Læsetid: 3 min.

Når man ser en rød klud

Der er visse ting, man ikke må sige om Socialdemokratiet og dets leder. Især hvis de er rigtige
Der er visse ting, man ikke må sige om Socialdemokratiet og dets leder. Især hvis de er rigtige

Mia Mottelson

22. oktober 2016

For en måneds tid siden blev Emil Elgs bidrag til Arbejdermuseets udstilling En blank og vårfrisk dag afvist af museet. Ifølge museets leder skete det, fordi hans værk indeholdt »meget voldsomme personangreb uden relation til udstillingens tema«.

Værket bestod af en videooptagelse af en tale, Elg holdt ved åbningen af udstillingen. Her analyserede han den gamle arbejdersang »Når jeg ser et rødt flag smælde«, hvilket jo ellers kunne synes at have i hvert fald en vis relation til udstillingens tema, eftersom titlen på udstillingen er en linje fra netop denne sang.

Seks kunstnere, heriblandt Elg, var blevet bedt om at »reflektere over fremtidens fællesskabssymboler«, og igen kunne man ud fra den beskrivelse godt argumentere for, at Elgs analyse af to sange (»Når jeg ser et rødt flag smælde« blev sammenlignet med »Internationale«) og to flag (det røde socialistiske og det rød-hvide danske) kunne have en form for relevans for udstillingen. Kan sange og flag ikke med nogen ret betegnes som fællesskabssymboler?

Det virker således påfaldende overdrevet, når museets leder udtalte, at det var den manglende forbindelse til udstillingens tema, der var afgørende for beslutningen om at afvise Elg, selv om det også talte med, at man ikke ønskede at medvirke til »ubegrundede personangreb, der er injurierende«.

Museets overdrivelse minder om den type overdrivelser, man finder hos Freud i det, han kalder for benægtelse: Hvis man alt for heftigt nægter, at f.eks. en drøm handler om et eller andet bestemt tema, så er det nok et godt gæt, at det netop er dét, den handler om. At hævde at Elgs værk var helt uden relation til udstillingens tema er tydeligvis forkert.

Rød racisme

At det var en pinlig sag for museet at skulle udstille Elgs video, kan man til gengæld godt forstå. Elg kaldte nemlig både Socialdemokratiet og dets formand, Mette Frederiksen, for racister.

Den ambivalens mellem nationalisme og internationalisme, der har kendetegnet den socialdemokratiske arbejderbevægelse, og også kendetegner den analyserede flagsang, er i dag ifølge Elg blevet til ren nationalisme uden udsyn eller internationale ambitioner.

I analysen viste han mere konkret, at der er en række billeder og udtryk i »Når jeg ser et rødt flag smælde«, der fremhæver blodet, familien, den nære verden, slægterne og måske endda den danske fane, før det endelig i sidste vers beskrives, hvordan der er et fællesskab mellem arbejdere på tværs af grænser. (Dette fællesskab er derimod fra starten og hele vejen igennem det fællesskab, der adresseres i »Internationale«).

Man kan diskutere, hvilke betegnelser, der er mest dækkende for Socialdemokratiets stadigt tydeligere ’strammerkurs’, men at det går i den retning, vil de ikke engang selv benægte. De er holdt helt op med at synge det sidste vers.

Benægtelse

Man kan nu afvise et sådant kunstværk på i hvert fald tre forskellige måder: Man kan for det første sige, at man ikke ønsker at medvirke til en fornærmelse mod Socialdemokratiet og dets formand. Det er bare ret svært at argumentere for, at kunstnere skal overholde bestemte kodeks for høflighed over for politiske ledere.

Desuden har det muligvis netop været tænkt som en del af værket at bevise, at man i 2016 kan kalde Socialdemokratiets formand for racist uden at kunne dømmes for injurier (i 2003 afviste Højesteret at dømme Karen Sunds for injurier, da hun havde kaldt Pia Kjærsgaards synspunkter for racistiske).

Man kan for det andet hævde, at værket er så dårligt, at det ikke har noget at gøre på en kunstudstilling, eller måske at det slet ikke er kunst. Det var faktisk, hvad Information gjorde i sin leder som reaktion på sagen, men det ville nok være vanskeligt for en kurator, der selv havde inviteret kunstneren og givet så frie rammer, som tilfældet var.

Læs også Emil Elgs svar: Mette Frederiksens forkærlighed for svage hvide er racistisk

Endelig kunne man derfor hævde, at kunstneren ikke havde levet op til den aftale, der var indgået. Videooptagelsen af talen fra åbningen var faktisk et andet bidrag, end Elg først havde lovet, men museet havde accepteret ændringen. Derfor var der kun den mulighed tilbage at hævde, at talen ikke havde noget med udstillingens tema at gøre, altså den freudianske benægtelse.

At der ikke var anden måde at forklare afvisningen, viser dog netop kunstværkets sande berettigelse. Man kunne næsten vende museumslederens forklaring om for at få den egentlige begrundelse:

»Det var den tydelige forbindelse til udstillingens tema, der var afgørende for vores beslutning. Og dertil kommer, at vi ikke ønsker at medvirke til velbegrundede angreb på Socialdemokratiet, selv om vi godt ved, at de ikke er injurierende.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Svennevig Christensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
Kurt Svennevig Christensen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer