Læsetid: 4 min.

’Der er vel ikke andet for end at lave et kollektiv, der hedder Gule Jordstråle, og starte forfra’

»Der har været flere almindelige mennesker, men i dag er de en truet race, fordi alle vil skille sig ud. Være freelancer. Gå i blå sko og være deltidspunker. Og være ualmindelig«
Moderne Tider
29. oktober 2016
»Der har været flere almindelige mennesker, men i dag er de en truet race, fordi alle vil skille sig ud. Være freelancer. Gå i blå sko og være deltidspunker. Og være ualmindelig«

Stine Bidstrup

Du skriver meget om ’det almindelige Danmark’. Men hvad er det at være almindelig?

»For mig hænger almindelighed meget sammen med at have et job. At tjene sin faste løn. Og møde på arbejde hver morgen. Uden at stille de store spørgsmål til eksistensen, fordi tingene jo bare er, som de er. Det er også almindeligt at eje sit hus. Og plante ting ud i sin have, som man så passer.«

»Det almindelige er i det usynlige; det man ikke rigtig lægger mærke til, fordi det fungerer. At føre en samtale om vejret er toppen af almindelighed, fordi det giver tryghed at bekræfte for sin nabo, at vejret er godt eller dårligt.«

»For mig er hovedpersonen Jørgen i starten af min seneste roman Slagterkoner og bagerenker almindelig og normal og et ordentligt menneske og en god ægtemand. Jørgen er dermed en sjældenhed. En anakronisme. Et levn fra den almindelige verden, der næsten heller ikke findes mere, fordi tingene forandrer sig så voldsomt i de her år. Sådan har det været med Jørgen i mange år, indtil han pludselig skiller sig ud i al sin arbejdsløshed og stigende særhed (romanen handler om en elektriker, som bliver arbejdsløs, red.). Der har været flere almindelige mennesker, men i dag er de en truet race, fordi alle vil skille sig ud. Være freelancer. Gå i blå sko og være deltidspunker. Og være ualmindelig.«

Hvad har du i lommen?

»I lommen på min vest har jeg en pakke svensk snus: ’Göteborg Rappé’. Den er ret god og giver det her herlige blyforhæng ned for øjnene, når jeg skal skynde mig. Aah.«

Hvad er den største forskel på provinsen og København?

»At vi i provinsen godt ved, at der findes et centrum, som ikke er her. Og at vi derfor lever fint med at leve i periferien. Hvor imod en københavner bliver angst, når han eller hun opholder sig for længe i provinsen, for sæt nu han eller hun aldrig kommer tilbage til centrum. Men hvis jeg må have lov at blive mere konkret, er det også et spørgsmål om infrastruktur. Der bruges ikke mange penge på at binde provinsen sammen, i København eller Aarhus kan du dårligt gå en meter, uden at der går en metro eller en letbane. Så ens tidsfornemmelse og ens tidstabsaccept er klart større i provinsen. Provinsen er Danmarks Mombasa, man ved, der går en bus før eller siden. Den største forskel, jeg oplevede ved at flytte til Korsør, var, at folk standsede op og snakkede uden at skulle videre med det samme.«

Hvornår mærkede du første gang, at du blev voksen?

»Da mit lem blev stående oppe under læsning af en Kim-bog, hvor der var en sød pige i. Men jeg tror først, jeg har følt mig voksen som 32-årig, da jeg fik mit første barn. Nej, egentlig tror jeg først, det er noget, jeg med sikkerhed kan sige er kommet inden for de sidste 4-5 år.«

Hvad er det smukke ved middelklassen?

»Jeg synes faktisk, det er et lidt skræmmende udsagn, at der er noget smukt ved en klasse. Men hvis der er noget smukt, så er det måske, at de har bevaret tilliden til verden, fordi de befinder sig på et sted, hvor de ikke behøver være nervøse for det næste måltid, eller hvor de skal bo i morgen. Man kan måske sige, at folk fra middelklassen ofte har prøvet at være længere nede, hvorfor de har en vis forståelse for mennesker, der har det dårligere end dem selv, skal hjælpes og ikke mistænkes. Det har overklassen i højere grad glemt, fordi de er så rige.«

Hvis du skulle have levet i en anden tid, hvilken skulle det så være?

»Mit skriveårti er nok 70’erne. De fleste af mine bøger foregår i hessian-perioden (en særlig slags grov tapet, som var moderne i 70’erne, red.). Men jeg har ikke noget imod at leve i år 2016. Men i forhold til menneskesynet foretrækker jeg 1970’ernes largeness og undren og nybrud. Jeg synes menneskesynet er blevet fattigt, og at det faktisk går tilbage rent mentalt. Fordi vi har så travlt, at vi ikke lever. Men der er vel ikke andet for end at lave et kollektiv, der hedder Gule Jordstråle, og starte forfra vel.«

Hvilken sang burde alle høre?

»’Ich bin die fesche Lola’ med Marlene Dietrich.«

Hvad er en moderne mand?

»Moderne mænd lader, som om de er frie og frække og går i Nike-sko og har skæg, men dybest set er de rodløse og uklare og går konstant til fitness for at afstive en form for skelet, der kan holde den moderne mands gople-organisme oppe. Jeg har det personligt svært med den moderne mand.«

»Men det irriterer mig også, at jeg svarer som en moderne mand, for det er også ekstremt moderne at være anti-moderne mand og mavesur passiv aggressivt fornærmet på mandekønnets vegne samtidig. Dybest set er den moderne mand jo bare et menneske, og mennesker er lige så forskellige i dag, som de var for 40 år siden. Heldigvis basta. Igen er ideen om den moderne mand lige så konstrueret og forenklet som ideen om den moderne almindelighed. Ingen af delene findes – kun.«

Hvad giver dig håb?

»At se mine tøser vokse op. Og min hund grave efter kødben.«

Jens Blendstrup

Født 1968 i Aarhus. Bor i dag i Korsør.

Forfatter og dramatiker.

Er aktuel med bogen ’Slagterkoner og bagerenker’, som handler om den arbejdsløse elektriker Jørgen.

Han har skrevet en lang række bøger – bl.a. ’Luskefisefortællinger’ og ’Bombaygryde’ – og netop nu er hans selvbiografiske roman ’Gud taler ud’ ved at blive filmatiseret af Henrik Ruben Genz

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her