Læsetid: 4 min.

Al den snak om vold i fodbold ’over there’ er noget værre sludder

Der ’moones’ en del, når det amerikanske fodboldhold Seattle Sounders' fans dukker op til kampene. Flere ynder at iklæde sig veritabelt krigsudstyr. Hjelme, plasticsværd, den slags. Men selv om de barske fans måske drømmer om at være med i en britisk hooligan-film, består de ubehagelige ritualer mest i at afbryde modstandernes sange med obskøne tilråb og røven i vejret
Forsvaren for det amerikanske fodboldhold Seattle Sounder, Dylan Remick, strækker ud efter en træning i februar. Foto: Elaine Thompson

Forsvaren for det amerikanske fodboldhold Seattle Sounder, Dylan Remick, strækker ud efter en træning i februar. Foto: Elaine Thompson

Elaine Thompson

5. november 2016

I de seneste måneder er der gået Europa og helt præcist England i amerikansk sportskultur. Sådan da.

I sommers skrev Jay Caspian Kang en formfuldendt klumme i New York Times om vold og fremmedhad i amerikansk soccer.

Kang har også skrevet om »den ubærlige hvide mands magtkultur« i baseball og om bilfascination for The New Yorker.

Kangs essay rejste en shitstorm af kommentarer, især på de sociale medier. Problemet er bare, at al den snak om vold i fodbold over there er noget værre sludder.

Hvad gør de typiske sportsfans i USA? De tailgater. De slår lejr uden for portene. Lidt lige som open-air biografer.

Audi 2016 MLS Cup

Det amerikanske fodboldhold Seattle Sounders FC ligger lige nu nummer 4 i Major League Soccers såkaldte Western Conference.

Den 6. november spiller The Sounders på udebane mod FC Dallas i årets anden Conference semifinale, som er med til at afgøre mesterskabet.

Audi 2016 MLS Cup kulminerer 10. december i år, hvor vinderen – enten fra vest eller øst – kan løfte Philip F. Anschutz-trofæet.

Stadioner og arenaer ligger for det meste i lavt befolkede områder omgivet af store parkeringspladser langt fra barer og restauranter. Så pakker tilskuerne bilen med mad, drikke og picnicudstyr.

Selv om nogle ynder at gå på barer som Wrigley Field eller måske Portland Timbers’ Jeld-Wen Field, så er der ikke noget bedre end duften af frisk barbecue og god gammeldags bil-til-bil socialisering.

Dén kultur trives strålende i den etablerede, amerikanske big four – National Football League (NFL), National Basketball Association (NBA), Major League Baseball (MLB) og National Hockey League (NHL). College basketball-kampe, World Series og Super Bowl er sociale begivenheder, som familier og venner i USA stiller klokken efter.

Fodbold, som vi kender den på vores breddegrader, er den hastigst voksende sportsgren i det amerikanske kulturlandskab. Selv om rigtig mange amerikanere spiller fodbold alle mulige steder, er det ikke særligt mange, der vælger at blive passionerede fans.

Importen af stjernespillere som David Beckham, Kaka, Andrea Pirlo og David Villa har netop været et forsøg på at ændre det billede.

Europæisering af det amerikanske

En del kritikere har peget på, at den voldelige fankultur er blevet værre de senere år. Men de grimme historier er fra big four, ikke fodbold. Ikke endnu, i hvert fald. Det uhyggelige overgreb på en San Francisco Giants-fan uden for Dodger Stadium i 2011 handlede på overfladen om baseball.

Der var optøjer samme år blandt tilhængere af Vancouver Canuck og Boston Bruins, og denne gang var det ishockey, der tændte gnisten. Der rapporteres om gentagne uroligheder på lægterne til NFL-kampe. Og så er der selvfølgelig nettet, hvor tonen er djærv, og de virtuelle nævekampe har frit spil.

Alt sammen, siger kritikerne, eksempler på ’europæisering’ af amerikansk sport.

Men hvad så med soccer?

Mød Seattle Sounders. Deres fans er som regel klædt helt i grønt, og flere ynder at dukke op til kampene på CenturyLink Field i veritabelt krigsudstyr. Hjelme, plasticsværd, den slags. Men selv om de barske fans måske drømmer om at være med i en britisk hooligan-film, består de ubehagelige ritualer i at afbryde modstandernes sange med obskøne tilråb og røven i vejret. Der moones en del.

Det går mest ud over latinoer. Netop dén gruppe har også det talstærkeste soccer-publikum i USA, og de gør nøjagtig det samme: »Tag dig sammen, white boy,« råber de, hvortil de hvide Sounders-fans svarer med påtaget, engelsk sangstemme og umiskendelig Trumpisme:

»We will definitely build a wall!«

Sig det til en hærdet Milwall-fan fra det sydøstlige London. Han vil grine overbærende og ryste på hovedet.

Amerikanere er helt pjattede med high school- og college-sport. Når de endelig vil se fodbold (altså vores version), står Premier League, Champions League og selvfølgelig den mexicanske liga højt på ønskesedlen.

Her er nok den største forskel på amerikansk og europæisk sportskultur: USA har forædlet en særlig ’professionel amatørisme’, og hvor i verden kan man ellers være blandt 100.000 tilskuere til en collegekamp?

Fans fra Rom, Liverpool, München og Madrid har for længst glemt de politiske grunde til at slås med deres rivaler. Men de amerikanske sportsmandskaber har altid været apolitiske. Der er ikke nogen forskel på at holde med New York Giants og New York Jets.

I bogen Fanaticus (2015), skrevet af ESPN-journalisten Justine Gubar, er pointen således, at volden for alvor kun kan trives omkring de sportsgrene, hvor kulturen er allermest rodfæstet og autentisk. I vores land, er der, skriver Gubar, en »usædvanlig og meget amerikansk passion«, når det gælder football og basketball.

Slagsang med britisk accent

’Helikopter-forældrene’ forstærker passionen i en voldelig retning, anfører Gubar. Børnene vokser op med en forestilling om, at det er helt i orden, når deres forældre råber bandeord og opfører sig aggressivt på sidelinjen.

Debatten er der stadig. Også omkring soccer og hold som Seattle Sounders. Ved at efterabe de engelske fodboldritualer – som når The Sounders skråler slagsange med britisk accent – vil vi, siger kritikerne, ende i en kultur, som legitimerer de europæiske tilhængeres sexisme og racisme. Og jo mere ’britisk’, jo mindre latino-inkluderende.

Resultatet? Amerikansk soccer bliver en klub for hvide, intolerante, xenofobiske mænd.

Spørgsmålet er dog, om ikke bare Seattle Sounders tailgater videre inde på stadion, ikke kun ude på parkeringspladsen. Deres version af ’historisk’ vold lugter langt væk af grilludstyr og BBQ.

Det er domesticeret aggressivitet, hooliganisme med knæbeskytter, og selv erfarne, amerikanske fodboldfans tror stadig, at kampen kan afbrydes hvert tiende minut for at holde taktikmøde. Eller for lige at rette på den grønne heldragt, så The Sounders kan være parat til de linjer, de altid synger i kampens 74. minut:

»I'm Sounders 'til I die. I'm Sounders 'til I die. I know I am, I'm sure I am. I'm Sounders 'til I die«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu