Læsetid: 4 min.

Kan vi finde væk fra ekstremerne?

Midt i disse hidsige og ængstelige tider er flere begyndt at efterlyse en politisk samtale, der ikke handler om at skubbe hinanden ud mod de alleryderste poler
19. november 2016

»Jeg er politisk aktivist.«

Ordene er Thomas Mairs, en arbejdsløs gartner fra Yorkshire, der, minutter før han udtalte dem, havde myrdet den britiske politiker Jo Cox. De blev gengivet i onsdags under vidneafhøringerne ved den netop indledte retsag om mordet.

Som medlem af det britiske Underhus var Cox lidenskabelig fortaler for, at briterne skulle stemme ja til at blive i EU ved Brexit-afstemningen i juni; hun blev myrdet af Thomas Mair, en uge før briterne stemte nej og satte Brexit-processen i gang.

I hvilken verden betragter nogen det som en meningsfuld måde at være politisk aktivist på at slå en fredelig politiker ihjel? I en tekst i New York Times i september gav Cox’ enkemand Brendan Cox et svar på det spørgsmål ved at sætte mordet på hende ind i en radikaliseret politisk kontekst.

Læs også: Selvransagelsen der udeblev

»Denne forfærdelige begivenhed var helt sikkert en afvigelse. Men den fandt sted i en kontekst, der gør sådanne afvigelser mere sandsynlige. En kontekst med pro-Brexit-plakater med syriske familier på flugt og tekster om, at landet var ’på sammenbruddets rand’, og med rutinemæssige dæmoniseringer af migranter og flygtninge i dele af medierne. Efter afstemningen steg antallet af hadforbrydelser med 42 procent. I sidste måned blev to polske mænd fanget af en ungdomsbande i Essex, og den ene blev tævet ihjel,« skrev Brendan Cox og fortsatte:

»Dette er ikke kun et britisk problem. Ekstremismens og populismens opblomstring – fremgangen for dem, der siger til folk, at deres problemer er en eller anden anden grupperings skyld – er et globalt fænomen.«

Eftertanke i USA

Også i USA er mistanken om, at hele den politiske samtale er blevet for polariseret, begyndt at dukke op.

Efter Donald Trumps sejr er et par kommentatorer på begge fløje ifølge CNN begyndt at fortryde deres hidsige retorik. Bill Maher, der sympatiserer med demokraterne, har påpeget, at han har behandlet George W. Bush og Mitt Romney »som verdens undergang. Og det passede jo ikke«.

Fra den konservative fløj har radioværten Glenn Beck beklaget sine tidligere beskyldninger om, at præsident Obama bar på et »dybfølt had til hvide mennesker«.

Og i avisen Washington Post efterlyste den moderate konservative kommentator Jennifer Rubin forleden »forkæmpere for beherskelse, entusiastiske forsvarere af centrisme og en ubøjelig forpligtelse på anstændighed, venlighed og empati«.

Men vil nogen høre efter, hvis politikerne begynder at optræde mere moderat?

Ifølge journalisten Cathrine Gyldensted, der underviser ved det hollandske Windesheim Universitet i konstruktiv journalistik, har medier og journalister en stor del af ansvaret for den polariserede offentlige debat.

Ved kun at interessere sig for dem, der graver nye grøfter, og deres rekrutter, fungerer journalister som ’fuelers', har hun skrevet i en blog på journalisten.dk. Begrebet 'fuelers' har hun hentet fra den hollandske antiradikaliseringskonsulent Bart Brandsmas model over, hvordan polarisering opstår.

Nemlig ved, at såkaldte ’pushers’ skaber yderpoler, hvorfra de forsøger at rekruttere til deres sag. Rundt om dem stimler ’joiners’ sammen, dem som støtter synspunkterne ude på polen.

Læs også: ’Angreb kan ikke ses isoleret’

Disse to grupper, pointerer Gyldensted, elsker journalister at tale med. Dem vi ikke elsker er den store gruppe i midten, som Brandsma kalder ’the Silent’. Det er det store flertal, som ikke råber op. Måske fordi de er uafklaret om, hvordan dets virkelighed skal tolkes – eller fordi de ikke har særligt polariserede synspunkter.

Modellen er, skriver Cathrine Gyldensted, »nærmest et perfekt kort over, hvilke kilder vi vælger i journalistikken. Vi interviewer ’pusherne’ og ’joinerne’ – men aldrig den stille midte.« Blandt andet, skriver hun, fordi man på journalistskolen lærer, at en historie bliver balanceret, hvis man præsenterer både ’for’ og ’imod’ en sag.

Problemet er bare, påpeger hun, at det ikke er balance at interviewe to yderpoler. Det er derimod at give brændstof til dem. Og det er derfor, hun med henvisning til Brandsma kalder journalister for ’fuelers’.

Mere tilfælles

Det er en tankevækkende mediekritik. Men den er måske allerede overhalet af en ny medievirkelighed. BuzzFeed gjorde i onsdags op, at de mest virale historier i amerikanske medier i valgkampens sidste tre måneder, var såkaldte ’fake news’. Opfundne nyheder overhalede simpelthen rigtig journalistik i amerikanernes Facebook-feeds.

Og Wall Street Journal har vist i en interaktiv grafik, at Facebooks mekanismer forstærker brugernes ekkokammer, sådan at de hele tiden ser flere poster, der bekræfter de politiske holdninger i de poster, de tidligere har klikket på.

Det er en mekanik, der gør, at brugernes sociale mediebilleder polariseres væk fra de andre gruppers, der i udgangspunktet er mindre enige med dem. Og derved misser de et vigtigt træk ved virkeligheden.

Dette træk blev formuleret af Jo Cox i hendes første tale i Underhuset, der blev delt på internettet efter hendes død. Hun sagde: »Vi hylder vores forskellighed, men det, der overrasker mig igen og igen, når jeg rejser rundt i min valgkreds, er at vi er langt mere forenede og har langt mere til fælles, end vi har, der splitter os.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu