Læsetid: 7 min.

Hvad ser du, når du ser en thaikvinde?

Hele mit liv har jeg skullet forsvare mig mod danskeres fordomme mod thailandske kvinder
Aphinya Jatuparisakuls foto af sin mor på den vej i Tølløse, hvor datteren voksede op, fra hun som femårig blev familiesammenført med moren og hendes nye mand, Lars. Billedet er fra Aphinya Jatuparisakuls serie om thailandske ægteskabsmigranter, som hun påbegyndte i 2014 i et forsøg på at komme overens med det at være datter af en, som folk på gaden i Danmark ofte vil betragte som en ’købekone’, og med den konstante længsel efter et hjemland og en familie på den side af kloden, der bliver stadig mere fremmed

Aphinya Jatuparisakuls foto af sin mor på den vej i Tølløse, hvor datteren voksede op, fra hun som femårig blev familiesammenført med moren og hendes nye mand, Lars. Billedet er fra Aphinya Jatuparisakuls serie om thailandske ægteskabsmigranter, som hun påbegyndte i 2014 i et forsøg på at komme overens med det at være datter af en, som folk på gaden i Danmark ofte vil betragte som en ’købekone’, og med den konstante længsel efter et hjemland og en familie på den side af kloden, der bliver stadig mere fremmed

Aphinya Jatuparisakul

8. oktober 2016

Forleden kom jeg til at høre radioprogrammet Rushys Roulette på Radio24Syv. Værten, Rushy Rashid, fortalte om en åbenbart tankevækkende hverdagsoplevelse, hun havde haft i et indkøbscenter:

»Nu sad jeg helt tilfældigvis på café i Fields i lørdags, og kigger ud over de mennesker, der går forbi, og hæftede mig ved tre ældre mænd, som så kommer gående med meget unge, smukke kvinder fra Østasien. Jeg kan ikke placere, om de er thailændere eller filippinere, eller hvem de er, men hvert fald sådan meget ... ’blink blink’, noget, man lægger mærke til – som nede i supermarkedet, når man ser, at der igen er en ældre mand – og nu er jeg virkelig stereotyp og fordomsfuld – overvægtig og som så kommer kørende med en indkøbsvogn, hvor der sidder et lille barn, som er blandet, og så moderen ved siden af. Og allerede dér, det sætter jo en masse tanker i gang, ikke? Er hun købt, er hun betalt ... Altså hvad er det for noget?« (Rushys Roulette, 28. sep)

Jeg følte mig så træt indvendigt, da jeg hørte programmet. Træt, fordi værtens anekdote var en, jeg havde hørt så mange gange før. Fordi den handlede om noget, der mere eller mindre har fulgt mig i al den tid, jeg har boet i Danmark. Men mest af alt følte jeg mig træt på mine forældres vegne.

Pludselig var min mor og andre ægteskabsmigranter som hun atter blevet reduceret til nul og niks, til gabende kønsåbninger, der passivt venter på at blive udfyldt af betalende kunder. For så snart der tales om sydøstasiatiske kvinder, skylles alle tanker angående ligestilling og agens fluks ud med badevandet.

Tanken om, at sydøstasiatiske kvinder ligefrem af egen fri vilje vælger at bruge deres kroppe på den ene eller anden måde i kampen for at få et bedre liv, ikke blot for sig selv, men også for deres familie, ligger åbenbart folk ekstremt fjernt.

Så fjernt, at det er lettere at tro, at samtlige thailandske og filippinske kvinder i Danmark selvfølgelig alle sammen er købt eller på den ene eller anden måde handlede.

Mænd som min egen fantastiske stedfar slap heller ikke. De blev reduceret til den karikatur, vi alle kender: den fedladne gamle gris, der har købt sig en stakkels lille hjælpeløs thailuder. For det er jo sådan, thailandske kvinder bliver set af danske blikke. Folk ser ikke et menneske, de ser en thailuder.

Eller som radioværten så ærligt formulerede det i sin anekdote fra Fields: »Det sætter jo en masse tanker igang, ikke? Er hun købt, er hun betalt ... Altså, hvad er det for noget?«

Hver gang jeg hører sætningen i mit hoved, føler jeg mig tom for svar – for hvordan svarer man på sådan et spørgsmål uden at rulle så voldsomt med øjnene, at ens kontaktlinser ender med at klæbe sig fast til kraniet?

’Thaikvinde søger’

Efter at have set mig skrive en irriteret kommentar på Facebook om sine udtalelser inviterede Rushy Rashid mig ind i studiet til sit radioprogram. Det har jeg ikke lyst til.

Aphinya Jatuparisakuls mor og stedfar gør klar til en selfie i Vatikanet i Rom. ’Det er et af mine yndlingsbilleder af dem,’ siger Aphinya Jatuparisakul, ’fordi de, lige der bare er i en lille lyserød ferieboble, langt væk fra skæve blikke i Provinsdanmark’.

Aphinya Jatuparisakul
Jeg er ikke interesseret i at skulle deltage i et radioprogram, hvor præmisserne om den sydøstasiatiske kvinde som den eksotiske anden er lagt fast på forhånd, og hvor jeg skal medvirke til at vaske værten ren for hendes fordomme, så hun kan feel good igen.

Jeg vil hellere fortælle min historie selv.

Da jeg var fem år, begejstrede synet af nyfalden sne mig så meget, at jeg endte med at tumle ud ad hoveddøren kun iført underhylere og med en plastikpose i min ene lille, knyttede næve.

Jeg satte mig på hug og fik hurtigt proppet en masse nyfalden, dugfrisk sne ned i den plastikpose, jeg havde taget med ud. Jeg var så ekstatisk, forundret og bjergtaget, at jeg slet ikke lagde mærke til, hvor koldt det var.

Da jeg kom ind i huset igen, viste jeg stolt posen frem til min far og forlangte, at han hurtigst muligt skulle sende den ned til mine bedsteforældre, så de også kunne se, hvad sne var for noget. Men i stedet for at sige noget, kiggede min far bare på mig. Jeg kiggede tøvende tilbage og gentog mit forlangende. Stadig ingen reaktion.

Så var det, at det gik op for mig, at min far og jeg jo ikke kunne forstå hinanden. Han kunne ikke forstå isaan, jeg kunne ikke forstå dansk. Sneen var i mellemtiden smeltet. Så løb jeg ind på mit værelse og græd.

Dagen før, d. 18. december 1998, var dagen, hvor jeg ankom til Danmark. Året inden havde min mor nemlig giftet sig med en dansk mand, hun havde mødt gennem en kontaktannonce i en avis. Jeg tror, at overskriften var »Thaikvinde søger«.

I starten var jeg for lille til at stille spørgsmål til måden, min mor havde mødt min far på, men jo ældre jeg blev, jo mere nagede det mig, at hun ikke var ligesom mine veninders mødre.

Hun var ikke veluddannet, ligesom de var; hun kiggede bare tomt på mig og sagde »nå«, når jeg nævnte mine interesser for hende. Ikke ligefrem en mor, jeg kunne have en ’tøseaften’ med, som mine veninder kunne med deres mødre.

Når vi sad ved bordet under middagen, snakkede min far og jeg om nyhederne, historie og politik. Imens sad min mor lige så stille og spiste uden at deltage i samtalen.

Det var ikke, fordi hun var ligeglad, hun havde bare lidt svært ved at følge med. Kun når snakken faldt på Thailand lyste hun op.

Afsky og medlidenhed

Jeg skammede mig lidt over, at hun ikke var som andre mødre. For helvede, jeg ville jo også have en mor, jeg kunne sidde på café med og snakke om Sylvia Plath og alt det, der nu interesserede en ung teenager, der lige havde opdaget New Order og Albert Camus, og som i øvrigt var fuldkommen overbevist om, at hun var så speciel, at ingen rigtigt forstod hende.

Men mest af alt skammede jeg mig dengang over måden, hun havde mødt min far på.

For når folk spurgte ind til, hvordan mine forældre havde mødt hinanden, og jeg mumlende fortalte, at min mor var taget til Danmark for at gifte sig med en mand, hun ikke kendte, var reaktionen for det meste den samme. Et udtryk af afsky, der et splitsekund senere blev erstattet med noget endnu værre – medlidenhed.

Den slags blikke spotter jeg stadig, når jeg går rundt med min far, manden, der ’købte’ min mor. Jeg ved udmærket godt, hvad folk tænker, når de ser en nogle og tresårig hvid mand med ølmave gå rundt med en ung thaikvinde. Når jeg så højlydt kalder ham for far, kan jeg næsten smage deres skam og fornemme deres undskyldende blikke.

Reaktionerne gennem tiden har især været voldsomme fra en række af mine feministmedsøstre. Trafficking, offer, sexslave, underdanig, (manglen på) fri vilje … Alle de begreber kom i spil, når jeg nævnte, hvordan min mor havde mødt min far.

Nogle pakkede deres meninger ind i vat, andre gjorde ikke. Alligevel var det tydeligt for mig at høre og se, hvad de mente. I starten prøvede jeg at passe ind og gav dem tøvende ret. De var trods alt ældre end mig og måtte jo derfor vide bedre.

Men alt det gjorde, at jeg som vred børnepunker havde et ambivalent forhold til feminisme. Af de ældre feminister, af Kvinde Kend Din Krop (som jeg havde lånt af min faster og mere end et årti senere stadig ikke har leveret tilbage … Undskyld) og diverse feministiske pamfletter lærte jeg, at kvinder fandeme ikke er afhængige af mænd.

Men hjemme hos min mor hjalp jeg min moster med at skrive beskeder til danske mænd på diverse datingsider, når hun var på besøg på et turistvisum.

Når min mor spurgte, om jeg ville hjælpe med at skrive beskeder for min moster, rullede jeg for det meste med øjnene, udstødte et »ej, moooooooor« og rystede på hovedet. Men nogle gange sagde jeg ja for min mors skyld. Jeg følte mig så tom indvendig, når jeg havde hjulpet min moster med at skrive tilbage til danske mænd på Dating.dk.

Da jeg en anden gang var på besøg i mit barndomshjem igen, og min mor endnu engang spurgte mig om hjælp, kan jeg huske, at jeg hurtigt vendte mig om og hvislede:

»Det her er SÅ forkert. Ved du ikke, hvor klamt det er? Det hele giver mig kvalme. Hvorfor har du ikke mere respekt for dig selv?«

Inden jeg hidsigt trampede hele vejen op til mit gamle barndomsværelse, vendte jeg mig om og så min mors sårede, uforstående blik. Hun råbte vredt: »Hvorfor vil du ikke hjælpe din moster med at få et bedre liv?«

Jeg åbnede tøvende munden. I sidste ende vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige til min mor. Hvilken ret havde jeg til at dømme hende?

Er selvrespekt uforenelig med at søge et bedre liv, for sig selv og sine børn? Hvem bestemmer, hvilke midler man må tage i brug? Slutter retten til selvbestemmelse over egen krop, når man bruger den til at forbedre sin position? Hvilken person vil i ramme alvor fortælle en thaikvinde, at vedkommende forstår hendes position bedre, end hun selv gør?

Når folk gør sig kloge på en thaikvindes valg og fortæller hende, at hendes valg ikke er hendes, at hendes anskuelser og valg er forkerte, hvilket menneskesyn repræsenterer de så? Er det i orden at fordømme personlige valg, når man aldrig selv har stået i en situation, hvor intet valg er nemt, og det måske er det mindste onde, der er det eneste mulige valg?

I sidste ende er det ikke en enkelt radiovært, der er problemet, men det, hendes fordom repræsenterer: et forkvaklet syn på sydøstasiatiske kvinder som uselvstændige, hjælpeløse små stakler, der ingen agens har. Og det er en fordom, der er så udbredt, at de færreste tænker på, om der mon overhovedet er hold i den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Finn Årup Nielsen
  • Poul Sørensen
  • David Zennaro
  • ingemaje lange
  • Ole Frank
  • Leif Koldkjær
  • Niels Erik Nielsen
  • Olaf Tehrani
Finn Årup Nielsen, Poul Sørensen, David Zennaro, ingemaje lange, Ole Frank, Leif Koldkjær, Niels Erik Nielsen og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kirsten Skjerbæk

Tak for din artikel Aphinya. Den giver mig virkelig noget at tænke over. Din udtalelse "Er det i orden at fordømme personlige valg, når man aldrig selv har stået i en situation, hvor intet valg er nemt, og det måske er det mindste onde, der er det eneste mulige valg?" rammer mig. For jeg har selv fordømt sådanne personlige valg uden at have talt med personen selv. Så nej, det er ikke i orden at fordømme personlige valg, nå man ikke virkelig har sat sig i personens situation og været i dialog med vedkommende. Med venlig hilsen Kirsten Skjerbæk

Kristine Breinholm johansen, Lars Peter Simonsen, Herman Hansen, Leif Koldkjær, Niels Erik Nielsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar

Radio 24/7 igen-igen. Der lader til at eksistere en ganske kedelig form for retorik på den radio station.

Lars Peter Simonsen, Lise Lotte Rahbek og Mona Blenstrup anbefalede denne kommentar
Charlotte Svensgaard

Lad være med at lytte til den radiostation. Da min mand og jeg fandt sammen vil du ikke drømme om hvad der faldt af fordømmelses kommentarer i lokal samfundet. Forbrydelsen består i at han er 20 år ældre end jeg.....

Lars Peter Simonsen, Karsten Aaen, john andy houbo Pedersen, Herman Hansen, Ib Christensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg vil gerne bede mig fri for fordømmelse af påstande om mine fordomme om asiatiske kvinder.
Hvorfor?
Fordi jeg har en ven i Thailand. En overvægtig, hvid dansk mand gift med en ung, thailandsk kvinde.

De fleste mennesker forstår skam heller ikke mit liv eller mine valg.
Det er helt ok. Det gør jeg heller ikke.

Carsten Hansen

Radio 24-7 er på mange områder en rigtig god radiostation. De har mange virkeligt gode programmer.

Virkeligt god radio.......MEN: De er egentligt ret racistiske på mange områder. De "vinkler" på en sådan måde, at mange mennesker bliver manipuleret. De nedgør mange befolkningsgrupper for at få dynamik i programmerne. Det er bestemt ikke kønt og det er lavt.

Jeg vil mene at det må være muligt at lave god radio uden at "bruge" mennesker på den noget lede måde de gør. Det er bare ikke ok-

Men ellers har de nogle virkeligt gode programmer.

Jeg håber da at de debriefer deres programmer, så de kan komme til den erkendelse at de har et stort problem..

Jeg får den tanke at de er "købt" af DF og Danskernes Parti,

Carsten Hansen

TV2 har faktisk en lignende led adfærd. Den kanal har vi ikke være heldige med.

Dog er Radio 24-7 mere nuancerede end TV2, Trods alt.

Jeg er et af de skrækkelig mennesker, du skriver om. Det er absolut ikke noget jeg er stolt af, men hvis jeg skal bekæmpe min egen dårskab, er jeg nødt til at erkende den.
Billeder af fly med enlige europæiske mænd på fly til Tailands lyksalighed ligger dybt begravet i min bevistehed og farver ethvert møde med østens kvinder i det offentlige rum. Jeg kunne ikke drømme om at give udtryk for det og skamme mig rent faktisk over det, men jeg vil tro, at det en råddenskab, der ikke helt kan skjules og bemærkes af bevidst eller ubevidst af dem, jeg prøver at skjule det for.
Jeg har aldrig turde indrømme det før, men jeg er nået til den opfattelse, at det er meget vigtigt at erkende sig selv. Ikke for på moderne vis at udleve sig selv, men for, som et civiliseret menneske, at bekæmpe sig selv.

Anders Sørensen og Kristine Breinholm johansen anbefalede denne kommentar
Kristine Breinholm johansen

seksualitet er stadig en svær størrelse - det anses som frigjort at drikke sig bevidstløsi den tilstand praktisere uforpligtende sex, unge kvinder debatterer hvor langt deres samtykke rækker mht eksponeringen af deres kønsorganer eller omgang med drengenes kønsorganer på sociale medier .... sugardating er et sjovt suplement til SU .... jeg tror at vi føler os udfordrede på det vi helst vil opfatte som vores hårdt tilkæmpede seksuelle "frisættelse", når vi ser et andet mønster .... vi har kotume for foragt og mistænkeliggørelse i og mangler fokus på det der er vigtigst i enthvert forhold mellem mennesker - kærligheden

Poul Sørensen

Det er ren og skær misundelse.... husk at den bedste hævn er at leve og være glad.:-)
- men der er selvfølgelig et problem der skal adresseres i forhold til folk har travlt med at gøre sig kloge på andres liv og hvordan de skal leve. Det ironiske er at det er ofte er folk der har travlt med at påstå at de skam ikke er smagsdommere og at de ikke kan lide smagsdommeri...