Læsetid: 10 min.

Hvis du er uenig med populisterne, er du ikke en del af folket

Populismen kan hverken defineres ud fra politisk stil, ideologi eller en bestemt type vælgere. I stedet skal den kendes på en logik om at være den eneste legitime repræsentant for et forestillet ægte og homogent folk. Og det gør den grundlæggende farlig, mener idéhistoriker Jan-Werner Müller
Masserne og folket taler ikke for sig selv. Nogen taler i deres navn og hævder at repræsentere dem, men resten af verden er for hurtige til at acceptere det krav, siger Jan-Werner Müller, idehistorikeren bag en ny bog om populisme

Masserne og folket taler ikke for sig selv. Nogen taler i deres navn og hævder at repræsentere dem, men resten af verden er for hurtige til at acceptere det krav, siger Jan-Werner Müller, idehistorikeren bag en ny bog om populisme

Joachim Adrian

8. oktober 2016

De går deres sejrsgang i Europa, USA og Asien. Efterhånden har populisterne afgørende indflydelse i både Skandinavien, Øst-, Central- og Vesteuropa. Og muligvis sætter én af dem sig i stolen som verdens mest magtfulde mand efter den 8. november i år.

De kommer især ind fra højre: Le Pen, Orbán, Trump og Farage. Selvom Bernie Sanders selvfølgelig blev udråbt til venstrepopulist, ligesom det spanske Podemos-parti og det græske Syriza også blev det, efter de havde vundet folkelig opbakning på deres protester mod den europæiske sparepolitik.

Men hvorfor oplever højrepopulismen i øjeblikket så stor en fremgang sammenlignet med venstrepopulismen?

Spørger man den tyske idéhistoriker og professor ved Princeton University Jan-Werner Müller, er det et svigt i politisk dømmekraft overhovedet at placere Sanders og den sydeuropæiske venstrefløj i samme kategori som højrepopulisterne.

Gør man det, viderefører man mest af alt økonomernes sædvanlige forståelse af populister som dem med de ’utopiske’ og ’uansvarlige’ politikker, mener han.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Espen Bøgh
  • Jørgen Mathiasen
  • Britta Hansen
  • Kurt Nielsen
  • Marie Jensen
  • Trille Hassager
  • Søren Veje
  • Steffen Gliese
Flemming Berger, Espen Bøgh, Jørgen Mathiasen, Britta Hansen, Kurt Nielsen, Marie Jensen, Trille Hassager, Søren Veje og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Nikolaj Houmann Mortensen

"Og muligvis sætter én af dem sig i stolen som verdens mest magtfulde mand efter den 8. november i år."

Heaven forbid.

Jeg finder, at Jan-Werner Müllers definition på populisme er al for snæver, om end den muligvis er korrekt og gængs accepteret.

For mig er populisme et meget bredere - og væsentligt simplere - begreb. Det handler simpelt hen om "retorisk taktik", hvor en politiker f.eks. bevidst vælger, at bringe budskaber videre, alene fordi "folket" vil høre dem, selv om politikeren godt ved, at budskaberne i sig selv er urealistiske.

Ét er, at en politiker kan skifte standpunkt, fordi han eller hun indser, at hans eller hendes hidtidige standpunkt ikke holder vand. Det er sådan set ærligt og reelt. Noget helt andet er det, hvis politikeren godt ved, at et givent synspunkt ikke holder vand, ikke kan gennemføres eller bare ikke har noget hold i virkeligheden, men alligevel vælger han eller hun at viderebringe det i sine taler, interviews mv. alene for at score vælgernes stemmer.

Populisme handler simpelt hen om at løbe efter en folkestemning, selv om man godt ved, at folkestemningen, når det kommer til stykket, ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Vibeke Hansen, Michael Hullevad, Allan Stampe Kristiansen, Steffen Gliese, Finn Hansen, Britt Kristensen, Philip B. Johnsen, odd bjertnes, Bill Atkins, Anne Eriksen, Gert Romme, Flemming S. Andersen, Jan Weis og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Mikkel Nielsen

Folkestemning, er netop hvad! Der eksistere ikke noget som EN folkestemning, det er noget "populistisk" ævl der netop ikke tager højde for det myriad af holdninger, bevæggrunde mv.

Det er netop denne simplificerede forståelses horisont der er et problem og så ødelæggende for den demokratiske debat, troen på en sandhed, virkelighed føre os direkte mod demokraties død.

Kristian Rikard, Ernst Enevoldsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Massepsykologi

Det er meget beklageligt, at den ellers velrenomerede professor så enkelt afskriver 1900-tallets massepsykologi. Han kommer dermed i den situation, at han nok kan påstå, at populisme rummer en delegitimering af politiske modstandere, men ikke hvorfor den opstår.

Søren Ferling, Flemming Berger, Allan Stampe Kristiansen, Steffen Gliese, michael andersen, Flemming S. Andersen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Af hensyn til indplaceringen af f.eks. liste Å v/Uffe Elbæk et al. i massepsykologiens brede spektrum er der åbenlyst et behov for at definere en særlig form for populisme, som er målrettet et særligt emotionelt modtageligt vælgersegment – ’varmluftpopulisme’ - en eksemplarisk samling politiske forslag af temmelig urealistiske proportioner med stemplet - 'har ingen gang på denne jord' - men de får da deres folketingsvederlag og senere pension - værd og for de fleste nødvendigt at tage med … ;-)

Danny Hedegaard, Peder Kruse, Finn Thøgersen, Britt Kristensen, Benjamin Nedergaard Leonhard, Ernst Enevoldsen, Anne Eriksen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Når udgangspunktet er det politiske establishments fraser "populisme" om folkelige bevægelser imod det politiske establishments måde at føre politik på, så er brikkerne lagt til en ensidig fortælling som skal nedgøre disse gruppers legitimitet.

Gruppernes legitimitet er fastslået i demokratiets spilleregler om fri meningsdannelse og friheden til offentliggøre denne overalt samfundet og dets medier.

Vi ser imidlertid det politiske establishment udføre sin sædvanlige angstskabende retorik overfor befolkningen som helhed, men angsten er deres egen, for tænk hvis andre og flere begyndte at tænke og indse det samme, - det er det politiske establishments egen frygt for deres virkelighed og den magt de har opnået skal miste deres folkelige opbakning.

Disse bevægeler befinder sig overalt i Europa, og bunder i de nye liberalistiske forhold med deregulering og tab af social stabilitet og tryghed, - men fy føj det skal vi ikke tale om, så hellere populisme, "noget som regeringer og politikere ikke selv gør, - eller hvordan er det nu med det"?

Flemming Berger, Britt Kristensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Jan Weis

Ramt lige i øjet.

Masser af vore politikere har hørt efter saglig Erhard Jacobsens tese om at det er ligegyldigt hvad man siger, blot det kommer i avisen, fordi der er altid 10% idioter til, og de er ikke idioter på det samme. Og 10% af stemmerne er fint at leve af.
Med hensyn til Uffe Elbæk er han rigtig dygtig til at sige hvad netop hans tilhængere gerne vil dagdrømme lidt om, alt imens andre af hans politiks fundamenter som EU omgående vil sætte en stopper for dagdrømmene.
Noget UE aldrig har villet forholde sig til.
Men så gik den tid jo, og man kom det skridt nærmere pensionen.

michael andersen

Hvad er en idehistoriker og hvad bruges han til. (eliten er god til at skabe arbejde til dem selv, ved at skubbe den økonomiske og sociale lort nedad, men man kalder al form for idealisme for populisme).

Touhami Bennour

Den artikel rummer mange sandheder om populismen,så som den er den eneste legitim(osv) og det er farligt I sig selv. Men når hr. Muller sammenligner Recep Erdogan med Mr. Urban fra hungarn gå det ikke. Recep erdogan har ikke afvist flygtninge, og har ikke sagt fordi de er ikke katolikker. Og han har Erdogan, ikke bygget en hegn mod flygtninge.
Erdogan har været angrebet af en kupmager, og han er nød til rydde op. mere skete ikke endnu. Jeg tror Hr. Muller må vide at der er en verden udenfor VESTEN. Og der forsøges også der på at finde et bedre politisk system. Og her spiller Erdogan en rollle på for ex.: demokrati I Islam. Og han tages som model I de politiske partier I de muslimiske lande. Hr,. Vil du have en diktatur I parlementet, er det demokrati?

jan henrik wegener

Nok kan der være noget om det der står i overskriften: at uenighed i forskellige denbatter afvises med at "de andre" står udenfor folket. Men de der betegnes her som "populister" er ikke de eneste der anvender en lignende formel. Den er og har været meget udbredt før og nu. For mange der opfatter sig som værende f.eks. på "venstrefløjen" (eller "borgerligheden") kan diskussioner jo gerne dreje sig alene om hvem der tilhører samme fløj, om disse nu er helt rigtige medlemmer af fløjen eller "agenter" for den anden fløj og så videre. Bliver man så afvist som deltager i debatten, eller ligefrem som "værdigt" samfundsmedlem, er der da et element i det af at "smage egen medicin"?

Populist er et skældsord, man hæfter på politikere af anden observans end ens egen, dømt efter hyppigheden i anvendelsen af ordet. En form for stigmatisering eller udskamning af modstandere. En sådan ordanvendelse har som regel en begrænset levetid, fordi fokus har det med at flytte fra objekt til subjekt over tid.

Jesper Pedersen, Bastian Barx og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Pressen er vel heller ikke kede af at ordet populist eksisterer? Personligt har jeg svært ved at se værdien af det.

Philip B. Johnsen

Jan-Werner Müller får det til at lyde som et vanskeligt og nærmest uforklarligt fænomen, men er de såkalte populister ikke meget enkel at forklare?

Når befolkningen føler sig og virkelig 'er' oprigtigt truet, når magthaverne, politikerne i kombination med økonomiske system og de mest velhavende, ikke beskytter befolkningen imod alvorlige fare, så bliver der plads til de såkalte populister, der ikke behøver at forholde sig til det større samlede politiske verdensbillede, populisterne behøver kun at puste til frygten, have mindst en syndebuk og ville magten, deraf kombinationen der giver det samlede demokratiske underskud.

'Populist' er ikke primært et skældsord - men et begreb

Man kan være for eller imod populisme, så det er altså ikke nødvendigvis et skældsord. Som begreb er det (næsten) lige så gammelt som den politiske filosofi, men det har forskellige, historiske udtryk.

Den første variant:
Utallige er de herskere, der har taget magten i 'folket navn' - som dets 'befriere', men reelt også som dets nye despoter (støttet på Gud, naturen eller traditioner). Den slags finder vi allerede i de tidlige græske tragedier, hos Platon og i den tidlige romerske historie (vox populi).

Den anden variant:
Den antikke arv gik videre i senmiddelalderens og renæssancens republikanisme, der rummede et subtilt samspil mellem fyrster, adel og borgere (eksemplarisk illustreret ved Firenzes historie).

Den tredie variant:
I takt med nationalstaternes dannelse blev 'fødestedskriteriet' (dvs. 'identitetspolitikken') forstærket til en egentlig ideologisk patriotisme, hvor 'folket' i stigende grad blev sakrosant. Vi så denne variant fuldt udfoldet under den franske revolution og den efterfølgende romantik, men den trives fortsat i regressive (sentimentale) former over det meste af kloden - som et (nu) konservativt værn mod moderniteten.

Den fjerde variant:
En særlig ondartet udgave udgjorde nazismen, der kombinerede identitetspolitik og modernitet (sådan som Adorno og Horkheimer har påvist i "Oplysningens dialektik"). Og her finder vi også en nutidig kilde til den intolerance, der klæber ved megen moderne populisme.

Den femte variant:
Kender vi sådan set allerede som del af den første - nemlig som en politisk kynisme, der først gøres mulig, når der etableres en 'offentlighed'. Offentligheden baserer sig på tillid - tillid til argumenter, frem for næver. Den forvandler politik fra slagsmål til sprogspil. Men den åbner desværre også utilsigtet op for demagoger - der misbruger sproget.

Det er nok denne sidste variant, der er mest gældende for den moderne populisme, hvor det er blevet en gængs 'sandhed', at fakta er subjektive. Det kommer derfor ikke an på, hvem der sagligt set har ret, men hvem der kan forføre flest. Derfor nedsætter politikere 'fokusgrupper', ansætter spindoktorer og tager kurser i 'kommunikation'. De tager med andre ord røven på folket, medens de forsøger at sælge sig som dets sande forsvarere.

Søren Ferling, Henrik Olesen, Flemming Berger, Henrik Brøndum og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Ad den femte variant

Og så er ’politikere’, der ligefrem etablerer såkaldte ’laboratorier’ for at opfinde så mange plusord, at flest muligt hopper på de værste postfaktuelle skrøner og ammestuehistorier for fisseletter, som så forsøges solgt som seriøs politik – forbløffende nok stadig med en vis succes …

At resultatet i tidens fylde sandsynligvis vil blive endnu mere politikerlede blandt vælgerkorpset tager man ikke hensyn til eller overhovedet er bevidste om - ingen nævnt ingen glemt …

Han har skrevet en bog, - og hvad så, det er der så mange der gør i disse tider, men problemet er om det er en nødvendig bog for forståelse og oplysning, - jo.., visse passager måske og andre falder helt ved siden af i sin argumentation.

Det grundlæggende i og ved demokratiet er den frie tankeret og retten til udbredelsen af sine tanker overfor andre mennesker, - men den afviser han i flere passager med forskelige bevæggrunde, som ikke er sande eller rigtige med derimod nærmest forførende falske i deres lethed.

"
»Først vil jeg afvise den idé, at populisme er et demokratisk svar på globaliseringen. Når folk
maler dette billede af folket mod eliten eller det etablerede system, som man ser overalt, er
det i sig selv en stor indrømmelse til populisterne. Masserne og folket taler ikke for sig
selv. Nogen taler i deres navn og gør krav på dem. I mange tilfælde ved vi slet ikke, hvad folk
præcist tænker og føler,« forklarer Jan-Werner Müller og påpeger, at denne ukritiske gentagelse
af de socialpsykologiske forklaringer netop fremmer populismen.
"

Udsagnets stærke led er: "Masserne og folket taler ikke for sig selv. Nogen taler i deres navn og gør krav på dem."

Ser vi på vores historie ville intet være ændret uden nye tanker, og store dele af Europa ville i dag være underlagt enevældige kongehuse, hvis ingen har fået andre tanker om demokratiske styreformer for landets borgere.

- I forfatterens optik er dette åbenbart illegitimt i demokratisk forstand i nutiden, - at få andre tanker iblandt samfundets borgere, som sidenhen ændret samfundet!
- Det er jo det rene vanvid!

Hele forureningsdebatten tilbage i slut 60erne og videre frem blev drevet udefra de politiske om universitære cirkler, - men er i dag en erkendelse, at samfundet ikke kan svine hæmningsløst, med urenset røg, urenset spildevand, bilernes udstødning osv., osv.,

Politikernes sendrægtighed overfor dette viser hvor reaktionismen befandt sig, - og siden gjorde det til deres sag, som ledere af landet med ansvaret for netop denne udvikling.

Årsagen hertil såvel dengang som nu er den politiske hang til alene at beskæftige sig med den magt de har opnået af politisk påvirkning i de repræsentative parlamenter, og opbygningen af demokratiske omgivelser i måden af opnå repræsentation i disse fora på, og når disse mål er nået forfalder man til at lade folket alene tilbage, - " for de kan jo lade sig opstille og vælge ud fra de fastlagte kriterier som opstillet", men selv gå ud og blande sig med folket er blevet tilsidesat som noget unødvendigt, - "bjerget må komme til moses" er den demokratiske doktrin for dagens politiske elite.

I samme omgang demonstrerer han også den universitære elites knappe tilgang til det stof de vil beskrive, og gøre krav på indsigt i, men forfalder til reaktionisme for det beståendes skyld, som det eneste legitime, for de ønsker jo ikke at ændre på vedkommendes egen situation, så angsten for forandring hviler også meget fast i den universitære elites bevidsthed.

Her går man heller ikke ud i samfundet og hører hvad der tales, siges om tingene, nej man benytter i stedet Nils Holgersen metoden; "Når man ser det hele sådan lidt fra over", - for det skal man åbenbart(?), ellers tilhører man ikke den rigtige elite med det demokratiske sind på den rigtige måde.

- Det er jo noget grundlæggende noget vrøvl!

Bogen og dens indhold er ikke et demokratisk "must" for nogen, men snarere lidt blændværk i egen optik og selvforståelse for "den sande opfattelse" fremført på meget forførende vis", og har et forkert formål bag overfladen, - at cementere underklassens egen ubevidsthed som sit eget værende, og som trænger til åndelig irettesættelse og disciplinering ovenfra af eliten, den universitære, som den politiske og teknokratiske.

Touhami Bennour

@ Bøgh det citat af Moses finds ikke nogle steder. det rigtige citat er arabisk. " hvis bjerget ikke kommer til Mohamed så skal Mohamed gå til bjerget". dette er I Europa I hvertfald, Kender du andet kilde?

@ Touhami Bennour

Tak for rettelsen, jeg skal gøre hvad jeg kan for at huske det fremover, det var en talemåde jeg lærte tidligt i mit liv, så derfor kom den med sådan.

Søren Ferling

EU's 'udenrigsminister udtalte: 'De, der tror at politisk islam ikke hører til i Europa, ved slet ikke, hvad Europa er'.

Som det ses er populismen fortrinsvis på etablisementets side.

De fleste af artiklens beskrivelser kan lige så godt bruges på det, man ikke kalder populister.

Peter Ole Kvint

Hvis du regner dig for en del af eliten, så er en hver som er uenig med dig en væmmelig populist. Dette gælder også når elitens ideer falder efter mødet med virkeligheden.