varmen. Jeg bemærker, at der går nogle håndværkere rundt og bygger stemmebokse. Jeg lister mig ned til dem og betragter dem.

»Hvor er du fra?« spørger en ældre håndværker mig.

»Danmark.«

»Glistrup,« siger han.

»Glistrup er en saga blot.«

Jeg lunter over til en håndværker, der står og fumler med en skruemaskine. »Jeg tror desværre, at vi står her om kort tid igen og bygger stemmebokse,« siger han smilende og undskyldende. »Jeg tror ikke på dette valg. Jeg tror ikke, vores politikere kan blive enige. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stemme.« Jæja. Jæja.