Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Med mor som økonomisk overdommer

Moderne Tider
19. november 2016

Birgitte, 35

Min mor blander sig i alt, hvad hun kan blande sig i, også vores økonomi. Vi lånte i sin tid penge af mine forældre til at købe lejlighed og skylder dem  300.000, som vi afdrager planmæssigt og rentefrit. Det er, som om hun føler, at det giver hende ret til at blande sig, måske ville hun gøre det alligevel – jeg tror, det ligger til hende.

Da vi bestilte skiferie sagde hun: »Nå, har I råd til det?« Til jul vil hun sikkert også kommentere gavernes størrelser, det plejer hun.

Vores økonomi er blevet lidt bedre, uden at være fantastisk. Den drastiske løsning ville jo være at låne de 300.000 i banken og så betale lånet til dem ud. Men vil det løse problemet – eller skabe mere konflikt? Forslag til løsninger er meget velkomne.

Svar I:

Voksne børns økonomi er en kampplads, hvor forældre kan få afløb for kritikken af deres børns livsførelse … og sorgen over deres egen fejlslagne indsats i opdragerrollen. Af og til handler kampene vitterligt om penge – men ofte gør de ikke.

’Har I virkelig råd til skiferie?’ betyder ikke sjældent: ’Det er en latterlig ferieform … Næ, tag på camping. Var turene til Skiveren Camping i din barndom ikke gode nok, måske? Sig nu, at vi også var gode forældre!’

’Går der ikke lidt mange penge til takeawaykaffe’, betyder i virkeligheden: ’Hvem har givet dig den klimaødelæggende hang til engangskrus? Har du da intet lært i alle de år, vi betalte dit medlemskab af Greenpeace og tvang dig til at se Forurening i Aborresøen på VHS?’.

Sådan bliver det ved og ved. Forbrug er kulturmarkør nummer ét, og det kan være smertefuldt at opdage, at de værdier, man troede, man lod gå i arv, slet ikke har rodfæstet sig. Så lad være at låne i banken. Bare giv din mor et kram og sig, at hun har gjort det rigtig, rigtig godt som mor. Det er i virkeligheden det, hun vil høre.

— Susan Knorrenborg

Svar II:

Hvad du end gør eller undlader at gøre, er og bliver lån mellem nærtstående problematisk. Eller kan som her være det. Nogle mennesker ikke mindst nærtstående og åbenbart din mor føler, de har moralsk råderet over udlånte penge.

Dem – pengene og udlåner – skal man i den henseende holde sig fra og arrangere sig med mere neutral formidler. Det er jo også derfor, man har banker, så man kan undgå den slags pinagtigheder på intimniveauet.

Uanset hvor meget surhed, der kan gå hen og blive, og det bliver der formentlig, hvis eller når i flytter jeres passiver, ville jeg tage mig sammen og gøre det og hellere nu end senere. Surheden går over. 

Ikke fordi jeg er agent for den finansielle branche, men jeg tror ikke, I kan tale jer til rette, når det foregår som beskrevet. Renten er lav; de få omkostninger (plus gebyrer) kan være givet godt ud, hvis ikke det hele skal ende i et egentligt og meget mere varigt ubehag og måske smerteligt uvenskab. 

Det kan man nemlig godt forestille sig sker.

— Georg Metz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her