Baggrund
Læsetid: 12 min.

Et år efter: Terrorangreb har gjort Frankrig mere delt

Det første store terrorangreb i Frankrig sidste år skabte sammenhold. Men de følgende angreb har forstærket skellene i befolkningen
I dagene efter angrebet på Bataclan i Paris passerede tusinder af parisere forbi og blev stående en tid i frygt og sorg. I dag et år efter er hverdagen vendt tilbage, men folks indre beredskab er øget.

I dagene efter angrebet på Bataclan i Paris passerede tusinder af parisere forbi og blev stående en tid i frygt og sorg. I dag et år efter er hverdagen vendt tilbage, men folks indre beredskab er øget.

Henning Hjorth

Moderne Tider
12. november 2016

Den tiltagende efterårskulde holder de fleste inden døre på baren Le Carillon. Det er tidlig torsdag aften i november, og årsdagen for sidste års blodige terrorangreb i Paris nærmer sig.

Angrebene rystede Frankrig og demonstrerede, at alle, selv fredelige café- og koncertgæster i Europa, kan være mål for terrorister.

Indenfor er der godt fyldt op, og hvis man ikke vidste det, ville man ikke gætte, at dette var scenen for et terrorangreb for 12 måneder siden. Ubekymret langer de tre bartendere vin, øl og kaffe over den lange vinkelrette bardisk til de fortrinsvis unge gæster. Længere inde i lokalet sidder fire venner i bløde lænestole og drikker øl.

»Det er ikke noget, der som sådan mærker os. Vi tænker over det, men det er ikke et problem for os,« siger Irène, der arbejder i modebranchen, om at sidde på en af de barer, der blev angrebet sidste år.

Thibault, der arbejder i finansministeriet, stemmer i: »Jeg tror ikke, det har ændret meget i Paris. Vi er ikke holdt op med at gå på bar, sidde på fortovscafé og så videre. Det har ikke ændret sig en dyt.«

En ændret sindstilstand

Formålet med terrorisme er at indgyde frygt og destabilisere et samfund. Men frygt kan være svær at måle. Derfor kan det også være svært at vurdere, hvilken effekt de seneste års terrorangreb har haft på den franske sjæl. Men man kan prøve, og det har meningsmålingsinstituttet Ifop gjort i en række undersøgelser, som tegner et noget andet billede end det, de unge på Le Carillon oplever.

»Frankrig er blevet ramt af en række store, omfattende terrorangreb. Det har åbenlyst haft konsekvenser. Den mest direkte konsekvens er, at terrortruslen i dag mærkes meget kraftigt over hele landet og i langt højere grad end i andre europæiske lande,« forklarer Ifops meningsmålingsdirektør, Jérôme Fourquet.

Frygten er i dag integreret i franskmændenes liv, siger han. Ifølge undersøgelserne har det bl.a. resulteret i en ændret adfærd, der betyder, at besøgstal i teatre og koncertsteder er faldet, ligesom nogle franskmænd svarer, at de holder sig fra overfyldte områder af frygt for et angreb.

»Der er en sindstilstand, der afgjort har ændret sig i Frankrig efter angrebene. Det er den første og mest tydelige effekt.«

Det er ikke kun franskmændene selv, der ændrer adfærd. Frankrig er det mest besøgte land i verden, men i år kom syv pct. færre turister på besøg. Alene i Paris resulterede det i et omsætningstab på en milliard euro, og den franske udenrigsminister skød selv en del af skylden for de fraværende turister på angrebene.

På Le Carillon mener Charlotte, der er advokat, egentlig ikke, at angrebene har ændret meget i Paris’ byliv.

»Men da jeg var på sommerferie i det nordlige Frankrig, spurgte en kvinde, om ikke jeg var bange for at være i Paris. Nej, svarede jeg,« siger hun og griner lidt sammen med de andre.

Thibault tilføjer: »Der er faktisk nogle af mine venner, der ikke har lyst til at være på den her bar længere, fordi de ikke bryder sig om at vende tilbage til et sted, hvor så mange mennesker døde. Men de fleste af os føler, at det er det rigtige at gøre, at blive ved med at gå ud de samme steder.«

Sådan er mønsteret: Frygten findes, selv om man ikke nødvendigvis møder den i det daglige. Folk fortsætter med at gå i biografen, følge ungerne i skole og spadsere gennem gaderne. Men hvis der sker noget, eller medierne omtaler terrorisme, blusser frygten op igen, forklarer Jérôme Fourquet.

Det skete senest i september, hvor en bil med gasflasker og fyldte benzindunke blev fundet efterladt tæt på Nôtre Dame i Paris. Myndighederne arresterede en række kvinder og oprullede en celle, der var ved at planlægge endnu et angreb. Og selv om angrebet aldrig kom, steg antallet af franskmænd, der var ængstelige, lynhurtigt, viser Ifops undersøgelser.

»Når man lever sammen med franskmænd i dagligdagen, er det ikke noget, man bemærker. Men noget har ændret sig i forhold til tidligere. Og det er, at på et hvilket som helst tidspunkt kan frygten stige igen. Og alle tænker over det på et eller andet tidspunkt,« siger Jérôme Fourquet.

Tilbage på barerne

130 mennesker mistede livet fredag den 13. november 2015, da grupper af terrorister angreb først Stade de France, kort efter en række barer i Paris’ 10. og 11. arrondissement, kulminerende med massakren på spillestedet Bataclan, hvor 90 mennesker blev dræbt under en koncert med bandet Eagles of Death Metal.

15 mennesker døde i krydset ved Le Carillon og Le Petit Cambodge, der månederne efter holdt lukket. Man kunne stadig se skudhuller i Le Carillons ruder, og fortovene var dækket til af blomster og lys. Siden åbnede begge steder igen, og hele sommeren har de nye caféstole uden for baren været godt fyldt op.

Selv om angrebene rystede Frankrig, var pariserne hurtigt tilbage på deres barer og cafeer, og på sociale medier blev hashtagget #jesuisenterrasse brugt som en manifestation: Terroristerne skulle ikke have lov at sprede frygt og ændre på franskmændenes livsstil.

»Vi gik ud aftenen efter. Vi stod uden for en af de andre barer, der blev ramt, og drak øl. Det begyndte lige efter angrebene,« fortæller Thibault. »Det var et slags statement. Især folk i provinserne sagde, at vi ikke skulle gå ud, fordi Paris var så farligt. Men vi tænkte: ’Nej, intet har ændret sig.’«

Undtagelsestilstande

Men noget har ændret sig. Man skal ikke opholde sig længe i det parisiske byrum, før man ser tegnene. Overalt i byen patruljerer grupper af kampklædte soldater i adstadigt tempo med maskinpistoler i hænderne. Der er omfattende sikkerhedstjek ved indgangene til de fleste offentlige bygninger, museer, universiteter, mv., og jødiske institutioner er pakket ind i sikkerhed.

Frankrig har været i undtagelsestilstand, ikke bare mentalt, men også helt konkret siden angrebene for et år siden. Og netop som præsident François Hollande på Bastilledagen 14. juli i år bebudede, at han ikke ønskede at forlænge undtagelsestilstanden, skete det værst tænkelige.

Sidst på aftenen bragede en mand en hvid lastbil ind i den festende menneskemængde ved strandpromenaden i Nice og dræbte 84 mennesker. Igen var målet helt almindelige, uskyldige borgere.

Og undtagelsestilstanden blev forlænget, både i franskmændenes sind og i det franske parlament. 12 dage senere ramte terroren igen, da to 19-årige mænd trængte ind i en kirke i Normandiet, tog seks gidsler og dræbte det ene, en 85-årig præst.

Siden angrebet på Charlie Hebdo i januar 2015 har terror kostet flere end 225 menneskeliv i Frankrig. Og ingen tør tro på, at det ikke sker igen. Det er nok det, der er forskellen på, hvordan franskmændene havde det efter angrebet i januar, der var det første, og efter angrebene i november, der skulle vise sig blot at være endnu et i rækken.

»Der vil være nye angreb. Der vil være uskyldige ofre. Hver gang, jeg siger disse ord, fordi det også er min opgave, indser jeg betydningen og alvoren af dem,« har premierminister Manuel Valls sagt.

Smuldrende sammenhold

Massakren på satiremagasinet Charlie Hebdos redaktion i januar 2015 var den blodigste i Frankrig siden 1961, og landets borgere svarede igen med sammenhold.

Pariserne stod i alenlange køer i de tidlige morgentimer, da den første udgave af bladet efter attentatet udkom. Voltaires traktat om tolerance storsolgte, og flere end 1,5 millioner mennesker deltog i den ’republikanske march’ gennem Paris’ gader. På tværs af politiske skel bakkede man op om de republikanske værdier og sammenholdet.

Ved de efterfølgende angreb har reaktionerne ikke båret præg af national enighed, tværtimod er eksisterende skel blevet gravet dybere. For eksempel har højrefløjen ikke holdt sig tilbage fra at udnytte situationen til at underminere den socialistiske regering, påpeger Philippe Marlière, professor i europæisk og fransk politik ved University College London.

»Angrebene har markant ændret den nationale mentalitet. Både i politik og i medierne har det medført en stigning i debatter, der ikke bare handler om sikkerhed, men også om national identitet. Det sidste, den nationale identitet, er et stort emne op til præsidentvalget, og ikke mindst diskussionen om, hvem der ikke har del i den nationale identitet. Her handler den største diskussion om islam og muslimer i Frankrig,« forklarer han.

Således har alle toneangivende politikere fra den yderste højrefløjs Marine Le Pen over republikanere som Nicolas Sarkozy og til en vis grad den socialistiske præsident Hollande peget på islam som en del af forklaringen på Frankrigs problemer.

Sarkozy, der håber at kunne stille op til næste års præsidentvalg som republikanernes kandidat, har for eksempel talt om et »minoritetstyranni«. Han har foreslået at indespærre alle personer, der af efterretningstjenesterne mistænkes for at være radikaliseret eller på anden vis kan forbindes til terrorisme. Og han vil indføre et nationalt forbud mod burkinier.

Begge dele har det regerende socialistparti afvist, men præsident Hollande har samtidig selv foreslået at ændre den franske forfatning, så dømte terrorister med dobbelt statsborgerskab ville kunne fratages deres franske pas og udvises til deres andet ’hjemland’. Det forslag måtte præsidenten dog trække tilbage, bl.a. som følge af intern splittelse i socialistpartiet.

Senest er Hollande blevet citeret for at sige, at »der er et problem med islam« i Frankrig.

»Det er ikke, fordi islam i sig selv udgør et problem, i den forstand at det er en farlig religion, men fordi den vil gøre sig gældende i republikken,« siger Hollande til to journalister i bogen Det burde en præsident ikke sige …, der udkom for nylig.

Den franske republik bygger på en særlig form for sekularisme, laïcité, der effektivt adskiller stat og religion. Derfor er f.eks. muslimsk hovedbeklædning forbudt i offentlige institutioner. Og derfor er det ifølge en fransk præsident fuldstændig utænkeligt, at en religion kan etableres i selve republikken, dvs. staten.

Problemerne består

Selv om det siges med forskellige ordvalg og temperamenter, er der en udbredt oplevelse af, at den franske identitet og de republikanske værdier er truet. Og det har konsekvenser, mener Philippe Marlière.

»Når man taler om den slags ting, er det klart, at der skabes angst og mistro i befolkningen. Det kan man også se, ved at der ifølge politiets statistikker er sket en stigning i antallet af antimuslimske forbrydelser og islamofobiske synspunkter,« siger han.

»Det fører til det næste spørgsmål, som er, hvad Frankrig skal gøre med de unge, der er anden- og tredjegenerationsindvandrere, muslimer eller ej. Det er et stort problem, som der slet ikke bliver taget fat på. Man foretrækker store diskussioner om islamistisk fundamentalisme og forbindelser til Syrien. Men de fyre, der stod bag angrebene, var for de flestes vedkommende franskmænd, der ikke engang havde været i Syrien, men blot var ekstremt marginaliserede. Det retfærdiggør ikke deres handlinger, men det viser, at der er et stort problem med integrationen. Dette meget vigtige problem bliver ikke diskuteret i Frankrig.«

Til gengæld fortsætter undtagelsestilstanden, der bl.a. giver politiet markant øgede beføjelser til at overvåge, ransage og arrestere mistænkte. Det er voldsomme indgreb i frihedsrettighederne, som nu har stået på i et år.

Men intet tyder på, at franskmændene har fået nok. Snarere tværtimod. Et flertal af franskmænd er positivt indstillede over for at beholde undtagelsestilstanden og tilmed over for at internere personer, der er på efterretningstjenesternes radar, men ikke har begået nogen forbrydelse.

»Vi ser en forhærdelse af holdninger og et krav om sikkerhed, der er meget signifikant, og som er blevet signifikant skærpet,« siger Jérôme Fourquet fra Ifop. »Hvis du spørger franskmændene i dag, om man skal prioritere respekten for individuel frihed eller effektiv beskyttelse og sikkerhed, så er de klart på sikkerhedssiden. Det har ændret sig meget.«

Fortsat stabilt

Terrorangrebene, det ændrede debatklima og det øgede fokus på islam i Frankrig har dog ikke ført til, at antimuslimske holdninger som sådan har spredt sig i samfundet, vurderer Jérôme Fourquet.

En stor andel af befolkningen – omkring 30 pct. – anser stadig islam for at være en trussel. Men det er en andel, hvis størrelse ikke har ændret sig efter angrebene. Og selv om der er registreret en stigning i antallet af hadforbrydelser mod muslimer, er der ikke statistisk tale om nogen eksplosion.

»Den andel af befolkningen, der anser islam for at være en trussel, er endnu mere overbeviste om det end tidligere, og deres holdninger er blevet hårdere. Men disse holdninger har ikke spredt sig til andre,« siger Jérôme Fourquet.

Det er altså snarere sammenholdet, der er ramt. Der tales, ikke mindst i medierne, om risikoen for, at spændingerne mellem den muslimske befolkningsgruppe og resten af befolkningen kan eskalere og i sidste ende resultere i en reel borgerkrig – og at det er netop det, terroristerne gerne vil opnå.

»Mange franskmænd er bange for, at det vil ske. Men ikke desto mindre kan man se, at selv efter det, Frankrig har været igennem i 2015 og 2016, har der ikke været massive gengældelsesaktioner, og selv om der er bekymring i det franske samfund, selv om det stiller sig selv en masse spørgsmål, så fortsætter det i sin helhed med at være relativt stabilt,« siger Jérôme Fourquet.

»Jeg siger ikke, at alt er godt, og at Frankrig har stået imod på fantastisk vis. Der er masser af uro, i en psykologisk forstand, en masse ængstelse, en masse tvivl og en masse frygt for, hvad der kan ske. Men for øjeblikket er hændelserne (hvor der er sket voldelige sammenstød, red.) meget, meget isolerede, og vi har en følelse af, at landet holder sig gående.«

På Le Carillon er de fire venner også enige om, at terrorangrebene ikke har ændret noget fundamentalt. I hvert fald ikke for dem selv og andre unge mennesker.

»Vi er i det 10. arrondissement, og det vil selvsagt ikke ændre på, hvordan vi stemmer,« siger Thibault. »Men for andre dele af befolkningen vil det nok flytte stemmer og bane vej for mere ekstremisme. Sådan er det jo. Det er ikke sådan, de unge i Paris reagerer, for vi oplever det ikke i vores hverdag. Men det sker alligevel.«

Det er Irène enig i: »Jeg tror, at folk uden for Paris i højere grad har ændret holdning. De er mere bange. Mærkeligt nok er det ikke tilfældet i Paris,« siger hun.

De unge i Paris, som var terroristernes mål den fredag aften i november sidste år, er altså paradoksalt nok blandt dem i befolkningen, der har ladet sig mindst mærke af terroren, hvis man skal tro de fire venner på Le Carillon.

»Man føler ikke frygten i Paris. Men man føler den uden for Paris, i provinserne,« siger Thibault. »På det lokale plan har det ikke ændret noget, men på det nationale plan har det.«

Terror i Frankrig

7. januar 2015: To mænd angrber satiremagasinet Charlie Hebdos lokaler, dræber 11 og sårer 11. Efter to dages flugt dræbes de to terrorister, Chérif og Saïd Kouachi af politiet. Samme dag dræber Amedy Coulibaly fire jøder i et kosher-supermarked i Paris. Al-Qaeda på den Arabiske Halvø tager ansvaret for angrebet mod Charlie Hebdo.

26. juni 2015: På en fabrik nær Lyon halshugger en ansat sin chef og sårer kolleger, da han kører sin bil ind i gasbeholdere, der eksploderer. Tre dage tidligere har IS opfordret til angreb i forbindelse med ramadanen.

13. november 2015: 130 dør, og over 413 såres i Paris. Det begynder, da en mand sprænger sig selv i luften foran Stade de France under en fodboldkamp og dræber én. Kort efter skyder tre mænd café- og restaurantgæster ved Le Carillon og Le Petit Cambodge og fortsætter mod andre barer og cafeer i området. Et kvarter efter angriber tre andre mænd spillestedet Bataclan. 90 dør, mange såres. IS tager ansvaret.

13. juni 2016: En politimand og hans kæreste dræbes af knivstik i deres hjem. Gerningsmanden erklærer troskab over for IS, inden han dræbes af politiet.

14. juli 2016: På Frankrigs nationaldag brager en mand en lastbil ind i en mængden på strandpromenaden i Nice. 84 dør, og 434 såres. Gerningsmanden dræbes af politiet. IS tager ansvaret.

26. juli 2016: To unge mænd trænger ind i en kirke i Saint-Étienne-du-Rouvray i det nordlige Frankrig. De dræber en 85-årig præst, inden de flygter og dræbes af politiet. IS tager ansvaret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Måske er der grund til lige at slå fast, at Frankrigs deling mere er mellem Paris og provinsen udenom. Sagen er jo, at forskellene på Paris og provinsen i gennem de mange år jeg var ansat hos en stor fransk dækproducent har været så stor, at man burde tro, det er 2 forskellige verdener. Og denne forskel er egentlig kun blevet endnu mere ekstrem efter terrorhandlingerne.

I Paris har Front National ikke mange tilhængere, men det har de til gengæld udenfor byen. Paris har altid været et stærkt multinationalt samfund, og det har skabt andre holdninger. Og på en underlig vis bærer pariserne ikke nag overfor de befolkningsgrupper, som disse terrorister kommer fra - men nærmest en form for medlidenhed.

Og derfor har pariserne også været massivt imod de "foranstaltninger", som den Franske Nationalforsamling har vedtaget, medens provinsen ikke kunne få disse kraftige nok. Men det er klart, at pariserne har disse begivenheder liggende i baghovedet, og ser sig nu bevidst eller ubevidst om, når mange mennesker er samlet.

Er det Trump, der ikke naar Sarkozy til "hoftehlderen" eller er det Sarkozy, der endnu ikke kan maale sig med Trump ?