Læsetid: 6 min.

Uddannelsesdebatten er en skyttegravskrig mellem 60’er-pædagogik og konkurrencestat

Der er gået sort-hvid George Bush-retorik i uddannelsesdebatten, og det er fordummende, mener Stefan Hermann, rektor på professionshøjskolen Metropol. I en ny bog gør han op med både fortalerne for konkurrencestaten og forkæmperne for ’det hele menneske’
22. oktober 2016

Du skriver i din nye bog, at den aktuelle debat om dannelse og uddannelse er fordummende. Hvad mener du med det?

»Debatten om uddannelse i Danmark er ikke i sig selv fordummende. Men min oplevelse er, at man bliver trukket ind i at skulle vælge mellem to positioner, der definerer sig i modsætning til hinanden. På den ene side har vi det, jeg kalder den pædagogisk-konservative position, som længes efter en tid, der aldrig har været. Som frygter fremtiden, fordi den frygter, hvad den politiske magt kan finde på. Frygter globalisering og konkurrencestat. Og hvis sprog primært er protestens. Det er en position, vi mest finder i de pædagogiske kredse.«

»På den anden side har vi det, jeg kalder den politisk-administrative position. Der går man op i evidens. Man er vild med leverancer og skeptisk over for meninger og spekulativ sprogbrug. Og man er frustreret over, at man ikke kan implementere i bund. Det er en position, man tit træder ind i, når man går i jakkesæt, er samfundsvidenskabeligt uddannet og bekymret for kinesernes fremmarch.«

»Det fordummende består i, at de to positioner har svært ved at tale med og lytte til hinanden, fordi de ikke er selvkritiske, og fordi de ikke har nogen nysgerrighed på modpartens argumenter. Konsekvensen er, at du bliver suget ind i enten den ene eller den anden position i alle hverdagens debatter. Når jeg kritiserer nogle fra den pædagogisk-konservative position for at have en dårlig analyse af konkurrencestaten, så bliver jeg i ni ud af ti tilfælde udråbt som lakaj for ondskabens imperium. Der går Bush-doktrin i det: ’Either you are with us, or you are with the terrorists’

»Det anser jeg for fordummende, fordi jeg tror på demokrati som deliberation. Som en offentlig samtale, der ikke bare er en udveksling af synspunkter, men som rummer nogle muligheder for erkendelse og for at finde fælles fodslag.«

Hvor er det, du mener, at de to lejre tager fejl?

»Ingen af dem har et stærkt begreb om profession eller om et arbejdsfællesskab. Ingen af dem har erkendt, at den professionelle underviser på et gymnasium, den dygtige folkeskolelærer og den gode pædagog er – og skal være – bundet sammen af kollektive standarder, stærk intern kritik, et stærkt fælles sprog og en orientering efter fælles mål.«

»Den pædagogisk-konservative position vil have skolelærere med absolut metodefrihed. Men en profession kan ikke være en robinsonade. Du kan ikke have en profession, hvor hver mand har sin egen standard. Lærerprofessionen må handle om at ’underkaste’ sig standarder, læring, erfaringer, som er opbygget i fællesskab over tid. Den politisk-administrative position vil bare have medarbejdere, der skal optimere og forøge deres produktivitet. Den kan ikke se, at en skole, når den er rigtig god, er meget større end summen af individuel kapital.«

Kan du give et konkret eksempel, der illustrerer problemstillingen?

»Jeg har to anekdoter, der viser det meget godt. Den ene handler om, at jeg tilbage i slutningen af 00’erne holdt et foredrag om folkeskolen, dens udvikling og nye udfordringer. Afslutningsvis spurgte jeg de fremmødte lærere, hvordan de havde tænkt sig at gribe den nye formålsparagraf for folkeskolen, der på det tidspunkt lige var blevet ændret, an. Og så svarede en kvinde på første række: ’Ikke noget. For her går vi ind for det hele menneske’.«

»Det illustrerer efter min mening et grundlæggende uheldigt træk ved den pædagogisk-konservative position. Der er formentlig ingen, der synes, at politiet skal opføre sig, som de har lyst til over for demonstranter. Hvorfor skulle det så gælde for skolelærere?«

»Den anden handler om engang, jeg sammen med en masse indflydelsesrige mennesker hørte et oplæg af en økonom om den offentlige sektors udvikling. Økonomens budskab var, at der var et stort effektiviseringspotentiale ved at benchmarke udgifter i forhold til performance efter en række målbare parametre, som stort set ikke har nogen sammenhæng med, hvad der egentlig er formålet med det hele. Det hele blev bare set som en maskine, der kunne optimeres.«

Hvad er konsekvenserne af den her fastlåste debat for hverdagen på uddannelsesinstitutionerne?

»Hvis jeg har ret i, at det her ikke alene er en åndelig konflikt, men også en praktisk konflikt, så betyder det, at alt er et parlament. Og det, mener jeg, er til skade for eleverne og de studerende. De har behov for, at demokratiet kommer overens om, hvad det vil, og så sikrer, at retningen gennemføres. Og det er vanskeligt, når vi kun har de her to positioner til rådighed.«

»Mange af hverdagens lærere og pædagoger er jo pragmatikere. De skal have en hverdag til at fungere. Men de har ingen synlig, stærk position at træde ind i, der giver dem en retning på det. For enten får de at vide, at de er underkastet et skrækkeligt regime. Eller også får de at vide, at de lever i et århundrede, der er forbi. At 60’erne er slut. Så deres pragmatiske søgen bliver hele tiden draget i tvivl. Og eleverne bliver potentielt set taget som gidsler i en politisk kamp.«

Men hvorfor er det ikke legitimt, at for eksempel folkeskolelærere kæmper imod en reform, de oplever som forkert?

»Det er det da også. Og jeg vil kæmpe voltairsk for deres frihed til det. Det afgørende er, hvilken arena, du kæmper på. Du må kæmpe alt det, du kan, i de fora, hvor der er anledning til at diskutere. Men når der er truffet en beslutning, så har vi også alle sammen en loyalitetsforpligtelse over for demokratiet.«

Centralt i diskussionen ligger en uenighed om, hvad dannelse er. Hvad forstår du ved dannelse?

»For mig er dannelse knyttet til selvoverskridelse. At træde ud af sig selv for at blive sig selv. Det betyder, at man skal møde det fremmede: Det er fag, nye skikke, ritualer, mødet med læreren som en anden figur end far og mor. Derfor er det ikke op til den enkelte elev, om han helst vil læse Holberg eller Steen & Stoffer.«

»Dannelse er også fremmedgørelse, og vi kan ikke selv alene vælge de fællesskaber, vi skal være en del af. Det er derfor, dannelse er så svært. For du kan fremmedgøre eleverne så meget, at det bliver et nederlag uden læring. Men du kan også give dem alt for billige sejre.«

Du foreslår i bogen, at de to parter skal komme hinanden i møde og blive enige om en ’new deal’ med en ny formålsparagraf for folkeskolen. Men kan det at ændre en formålsparagraf virkelig løse alle de problemer, folkeskolen står i?

»Selvfølgelig løser det ikke alting at indkalde til en fælles konference. Det er i de tusind rum, man skal arbejde med det her. Men en new deal er en begyndelse. Jeg angiver egentlig bare nogle sigtepunkter, som er vigtige at beskæftige sig med både intellektuelt og praktisk-politisk. Det ene handler så om formålsorientering. Og det er meget mere vidtgående end en paragraf. Det har utroligt vidtgående konsekvenser, når folk bliver bragt til en dybere forståelse af noget – og det har endnu stærkere konsekvenser, hvis det er en fælles forståelse.«

»Min påstand er, at det lige præcis er det, der har ændret det finske skolevæsen, som jo bliver set som et af verdens bedste. Hele det finske skolevæsen fra forskere til praktikere, fra politikere til skoleledere, administratorer til lærere, har nået en fælles forståelse af mål og formål. Og derfor kan de bedre arbejde i samme retning.«

Læs også: Sådan sætter vi gang i dannelsen igen

Serie

Moderne Ideer

I Informations nye bogserie Moderne Ideer beder vi forskere komme med svar på tidens svære spørgsmål.

Hver gang vi udgiver en bog i serien, præsenterer vi nogle af dens tanker her i Moderne Tider.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som altid skal initiativet til ændringer komme fra ledelsen, som i dag er politisk-administrative position i form af ministerier og folketing. De skal turde lytte til dem de vil lede, og langt hen ad vejen overbevise dem om deres nye ideer, ikke bare forsøge at tvinge deres modstander, fordi de har magten til det (tror de).
Desværre tror mange økonomer de ved noget om hvordan folkeskolen fungerer, og det gør de desværre ofte ikke.
Efter et langt arbejdsliv, sådan er det også inden for mange andre form for privat/offentlig virksomhed.

Randi Christiansen

Sålænge det er vigtigere at uddanne lydige soldater til konkurrencestatens arbejdsmarked - fra forskning til faktura - er den klassiske vision om uddannelse for livet henvist til skammekrogen.

Det Finske eksempel er interessant, her eksperimenterer man jo også med borgerløn, (her hos os), vil vi hellere spænde ben for os selv ved at straffe i stedet for at motivere eller kommunikere. Det finske eksemperl er interessant, fordi man har gjort dialogen mulig og dermed demokratiet muligt, måske er Finland det eneste progresive land i norden, de har jo typisk tidligere holdt sig lidt i baggrunden. Deres resultater kan vise vejen, så må man vel bare håbe, at vi andre kan være så ydmyge at vi lader os inspirere!