Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Simone Aaberg Kærn

Simone Aaberg Kærn bliver inspireret af Antoine de Saint-Exupérys humanisme, poesi og passion for at flyve
8. oktober 2016

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Citadellet af Antoine de Saint-Exupéry fra 1948. Saint-Exupérys forfatterskab kan følge mig hele livet, tror jeg. Han har et legende greb i den humanistiske indfaldsvinkel, som ligger mig meget nært. Og så har han et poetisk tag i livet og naturligvis det flyvende, så for mig er han ikke til at komme uden om. I Citadellet bliver det filosofiske fremherskende, og samlet er det et forfatterskab, der giver mig en stærk tro på kunstens styrke.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Foruden min tid som barn med Astrid Lindgren og en bog, der beskrev, hvordan børnene gjorde oprør i en børnehave og tog kampen op med pædagoger, forældre og politi, er det Intet nyt fra Vestfronten af Erich Maria Remarque, som jeg læste som 11-årig på tysk. Tidligere havde jeg læst Jan-bøgerne, De fem og den slags børnelitteratur fra 50’erne, hvor helte var helte og skurke skurke. Fortællinger fra Anden Verdenskrig om den retfærdige kamp mod de onde stod i skarp kontrast til Remarques beskrivelse af krigens dehumaniserende væsen.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Det har jeg glemt, fordi jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede var bogen væk.«

Hvilken type læser er du?

»Den nysgerrige. Jeg læser gerne meget forskellige ting, og jeg elsker at få en bog, jeg ikke havde regnet med. I de senere år, hvor jeg har arbejdet med krig i min kunst, har jeg naturligvis læst en del krigslitteratur. Blandt andet to fantastiske bøger, der er kommet ud af forfatternes nære kendskab til Afghanistan: Den første sten af Carsten Jensen og Den stjålne vej af Anne-Cathrine Riebnitzsky.«

Hvornår læser du?

»På ferier, arbejdsrejser og efter store udstillingsprojekter, hvor jeg skal geare ned og lande. Hvis jeg læser hjemme, skal bogen være meget fængende. Man skal være god til at forsvinde i en bog i vores treværelses lejlighed, når alle seks unger er hjemme. Det er en sjælden luksus.«

Simone Aaberg Kærn er aktuel med udstillingen ’Batalje’ på Kunsthal Charlottenborg i København, hvor hun blandt andet udstiller sit syv meter lange bataljemaleri af den danske indsats i Libyen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu