Læsetid: 5 min.

Jihadister er rationelle

Vi må holde op med kun at se jihadister som sociale afvigere, der er blevet forhærdet af bandekriminalitet eller vildført af religiøs fanatisme, siger mellemøstforsker Rasmus Alenius Boserup. Jihadismen er et fuldstændig rationelt politisk projekt, mener han, og det har heller ikke regeringens nye antiradikaliseringspakke forstået
15. oktober 2016

– Din centrale tese er, at jihadister ikke bare er kriminelle voldspsykopater eller religiøse fanatikere, men også bør ses som rationelle individer med et politisk projekt. Hvad mener du med det?

»Jeg mener, at jihad også er politik. Og jeg mener, at vi står i en konflikt med jihadisterne, der rummer klare politiske træk. Over en bred kam afviser jihadisterne i Mellemøsten den eksisterende politiske orden og i særdeleshed den orden, som regionens diktatorer har skabt med repression, tøndebomber og giftgas og andre krigsforbrydelser i tiden efter de folkelige oprør i 2011.«

»Samtidig afviser jihadisterne legitimiteten i de vestlige staters pragmatiske samarbejde med diktatorerne. Ikke forstået på den måde, at vestlige regeringer generelt er enige med Dansk Folkepartis Søren Espersen om, at det er bedst, at diktatorerne styrer regionen med hård hånd. Mange vestlige regeringer støttede op om de folkelige opstande imod diktatorerne i 2011. Men sidenhen har andre hensyn taget over, og de facto samarbejder Danmark og vores koalitionspartnere i dag med Syriens Assad-regime, når vi bomber Islamisk Stat der, og med Egyptens Sisi, når vi laver geopolitik og så videre.«

»Vi har indtaget en rolle i de konflikter om Mellemøstens politiske fremtid, der eksponerer os over for jihadisterne. Det er det, der ligger i det, når jihadisterne i deres propagandavideoer på nettet siger: ‘Hvis I bomber os, så angriber vi jer’. Når vi i stedet for at anerkende den politiske karakter af jihadismen, insistererer på at italesætte den som et udtryk for religiøse dogmer, for banderelateret kriminalitet, for socio-økonomisk marginalisering, for psykiske lidelser, for vildfaren ungdom og så videre, undertrykker vi dens politiske karakter. Og derved gør vi os selv dårligere i stand til at handle politisk overfor fænomenet.«

– Men er der reelt nogen, der påstår, at jihad ikke er politik?

»Det gennemsyrer hele den offentlige debat. Se bare regeringens seneste anti-radikaliserings-pakke. De analytiske indsatser, som man lægger op til, handler om at undersøge, hvordan bandekriminalitet hænger sammen med fænomenet med fremmedkrigere. Og så vil man have nogle digitale ’fornuftstemmer’ til at retlede de her tilsyneladende vildfarne individer.«

»For mig ligger der ikke nogen anerkendelse af jihadismens politiske projekt i det. Der ligger en idé om, at der grundlæggende er tale om forstyrrede afvigere, som skal befries fra deres religiøse fanatisme og irrationelle voldsforherligelse og bringes til at forstå demokratiet og civilisationen. Det er for øvrigt præcis den samme måde, de mellemøstlige despoter i årtier har fremstillet jihadismen: Som om jihadister ’bare’ var en gruppe snavsede, vildledte, kriminelle og psykopatiske drenge.«

– Det lyder næsten, som om du har forståelse for dem, der vælger at blive fremmedkrigere?

»Jeg forstår rationaliteten. Men at forstå er ikke det samme som at bifalde. Jeg har ingen sympati for jihadismen eller jihadisterne. Jeg er både ateist og i deres øjne sikkert også promiskuøs på alle mulige måder. Jeg ville ikke overleve én dag i kalifatet. Som jeg skriver i bogen, så står vi over for en reel sikkerhedstrussel. Og efter min mening er der en legitim plads for hårde sikkerhedsindsatser over for jihadisterne – herhjemme såvel som i Mellemøsten. Netop derfor er jeg optaget af, at vi som samfund og politiske beslutningstagere skal forstå dem. For hvis vi bare kategoriserer dem som sindssyge afvigere, religiøse fanatikere eller vanekriminelle, spiller vi os kortene af hænde. Så kan vi ikke lave de rigtig begavede, langstrakte indsatser, som kan fjerne jihadismens rekrutteringsgrundlag.«

– Kan du fortælle en anekdote, der illustrerer problemet?

»Tag Omar el-Hussein. Hele pressedækningen og debatten om, hvorfor han gjorde, som han gjorde, emmede af afpolitisering af jihadismen. Vi hørte op ad døre og ned ad stolper om hans familie, hans venner, hans barndom, hans kriminelle venner og hans følelsesmæssige reaktionsmønstre, de ’radikaliserede’ imamer, han havde haft kontakt til og så videre.«

Læs også: Sådan løser vi jihadismen

»Jeg kan specielt huske, jeg studsede over en avisartikel, hvor journalisten beskrev, hvordan folk, der havde gået i skole med ham, forklarede, at Omar El-Hussein blev ophidset, når han talte om Palæstina og Israels besættelse. Men fordi artiklens vinkel var, at Omar var en ’vred’ ung mand, blev det åbenlyst politiske i den ophidselse ikke udfoldet og heller ikke rigtigt koblet sammen med Islamisk Stat og drabet på jøden Dan Uzan. For mig er det decideret fordummende ikke at tage det politiske alvorligt.«

– Hvorfor har vi så svært ved at erkende jihadismens politiske karakter?

»Det er der flere grunde til. Den måske mest åbenlyst politiske er, at det for vores politiske beslutningstagere er en oplagt dårlig sag at indrømme, at jihadismen også er politik, og at jihadisternes vold bl.a. er skabt af Folketingets forsøg på at skabe sikkerhed og stabilitet for os selv gennem en række strategiske alliancer med amerikanerne, franskmændene og andre såvel som taktiske og geopolitiske samarbejder med mellemøstlige despoter. For det vil pege på, at de har et indirekte medansvar og med stor sandsynlighed udstille deres manglende evne til at gøre noget ved det. For hvilken dansk politiker gør lige op med vores alliancepolitikker i en tid, hvor russerne rykker nærmere?«

– Når du siger, at vores nuværende udenrigspolitik gøder jorden for jihadismen, betyder det så også, at vi bør tilpasse politikken efter, om nogle ekstremister kan blive vrede over den?

»Det siger jeg faktisk, at vi ikke nødvendigvis skal. Min forståelse af politik er, at den skal afveje potentielle risici op mod potentiel gevinst. Det vil sige, at hvis vi har en politisk offentlighed og en række beslutningstagere, som vurderer, at vi gerne vil løbe den risiko, det er at gå i krig med jihadisterne, fordi det giver os noget andet, vi vil have – alliancestrategiske fordele, økonomisk samarbejde eller hvad det ellers kunne være – så er det i orden. Min pointe er bare, at vi skal se i øjnene, at vi i så fald med vores politik løber en risiko.«

– Et konkret forslag, du kommer med i bogen, er, at vi skal hverve de unge mennesker, der føler sig kaldet til at handle, når diktatorer bomber deres egne befolkninger, til nødhjælpsarbejde, inden jihadisterne får fat i dem. Er det ikke lidt naivt at tro, at det kan afhjælpe problemet?

»Selvfølgelig kan vi ikke afhjælpe hele problemet med den slags. Jihadister vil ikke ud at lave nødhjælpsarbejde, de vil ud og slå folk ihjel. Det er også derfor, jeg siger, at det er nødvendigt med militære indsatser i den skarpe ende. Det, jeg har forsøgt at illustrere med ideen om at tilbyde nødhjælpsarbejde osv., er, at vi som samfund har en interesse i at tænke grundigt over, hvilke fredelige, legitime og opbyggelige indsatser vi kan tilbyde til de medlemmer af vores samfund, der gerne vil handle imod den åbenlyse uret, der foregår i Mellemøsten i dag, og som ikke kan spejle sig i vores pragmatiske udenrigspolitiske samarbejde med diktatorerne.«

»Psykologhjælp kommer ikke til at afhjælpe følelsen af at ville gøre noget for at forhindre den politiske trang til engagere sig i at stoppe diktatorer som Assad. Det er den vilje til at engagere sig, som jihadisterne benytter til at rekruttere støtte til deres voldelige og destruktive projekt. Vi skal finde måder at bruge det engagement konstruktivt og positivt.«

 

Serie

Moderne Ideer

I Informations nye bogserie Moderne Ideer beder vi forskere komme med svar på tidens svære spørgsmål.

Hver gang vi udgiver en bog i serien, præsenterer vi nogle af dens tanker her i Moderne Tider.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter hansen
peter hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hjulpiskeren er sat direkte ned i kogekarret, og ud kommer den ene gakgak-sætning efter den anden. En sand retirade af subhuman-oneliners, med Vesten som vorherre til hest. Formålet er en åbenlys retfærdiggørelse, inde i vestlige stresshjerner, af Vestens bombardementer og diktaturopbygning i Mellemøsten.

Peter Ole Kvint

Jeg har har læst bogen, og forfatteren har siden ungdommen kæmpet for den fikse ide at han kan for stå eller tolke soldaters handlinger, som aktive politiske beslutninger.
Virkeligheden er at den menige soldat ikke forstår hvad han laver, men bare adlyder ordre.
Soldaterne kæmper for deres løn og for deres fællesskab, og kampen slutter først når pengestrømmen stopper.
Naturligvis er der nogle politiske beslutninger, men de er lavet af rigmænd eller "fyrster", som ikke kan diskutere eller planlægge relationelt, så derfor trækker nogle krige ud i det uendelige.

Jihadismens politiske mål vil bestå når engang islams troende har fundet en bedre tro. Det er den sande islam ; målet er at pålægge magten hele forsørgelsespligten til gengæld for magten. Og for øvrigt udrydde andre 'nationaliteter' end magtens konstruerede, såkaldte 'muslimske'. Tanken lever og har det godt, kræver massiv social indpiskning og 'inhuman' juriddisk praksis. Der flirtes bredt med den i en sekulær version som 'socialismer' af forskellig art. Naturligvis er det politik. Men 'velfærdsstaten' kan formes bedre. Islams vækstafhængighed kører dogmatisk på blod-og-jord-naglerne, forplantning og territorium, hvilket synes endnu mere antikveret end den vestlige verdens massive digitale kapitalprintning ud i den blå luft.