Analyse
Læsetid: 4 min.

Håb, søvn og latter

Vi har netop været vidner til komediens fødsel i amerikansk politik
Vi har netop været vidner til komediens fødsel i amerikansk politik

Mia Mottelson

Moderne Tider
19. november 2016

Efter sigende var det Voltaire, som sagde, at himlen har givet os to ting til at afbalancere livets genvordigheder med: Håb og søvn. Og var det ikke netop det, der skulle til efter den amerikanske valgnat, og det stod klart, at Donald Trump kunne kalde sig USA’s næste præsident? Håb og søvn. Hvad mere har man brug for?

Måske én ting, som Immanuel Kant senere bemærkede i Kritik af dømmekraften, for Voltaire skulle have tilføjet ’latter’.

Men er det egentlig latter, vi skal sætte ind med? Mod Kant kunne man indvende, at der er blevet grinet nok, måske endda for meget, af Trump.

Trump er en vits

Kant har en fin lille teori om latter i Kritik af dømmekraften. Latter udløses, siger han, når en stærk spænding bygges op, men forvandles til intet. Man begynder på en historie, men historien tager en overraskende drejning, eller opløser sig i absurditeter, og latteren runger.

Kant giver et eksempel: En slægtning til en afdød mand, der var temmelig rig, vil arrangere den bedst mulige begravelse, men problemet er, siger slægtningen, at jo flere penge, han giver begravelsesgæsterne for at være triste og nedstemte på den helt rigtige måde, jo gladere ser de ud.

Er det ikke sigende, at Trump hele vejen gennem valgkampen har fungeret som en vits for alverdens kommentatorer, talkshowværter og komikere? Trump har været genstand for utallige fiffige historier, hvor en spænding bygges op, som opløses i et absurd scenarie. Blot et enkelt eksempel: Hvordan vil Donald Trump skabe job til middelklassen? Ved at betale dem for at heppe på ham som præsident.

Den måske mest opsigtsvækkende udstilling af Trump som vits må dog alligevel tilskrives præsident Obama, der tilbage i 2011 grillede ham ved den traditionsrige ’Correspondent’s Dinner’. Obamas spydigheder faldt i forlængelse af, at Trump dengang havde gjort et stort nummer ud af, at Obama skulle fremvise sin fødselsattest, hvilket han til sidst gjorde.

»Ingen kan være gladere for at begrave dette emne end the Donald,« sagde Obama, »for nu kan han komme tilbage til de emner, der virkelig betyder noget, som f.eks.: Var månelandingen forfalsket? Hvad skete der i Roswell? Og hvor er Tupac og Biggie?«

Det, som retrospektivt gør Obamas tale så særlig, er, at han afslutter sine udfald mod Trump med den ultimative vits, som – rigtigt gættet – er at forestille sig Trump som præsident.

»I kan sige, hvad I vil om Mr. Trump, men han ville rent faktisk bringe forandringer ind i Det Hvide Hus,« siger Obama med en seriøs mine. Dernæst fremtoner billedet af det berømte hus, men nu med Trumps navn øverst, og ’Det Hvide Hus’ skrevet i pink neon. Salen ryster af grin.

Komediens fødsel

Vi ved nu, at Trump ikke var en vits. Obama påpegede, at Trump som præsident er absurd. Men hvis det absurde pludselig sker, er vitsen død. Alle de vittigheder, som er blevet fortalt om Trump, synes på en måde som dårlige vittigheder nu.

Men er det så slut med at grine? Måske. I hvert fald er det billige grin, som Trump indtil videre synes at have skabt i the establishment, ikke mere en mulighed. Men hvad så?

Den slovenske filosof Alenka Zupancic har i sit mesterværk om komedier, Komedie – Kunsten at skille sig ind, vist, hvordan der er et spring fra en vittighed til en komedie. En vits udtømmes i ét stræk; vi går fra spændingen til dens udløsning til latteren. Men en komedie kan vare ved.

En komedie begynder med en komisk karakter, som fra begyndelsen vækker latter, og derfra kan der så bygges op og tages ned, bygges op igen osv.

Måske var det, vi var vidne til på valgnatten, Trumps fødsel som ægte komisk karakter? Det, som Trump kan, er at forene det latterlige med det fascinerede. Der er noget ved ham, som giver mindelser til Komiske Ali, som vi lærte at kende under Bushs Irakkrig: Mens bomberne fløj ham ørerne, bedyrede han stille og roligt, at der skam ikke var nogen krig i gang.

Den komiske karakter er en karakter, som kan tage nederlag på nederlag, men alligevel konstant vende tilbage. Komme ovenpå igen. Som en baron, der glider i en bananskræl, men bagefter rejser sig op og går videre, ligeså ’baronagtigt’ som før. Samme sære ukuelighed synes at kendetegne Trump.

Der er imidlertid en afgørende forskel på at forstå Trump som en vits og som en komisk karakter. Som vitsen vækker den komiske karakter latter, men den må også vække forundring, fordi absurditeterne tilsyneladende fortsætter mod alle odds.

I den forstand kan man sige, at de komikere og kommentatorer, der havde travlt med at fortælle vittigheder, aldrig så komikken. Hvor deres latter var hånlig, måske endda overfladisk, må den næste latter blive dyb og alvorlig. Måske det er den, der er behov for, hvis vi igen skal kunne håbe og sove.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her