Lad os starte med at aflive en populær myte: Michael Laudrup er ikke en dårlig træner.
Kast bare et blik på hans resultatliste.
I Brøndby skaffede han klubben tre andenpladser og en guldmedalje, hvilket – som historien efterfølgende har bevist det – ikke er naturgivne placeringer for klubben fra Vestegnen.
Og han gjorde det oven i købet med kløgtige spillerkøb og et attraktivt spillesystem.
I Getafe førte han disse spanske miniputter til finalen i Copa del Rey samt til kvartfinalen i UEFA Cuppen, hvor de var få minutter fra at ekspedere selveste Bayern München ud.
I Wales skaffede han Swansea klubbens første betydningsfulde trofæ nogensinde med en sejr over Bradford i Liga Cuppen, ligesom han førte klubben til en yderst acceptabel 12. plads i Premier League.
Stribe af fejlvalg
Så nej, Laudrup er ikke en dårlig træner. Men han er en træner, der har afsløret en beklagelig evne til at træffe elendige karrierevalg.
Hvad skulle han for eksempel i en intrigeplaget klub som Spartak Moskva i den for vesterlændinge så svært gennemtrængelige russiske fodboldkultur?
Og hvad fik ham til at sige ja til at overtage det sportslige ansvar i Real Mallorca; en klub, der var i så store økonomiske vanskeligheder, at den kort efter hans ankomst blev hylet ud af UEFA Cuppen på grund af massiv gæld og måtte starte et brandudsalg af sine bedste spillere for at holde ulven for døren?
Disse bommerter blegner dog i sammenligning med det fejltrin, han for nyligt har truffet ved at sige ja til jobbet som træner for Al Rayyan. Det er et valg, der kan ende med at smadre hans fremtidige trænerdrømme, men det kommer vi til senere.
Den kunstige sport
Lad os starte med at kigge lidt på, hvad fodbold på topplan egentlig er for en størrelse i Qatar, der er tildelt værtsskabet for VM i 2022.
Først og fremmest skal man gøre sig klart, at fodbold i den diminutive ørkenstat er et kunstprodukt.
Foldbold er historisk set ikke en sportsgren, som indbyggerne i landet har dyrket i særlig stor stil af den simple grund, at det lille emirat, der stikker ud i Golfen som en tange på den saudiarabiske østkyst, både demografisk og klimamæssigt er fuldstændig uegnet til en sport, der fordrer grønt græs og løbevenlige temperaturer.
I Qatar kan dagtemperaturerne i sommerhalvåret lægge sig på den forkerte side af de 50 grader, og desuden består store dele af landet af ørkensand.
Ikke ligefrem forhold, hvorunder man skaber den nye Messi!
Udviklingen af professionel fodbold i Qatar er i bund og grund et projekt, der er blevet drevet frem af landets herskende klasse, den stenrige Al Thani-klan, der har ønsket at give det lille land en profil som fremtrædende sportsnation på den internationale scene – formentlig ud fra en geopolitisk kalkule om, at når man ikke er i besiddelse af en stor hær eller befolkning, må man hævde sig med andre midler.
Betalte klakører
Det kan der sikkert være megen fornuft i – ikke mindst, når man betragter tingene set fra emirens palads. Men det ændrer ikke ved det faktum, at elitefodbolden er blevet skabt i Qatar pr. dekret fra magthaverne – ikke noget, der er vokset op nedefra.
Landet har ifølge flere kilder kun omkring 7.000 registrerede fodboldspillere og langt fra publikumsgrundlag nok til at understøtte en professionel liga.
Af samme grund foregår kampene i ørkenstatens bedste række, den såkaldte Qatar Stars League, foran omgivelser, der bedst kan betegnes som Potemkinkulisser.
Den britiske avis The Guardian har i en reportage berettet, hvordan immigrantarbejdere bliver hyret ind som tilskuere for at kreere stemning på lægterne og undgå at bringe styret i den forlegenhed, det ville skabe, hvis Qatars bedste fodboldhold – der jævnligt er tilsat pensionsmodne stjernespillere fra de europæiske ligaer – skal spille for tomme og tavse tribuner.
»Vi er her for pengenes skyld,« fortalte en indisk bygningsarbejder, som var blevet fragtet i bus fra en arbejdslejr ind til et stadion, hvor The Guardians udsendte traf ham. »Vi får 30 riyals (cirka 56 kroner, red.) pr. kamp.
De lærer os at klappe og synge sange. De er bange for, at nu, hvor verdensmesterskaberne er på vej, vil folk blive bekymrede, hvis der ikke kommer nogen for at se kampene. Derfor gør de det her.«
En underbetalt slavehær
Andre immigrantarbejdere supplerede i samme artikel med oplysninger om, hvordan de var blevet iklædt hvide rober for at ligne Qatar-borgere samt instrueret i at synge arabiske fodboldsange, som de ikke forstod indholdet af.
Ét er dog, at man pumper sin hjemlige liga op med afdankede fodboldstjerner, som tjener karrierens sidste petrodollar på at spille kampe foran tilskuere, der er indhyret og udklædt til lejligheden. Noget helt andet er at lade fattige immigranter arbejde under slavelignende forhold for at gøre klar til det, der kaldes klodens største fodboldfest.
Og det kan Qatar desværre også.
Om seks år skal den stenrige oliestat som nævnt være vært for VM i fodbold, og i den forbindelse har oliemilliardærerne sat gang i et kæmpe arbejde med at bygge en helt ny infrastruktur op i form af jernbaner, veje, hoteller og ikke mindst fodboldstadioner.
Hovedparten af dette enorme anlægsarbejde udføres af de fattige og ufaglærte immigranter, der udgør langt størstedelen af Qatars indbyggertal. Ud af de omkring 1,8 millioner mennesker, der lever i ørkenstaten, er kun knap 300.000 statsborgere i Qatar. Resten er tilrejsende – som oftest fra lande i Afrika og Sydasien – på jagt efter en bedre tilværelse.
Hvad de har fundet er ofte miserable arbejdsforhold, kummerlige boliger, minimale lønninger og tab af rettigheder.
62 døde pr. VM-kamp
Tidligere på året offentliggjorde Amnesty International en undersøgelse af forholdene for immigranterne, der arbejder på en række af de store fodbold-anlægsprojekter i Qatar.
Undersøgelsen havde titlen The Ugly Side of the Beautiful Game: Exploitation of Migrant Workers on a Qatar 2022 World Cup Site (Den grimme side af det smukke spil: Udnyttelse af immigrantarbejdere på en byggeplads for VM i 2022).
Og her kunne menneskerettighedsorganisationen tegne et forstemmende billede af retsløse arbejdere, der systematisk får deres pas konfiskeret, bliver underbetalt, er afskåret muligheden for at rejse ud af landet og i visse tilfælde bliver underkastet tvangsarbejde.
Eller som en bygningsarbejder fortalte det til Amnesty:
»Mit liv her er som et fængsel. Arbejdet er vanskeligt. Vi arbejder mange timer i den varme sol. Da jeg klagede over forholdene, sagde chefen: ’Hvis du klager, får det konsekvenser. Hvis du vil blive i Qatar, så hold din mund og arbejd.’ Så nu er jeg tvunget til at blive i Qatar og arbejde.«
Samtidig fortæller flere kilder om hyppige dødsfald blandt arbejderne på de store VM-anlægsprojekter.
Og organisationen Play Fair Qatar har beregnet, at i gennemsnit 62 arbejdere vil miste livet på byggepladserne for hver kamp, der spilles ved VM i 2022.
Glamour og legitimitet
Og det er altså under de omstændigheder, at Laudrup har valgt at tegne kontrakt med en fodboldklub i Qatar. Mens tusindvis af retsløse immigranter steger i solen og sætter livet på spil på byggepladserne.
Det er i den forbindelse vigtigt at være helt skarp på, hvorfor en klub som Al Rayyan henter en skikkelse som Michael Laudrup til klubben.
Det gør de ikke nødvendigvis, fordi han er den bedste træner, de kunne få fat på. Det gør de, fordi navnet Michael Laudrup stadig forbindes med magi på den internationale scene. Generationer af fodboldfans husker endnu denne nærmest overjordisk svævende skikkelse, der dansede henover grønsværen på Barcelonas Dream Team i starten af 1990’erne.
Og det er den værdi, Laudrup bringer med sig til Qatar. Danmarks måske største fodboldspiller i moderne tid bliver brugt – og lader sig villigt bruge – til at give troværdighed til ørkenstatens ambitiøse fodboldprojekt med alt, hvad det måtte indebære.
Laudrup har naturligvis ikke et ansvar for dødsfald på stadionbyggerierne eller for de tusindvis af rettighedsløse immigranter, der lider i heden for at gøre landet klar til VM.
Kan DBU leve med ham?
Men han har en forpligtelse til at træffe et personligt valg – og han har pligt til at være bevidst om, at han med sit navn kan være med til at legitimere en kultur, der bygger på misbrug af forsvarsløse immigranters arbejdskraft.
Det er jo heller ikke, fordi han er ukendt med forholdene i bageriet. Laudrup har også været træner i Qatars bedste række tidligere, hvor han stod i spidsen for klubben Lekhwiya. Så han ved udmærket, hvordan landet fungerer.
At han så vælger at vende tilbage på et tidspunkt, hvor det internationale samfund har fået endnu mere viden om, hvad der egentlig foregår i Qatar, gør naturligvis ikke situationen bedre. Og det skaber også et problem for den organisation, der ellers kunne blive hans arbejdsgiver på sigt, nemlig DBU.
Det har længe ligget i kortene, at Laudrup skal runde sin karriere af med at blive træner for det landshold, som han gav så meget som spiller. Boldspilsunionen har endda selv meldt ud, at han allerede var inde i billedet sidste år, da man endte med at ansætte Åge Hareide.
Men der må nu sættes spørgsmålstegn ved, om han får buddet igen i fremtiden. Ikke så meget på grund af manglende kvalifikationer som på grund af hans manglende dømmekraft.
For kan det nationale fodboldforbund forsvare at hyre en mand, der har vist sig villig til at være Qatars galionsfigur?
