Læsetid: 3 min.

Fra punkeren til klovnen

Skræmmeklovnen fremviser vor tids mærkværdige sammenblanding af magt og afmagt
Skræmmeklovnen fremviser vor tids mærkværdige sammenblanding af magt og afmagt

Mia Mottelson

29. oktober 2016

De seneste par måneder har et fænomen bredt sig fra USA, som på én gang påkalder sig en forklaring, samtidig med at det også allerede næsten på forhånd afføder en form for træthed: »Åh, hold nu op. Det er bare nogle unge mennesker, der har fundet ud af, at folk bliver bange af at se en vred klovn. Og hvad så.«

Det er selvfølgelig ikke særlig opfindsomt at iklæde sig et farligt klovnekostume.

Vi kender figuren fra utallige gyserfilm.

Men måske er det netop, fordi det ikke er kreativt eller opfindsomt at skræmme folk i et klovnekostume, at det kræver en kulturel forklaring.

For hvordan kan det være, at denne dragt, som vi kender så godt, bruges på denne måde netop nu?

Punkerens begær

Det er selvfølgelig åbenlyst, at der er noget karnevalistisk over klovnen.

Mens samfundet til daglig styres af folkevalgte, administratorer og præsidenter, har klovnefiguren at gøre med det utilpassede, som en gang imellem må manifestere sig.

Klovnen kan associeres til Jokeren og Gækkeren fra de velkendte Batman-film, som vender op og ned på lov og orden, og som driller og udstiller magten. I den forstand er der noget basalt over klovnefiguren, som hører alle moderne samfund til.

Men måske skal linjen ikke trækkes så hårdt op mellem den vilde klovn på den ene side og den kølige magt på den anden.

Spørgsmålet er nemlig, hvorfor nutidens killer-clowns så åbenlyst er ude på at skræmme ’almindelige mennesker’ med deres optrædender på motorveje og i parcelhushaver? Klovnene tilhører på ingen måde en karnevalistisk folkeflok. De er snarere selv en perverteret form for magt.

Man kan til en vis grad sammenligne klovnene med 80’ernes punkere, der kunne kendes på deres spændte nittebælter, drabelige ansigtsmaling og opkæmmede hår. Punkerne var netop kendetegnet ved at stå i et intimt forhold til den magt, de kritiserede.

De identificerede sig på en måde hemmeligt med den. De ville gerne være lige så magtfulde som det politi, de stod overfor, men samtidig parodierede de også magten med deres alternative og overgjorte ’uniform’ og viste dens vulgære bagside.

Lidt på samme måde med klovnen. Der er ikke blot tale om, at klovnen siger ’bøh’ til borgerskabet. Der er også tale om, at klovnen er en kopi af en bestemt form for magt.

Klovnenes fascisme

Og sandt er det da også, at klovnen faktisk synes at ræsonnere i meget af det, som foregår på den politiske arena for tiden: Vi har længe kendt til figurer som Berlusconi og Putin, men Donald Trump trumfer på en måde dem alle med sine klovnagtigheder – »Fuckface von Clownstick«, som Jon Stewart døbte ham.

Han er på samme tid komisk, i sin gestik og sine udtalelser, men tænk nu hvis han i et slags anfald trykker på knappen med atomvåben? Det er som om, klovnen nu lægger an til at træde helt frem på den politiske scene – og vi fornemmer, at det kan blive meget ubehageligt at møde ham.

Nogle har i en dystopisk vision kaldt nutidens magt for ’klovnenes fascisme’: Hollywoodattituder og vanvittige grimasser forenes med irrationelle beslutninger, der kan sætte menneskeheden årtier tilbage.

Måske er det den vision, som voldsklovnene er ved at fremmane? De mange skræmmeklovne i gadebilledet fremviser den klovnemagt, der har bredt sig over hele kloden. Klovnen er således ikke bare drengestreger, men det er heller ikke ufokuseret karnevalistisk vildskab. Det er magtens egen, komisk-uhyggelige bagside.

Parodiens død

Faktisk stiller klovnen dermed et penibelt spørgsmål. Når magten selv er blevet klovnagtig, hvordan kan den da egentlig parodieres, og hvordan kan man finde effektive måder at udstille den på? Måske finder vi her en forklaring på, hvorfor voldsklovnene på samme tid er kedelige og skræmmende.

Det, punkerne i sin tid reagerede på, var datidens stramme styring i form af stat og politi. Det måtte vises, hvordan magten i virkeligheden var irrationel, og samfundet måtte udsættes for gennemgående kritik.

Man måtte først gennem ’overidentifikationen’ ved brugen af sminken og nitterne, samt de aggressive og selvdestruktive kampråb, for at komme ud på den anden side. I dag er magten meget mere vanskelig at udstille og konfrontere.

Det, man må parodiere, er selv en parodi. Man kan ikke afsløre, hvordan magten i virkeligheden er uansvarlig og irrationel, når den rent faktisk er bestemt ved at være uansvarlig og irrationel.

Måske er det denne politiske klangbund, der giver et ekstra lag til den lidt plumpe skræmmefigur fra gadebilledet. Klovnen fremviser vor tids mærkværdige sammenblanding af magt og afmagt. Magten og parodien, lederen og opponenten, den sjove og den grusomme, er endelig blevet samlet i én figur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Klovnene til magten

Befolkningen skal holde op med at spise kød, kun drikke grøn sodavand og ryge grøn Cecil, arbejde mindre, om overhovedet, alle toiletdøre herhjemme skal have udskiftet skiltningen til ”Hyn”, alt skal være bæredygtigt, livslang uddannelse og sikret borgerløn til alle uden modregning og blæse være med, hvor pengene skal komme fra – nogle kalder det harmløst for ”uhæmmet kreativitet” holdt svævende af utætte varmluftsballoner højtflyvende oppe under cirkusteltet …

Vi husker vel alle tydeligt, når vi var i cirkus med far og mor, da var det mest spændene, hvornår klovnenummeret kom, for ventetiden var helt ulidelig, næsten ligesom juleaften – rent plageri og utålmodighed …

I dag er de, klovnene altså, dukket op på Rigsdagen, så ingen har længere behov for i folkestyrets navn at råbe – „Send In the Clowns“ – de dukker op efter ethvert valg helt af sig selv og splitter lydigt venstrefløjen, som forventet af alle de andre hvide klovne …

Men tømmer-M/K-erne, vil i tidens fylde melde sig med en knaldende fælleskønnet hovedpine – og alle ”hynnerne” vil erkende, at „Die ich rief, die Geister, Werd’ ich nun nicht los.“…

Den seneste tids politiske klovneepidemi må være startet af kapitalisterne i ledtog med de neoliberale fantaster med et ophobet skrækpotentiale, der omsider er udgået for muterede planer beregnet til overgreb på befolkningerne og kæmper den sidste kamp for overlevelse ved at satse på den globale skræmmestrategi – en særlig mærkværdig form for en komplementær sammenblanding af magt og afmagt …

Søde venner, hvis vi ikke kan sige ligeud hvad vi mener, som denne artikel tydeligt bærer præg af, hvad kan vi så? Burde vi så ikke snarrere stille det spørgsmål?