Læsetid 10 min.

Hvis du er uenig med populisterne, er du ikke en del af folket

Populismen kan hverken defineres ud fra politisk stil, ideologi eller en bestemt type vælgere. I stedet skal den kendes på en logik om at være den eneste legitime repræsentant for et forestillet ægte og homogent folk. Og det gør den grundlæggende farlig, mener idéhistoriker Jan-Werner Müller
Masserne og folket taler ikke for sig selv. Nogen taler i deres navn og hævder at repræsentere dem, men resten af verden er for hurtige til at acceptere det krav, siger Jan-Werner Müller, idehistorikeren bag en ny bog om populisme

Masserne og folket taler ikke for sig selv. Nogen taler i deres navn og hævder at repræsentere dem, men resten af verden er for hurtige til at acceptere det krav, siger Jan-Werner Müller, idehistorikeren bag en ny bog om populisme

Joachim Adrian
8. oktober 2016

De går deres sejrsgang i Europa, USA og Asien. Efterhånden har populisterne afgørende indflydelse i både Skandinavien, Øst-, Central- og Vesteuropa. Og muligvis sætter én af dem sig i stolen som verdens mest magtfulde mand efter den 8. november i år.

De kommer især ind fra højre: Le Pen, Orbán, Trump og Farage. Selvom Bernie Sanders selvfølgelig blev udråbt til venstrepopulist, ligesom det spanske Podemos-parti og det græske Syriza også blev det, efter de havde vundet folkelig opbakning på deres protester mod den europæiske sparepolitik.

Men hvorfor oplever højrepopulismen i øjeblikket så stor en fremgang sammenlignet med venstrepopulismen?

Spørger man den tyske idéhistoriker og professor ved Princeton University Jan-Werner Müller, er det et svigt i politisk dømmekraft overhovedet at placere Sanders og den sydeuropæiske venstrefløj i samme kategori som højrepopulisterne.

Gør man det, viderefører man mest af alt økonomernes sædvanlige forståelse af populister som dem med de ’utopiske’ og ’uansvarlige’ politikker, mener han.

»De fleste af de bevægelser og partier, der kaldes venstrepopulistiske i USA og Europa i dag – primært Podemos og Syriza – er for det meste ikke populister. De er meget unge fænomener, de udvikler sig og afprøver forskellige strategier. Det er rigtigt, at der har været øjeblikke, hvor de gik i en klart populistisk retning. Især da Syriza under folkeafstemningen sidste sommer anvendte en retorik, som sagde, at hvis man stemte ja, ville man i bund og grund miste sin status som en god græsk borger og blive en forræder mod græsk uafhængighed. Men generelt kan jeg ikke se det som et træk i deres retorik,« siger han.

Der eksisterer skam venstrepopulisme, understreger Jan-Werner Müller, hvis bog Was ist Populismus? i næste uge udkommer på dansk.

Venstrepopulismen optager bare slet ikke samme prominente plads som højrepopulismen i øjeblikket. Og så har den hovedsagligt figureret i Latinamerika.

»Jeg siger ikke, at vi per definition ikke kan have venstreorienteret populisme, fordi det er rigtigt, at en person som Hugo Chavez utvivlsomt var venstrepopulist efter min forståelse af begrebet: én, der ikke accepterede, at der kunne være legitim uenighed med hans politik. Var du uenig med Chavez, var du en fjende af det venezuelanske folk, og det er en populistisk og ikke en demokratisk indstilling at have,« siger han.

Populisme ifølge Jan-Werner Müller

Populisme er ifølge Jan-Werner Müller at fremstille sig selv som den eneste legitime repræsentant for et ægte, homogent folk.

Af dette træk følger, at alle andre politikere og partier automatisk bliver illegitime. Dermed bliver selve systemet også anset for at være korrupt, hvis populisterne f.eks. taber en folkeafstemning – for populisterne repræsenterer jo altid folkets vilje.

Populismen er samtidig ekskluderende på befolkningsniveau, for de dele af befolkningen, som ikke støtter populisternes linje, kan ikke være en del af det sande, homogene folk, som populisten altid kan tale på vegne af.

Anti-pluralisme

Når hverken Syriza, Podemos eller Bernie Sanders kan betragtes som deciderede populister, er det fordi, en alternativ økonomisk politik ikke er det, der definerer en populist. Ligesom det ikke nødvendigvis gør én til populist at kritisere eliten og det etablerede system eller at være del af et protestparti.

Populisterne kendes derimod på, at de påstår at repræsentere selve folket, forklarer Jan-Werner Müller.

»Det særlige ved populister er, at de hævder, at de og kun de repræsenterer, hvad de plejer at betegne som det sande folk. Så i tillæg til anti-elitisme er der også, hvad jeg ville kalde anti-pluralisme. Og i en vis forstand kræver de, hvad man kunne kalde en slags moralsk monopol på repræsentation.«

Derfor er Donald Trump med sin retorik et klart eksempel på en populist, mener Jan-Werner Müller.

»Han er en populist, fordi han siger, at der er et ægte amerikansk folk derude, og at han er deres eneste repræsentant. Og han har gjort det meget klart, at han anser alle andre politiske kandidater – især Hillary – som illegitime og amoralske. Det er ikke en uenighed om politik, og det er ikke engang en uenighed om, hvordan USA bør se ud i form af identitet og så videre,« forklarer Jan-Werner Müller og fortsætter om Trump:

»Hans flirten med vold er i overensstemmelse med populisme, for en populist anerkender ikke reelt sin politiske modstander. Så den måde, han flere gange tilsyneladende har tilskyndet til vold, er ikke i modstrid med populisme, selvom det selvfølgelig ikke er alle populister, der gør det.«

Læs også: Kan Trumps sociale bevægelse forvandle republikanerne til et nationalistisk, hvidt arbejderparti?

Populismens indtog har overordnet to ret vidtgående konsekvenser, forklarer idéhistorikeren.

»Den ene er, at populisterne egentlig hævder, at alle andre mulige repræsentanter, politikere og partier er illegitime – de er alle korrupte, de tjener ikke folket rigtigt, de arbejder i virkeligheden for EU, eller hvad det nu måtte være. Den anden konsekvens, som måske er mindre indlysende, er, at for at gøre deres krav på repræsentativt monopol plausibelt, vil de også stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt de, der ikke støtter populisterne, egentlig tilhører folket. Så min idé er, at der foregår eksklusion på to niveauer: Der er en udelukkelse på elitens niveau – alle de andre politikere og partier er illegitime – men mindre tydeligt foregår der også en udelukkelse på borgerniveau.«

– Er populister så per definition udemokratiske eller mindre demokratiske end ikke-populistiske politiske repræsentanter?

»Jeg vil sige, at de altid udgør en fare for demokratiet, fordi vi ikke kan have demokrati uden pluralisme. Vi er nødt til at give slip på fantasien om et homogent folk, der taler med én stemme, har let identificerbare interesser og så videre. Derfor er populister ikke som andre ’normale politikere’ i et demokrati,« forklarer han.

Viktor Orbán i Ungarn og Recep Erdoğan i Tyrkiet er eksempler på, at populister ofte bevæger sig i en autoritær retning, når de kommer til magten.

Hvis de ikke opnår flertal, beskylder de typisk systemet for at være korrupt, for der må jo være noget galt, når de ikke bekræftes i at være folkets eneste sande repræsentanter, forklarer Jan-Werner Müller.

»Jeg tror, det er derfor, vi ser så mange eksempler på, at tabende populister straks vil sige, at der foregår valgsvindel, ligesom Trump gjorde det hver eneste gang han tabte i primærvalgene, og ligesom han på forhånd har gjort i forhold til 8. november. Eller ligesom den tabende kandidat i Østrig gjorde det ved valget i maj. Det sender et signal til borgerne om, at der må være noget grundlæggende galt med vores demokrati i dets nuværende form.«

Socialpsykologiske tilfælde

Populisternes succes bliver ofte forklaret med, at deres støtter er ’vrede’ eller ’bange’. Trumps og Dansk Folkepartis vælgere er enten globaliseringens og moderniseringens materielle tabere, eller også er de simpelthen tyngede af bekymring for alt det fremmede, globaliseringen fører med sig.

Det er en »socialpsykologisk« forklaring, mener Jan-Werner Müller, når vi antager, at populiststøtterne forholdsvis irrationelt handler på baggrund af deres følelser.

En anden ofte anvendt forklaring er, at populisterne er den demokratiske reaktion på elitens manglende kontakt til folket. Den giver Princeton-professoren heller ikke meget for.

»Først vil jeg afvise den idé, at populisme er et demokratisk svar på globaliseringen. Når folk maler dette billede af folket mod eliten eller det etablerede system, som man ser overalt, er det i sig selv en stor indrømmelse til populisterne. Masserne og folket taler ikke for sig selv. Nogen taler i deres navn og gør krav på dem. I mange tilfælde ved vi slet ikke, hvad folk præcist tænker og føler,« forklarer Jan-Werner Müller og påpeger, at denne ukritiske gentagelse af de socialpsykologiske forklaringer netop fremmer populismen.

»Det bekymrer mig, for det glider straks over i antagelsen om, at de her mennesker dybest set er irrationelle, og at vi ikke engang kan tale med dem, fordi de er fulde af frygt. Det kan til tider være tilfældet, vi ved det bare ikke og kan ikke blot antage det. Og jo mere vi taler sådan, desto mere styrker vi populisternes påstand om, at eliten ikke engang forstår folkets bevæggrunde, siden folk er så emotionelle. Det er dybest set samme type klichéer, som vi kender fra det 19. og 20. århundredes massepsykologi. Jeg tror ikke, vi tankeløst skal importere det ind i vores politiske diagnose.«

Donald Trumps flirten med vold er i overensstemmelse med populisme, for en populist anerkender ikke reelt sin politiske modstander.

Tor Birk Trads

Populister elsker identitetspolitik

Jan-Werner Müller mener dog alligevel, at populisternes fremgang er knyttet til globaliseringen. For deres medvind er i høj grad skabt ved, at mange populistiske partier har bygget sig op omkring en udbredt underliggende splid om mere eller mindre kulturel og økonomisk åbenhed overfor omverdenen og egne hjemlandes minoriteter.

»Det er en slags konflikt, der gavner populister, for de dyrker identitetspolitik, de stiller spørgsmål ved, hvem der virkelig hører til, og hvem der ikke gør, hvad grænserne betyder og så videre. Det betyder ikke, at de har ret, men det forklarer måske, hvorfor dette er en debat og en diskurs, der virker for dem. Hvis nu den store debat i Europa hypotetisk set handlede om abort eller klimaforandringer, ville det være meget vanskeligt at forestille sig, at populisterne ville være i forreste linje. I identitetspolitiske debatter om åben- og lukkethed har populisterne derimod noget at tilbyde – noget, vi bør afvise, men ikke desto mindre noget, som forklarer, hvorfor de har haft så stor fremgang.«

Teknokrati som katalysator

Populismen er imidlertid også avlet af teknokratiets magt i institutioner som EU, hvor en nødvendighedens politik har umuliggjort reel demokratisk debat, og hvor ledende skikkelser har afvist legitim kritik som – ja, netop populisme.

EU-institutionerne skal derfor kunne skabe langt mere rum for kritik og debat, og vi skal bevæge os væk fra den teknokratiske logik om, at der altid kun er én korrekt og indiskutabel løsning, mener Jan-Werner Müller.

»Det udgør en risiko at tage disse debatter, men jeg synes, det udgør en endnu større risiko at holde sig til den teknokratiske vej, for så ender vi netop i denne polarisering med teknokrati på den ene side og populisme på den anden. Og selvom de to ser forskellige ud, har de noget til fælles: de accepterer ikke pluralisme. I begge tilfælde hævdes det, at vi ikke har brug for demokratisk debat eller et parlament, fordi svaret altid allerede er givet.«

– Kan populisterne løse nogle af de her repræsentationsproblemer, som de protesterer imod?

»Nej. På det substantielle niveau i forhold til politiske løsninger kan jeg ikke se, at de tilbyder noget. I mange tilfælde kan deres løsninger reduceres til tanken om, at homogenitet vil løse alle problemer. ’Hvis bare vi havde et homogent folk’. Dette er en selvmodsigelse, for samtidig hævder de, at det har vi allerede, og det er i dette folks navn, de taler. Det er efter min mening forkert på et substantielt niveau.«

Læs også: Neoliberalismen har mødt sine grænser, og politikerne aner ikke, hvad de skal stille op

Jan-Werner Müller er kritisk over for påstanden om en egentlig vestlig repræsentationskrise, men han mener, man bør være særligt opmærksom på, om de eksisterende partisystemer er i stand til at rumme forandring og afspejle de nye politiske stridspunkter, som opstår i befolkningen.

»Hvis man igen ser på Sydeuropa, så har både Grækenland og Spanien vist, at et partisystem kan ændre sig og på sin vis afspejle den meget reelle konflikt om nedskæringspolitik, der har domineret Sydeuropa i mere end et halvt årti nu. Så jeg tror ikke, ​​man skal være for hurtig til at sige, at der er denne her store repræsentationskrise, og ergo har populisterne ret i, at vi er nødt til grundlæggende at ændre vores system i forhold til repræsentation,« siger han.

»Selvfølgelig betyder det ikke, at vi har en repræsentationskrise, hvis mit favoritparti ikke vinder. Så ville en masse mennesker være konstant i krise. Men hvis du tænker tilbage på, hvordan de grønne partier opstod i halvfjerdserne og firserne og efterhånden blev inkorporeret i partisystemet, mens andre partier til dels imødekom eller accepterede deres ideer – det er for mig lidt af en succesfuld transformation af et repræsentativt system, som ganske vist ikke skete fra det ene øjeblik til det andet, men som kan ske.«

Ingen vej til demokrati

Jan-Werner Müller peger på en række politiske partier, der ligesom det tyske Alternative für Deutschland (AfD) gik fra at være et ikke-populistisk protestparti til at optage en retorik om et sandt, homogent folk uden legitime politiske modstandere.

Men han kan ikke omvendt komme i tanker om partier, der er gået i modsat retning fra populisme til en større grad af pluralisme og demokratisk indstilling.

»Den beklagelige kendsgerning i forhold til spørgsmålet om, hvordan de kunne blive mere moderate og ultimativt mere demokratiske, er, at der ikke er noget indlysende incitament for dem til at blive det. Hvis det lykkes populisterne at styrke opfattelsen af, at der er en repræsentationskrise, som de selv er de eneste, der kan løse – eller endnu værre: hvis andre partier giver dem ret i deres fortælling, sådan som de forskellige kristendemokrater i Tyskland dybest set gør – så vil det utvivlsomt styrke populisterne. Og så har de ingen grund til at vende sig i en mere demokratisk retning.«

Jan-Werner Müllers ’Hvad er populisme?’ udkommer på tirsdag.

Populister tager magten

De går deres sejrsgang i det meste af den vestlige verden. Højrepopulisternes fremgang, Brexit og muligheden for at Donald Trump bliver præsident til november sender rystelser gennem de før så stabile partier og institutioner. Men hvad vil populisterne? Hvorfor er de så populære? Og hvad betyder det egentlig, at nogen er populist?

Seneste artikler

  • Populisterne vinder ikke valg – men deres politik slår igennem

    19. juni 2017
    Frygten for den højrepopulistiske bølge i Europa er vendt til forestillingen om en postpopulistisk æra. Begge dele er lige fejlagtige, siger den tyske idehistoriker Jan-Werner Müller, der peger på, at populisterne får magt og indflydelse gennem samarbejde med det konservative establishment
  • ’Populisme er som sådan ikke et emne, der er værd at diskutere’

    22. oktober 2016
    Alle taler om populisterne, men hvem er de egentlig? Information har opsøgt nogle af dem, der normalt bliver stemplet som populister, for at høre, hvad de selv mener om populisme. Forståelsen af begrebet viser sig at være temmelig forskelligartet
  • Populisterne ligner det eneste alternativ

    15. oktober 2016
    ’Postdemokratiets’ mangel på reelle alternativer til neoliberalismen bliver nu endelig udfordret, siger den britiske økonom Colin Crouch. Men udfordrerne er højrepopulister, og de er hverken et ønskeligt alternativ eller en attraktiv alliancepartner for Europas socialdemokrater
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
  • Brugerbillede for Jørgen Mathiasen
    Jørgen Mathiasen
  • Brugerbillede for Britta B. Hansen
    Britta B. Hansen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Marie Jensen
    Marie Jensen
  • Brugerbillede for Trille  Hassager
    Trille Hassager
  • Brugerbillede for Søren Veje
    Søren Veje
  • Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
    Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
Flemming Berger, Espen Bøgh, Jørgen Mathiasen, Britta B. Hansen, Kurt Nielsen, Marie Jensen, Trille Hassager, Søren Veje, Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Jeg synes faktisk at Alternativet (Å) på mange måder er begyndt at gå den pluralistiske vej som Jan-Werner Müller efterlyser.

Allan Stampe Kristiansen, Steffen Gliese, Finn Thøgersen og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Nikolaj Houmann Mortensen

"Og muligvis sætter én af dem sig i stolen som verdens mest magtfulde mand efter den 8. november i år."

Heaven forbid.

Brugerbillede for Jan Hansen

Jeg finder, at Jan-Werner Müllers definition på populisme er al for snæver, om end den muligvis er korrekt og gængs accepteret.

For mig er populisme et meget bredere - og væsentligt simplere - begreb. Det handler simpelt hen om "retorisk taktik", hvor en politiker f.eks. bevidst vælger, at bringe budskaber videre, alene fordi "folket" vil høre dem, selv om politikeren godt ved, at budskaberne i sig selv er urealistiske.

Ét er, at en politiker kan skifte standpunkt, fordi han eller hun indser, at hans eller hendes hidtidige standpunkt ikke holder vand. Det er sådan set ærligt og reelt. Noget helt andet er det, hvis politikeren godt ved, at et givent synspunkt ikke holder vand, ikke kan gennemføres eller bare ikke har noget hold i virkeligheden, men alligevel vælger han eller hun at viderebringe det i sine taler, interviews mv. alene for at score vælgernes stemmer.

Populisme handler simpelt hen om at løbe efter en folkestemning, selv om man godt ved, at folkestemningen, når det kommer til stykket, ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Vibeke Hansen, Michael Hullevad, Allan Stampe Kristiansen, Steffen Gliese, Finn Hansen, Britt Kristensen, Philip B. Johnsen, odd bjertnes, Bill Atkins, Anne Eriksen, Gert Romme, Flemming S. Andersen, Jan Weis og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikkel Nielsen
Mikkel Nielsen

Folkestemning, er netop hvad! Der eksistere ikke noget som EN folkestemning, det er noget "populistisk" ævl der netop ikke tager højde for det myriad af holdninger, bevæggrunde mv.

Det er netop denne simplificerede forståelses horisont der er et problem og så ødelæggende for den demokratiske debat, troen på en sandhed, virkelighed føre os direkte mod demokraties død.

Kristian Rikard, Ernst Enevoldsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Massepsykologi

Det er meget beklageligt, at den ellers velrenomerede professor så enkelt afskriver 1900-tallets massepsykologi. Han kommer dermed i den situation, at han nok kan påstå, at populisme rummer en delegitimering af politiske modstandere, men ikke hvorfor den opstår.

Søren Ferling, Flemming Berger, Allan Stampe Kristiansen, Steffen Gliese, michael andersen, Flemming S. Andersen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

Af hensyn til indplaceringen af f.eks. liste Å v/Uffe Elbæk et al. i massepsykologiens brede spektrum er der åbenlyst et behov for at definere en særlig form for populisme, som er målrettet et særligt emotionelt modtageligt vælgersegment – ’varmluftpopulisme’ - en eksemplarisk samling politiske forslag af temmelig urealistiske proportioner med stemplet - 'har ingen gang på denne jord' - men de får da deres folketingsvederlag og senere pension - værd og for de fleste nødvendigt at tage med … ;-)

Danny Hedegaard, Peder Kruse, Finn Thøgersen, Britt Kristensen, Benjamin Nedergaard Leonhard, Ernst Enevoldsen, Anne Eriksen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

Når udgangspunktet er det politiske establishments fraser "populisme" om folkelige bevægelser imod det politiske establishments måde at føre politik på, så er brikkerne lagt til en ensidig fortælling som skal nedgøre disse gruppers legitimitet.

Gruppernes legitimitet er fastslået i demokratiets spilleregler om fri meningsdannelse og friheden til offentliggøre denne overalt samfundet og dets medier.

Vi ser imidlertid det politiske establishment udføre sin sædvanlige angstskabende retorik overfor befolkningen som helhed, men angsten er deres egen, for tænk hvis andre og flere begyndte at tænke og indse det samme, - det er det politiske establishments egen frygt for deres virkelighed og den magt de har opnået skal miste deres folkelige opbakning.

Disse bevægeler befinder sig overalt i Europa, og bunder i de nye liberalistiske forhold med deregulering og tab af social stabilitet og tryghed, - men fy føj det skal vi ikke tale om, så hellere populisme, "noget som regeringer og politikere ikke selv gør, - eller hvordan er det nu med det"?

Flemming Berger, Britt Kristensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming S. Andersen
Flemming S. Andersen

Jan Weis

Ramt lige i øjet.

Masser af vore politikere har hørt efter saglig Erhard Jacobsens tese om at det er ligegyldigt hvad man siger, blot det kommer i avisen, fordi der er altid 10% idioter til, og de er ikke idioter på det samme. Og 10% af stemmerne er fint at leve af.
Med hensyn til Uffe Elbæk er han rigtig dygtig til at sige hvad netop hans tilhængere gerne vil dagdrømme lidt om, alt imens andre af hans politiks fundamenter som EU omgående vil sætte en stopper for dagdrømmene.
Noget UE aldrig har villet forholde sig til.
Men så gik den tid jo, og man kom det skridt nærmere pensionen.

Brugerbillede for michael andersen
michael andersen

Hvad er en idehistoriker og hvad bruges han til. (eliten er god til at skabe arbejde til dem selv, ved at skubbe den økonomiske og sociale lort nedad, men man kalder al form for idealisme for populisme).

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Den artikel rummer mange sandheder om populismen,så som den er den eneste legitim(osv) og det er farligt I sig selv. Men når hr. Muller sammenligner Recep Erdogan med Mr. Urban fra hungarn gå det ikke. Recep erdogan har ikke afvist flygtninge, og har ikke sagt fordi de er ikke katolikker. Og han har Erdogan, ikke bygget en hegn mod flygtninge.
Erdogan har været angrebet af en kupmager, og han er nød til rydde op. mere skete ikke endnu. Jeg tror Hr. Muller må vide at der er en verden udenfor VESTEN. Og der forsøges også der på at finde et bedre politisk system. Og her spiller Erdogan en rollle på for ex.: demokrati I Islam. Og han tages som model I de politiske partier I de muslimiske lande. Hr,. Vil du have en diktatur I parlementet, er det demokrati?

Brugerbillede for jan henrik wegener
jan henrik wegener

Nok kan der være noget om det der står i overskriften: at uenighed i forskellige denbatter afvises med at "de andre" står udenfor folket. Men de der betegnes her som "populister" er ikke de eneste der anvender en lignende formel. Den er og har været meget udbredt før og nu. For mange der opfatter sig som værende f.eks. på "venstrefløjen" (eller "borgerligheden") kan diskussioner jo gerne dreje sig alene om hvem der tilhører samme fløj, om disse nu er helt rigtige medlemmer af fløjen eller "agenter" for den anden fløj og så videre. Bliver man så afvist som deltager i debatten, eller ligefrem som "værdigt" samfundsmedlem, er der da et element i det af at "smage egen medicin"?

Brugerbillede for Peder Kruse

Populist er et skældsord, man hæfter på politikere af anden observans end ens egen, dømt efter hyppigheden i anvendelsen af ordet. En form for stigmatisering eller udskamning af modstandere. En sådan ordanvendelse har som regel en begrænset levetid, fordi fokus har det med at flytte fra objekt til subjekt over tid.

Jesper Pedersen, Bastian Barx og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Pressen er vel heller ikke kede af at ordet populist eksisterer? Personligt har jeg svært ved at se værdien af det.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Jan-Werner Müller får det til at lyde som et vanskeligt og nærmest uforklarligt fænomen, men er de såkalte populister ikke meget enkel at forklare?

Når befolkningen føler sig og virkelig 'er' oprigtigt truet, når magthaverne, politikerne i kombination med økonomiske system og de mest velhavende, ikke beskytter befolkningen imod alvorlige fare, så bliver der plads til de såkalte populister, der ikke behøver at forholde sig til det større samlede politiske verdensbillede, populisterne behøver kun at puste til frygten, have mindst en syndebuk og ville magten, deraf kombinationen der giver det samlede demokratiske underskud.

Brugerbillede for Mihail Larsen

'Populist' er ikke primært et skældsord - men et begreb

Man kan være for eller imod populisme, så det er altså ikke nødvendigvis et skældsord. Som begreb er det (næsten) lige så gammelt som den politiske filosofi, men det har forskellige, historiske udtryk.

Den første variant:
Utallige er de herskere, der har taget magten i 'folket navn' - som dets 'befriere', men reelt også som dets nye despoter (støttet på Gud, naturen eller traditioner). Den slags finder vi allerede i de tidlige græske tragedier, hos Platon og i den tidlige romerske historie (vox populi).

Den anden variant:
Den antikke arv gik videre i senmiddelalderens og renæssancens republikanisme, der rummede et subtilt samspil mellem fyrster, adel og borgere (eksemplarisk illustreret ved Firenzes historie).

Den tredie variant:
I takt med nationalstaternes dannelse blev 'fødestedskriteriet' (dvs. 'identitetspolitikken') forstærket til en egentlig ideologisk patriotisme, hvor 'folket' i stigende grad blev sakrosant. Vi så denne variant fuldt udfoldet under den franske revolution og den efterfølgende romantik, men den trives fortsat i regressive (sentimentale) former over det meste af kloden - som et (nu) konservativt værn mod moderniteten.

Den fjerde variant:
En særlig ondartet udgave udgjorde nazismen, der kombinerede identitetspolitik og modernitet (sådan som Adorno og Horkheimer har påvist i "Oplysningens dialektik"). Og her finder vi også en nutidig kilde til den intolerance, der klæber ved megen moderne populisme.

Den femte variant:
Kender vi sådan set allerede som del af den første - nemlig som en politisk kynisme, der først gøres mulig, når der etableres en 'offentlighed'. Offentligheden baserer sig på tillid - tillid til argumenter, frem for næver. Den forvandler politik fra slagsmål til sprogspil. Men den åbner desværre også utilsigtet op for demagoger - der misbruger sproget.

Det er nok denne sidste variant, der er mest gældende for den moderne populisme, hvor det er blevet en gængs 'sandhed', at fakta er subjektive. Det kommer derfor ikke an på, hvem der sagligt set har ret, men hvem der kan forføre flest. Derfor nedsætter politikere 'fokusgrupper', ansætter spindoktorer og tager kurser i 'kommunikation'. De tager med andre ord røven på folket, medens de forsøger at sælge sig som dets sande forsvarere.

Søren Ferling, Henrik Olesen, Flemming Berger, Henrik Brøndum og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

Ad den femte variant

Og så er ’politikere’, der ligefrem etablerer såkaldte ’laboratorier’ for at opfinde så mange plusord, at flest muligt hopper på de værste postfaktuelle skrøner og ammestuehistorier for fisseletter, som så forsøges solgt som seriøs politik – forbløffende nok stadig med en vis succes …

At resultatet i tidens fylde sandsynligvis vil blive endnu mere politikerlede blandt vælgerkorpset tager man ikke hensyn til eller overhovedet er bevidste om - ingen nævnt ingen glemt …

Brugerbillede for Espen Bøgh

Han har skrevet en bog, - og hvad så, det er der så mange der gør i disse tider, men problemet er om det er en nødvendig bog for forståelse og oplysning, - jo.., visse passager måske og andre falder helt ved siden af i sin argumentation.

Det grundlæggende i og ved demokratiet er den frie tankeret og retten til udbredelsen af sine tanker overfor andre mennesker, - men den afviser han i flere passager med forskelige bevæggrunde, som ikke er sande eller rigtige med derimod nærmest forførende falske i deres lethed.

"
»Først vil jeg afvise den idé, at populisme er et demokratisk svar på globaliseringen. Når folk
maler dette billede af folket mod eliten eller det etablerede system, som man ser overalt, er
det i sig selv en stor indrømmelse til populisterne. Masserne og folket taler ikke for sig
selv. Nogen taler i deres navn og gør krav på dem. I mange tilfælde ved vi slet ikke, hvad folk
præcist tænker og føler,« forklarer Jan-Werner Müller og påpeger, at denne ukritiske gentagelse
af de socialpsykologiske forklaringer netop fremmer populismen.
"

Udsagnets stærke led er: "Masserne og folket taler ikke for sig selv. Nogen taler i deres navn og gør krav på dem."

Ser vi på vores historie ville intet være ændret uden nye tanker, og store dele af Europa ville i dag være underlagt enevældige kongehuse, hvis ingen har fået andre tanker om demokratiske styreformer for landets borgere.

- I forfatterens optik er dette åbenbart illegitimt i demokratisk forstand i nutiden, - at få andre tanker iblandt samfundets borgere, som sidenhen ændret samfundet!
- Det er jo det rene vanvid!

Hele forureningsdebatten tilbage i slut 60erne og videre frem blev drevet udefra de politiske om universitære cirkler, - men er i dag en erkendelse, at samfundet ikke kan svine hæmningsløst, med urenset røg, urenset spildevand, bilernes udstødning osv., osv.,

Politikernes sendrægtighed overfor dette viser hvor reaktionismen befandt sig, - og siden gjorde det til deres sag, som ledere af landet med ansvaret for netop denne udvikling.

Årsagen hertil såvel dengang som nu er den politiske hang til alene at beskæftige sig med den magt de har opnået af politisk påvirkning i de repræsentative parlamenter, og opbygningen af demokratiske omgivelser i måden af opnå repræsentation i disse fora på, og når disse mål er nået forfalder man til at lade folket alene tilbage, - " for de kan jo lade sig opstille og vælge ud fra de fastlagte kriterier som opstillet", men selv gå ud og blande sig med folket er blevet tilsidesat som noget unødvendigt, - "bjerget må komme til moses" er den demokratiske doktrin for dagens politiske elite.

I samme omgang demonstrerer han også den universitære elites knappe tilgang til det stof de vil beskrive, og gøre krav på indsigt i, men forfalder til reaktionisme for det beståendes skyld, som det eneste legitime, for de ønsker jo ikke at ændre på vedkommendes egen situation, så angsten for forandring hviler også meget fast i den universitære elites bevidsthed.

Her går man heller ikke ud i samfundet og hører hvad der tales, siges om tingene, nej man benytter i stedet Nils Holgersen metoden; "Når man ser det hele sådan lidt fra over", - for det skal man åbenbart(?), ellers tilhører man ikke den rigtige elite med det demokratiske sind på den rigtige måde.

- Det er jo noget grundlæggende noget vrøvl!

Bogen og dens indhold er ikke et demokratisk "must" for nogen, men snarere lidt blændværk i egen optik og selvforståelse for "den sande opfattelse" fremført på meget forførende vis", og har et forkert formål bag overfladen, - at cementere underklassens egen ubevidsthed som sit eget værende, og som trænger til åndelig irettesættelse og disciplinering ovenfra af eliten, den universitære, som den politiske og teknokratiske.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

@ Bøgh det citat af Moses finds ikke nogle steder. det rigtige citat er arabisk. " hvis bjerget ikke kommer til Mohamed så skal Mohamed gå til bjerget". dette er I Europa I hvertfald, Kender du andet kilde?

Brugerbillede for Espen Bøgh

@ Touhami Bennour

Tak for rettelsen, jeg skal gøre hvad jeg kan for at huske det fremover, det var en talemåde jeg lærte tidligt i mit liv, så derfor kom den med sådan.

Brugerbillede for Søren Ferling
Søren Ferling

EU's 'udenrigsminister udtalte: 'De, der tror at politisk islam ikke hører til i Europa, ved slet ikke, hvad Europa er'.

Som det ses er populismen fortrinsvis på etablisementets side.

De fleste af artiklens beskrivelser kan lige så godt bruges på det, man ikke kalder populister.

Brugerbillede for Peter Ole Kvint
Peter Ole Kvint

Hvis du regner dig for en del af eliten, så er en hver som er uenig med dig en væmmelig populist. Dette gælder også når elitens ideer falder efter mødet med virkeligheden.