Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Jeg har generelt ret meget til overs for dårlig smag

Tim Hinman, den ene halvdel af det prisvindende podcastmagasin Third Ear, ville bare gerne være Hunter S. Thompson, da han som 17-årig læste 'Fear and Loathing in Las Vegas'
29. oktober 2016

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Det er ikke en hel bog, men hvis det skal være til alle, hvorfor så ikke Kejserens nye klæder af H.C. Andersen. Et sandt mesterværk. Kun fire sider.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Da jeg var omkring 17 år gammel, læste jeg Hunter S. Thomsons Fear and Loathing in Las Vegas. Jeg kan huske, at det fik mig til at beslutte mig for at blive journalist. Jeg blev selvfølgelig aldrig journalist. Og jeg tog heller aldrig til Las Vegas for den sags skyld. Men jeg ville bare gerne være Hunter S. Thompson. Heldigvis lykkedes det heller ikke.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Jeg har generelt ret meget til overs for dårlig smag, når det kommer til litteratur. Men da jeg ikke læser krimier, erotica, fantasy-bøger osv., skal jeg finde den i non-fiction-genren. Den værste bog, jeg har læst for nylig, var faktisk ret god. Den hedder Aleister Crowley – Secret Agent 666 af Richard B. Spence. Det er muligvis den værste titel nogensinde på en ellers genial non-fiction-bog om den kendte britiske troldmand og okkulte provocateur Aleister Crowley og hans mulige indblanding i den britiske secret service under Første og Anden Verdenskrig (hvor han blandt andet arbejdede sammen med en anden af verdens værste forfattere, Ian Flemming). What’s not to like?«

Hvilken type læser er du?

»Jeg læser ikke særlig regelmæssigt. Jeg er af den type, som læser, når jeg ikke har nogen film at se eller radio/podcast at høre, men når jeg endelig kommer i gang, kan jeg bedst lide at læse i flere timer ad gangen. Jeg læser hurtigt og kan sagtens sluge en bog på en dag. Jeg læser næsten ikke andet end britiske og amerikanske forfattere og – som min kæreste tit har pointeret – næsten kun mandlige forfattere. Jeg dømmer helst en bog på dens omslag.«

Hvornår læser du?

»Helst på ferie. Helst i hængekøje, liggestol eller lignende. Jeg kan sagtens finde på at bruge bøger til at forsvinde i og gemme mig fra familiens støj, hvis jeg har brug for det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu