Læsetid: 6 min.

Fra et broderskab af lidende elitesportsfolk til en massebevægelse – med plads til kvinder

Kvindelige motionister fylder snart lige så meget som mændene. Men sådan har det ikke altid været
Amerikanske Joan Benoit vinder maratonguld ved De Olympiske Lege i 1984, som var første gang, den mytologiske distance var på OL-programmet for kvinder.

Amerikanske Joan Benoit vinder maratonguld ved De Olympiske Lege i 1984, som var første gang, den mytologiske distance var på OL-programmet for kvinder.

Fra filmen

19. november 2016

Da Ingrid Kristiansen havde født sit første barn i 1983, besluttede hun sig for at blive verdens bedste langdistanceløber.

»Min mor sagde straks, at nu måtte jeg holde med at løbe og i stedet passe familien. Og mine venner fortalte mig, at jeg ikke både kunne være mor og løber. Jeg ammede jo stadig. Men hvorfor ikke? Min mand og min træner troede på det. Så jeg tog barnevognen med og løb op og ned ad bakkerne herude hver dag,« fortæller Ingrid Kristiansen over en kop kaffe i sit hjem i udkanten af Oslo.

Den norske løbelegende havde et yderligere trick på vejen mod sin drøm, fortæller hun:

»Jeg trænede med mænd et par gange om ugen. Og flere af dem var jo hurtigere end de hurtigste kvinder i verden, fandt jeg ud af. Men jeg kunne følge med, og derefter begyndte jeg at arbejde med mig selv på at gå efter verdensrekorden. Jeg fik ligesom sprængt en mental barriere.«

Amby Burfoot griner, da han hører historien. Boston Marathon-vinderen fra 1968 sidder på en diner i den lille by Mystic syd for Boston med en kopi af First Ladies of Running (2016), den seneste i rækken af bøger fra hans hånd, siden han stoppede efter 30 år som redaktør af tidskriftet Runner’s World.

»Tag ikke fejl, vi ville gerne have kvinderne med, når vi trænede, og til stævner og konkurrencer,« understreger forfatteren til bogen om kvinderne, der revolutionerede løbesporten, dengang han var på toppen.

»Det var jo ikke kun kvinder, der før i tiden blev mødt af skepsis, når de løb. Mænd blev jo også betragtet som underlige. Så de mandlige løbere hilste alle velkommen. Men ja, de gamle mandlige atletikledere havde en anden mening.«

Fakta: Kvindernes løb

OL i 1928 i Amsterdam skulle have været en triumf for kvinderne. For første gang var der 800 meter for kvinder på programmet.

Flere af deltagerne kollapsede dog af varme ved målstregen, hvorefter en række aviser udtrykte forargelse over, at kvinder fik lov til at stille op i så krævende discipliner, og en norsk journalist skrev blandet andet:

Det burde ikke være tilladt at sige de to ord ’kvinder’ og ’atletik’ i samme sætning, da de står i dyb kontrast til hinanden. Man så det tydeligt demonstreret ved De Olympiske Lege i Amsterdam. Kvindernes 800 meter var en skræmmende oplevelse.

Den olympiske komité sløjfede derefter 800-meterløb for kvinder, som først kom på programmet igen i 1960.

Kvindernes 1.500 meter blev ikke løbet ved OL før i 1972, og man skal frem til 1984 og 1988, inden kvinderne fik lov at løbe henholdsvis maratonløb og 10.000 meter ved De Olympiske Lege. 3.000 meter forhindringsløb for kvinder kom først på OL-programmet i 2008. I Danmark vandt Lone Dybdal det første officielle DM i maratonløb for kvinder i 1980.

USA i en brydningstid

I dag må kvinder gerne løbe, og de gør det ikke mindst i Danmark. Stribevis af statistikker og rapporter underbygger det indtryk, man får i gadebilledet, hvor det efterhånden er lettere at få øje kvindelige joggere end mandlige.

Stadig er kun hver tredje maratonløber herhjemme kvinde, men andelen af kvindelige motionister stiger støt, og ved årets Copenhagen Half Marathon var 42 procent af de 22.000 deltagende kvinder mod 34,5 procent, da arrangementet – under navnet VM i halvmaraton – blev afholdt i 2014.

Om en uge sætter Danish Adventure Film Festival fokus på løbenes pionerer og ikke mindst på kvindernes gennembrud i løb, og hvad det har betydet for sport i det hele taget – blandt andet med dokumentarfilmen Free to Run, der viser, hvordan løb på få år har udviklet sig fra et broderskab af lidende elitesportsfolk til en global massebevægelse.

Amby Burfoot oplevede perioden som en brydningstid:

»Frank Shorters maratonsejr ved OL i 1972 betød enormt meget i USA, og New York Marathon i 1976 var altafgørende for storbyløb over hele verden. Inden da havde langdistanceløb jo været afviklet på landeveje eller i parker. Men et par år efter, da blandt andet London Marathon blev afviklet første gang, forstod man jo, at New York havde startet et maratonboom.«

På spørgsmålet om, hvad der adskiller vore dages løbebølge fra 1970’ernes såkaldte joggingboom, er Amby Burfoot ikke i tvivl:

»Den helt store forskel er kvinderne. Dem er der er rigtig mange af i dag, og det var der ikke, da den første joggingbølge startede. Den vestlige kultur afholdt i mange år kvinder fra at dyrke sport, og dem, der kunne lide at løbe, erfarede hurtigt, at reglerne ikke tillod dem at stille op i konkurrencer på lige fod med mænd. Det var ufeminint at løbe, og man frygtede blandt andet, at det ødelagde fødeevnen,« siger han.

»De få kvinder, der virkelig ville løbe og konkurrere, havde en stor udfordring med at bestride reglerne og atletiksystemets magtfulde mænd.«

Trailer til dokumentarfilmen 'Free To Run'.

Første Ol-maraton

Særligt i USA tog kvinderne denne udfordring op. Billederne af Kathrine Switzer, hvis startnummer Boston Marathons løbsleder forsøgte at rive af i 1967, gik verden rundt, og samme Switzer fortsatte årtiet efter sin kamp for lige ret til løb for kvinder.

Målet for hende – såvel som for mange kvindelige eliteløbere verden over – var at få maratondistancen på kvindeprogrammet ved OL i Los Angeles i 1984.

I 1980 indsendte Switzer og hendes medarbejdere derfor en rapport til Den olympiske komité, IOC, hvori de redegjorde for erfaringerne fra deres Avon-kvindeløb i 25 lande. Vedhæftet var udtalelser fra en sportsmedicinsk ekspert, der fastlog, at der ikke var flere helbredsmæssige risici ved at lade kvinder løbe maratonløb, end der var ved at lade mænd gøre det.

I februar 1981 faldt afgørelsen så: »Kvindernes maratonløb vil blive en del af det olympiske program ved Legene i Los Angeles,« sagde en talsmand for IOC. »Det var ingen let sejr for kvinderne, men det var en vigtig en.«

De fleste er i dag enige om, at det første kvindelige maratonløb – trods billederne af en vaklende og dehydreret Gabriela Andersen-Schiess på vej mod mål – var en stor succes, og det mener Ingrid Kristiansen også.

Amerikanske Joan Benoit vandt, mens norske Grete Waitz blev nummer to, Ingrid Kristiansen selv nummer fire og danske Dorthe Rasmussen nummer tretten, så skandinaverne gjorde det godt, hvilket dog ikke ændrer ved, at Kristiansen personligt havde håbet på mere.

»Jeg var skuffet. Vældig skuffet. Men jeg var heldig, at jeg havde min lille søn, der fyldte et år kort efter. Så min mand og jeg lejede en bil og kørte på ferie i USA, hele familien,« siger Ingrid Kristiansen, der tog gevaldig revanche de følgende år.

I april 1985 vandt Kristiansen London Maraton i en verdensrekordtid på 2:21:06, og sæsonen efter satte hun desuden verdensrekord på 10.000 meter, ligesom hun forbedrede sin egen verdensrekord på 5.000 meter og løb verdens hurtigste halvmaraton.

De imponerende bedrifter blev suppleret med sejre ved Boston Marathon og Chicago Marathon i 1986, London Marathon i 1987 og 1988 samt både Boston Marathon og New York Marathon i 1989, inden karrieren blev indstillet.

»Maraton for damer var ikke særlig udbredt, da jeg var pige, men jeg var jo så heldig, at de lange løb for kvinder blev tilladt, da jeg var bedst. Jeg var på rette sted, på rette tid. Havde jeg været ti år ældre, havde jeg ikke fået muligheden,« siger hun og suppleres af Amby Burfoot, der heller ikke beklager, at han pludselig fik selskab af kvinder på de lange løbeture:

»Prøv at høre, jeg var en spinkel, nørdet ung fyr, der ikke kunne få en date, om det så gjaldt mit liv. Så selvfølgelig ville jeg gerne have kvinder med ud at løbe! Sagt halvt i spøg, selvfølgelig – for det var faktisk en alvorlig sag.«

Danish Adventure Film Festival afvikles 22. til 27. november i København og 1. til 4. december i Århus. Læs mere på adventurefilmfest.dk. Danskernes løbevaner kan du læse om i rapporten Løb i Danmark (2014) på motiondanmark.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu