Læsetid 10 min.

Heidegger, Løgstrup og nazismen

Kampen om filosoffen Martin Heideggers eftermæle er ikke kun strid om, hvor vidt han var nazist eller ej. Det er en idekamp om, hvad universiteterne skal være. Angrebene på Heidegger er en offensiv for nyrealisme, nynaturalisme, nydarwinisme og nypositivisme, fordi disse gamle videnskabssyn passer som fod i hose til det nye corporate university
Martin Heidegger fotograferet i 1966. Har stemplet ’nazist’ rod i hans gøren og laden eller i eftertidens forskudte syn på ham?

Martin Heidegger fotograferet i 1966. Har stemplet ’nazist’ rod i hans gøren og laden eller i eftertidens forskudte syn på ham?

Ullstein Bild - Meller Marcovicz
26. november 2016

Martin Heidegger var nationalsocialist. Er der stor enighed om. I Freiburg er det blevet foreslået, at man af den grund fjerner gadenavnet Martin-Heidegger-Weg.

Politiseringen af Heidegger-eksegesen har nået et punkt, der er uden idéhistorisk fortilfælde, siger Peter Sloterdijk i Was geschah im 20. Jahrhundert? fra i år. Man nøjes i dag ikke længere med at betragte den periode i 1933, da han var ’nazistisk’ rektor som en kort episode i hans liv, men gør dette år og denne episode til en fortolkningsnøgle til hele forfatterskabet.

Kan man mon i den situation forsvare det synspunkt, at Heidegger – næsten – ikke var nationalsocialist? Måske. Det er i al fald alt for letkøbt at sige, at han var det eller ikke var det. Forsvaret går ud på følgende: De fleste, der kendte Heidegger og havde oplevet nazitiden, havde ikke problemer med Heideggers ’nazisme’. Hans jødiske elever havde heller ikke problemer med hans politiske engagement – med få undtagelser. De samtidige nazistiske filosoffer anså ikke Heidegger for at være nazist.

Var det en antisemit, der talte?

Det er faktisk svært at forklare, hvorfor det i dag betyder så meget, om Heidegger var nazist eller ej. Hvor mange mon der er, som læser ham? Har han stor indflydelse? Er han skyld i nynazisme eller den stigende antisemitisme? Det er der ikke meget, der tyder på.

Det er heller ikke let at afgøre, om man mener, det er mennesket, filosofiprofessoren, der var nazist, eller om det er hans filosofiske tekster, der er antisemitiske. Siger man: fordi Heidegger var nazist, er hans filosofiske tekster det også? Eller kan man adskille person og sag? Det kunne og gjorde K.E. Løgstrup. Han kendte ham, og han gik til Heideggers forelæsninger 1933-34. Der er intet, der tyder på, at Løgstrup hørte en nazist tale. Hvorfor kunne han ikke høre, hvad åbenbart de fleste kan i dag?

Læs også: Heideggers moralske katastrofe

Den 19-årige student Rosemarie Pauly rejste til Freiburg i 1933. Hun havde på gymnasiet hørt om denne Heidegger, og hun ville gå til hans timer. Hendes far havde dog netop afsløret for hende, at hun var Halbjüdin. Hun mødte i Freiburg den danske cand.theol., de blev kærester og gift i 1935.

Hørte hun en antisemit tale? Det er der heller ikke meget, der tyder på. De to er sandhedsvidner. Der er ikke nogen grund til at tro, at de skjulte en viden. Hvorfor skulle de dog det? De var i Tyskland, da Hitler vandt magten, og da jødeboykotten og bogbrændingerne fandt sted. De vidste, hvad nazisme og antisemitisme var. Flere af Rosemarie Løgstrups fastre døde i koncentrationslejr.

Nazisterne anerkendte ham ikke

Løgstrup har stort set ikke omtalt det med Heidegger og nazismen. Han har ét sted kaldt det en kortvarig »raptus«, og denne opfattelse delte han med flertallet af Heideggerfortolkere. Det var nemlig sådan, at man ikke var interesseret i filosoffers biografi.

Den går ikke længere. På den tid læste de fleste også litteratur uden at skele til det biografiske. Vi vidste godt, at Ezra Pound var fascist, at Knut Hamsun var nazist, at T.S. Eliot og Virginia Woolf var antisemitter, men vi læste dem æstetisk eller formalistisk. Den går heller ikke længere. Nu er vi underlagt den biografiske fordring.

Det tankevækkende er, at datidens nazistiske filosoffer ikke anerkendte Heidegger som nazist. Spørgsmålet er derfor, hvorfor nutidens anti-nazistiske filosoffer mener, at de nazistiske filosoffer tog fejl? I dag er mange, som sagt, helt sikre på, at Heidegger ikke blot var nationalsocialist, men også antisemit.

De nye beviser er visse spredte bemærkninger i de såkaldte Schwarze Hefte, som er ved at blive udgivet. Det er nogle bemærkninger og strøtanker, som han nedskrev næsten hele livet. Dernæst har vi nu uddrag fra de breve, som han udvekslede med sin bror, Fritz.

Disse optegnelser og private breve anses som sandere og mere autentiske end Heideggers filosofiske tekster. Der er, sandt nok, nogle få antisemitiske og nazistiske udsagn i de Sorte Hæfter og i brevene, men hvorfor i alverden skjulte Heidegger, at han var antisemit og nazist i et antisemitisk og nazistisk samfund? Det ville svare til, at man skjulte, man var marxist i DDR.

HVorfor var Løgstrup tavs?

Løgstrup havde året før, han kom til Freiburg, læst i Göttingen, og hans to lærere der var begge nazister. Fænomenologen og lægen Hans Lipps var medlem af SS, mens hans anden lærer, Kierkegaard-eksperten Emmanuel Hirsch, var partimedlem som de fleste andre universitetsprofessorer.

Løgstrup nævnte aldrig, at Lipps var nazist. Heidegger blev selv medlem af NSDAP 1. maj 1933; dvs. han blev det et par dage efter, men det så bedst ud, at det var 1. maj. Der er mange, der nævner dette medlemskab og bruger det som et nazismebevis, men et partimedlemskab i sig selv er ikke et bevis for noget som helst.

Der var mennesker, der i DDR var medlemmer af SED uden at være overbeviste marxister-leninister. Heidegger forblev også medlem af den romersk-katolske kirke. Var han så katolik? Spørgsmålet er igen, hvorfor kunne K.E. og Rosemarie Løgstrup ikke se det nazistiske? Eller kunne de? Og skjulte de det?

Jeg husker engang, at jeg i et foredrag på Testrup Højskole sagde, at Hans Lipps var SS’er. Fru Løgstrup var blandt tilhørerne, og hun protesterede højlydt. Men kunne hun have nogen interesse i, at det forblev en hemmelighed?

Anklaget for at være socialist

De fleste nazistiske filosoffer anså altså ikke Heidegger for at være nazist. Hans værker blev forbudt, hvad han ikke selv kunne forstå. Han mente selv, at de var skrevet til soldaterne, men han tænkte, at de nok heller ikke havde tid til at læse Indføring i metafysikken.

Lad mig komme med et eksempel på en nazistisk kritik af Heidegger. Der udkom i 1937 en bog med titlen Das Dasein des Menschen – Die Grundfrage der Heideggerschen Philosophie. Det er en fin gennemgang af Heideggers filosofi, men den slutter med et angreb på ham for ikke at være nazist. Den var forfattet af dr. Clemens August Hoberg. Han var katolik, født i 1912. Han døde i 1945. Han nævnes aldrig i de bøger, der anklager Heidegger for at være nazist.

Hoberg forfattede antijødiske artikler og advarede mod at blande den tyske race med asiatiske og afrikanske. Et sted siger han, at Heidegger er socialist. Et af hans mange kritikpunkter går ud på, at hele Heideggers filosofi kun fortæller os noget om Heidegger selv.

Hoberg er mistænksom, fordi alle Heideggers diskussionspartnere er jøder: Husserl, Scheler, Löwith osv. Konklusionen er klar. Der er for lidt om fællesskab, race og folk hos Heidegger. Al den tale om angst fører ikke til handling. Heidegger tog ikke hensyn til samfundsforholdene. Hvad kan han i sidste instans tilbyde ungdommen, spørger Hoberg og svarer: Nichts.

Allerede i 1934 havde Heideggers tidligere Marburg-kollega Erich Jaensch og Ernst Krieck (rektor i Frankfurt 10. maj 1933 og året efter rektor i Heidelberg) henvendt sig til chefideologen Alfred Rosenberg om, at Heidegger aldrig skulle have nogen ledende stilling, for de ville undgå, at han blev set som nazismens filosof.

Læs også:Hvordan skal man formidle store tanker tænkt af en nazist?

Jaensch opfattede nærmest Heidegger som en jødisk tænker ­eller i al fald som en, der appellerede til jøder. Jaensch er endnu et eksempel på, at nazisterne ikke opfattede Heidegger som nazist og slet ikke som racist. Jaensch var selv begge dele. Han blev medlem af NSDAP i 1933 og døde i Marburg i 1940.

Jaenschs psykologiske typeteorier – der byggede på studiet af høns! – blev fremlagt i hovedværket Der Gegentypus (1938). Den var en håndbog i, hvem den fjende var, som tyskerne skulle bekæmpe. J-typen var den beslutsomme, utvetydige og rodfæstede i det nationale, mens S-typen var tvetydig, manglede dømmekraft og udholdenhed.

Vi nordboere er J-typer. På mange måder overtog Theodor Wiesengrund-Adorno og Max Horkheimer i deres eksil i USA Jaenschs teori. Man taler derfor om Jaensch-Adorno-typen. Adorno og Horkheimer udviklede en teori om den autoritære personlighed. De mente, at mennesker blev nazister, hvis de havde haft strenge fædre. Heidegger havde ikke en streng far; Løgstrup heller ikke. Adorno havde selv i 1933 skrevet i et nazistisk tidsskrift og rost et korværk skrevet af Hitlerjugend-lederen von Schirarch. Det skjulte Adorno, indtil det blev afsløret.

Ofrenes syn

I 1950 holdt Løgstrup forelæsninger på Freie Universität i Berlin om Kierkegaards og Heideggers eksistensanalyse. Det interessante er, at det ikke blev annonceret, at han skulle tale om Heidegger. Der stod kun Kierkegaard. Var Heideggers navn endnu et kontroversielt navn? Han havde selv netop fået lov til igen at holde foredrag.

Filosoffen Max Müller (1906-94) nævnte en dag kort efter krigen Heideggers navn, og de fleste bankede anerkendende på bordene, som man gør i Tyskland. Max Müller hørte på et tidspunkt om Sein und Zeit. Der kom en magisk udstråling fra den, har han skrevet. »Denne mand vil jeg gerne engang gå til timer hos.«

Det skete. Han kom til Freiburg og ville finde ud af, hvor Heideggers timer fandt sted; og man skulle være i god tid, for der var ikke meget plads. Han mødte en lille mand og sagde: »Jeg leder efter Heideggers lokale.« Manden svarede, at det gjorde han også: »Ich such’ den auch. Ich bin Heidegger«.

Müller blev medlem af SA og var en kort overgang nazist, men han blev senere forfulgt af nazisterne og forbigået af Heidegger, fordi han var katolik og en af den katolske filosof Martin Honeckers elever. Honecker (1888-1941) var kollega med Heidegger.

Tilsyneladende havde Max Müller ikke noget problem med Heideggers nazisme ganske som mange andre samtidige jøder og ikkejøder. Hvorfor havde de ikke det? Fordi de ikke havde opfattet ham som rigtig nazist. Både han og Heideggers jødiske elev Hans Jonas har sagt, at Heidegger ikke var antisemit. To af Heideggers bøger er faktisk dediceret til jøder. Jeg tror mere på disse samtidige vidner end på nutidens nypositivistiske filosoffer.

Vidnesbyrd

En anden af Heideggers gamle elever, jøden Werner Brock (1901-74), vendte tilbage til Heidegger og Freiburg efter krigen. Brock kom i 1931 til Freiburg til Heidegger, der fik ham ansat, men Heidegger anede ikke, at Brock var jøde. Brock holdt fra 1931-33 forelæsninger i Freiburg og må have gjort det, da Løgstrup opholdt sig i byen.

Heidegger hjalp i 1933 Brock ud af Tyskland og til England. Brock vendte som nævnt tilbage fra England og blev ansat i Freiburg i 1951 som professor. Han udgav i 1949 en oversættelse af fire essays til engelsk samt en lang indføring i Sein und Zeit. Hans bog hed Existence and Being og blev udgivet i USA i 1949.

Læs også: For Heidegger måtte jøden tilintetgøres

Werner Brock gjorde det klart, at Heideggers filosofi kunne og burde læses uden at skele til hans politiske synspunkter. Brock siger kun: »Professor Heidegger was involved during the early period of the Nazi régime«. Og det nævner han så én gang til, og det er det. Han havde ikke noget problem med Heideggers nazisme. Han siger stort set det samme som Løgstrup. Müller og Brock opfattede ikke Heidegger som nazist. Deres ord har karakter af vidnesbyrd.

Den monolitiske nazisme

Jeg siger, at Heidegger næsten ikke var nazist. Hvad ligger der i det ’næsten’? To ting: Han var i en kort periode tiltrukket af nationalsocialismen som så mange andre filosoffer og almindelige mennesker, ganske som mange samtidige var tiltrukket af kommunismen og fascismen.

Han anså nationalsocialismen for at være en ny mulighed. Datidens intellektuelle troede ikke på det liberale demokrati. Der er i dag en tendens til at essentialisere nazismen og lade, som om den er en bestemt, velkendt, næsten monolitisk størrelse.

Nazismen var i 1930’erne ubestemmelig, symbolsk og mangetydig, og ingen anede, hvad det hele ville ende med. Jeg er, hvad essentialisme angår, inspireret af Julian Youngs Heidegger, Philosophy, Nazism (1997). Hans synspunkt er, at Heidegger praktiserede en privat nazisme. Det er Youngs version af ’næsten-ikke-nazist’. Hans-Georg Gadamer, Heideggers elev og ven, sagde lidt det samme. Han kaldte Heidegger national-bolsjevik. Med andre ord havde Heideggers ’nazisme’ meget lidt med de andre nazismer at gøre. Var han så nazist?

Bogen er den samme

Og så en anden ting om det med ’næsten-ikke-nazist’. Jeg tilslutter mig de to franske filosoffer Barbara Cassins og Alain Badious’ synspunkt, der går ud på, at Heidegger var en lille, ubetydelig, almindelig, småborgerlig nazist og den største filosof i det 20. århundrede.

De to ændrer dermed Heideggers egne ord: »Wer groß denkt, muß groß irren.« Jeg er personligt ikke på nogen måde anfægtet af, at T.S. Eliot var antisemit, men jeg ved nu, at han var det, og det vidste jeg ikke, da jeg de første gange læste ham.

Jeg mener fortsat, han er en af de største forfattere i verdenslitteraturen. Hvis jeg skulle tage konsekvensen af Heidegger-kritikerne, burde jeg holde op med at læse Hamsun, Pound og Eliot. Vi står måske over for en art global, metaforisk bogbrænding, hvor tusinder af fortidige forfattere og tænkere skal udfases, fordi de havde forkerte meninger. Kant er under mistanke både i Tyskland og USA. Også han var racist.

Universitetspolitik

Jo længere vi fjerner os fra 1930’erne, des værre bliver Heideggers ’nazisme’. Hvis Heideggers filosofi virkelig er antisemitisk og ’nazistisk’, rammer det også Løgstrup. Og det rammer den eksistensteologi og eksistentialisme, der bygger på Heidegger.

Men det rammer især en lang række især franske tænkere som Jacques Lacan, Jacques Derrida, Gilles Deleuze og Alain Badiou. Det er også meningen. Heidegger-kritikken skal bruges til at fjerne poststrukturalismen og dekonstruktionismen fra universiteterne. Og det ser ud til at lykkes.

Her har vi forklaringen på, hvorfor det er så vigtigt at vise, at Heidegger var nazist. Kritikken skal bane vejen for nyrealisme, nynaturalisme, nydarwinisme og nypositivisme, fordi disse gamle videnskabssyn passer som fod i hose til det nye corporate university, som det hedder.

Der er tale om universitetspolitik. Der er ikke tid til Løgstrup og Heidegger på fremdriftsuniversitetet, for de tager tid.

Hans Hauge er aktuel med bogen 'Løgstrup, Heidegger og nazismen'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Stig Bøg
    Stig Bøg
  • Brugerbillede for Jens Østergaard Petersen
    Jens Østergaard Petersen
  • Brugerbillede for Chr. Mondrup
    Chr. Mondrup
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
Niels Nielsen, Stig Bøg, Jens Østergaard Petersen, Chr. Mondrup og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Colin Bradley

Det bedste jeg nogensinde har set fra Hauge. Saglig tankevækkende artikel med overraskende og dybt provokerende konklusion. Passer det i virkeligheden at en anti intellektuel konspiration bevidst forsøger at sætte sig på universiteternes pensum ved at klistre nazist mærkatet på Heidegger? Tja - når Trump kan vinde præsidentvalget er der næsten ikke det der er utænkeligt længere.