Bauman: Trump er et hurtigt fix

Donalds Trumps valgsejr er del af et større mønster: Demokratiets institutioner er i krise, fordi stadig flere oplever, at forbindelsen mellem politikken og magten er brudt, vurderer den verdenskendte polske sociolog Zygmunt Bauman
Jeg tror, at det her kan være en alvorlig nedbrydning af de principper for ’demokratiet’, vi troede var uantastelige, siger den tysk-polske sociolog Zygmund Baumann

Jeg tror, at det her kan være en alvorlig nedbrydning af de principper for ’demokratiet’, vi troede var uantastelige, siger den tysk-polske sociolog Zygmund Baumann

Michal Kamaryt
19. november 2016
Delt 1024 gange

Sociologen Zygmunt Bauman, en af vor tids mest indflydelsesrige tænkere, ser Donald Trumps sejr som et alarmerende symptom på en grundlæggende skilsmisse mellem magt og politik.

Den har efterladt et tomrum, som er begyndt at blive udfyldt af folk, der lover lette, umiddelbare løsninger på komplekse og systemiske problemer.

Ved dygtigt at trække outsiderkortet og kombinere det med diskriminerende identitetspolitik og en appel til økonomiske bekymringer er Trump ifølge Bauman blevet fortaler for en ekskluderende samfundsmodel, der vil udelukke, marginalisere og gøre mennesker landflygtige.

Det ligner en modgift mod usikkerheden, men det er en gift, siger Bauman, som ser en reel trussel for, at de traditionelle demokratiske institutioner vil blive udskiftet med en »koncentration af magten inden for en autoritær model«.

— På den amerikanske og britiske venstrefløj har den altdominerende reaktion på Donald Trumps valgsejr været: ’Vi er på vej ind i en meget farlig tid’ etc. Deler De den dommedagspessimisme?

»Apokalyptiske visioner dukker op, når mennesker oplever at være kastet ud i det store ukendte – dvs. i det øjeblik, de indser, at intet eller kun ganske lidt vil fortsætte som før, og de samtidig kun har vage eller ingen forestillinger om, hvordan virkeligheden nu vil udarte sig.«

»Reaktionerne på Trump kom hurtigt og udtrykte forbløffende nok den samme konsensus. Ligesom da Brexit-fløjen vandt den britiske folkeafstemning, blev resultatet af USA’s præsidentvalg udlagt som en protest imod det politiske establishment. Brede lag i befolkningen var angiveligt blevet så frustrerede over, at eliten ikke har leveret varen. Vi skal måske ikke undre os over, at disse udlægninger især florerede i den liberale elite selv. For netop her har man en interesse i at opretholde det herskende politiske establishment.«

Systemfordømmelse

»Trump derimod var aldrig del af eliten. Han kom som outsider uden for det politiske establishment. Han har aldrig været valgt til noget embede før og lagde sig fra begyndelsen ud med alle magtfigurer i sit parti. I den forstand var han en enspænder, der repræsenterede en unik og fantastisk mulighed for at markere en fordømmelse af det politiske system som sådan. Vi så det samme ved den britiske folkeafstemning, hvor alle de store, traditionelt regeringsbærende partier samlet opfordrede vælgerne til at stemme ja til at blive i EU. Også her kunne vælgerne med deres stemme udtrykke mishag ved det politiske system.«

»De første reaktioner på Trumps sejr rummede også forestillingen om, at der i den brede befolkning skulle være en længsel efter at se parlamentarismens endeløse og ineffektive palaver erstattet med den stærke mands utæmmelige vilje og formodede evner til at forandre uden tøven. Trump havde behændigt konstrueret en offentlig persona, der så sådan ud. Clintons 30 år lange medlemsskab af establishment og lunkne og vaklende agenda uden større mærkesager trak i modsat retning.«

Tredelingens fald

»Jeg tror, at det her kan være en alvorlig nedbrydning af de principper for ’demokratiet’, vi troede var uantastelige. Vi skal måske ikke regne med, at selve termen vil blive opgivet som betegnelse for det politisk ideal – ’demokrati’ vil stadig bestå som signifiant, som Saussure kaldte det. Men termen har som sådan opsuget og er fortsat i stand til at opsuge mange slags signifiés. Der foreligger en klar risiko for, at de traditionelle indbyggede beskyttelsesmekanismer, såsom Montesquieus deling af magten i tre autonome myndighedsbeføjelser – den lovgivende, den udøvende og den dømmende – eller det angelsaksiske checks and balances-system – falder i folkelig unåde, mister betydning og hen ad vejen de facto erstattes af en koncentration af magten inden for en autoritær model. Der er en klar tendens til, at magten søges nedbragt fra de tågede elitære højder, hvor den er blevet placeret eller er drevet hen, til en mere ’hjemlig sfære’, dvs. ind i den direkte kommunikation imellem den stærke mand eller kvinde i toppen og de loyale følgere, der dyrker deres egne sociale mediefora og offentlighedsformer.«

– Trumps appel rakte ud over etnisk nationalisme. Hans to stærkeste kort – økonomisk frygt og frygten for De Andre – er knyttet sammen, men hvordan?

»Kunsten har netop været at knytte de to sammen, at vikle dem uadskilleligt ind i hinanden. Og netop dette formåede Trump som en sublim taskensspiller – han er dog langfra den eneste på den globale scene, der optræder med det nummer. Jeg er sågar parat til at gå et skridt videre. Mange har henvist til den fusionering af identitetspolitik og økonomisk frygt, du nævner. Men jeg vil mene, at Trumps præstation har været at kondensere alle aspekter og sektorer af den eksistentielle usikkerhed, som hjemsøger, hvad der var tilbage af den gamle arbejderklasse og den lave middelklasse – og bilde alle de forurettede ind, at en fjernelse af fremmede, etniske fremmede, asylansøgere og andre udenlandske nytilkomne, ville være det hurtige fix, som kan rydde al ængstelsen af vejen i ét hug.«

Fra inklusion til eksklusion

– Nogle af dem, som stemte på Trump, tilhører kategorien af udstødte – enten fordi de føler sig skrevet ud af den sociale kontrakt eller aldrig har oplevet sig selv som del af den eller af nogen meningsfuld fremtid – Bonaventura de Sousa Santos bruger i den forbindelse begreberne ’post-’ og ’prækontraktualisme’. Er du enig med tænkere som Saskia Sassen, som hævder, at Trumps sejr markerer afslutningen på efterkrigstidens inklusive keynesianske økonomisk model til fordel for en model, der bygger på den modsatte tendens – nemlig på udstødelse?

»Overgangen fra et inkluderende til et ekskluderende verdenssyn i politisk og mental forstand er langt fra historisk ny. Og den er i vores tid nøje synkroniseret med et andet kvalitativt spring – fra et samfund af producenter til et samfund af forbrugere, som ikke kan eksistere uden marginalisering. Der udskilles en ’underklasse’. Man kan ikke engang sige, at den deklasseres. Snarere bliver den eksileret fra klassesamfundet og falder ind under en ny kategori af ’mislykkede forbrugere’, der er uegnede til at blive optaget i fællesskabet. Den aktuelle tendens til at gøre sociale problematikker til sikkerhedssproblematikker er mere vand på samme mølle. Når eksklusionens net kastes længere ud, bliver dets ’fangst’ flyttet fra kategorien ’mindreværdige, men stadig godartede’ og over i en mere uhyggelig og giftig – ja, morbid og livsfarlig – udgrænsning.«

— I nogle af dine bøger, f.eks. ’In Search of Politics’ analyserer du, hvad du kalder den ’uhellige treenighed’ – usikkerhed, frygt og sårbarhed – og dens vilkår, nemlig at magten og politikken i stigende grad opleves som skilt ad. Fører denne skilsmisse nødvendigvis til populisme og længsler efter ’stærke mænd’?

»Ja, det vil jeg være tilbøjelig til at mene. Den skilsmisse, du nævner der, efterlader et hul – en frygteligt åben afgrund, hvorfra en giftig mikstur af håbløshed og hjælpeløshed vælder op. De velkendte instrumenter, der skulle forestille at stå til rådighed for at kæmpe politisk, tror ingen længere på. Institutionerne kan ikke indfri deres løfter. I et samfund, hvor stadig færre husker, hvordan det var at leve under et diktatorisk eller totalitært regime, ligner den stærke mand eller kvinde ikke længere en gift, men en modgift.« 

— Beppe Grillo, leder af den italienske De Fem Stjerner-bevægelse skrev en hurtig kommentar efter Trumps sejr, hvori han understregede lighederne mellem sit eget partis fremgang i Italiens og Trumps succes i USA: »De, som har modet til forandring – de stædige, barbarerne – vil bringe verden videre frem. Og barbarerne, det er os!« skrev han. Er ’populisme’ blevet en bekvem frase, som det selvbevidste establishment bruger for at skærme sig mod at skulle forstå, hvem barbarerne er, og hvad de vil?

»I Europa kommer der stadig flere, der tænker som Grillo. Hvis man mener, at civilisationen har slået fejl, kan barbarer tage sig ud som frelsere. Det er i hvert fald, hvad de selv gør deres yderste for at overbevise de godtroende om – og hvad de, der blev svigtet og forsømt, da civilisationens goder skulle uddeles, selv så brændende ønsker at tro. Vi skal heller ikke være blinde for, at dele af establishment måske kan blive ivrige efter at gribe de nye chancer – ganske som nogle af dem, der tror på et liv efter døden, undertiden kan være ivrige efter at begå selvmord.«

Artiklen er et redigeret sammendrag af et interview i det italienske magasin l’Espresso

© Socialeurope og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Peter Jensen
    Peter Jensen
  • Brugerbillede for Alan Strandbygaard
    Alan Strandbygaard
  • Brugerbillede for odd bjertnes
    odd bjertnes
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for peter fonnesbech
    peter fonnesbech
  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
  • Brugerbillede for Merete Jensen
    Merete Jensen
  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
  • Brugerbillede for Stig Bøg
    Stig Bøg
Peter Jensen, Alan Strandbygaard, odd bjertnes, Anne Eriksen, Kurt Nielsen, peter fonnesbech, Jens Thaarup Nyberg, Merete Jensen, Robert Ørsted-Jensen, Mihail Larsen og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Leffers
Henrik Leffers

Det er længe siden jeg har væres så enig! -Som han skriver: "Kunsten har netop været at knytte de to (økonomisk frygt og frygten for De Andre) sammen, er at vikle dem uadskilleligt ind i hinanden". -Det er det der driver "flugten mod højre" i DK og resten af Europa, og det er grunden til, at "vores" regering kom til magten! Det ender nok med, at dumheden vinder...

Brugerbillede for Bill Atkins

økonomisk frygt og frygten for De Andre Denne elitære sammenstilling, konstruktion, falder helt fra hinanden, når det viser sig, at den "økonomiske frygt" ikke længere er frygt, men virkelighed. Og kapitalens mediemonopoler boycotter socialisternes politik.

Liberalisterne og højrepopulisterne er skabt ud af samme ide. Kunsten har netop været at knytte de to sammen, at vikle dem uadskilleligt ind i hinanden. ...og det formår kapitalisterne og deres mediemonopoler.