Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvordan udfaser man et venskab?

12. november 2016

Jeg har en gammel ven, som jeg gennem snart to år har forsøgt at ’fase ud’. Vi har kendt hinanden, siden vi var unge, men i dag synes jeg slet ikke, vi passer sammen. Det er faktisk ret akavet, hver gang vi er sammen, føler jeg.

Det er tydeligt, at han stadig gerne vil mig – og at han ikke forstår et vink med en vognstang. Han ringer stadig, skriver og inviterer mig til ting. Og jeg gider ikke.

Livet er for kort til at bruge tid på mennesker, man ikke swinger med, men hvordan slår jeg op med min gamle ven?

Rune

Svar I:

Du skriver til brevkassen, fordi den lette løsning ikke har virket. Din eks-ven insisterer på at være din ven, selv om du aldrig ringer, skriver eller tager initiativ til noget, og nu er du tvunget til konfrontation.

Mest for din egen skyld faktisk. For hver gang din eks-ven rækker ud efter dig, bruger du en masse energi på at tænke over, hvordan du slipper for at dukke op eller ringe tilbage. Det er en virkelig vattet strategi, og et fornemt eksempel på, hvorfor vattede mennesker har så mange problemer.

Sig det dog bare til din eks-ven som det er: I er gledet fra hinanden. Du sætter pris på det venskab, I har haft. Men du søger nu andre fællesskaber og synes derfor ikke, I skal se hinanden mere. Beskeden gør helt sikkert avs at give, for den er hård. Til gengæld gør den kun avs én gang, og så er du fri.

— Lærke Cramon

Svar II:

Ja, umiddelbart virker det jo unfair, at man ikke kan slå op med en ven på samme måde som en kæreste.

Det nemme svar er, at man siger ’nej’. Det kan du ikke tillade dig over for en kæreste. Der har du ligesom indgået en kontrakt om, at I hører sammen, og du kan ikke bare vedvarende afvise at være sammen uden samtidig at meddele, at du ophæver kontrakten.

Med en ven har du ikke samme eksklusivaftale, og du skylder derfor ikke samme svar på, hvorfor du hellere vil prioritere din tid anderledes.

Den fine ting ville være – for gammelt venskabs skyld – at prøve at tale om det. At du føler, I er vokset fra hinanden, og at det ikke rigtigt virker for dig længere. Sådan går det jo. Det er legitimt. Måske får I nyt liv af at tale om det – eller finder sammen igen om ti år.

Men det vigtigste er, at du står ved din følelse af, at det er slut, i stedet for at holde din gamle ven for nar.

— Emil Rottbøll

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu