Læsetid: 5 min.

Bevæger verden sig fortsat fremad?

De sidste 300 års fremskridtstro er afløst af tvivl, og spørgsmålet om fremgang versus tilbagegang er rykket så langt frem i vores kollektive bevidsthed, at det præger offentligheden og politikeres tænkning. Det er, som om ’fremgang’ er ved at blive et politisk grundbegreb, men begrebet er som ’retfærdighed’ og ’frihed’ essentielt flertydigt. Så hvad er det egentlig for et spørgsmål, vi diskuterer?
5. november 2016

Det er et markant træk ved vores tid, at fortidens tro på en bedre fremtid er afløst af en mistro. Tiden gennemsyret af fremskridtsskepsis, tvivl og ambivalens.

Tvivlen trives ikke blot som en tavs bekymring i den enkeltes stille sind, men former offentligheden, politikeres taler og ideologiske fortællinger.

Lars Løkke pointerede tvivlen ved Folketingets åbning: »Fremgang er en del af vores selvforståelse … det kan næsten føles som en naturlov. Det er det – desværre – ikke.«

Og i hans tale blev fremskridtstvivlen til et eksplicit argument for regeringens politik: stramninger og reformer.

Også Mette Frederiksen udtrykte meget prægnant tvivlen på Socialdemokratiets kongres sidste år: »Menneskeheden har taget afgørende skridt fremad. Men tilbageslagene er desværre tilsvarende tydelige.«

Og også hos hende blev tvivlen en bærende begrundelse for hendes politik: Hun ønskede mere politisk »ansvar« for mere »solidaritet« og »sammenhængskraft«.

Fremskridtstvivlen er ikke ny. Den prægede også f.eks. Den Kolde Krig.

Det nye er de typer af problemer, der nærer den så stærkt. Da fremskridtstroen for alvor voksede frem i Oplysningstiden, var den tæt knyttet til en tro på historien som en progressiv civilisationsproces.

I et lille skrift fra 1784, Idé til en almen historie med verdensborgerlig hensigt, af Immanuel Kant er fremskridtet en naturlov. Kant tilskriver det, han kalder »naturen«, en intention om fremgang.

Og selv om fremgangen »kun er nået omtrent halvvejs«, som han skriver, forudser han et internationalt liberaldemokratisk samfund: en »endelig« frihed og lighed i og mellem stater og »den uundgåelige udgang af den nød, som menneskene hensætter hinanden i«.

Betingelsen er dog en fortsat lovstyret, institutionel civilisering af mennesket: »Der fordres en lang indre bearbejdelse af ethvert fællesvæsen med henblik på dets borgeres dannelse.« For, siger Kant, »mennesket er et dyr«, hvis »egenkærlighed« trods fornuftens indsigt i det fælles bedste forleder det til at »misbruge sin frihed over for sine artsfæller«.

Tro vs. mistro

Man kan sige, at verden har fulgt den civilisationsbane, Kant forudså, og bevæget sig mod stadigt højere niveauer af demokrati, oplysning, moralsk dannelse, velstand og fred mellem stater. De processer, der definerer moderniteten – demokratisering, sekularisering, teknologisering, industrialisering, frigørelse, videnskabernes fremmarch – opfatter vi som processer, der har skabt bedre betingelser for individers selvrealisering, praktiske liv, fred og lighed.

Men de senere år har daglige kriseerfaringer boostet fremskridtstvivlen: Klimaets forværring, lav vækst, demokratiske tilbageslag, markedets forplumring af videnskaben, kultursammenstød, (borger)krige, terror og politiske institutioners krise.

Selv den analytiske autoritet Francis Fukuyama, der kort efter Murens fald – og 208 år efter Kant – gjorde status over civilisationsprojektets udvikling og mente, at vi nu var nået ikke bare halvvejs, men snart helvejs, proklamerede i sin store bog fra 2014, Political Order and Political Decay, at demokratiet er i krise og dets fremtid usikker.

Og årsagen er ifølge Fukuyama netop, hvad Kant så som fremgangens udfordring: de politiske institutioners problem med stadig tilpasning og dermed evne til at civilisere det egeninteresserede menneskedyr.

Aktuelt er det dog interessant, at tvivlen møder fornyet optimisme og irettesættelse. Den svenske statistiker Hans Rosling rejser rundt med en fortælling om verdens faktiske fremgang. Det samme gør DR’s Ulrik Haagerup.

Uffe Elbæks ’drøm med mig om en bedre vej’-projekt forudsætter en progressiv optimisme.

Denne avis’ Christian Bennike pointerede 7. oktober, at ’vi er nået meget længere i det store frigørelsesprojekt, end vi tror’.

Og den anden dag på Facebook erklærede Martin Lidegaard, at: »Verden bevæger sig stille og roligt den rigtige vej.«

Spørgsmålets problemer

Hvem har så ret? Bevæger verden sig fortsat fremad? Til det er der mindst otte ting at sige:

1. Svaret afhænger af tidsperspektivet: Holder vi nutiden op mod en fjern fortid, kan vi sige, at verden samlet set har bevæget sig fremad. Sammenligner vi derimod med den nære fortid a la 1990’erne, kan vi bedre tale om tilbagegang.

2. Svaret er også rumligt afhængigt: Hvor mange steder tager vi med: Vesten, Mellemøsten, Afrika, Østeuropa, hele verden? Nogle steder er der mere tilbagegang end andre.

3. Taler vi kulturelt (mellemmenneskeligt) eller politisk-institutionelt (lovgivning, styring og formelle strukturer)? Det er nok, som Fukuyama påpeger, mest institutionernes løsningskraft, der er i krise.

4. Hvilke normative kriterier for fremgang, opererer vi egentlig med? Hvad bør ’fremgang’ – denne ’samfundskvalitet er en bevægelig genstand i rum’-metafor – dække over? Bør høj økonomisk vækst f.eks. være en del af det gode samfund? Er den globale udbredelse af Vestens samfundsmodel den ultimative målestok?

5. Og med hensyn til livsanskuelse: Hvad er det gode liv? Er det f.eks. godt at leve længe eller leve intenst? Hvad er god (ud)dannelse? Har den gode skole mest fokus på livsduelighed eller på arbejdsduelighed?

6. Risikerer vi (som hos Kant) at operere med en uholdbar teleologi og metafysik, når vi taler om fremgang? Postulerer vi en ’naturlig’ eller forudbestemt udvikling, der ikke er dækning for? Skal vi tro den danske demokratiforsker Jacob Gerner Hariri, er der intet empirisk belæg for en art ’underliggende struktur’ (som f.eks. Kants ’naturen’ eller Hegels og den tidlige Fukuyamas anerkendelsesdialektik), der driver demokratiet frem; der findes kun stedsligt og tidsligt afgrænsede mængder af demokratisk ud- og afvikling. Intet determinerer demokratiets lineære udbredelse. Også vores forståelse af demokrati er foranderlig, påpeger Hariri. Hverken empirisk eller begrebsligt implicerer ’demokrati’ noget universelt (Radio24syv den 8. oktober).

7. Bør vi fastholde gamle kriterier for det gode i en ny verden? Skal vi f.eks. ønske os nye beslutningsprocesser og institutioner, hvis klimaet står til at forandre den klode, vi bebor, eller hvis et menneske som Trump kan blive den mest magtfulde i verden?

8. Særligt midt i det, der ligner en uoverskuelig overgangstid, er det svært at afgøre, om verden går fremad. Hvilke politiske institutioner vil de politiske institutioners krise udvikle sig til? Nogle bedre?

Alt i alt: Spørgsmålet om fremgang er i dag stærkt tematiseret og politiseret, men begrebets betydning er – som frihed, retfærdighed og andre af det politiskes grundbegreber – essentielt omstridt og flertydigt.

Dermed kan diskussionen om fremgang fortsætte – og være med til at forme den verden, der diskuteres, mens den diskuteres. Også en sådan indviklet dialektik forandrer verden. Hvilket ikke gør det lettere at fastsætte verdens kvaliteter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer