Læsetid: 4 min.

Rivalisering mellem fantasi og realiteter

For tiden rivaliserer de fra hver sin klub i den samme by, Manchester. Guardiola er på toppen med City i Premier League, mens Mourinhos United er presset væk fra førerfeltet. De spiller hver deres spil: Guardiola spiller sit system og lader bolden trille på systemets præmisser; Mourinho er fikseren, der mesterligt griber de muligheder, han får
Guardiola (t.h.) har altid været bedst, når han ikke har forandret noget. Modstykket er Mourinhos forførende kontraangreb.

Guardiola (t.h.) har altid været bedst, når han ikke har forandret noget. Modstykket er Mourinhos forførende kontraangreb.

Martin Rickett

22. oktober 2016

De har fulgt hinanden som ærkerivaler tværs gennem det europæiske kontinent i mange år. Lige nu topper Josep ’Pep’ Guardiolas Manchester City Premier League, mens José Mourinhos Manchester United roder rundt på en syvendeplads.

Pep måtte dog lide den tort at tabe 0-4 til sin tidligere klub FC Barcelona i Champions League-gruppespillet onsdag aften. Til gengæld er The Special One, som Mourinho kalder sig selv, slet ikke med i dén turnering i år. Og Premier Leagues suverænt dyreste dreng, Paul Pogba, har han slet ikke fået i omdrejninger.

Det er historien om to meget forskellige, moderne fodboldtrænere.

I sæsonen 2007/2008 sluttede FC Barcelona 18 point efter Bernd Schusters Real Madrid. Den katalanske organisation var ved at sprænges indefra af en jordbøjet Frank Rijkaard, der ved Gud havde haft sine storladne momenter, men som i kølvandet på endeløse slagsmål mellem Samuel Eto’o-lejren og Ronaldinho-fraktionen mest lignede et traumatiseret krigsoffer.

Pam, pam, pam pam!

Da kæden knækkede for hollænderen, spurgte præsidenten, Joan Laporta, B-holdets træner, Josep Guardiola, om hjælp. Ud gik Rijkaard, og ind kom Pep, som siden 90’ernes start nåede at styre Barcelonas midtbane i 11 år og 379 kampe.

Inspireret af Atletico Madrids forward, Kiko, der var imponeret over Peps evne til at binde Cruyff-truppens boldbesiddende spil sammen med korte, stilfulde afleveringer, fik han øgenavnet ’Pam’. Associationen var lyden af en inderside, der som en taktfast metronom skubber offensiven frem: pam, pam, pam, pam.

Guardiolas største styrke var at fastholde den indgroede La Masia-disciplin, som ser legende let ud på banen med rappe tryllerier og hurtige trekanter. Men den stilfulde spanier udviklede også den position, han selv havde under Cruyff, nemlig ’pivoten’, den defensive midtbanespiller.

På mange måder blev Peps klarsyn begyndelsen på en stille opstand i moderne fodbold: I dag handler det om at kunne spille begge veje, altså agere ekstra centraldefensiv og deltage i det opbyggende pasningsspil med front mod modstanderens mål.

Systets mand

Peps fortjeneste hed Sergio Busquets. Senere, i Bayern München, blev Busquets’ type til Philipp Lahm, som vel sagtens er det tætteste, Pep er kommet på at skabe en ’total’ fodboldspiller. Lige nu, i City, er omdrejningspunktet Fernandinho. Her er der endnu et stykke vej.

Med Busquets havde Barca en slags midtbanesweeper eller falsk centerforsvarer. Udgangspunktet var en klassisk 4-3-3. Men den kunne hurtigt laves om til en 4-1-2-3 med Busquets i den position, som englænderne kalder holding midfielder.

En tredje variant var den såkaldte 4-2-1-3, hvor Busquets og Xavi Hernandéz dækkede den kontrollerende midtbane, mens Andrés Iniesta trak op som venstre wing (og dermed blev en del af tremandsangrebet), samtidig med at enten Leo Messi eller David Villa skød ned i banen som falsk 9’er. På den måde fik man en særlig Barca-signatur: en roterende venstreside (Messi-Iniesta-Villa).

Guardiola dyrker en dynamisk og offensiv midtbane, men har også indset nødvendigheden af et solidt bolværk, ikke bare nede bagved, men også højt på banen. Han tror på genpres som et middel til at trætte fjenden. Det er ideen om proaktiv fodbold: Vi spiller vores system. Vi triller bolden frem og tilbage på vores præmisser.

Kan fiske det hele i en fart

Den slags er volapyk for klassens selvbevidste dreng, José Mourinho. Her er det reaktiv fodbold, der er trumfkort. Mourinhos hold – FC Porto, Chelsea, Inter, Real Madrid og nu United – ødelægger de andre, før de bygger sig selv op.

Mou opfinder ikke spillet, men han er sindssygt god til at improvisere over de muligheder, der er til stede. Og så er han ikke en arkitekt, men en fikser.

Her er ingen tålmodig ideologi som i Alex Fergusons kanoniske Manchester United, Arsène Wengers Arsenal eller Guardiolas forgudede Barcelona. Mourinho minder mere om typer som Guus Hiddink og Martin Jol. De bliver hyret for deres evne til at fikse hele butikken. Og helst i en fart.

David Runciman fra London Review of Books har en simpel forklaring på, hvorfor den 53-årige United-træner og dobbelte Champions League-mester er The Special One:

»Ud over at være utrolig flot, er Mourinho altid yderst velklædt og velturneret. Der er stort set ikke noget, moderne fodboldspillere går mere op i.«

Mourinho tilbragte læreårene i Barcelona som assisterende træner, hvor han sugede visdom til sig fra de to trænere, som på hver deres meget forskellige måde kom til at definere ham: Bobby Robson og Louis van Gaal.

»Robson var ikke interesseret i at studere, systematisere eller planlægge træningen,« fortæller Mourinho til Luís Lourenço i biografien Made in Portugal.

»Robson var en mand af grønsværen. For ham handlede det om direkte kontakt med spillerne.«

For van Gaal var det helt anderledes:

»Med Louis kunne jeg ankomme til stadion en halv time før træning. Der var intet at bekymre sig om, for alt arbejdet var på forhånd fuldstændigt defineret. Louis overlod intet til tilfældigheder. Alt var programmeret til mindste detalje. I stedet kunne jeg koncentrere mig om kontakten på banen og selve fysikken.«

Mere en bare en klon

Mourinho er ikke bare en klon af Robson og van Gaal, men alligevel har han formået at mikse de to systemer i ét. På træningsbanen har Mou udviklet særlige programmer, hvor næsten alle øvelser foregår med bolden og dermed sikrer vigtige elementer af leg, bevægelse og spontanitet.

Og som manden med den evige notesblok og de konstante, defensive realitetstjek går der italiener og van Gaal i den gråsprængte gentleman med de syleskarpe udtalelser. Med Mou får man ikke noget helt nyt, men det bedste af det, der nu engang kan lade sig gøre.

Guardiola har altid været bedst, når han ikke har forandret noget. Modstykket til Mourinhos forførende kontraangreb og van Gaals melodrama er Peps rolige evolutioner. Fra Busquets til Lahm til Fernandinho. I sin selvbiografi fortæller fodboldens største elegantier, Andrea Pirlo, at Pep er en human kyniker. Én, der har gennemskuet spillets strukturer og løftet det til ren perfektion.

»En svømmetur mellem fantasiens og realitetens kyster,« skriver Pirlo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu