Læsetid: 5 min.

Populisterne ligner det eneste alternativ

’Postdemokratiets’ mangel på reelle alternativer til neoliberalismen bliver nu endelig udfordret, siger den britiske økonom Colin Crouch. Men udfordrerne er højrepopulister, og de er hverken et ønskeligt alternativ eller en attraktiv alliancepartner for Europas socialdemokrater
15. oktober 2016

For 16 år siden blev den britiske økonom Colin Crouch internationalt kendt for sin teori om, at de vestlige stater er trådt ind i det, han kaldte en ’postdemokratisk’ tilstand.

Tesen går på, at selvom vi afholder valg og følger politikernes ophidsede debatter i medierne, så vedtages den førte politik egentlig bag lukkede døre i et samspil mellem regeringer og eliter, der hovedsagligt repræsenterer erhvervslivets interesser. Demokratiet er blevet til en kulisse.

Mange har set ’nødvendighedens’ og teknokratiets politik under og efter den økonomiske krise som en bekræftelse af teorien. Og siden har Colin Crouch beskæftiget sig med, hvordan neoliberalismen stort set uskadt har overlevet krisen – og hvordan der er udsigt til, at den længe vil forblive dominerende og uden konkurrerende alternativer.

Men da Colin Crouch i forrige uge besøgte København til et seminar arrangeret af Netværk For Økonomisk Politisk Debat, var han ikke længere så sikker på den uregulerede økonomiske retnings usårlighed.

Crouch, der er Professor Emeritus ved University of Warwick, har argumenteret for, at Keynesianismen faldt efter 1970’ernes kriser, fordi arbejderklassen på det tidspunkt var blevet så lille, at den ikke længere kunne mønstre et tilstrækkeligt forsvar for den mere socialdemokratiske, regulerede og investeringsorienterede økonomiske politik. Omvendt mente han, at neoliberalismen ville overleve nullernes finanskrise, fordi finanseliten stadig havde enorm politisk indflydelse.

Men en tiltagende tro på behovet for større grad af finansiel regulering hos netop denne elite, samt en stigende skepsis over for økonomisk ulighed blandt institutioner som Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken, truer ifølge Crouch nu neoliberalisternes verdensorden.

Og så er det vigtigste nye ifølge professoren måske, at denne neoliberale verdensorden endelig bliver udfordret politisk. Udfordrerne kommer bare ikke fra venstrefløjen men er højrepopulister, der enten drømmer om en ny protektionisme eller om en bevarelse af velfærdsstaten for nationens ’ægte medlemmer’.

Ingen alliancer til højre

»Højrepopulisterne udgør nu et alternativ til neoliberalismen, men det er et meget grimt alternativ. For så snart du bevæger dig hen imod en politik, der er centreret omkring had, afvisning af minoriteter og et projekt om at få andre folk til at føle, at de er del af en stor, magtfuld majoritet, så bliver det en meget mørk vej at gå,« siger Colin Crouch.

Han mener, højrepopulisternes fremgang blandt andet kan ses som en reaktion på postdemokratiet.

»Disse grupper har stort set altid klaget over, hvad jeg ville kalde postdemokrati. Det har været klager over, at eliterne er blevet afmonteret fra folket, at de har forrådt folket, og at politikerne ikke taler sandt. Men de anvender så en interessant argumentationskæde, som starter med, at eliten ikke taler sandt, hvilket så fører til, at eliten heller ikke fortæller, hvor slemme immigranter og muslimer egentlig er. Så selvom det er en generel elite-kritik, er det budskab, som i sidste ende får mest opmærksomhed, et racistisk og xenofobisk budskab.«

Colin Crouch understreger, at man ikke må se bort fra, at partier som Dansk Folkeparti, Front National i Frankrig, UKIP i Storbritannien og Frihedspartiet i Østrig har vidt forskellige oprindelseshistorier. Men når det i dag foruden anti-elitismen er den fremmedfjendske retorik, der forener dem, så svækker det efter hans vurdering deres mulighed for at udgøre et reelt modsvar til det nuværende økonomiske system.

»På den måde udgør de i virkeligheden ikke noget holdbart alternativ til neoliberalismen. For migranter og flygtninge er ikke årsagen til nedgangen i vores økonomier eller den generelle usikkerhed, folk oplever. Faktisk er migranter og flygtninge nogle af de største ofre i den sammenhæng.«

Læs også: Populisme er ikke demagogi, det er en politisk bevægelse

Det har desuden afholdt højrepopulisterne fra at udgøre et reelt alternativ til postdemokratiet, at de i mange tilfælde har dannet politiske alliancer med netop de neoliberale, fordi de ikke har kunnet opnå selvstændigt flertal. Men med den stigende folkelige opbakning til den nationalistiske, globaliseringskritiske fløj tipper magtbalancen på højrefløjen nu til fordel for højrepopulisterne - som man for eksempel ser det med Donald Trump hos Republikanerne i USA.

I Danmark har Socialdemokratiet på det seneste åbnet op for en politisk alliance med Dansk Folkeparti. Kan en sådan alliance ikke være et alternativ til den førte økonomiske politik?

Colin Crouch holder en pause, inden han svarer:

»Intellektuelt forstår jeg godt ræsonnementet, men efter min mening er det rædselsfuldt.«

Ifølge professoren eksisterer den største politiske kløft i et land som Danmark i virkeligheden »mellem neoliberale og xenofober«. De neoliberale står for globalisering og en begrænsning af velfærdsstaten, og højrepopulisterne står for nationalistisk protektionisme og for stærke velfærdsstater for ’de indfødte’.

»På en måde står socialdemokraterne imellem disse modsætninger, for de deler støtten til globalisering, frihandel og åbenheden over for migranter med neoliberalisterne, og de deler støtten til velfærdsstaten med højrepopulisterne. Så selvom de er i nedgang, bliver socialdemokraterne pludselig politiske kongemagere – for de kan bevæge sig i begge retninger.«

Men både på grund af hvad Crouch kalder højrepopulisternes »had-politik« samt deres tendens til protektionisme, kan en socialdemokratisk alliance med højrefløjen være »ekstremt farlig«, mener professoren, der henviser til, at socialdemokratiske samarbejder med det yderste højre historisk – for eksempel i mellemkrigstiden – har været til højrefløjens fordel. Så bør socialdemokraterne som tungen på vægtskålen hellere arbejde for et social-kapitalistisk kompromis med neoliberalisterne, mener han.

»Hele ideen med det socialdemokratiske kompromis var kombinationen af en stærk arbejderbevægelse med total hengivenhed til frihandel. Og al Nordens originalitet er et resultat af denne kombination. Jeg ved ikke, hvordan Danmark skulle klare at blive protektionister.«

Alternativer på venstrefløjen

Hvis det kun er højrepopulisterne, der har haft held til at levere et alternativ til neoliberalismen, er det så ikke bare et spørgsmål om, at venstrefløjen skal se at komme i gang? Professoren mener, at det kun er i Spanien og Grækenland, at den økonomiske krise har affødt en venstreorienteret kapitalismekritik, som har virket bredt mobiliserende.

Hvad med Jeremy Corbyn - kan hans fløj i Labour ikke komme til at udgøre et alternativ til både neoliberalismen og det yderste højre?

»Den vil gerne være et alternativ, men Corbyns fløj bliver nødt til at finde ud af, hvad den gerne vil være – en social bevægelse eller et politisk parti,« siger Colin Crouch.

Han understreger, at et politisk parti bliver nødt til at appellere meget bredt i et partisystem som det britiske, hvor små partier ikke har det let.

»Problemet med Corbyns fløj er, at den virker mere interesseret i tale til folk, der allerede er enige, i stedet for at appellere til den offentlighed, der står udenfor. Og den virkelige udfordring er nu, om de kan tale til den bredere offentlighed. Hvis ikke, lader de en stor gruppe vælgere stå uden repræsentation. Og bevæger de sig for langt til venstre, vinder de ikke stor nok tilslutning,« siger Colin Crouch og tilføjer, at Jeremy Corbyn derudover ser ud til at ville præsentere en reel alternativ økonomiske politik med et fokus på progressiv beskatning og udbygning af den offentlige infrastruktur.

»Om de kommer til at udgøre et alternativ, afhænger på den måde mere af politisk strategi end af politisk substans,« siger han.

Serie

Populister tager magten

De går deres sejrsgang i det meste af den vestlige verden. Højrepopulisternes fremgang, Brexit og muligheden for at Donald Trump bliver præsident til november sender rystelser gennem de før så stabile partier og institutioner. Men hvad vil populisterne? Hvorfor er de så populære? Og hvad betyder det egentlig, at nogen er populist?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Benno Hansen
  • Robert Ørsted-Jensen
Mikael Velschow-Rasmussen, Benno Hansen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Velschow-Rasmussen

Hvorfor er der ingen der har kommenteret på denne !

Det er da en analyse der nærmest sidder lige i skabet.

Den gamle retorik med placering af folk, partier og bevægelser på en venstre-højre skala angående holdninger til statens størrelse og indblanding i økonomien bliver jo grundigt udfordret her ... med en bedre 2-delt definition af højre-siden:
- 1. En økonomisk højre-side med Libertarianere der ønsker en lille stat og 'laissez-faire', og
- 2. En værdipolitisk højre-side med Populister der ønsker protektionisme og xenofobi.

Analysen af Sosserne i midten - med de neo-liberale på den ene side og de fremmedfjendtlige på den anden side - har måske været indlysende for alle andre end mig, men jeg synes artiklen glimrende illustrerer denne problematik - som jeg måske godt nok allerede vidste, men lidt manglede at få klart defineret.

Hvor en række af mine yndlings debattører her på Informations hjemmeside fornylig kritiserede udtrykket; Det post-faktuelle samfund, kan ingen vel være uenig i Crouch's udtryk; det post-demokratiske samfund.