Kvinden, der kunne få immigranter op at flyve

Tidligere drak Iluminada Panabe aldrig kaffe. Det fik hun først smag for, da hun kom i dansk fængsel. 

En kvinde mere var netop kommet til fængslet og indsat i en celle, hvorfra hun kun kom ud et par gange om dagen. De andre indsatte foreslog, at sociale og udadvendte Panabe fik den nyankomne til at føle sig velkommen.

»Hun talte ikke med nogen – men hun drak en masse kaffe. Måske tre termokander om dagen,« husker Panabe og ler en kluklatter.

Da jeg fik en e-mail fra politiet, tænkte jeg: ’Åh-åh, hvad har jeg nu lavet

– Iluminada Panabe

Så Panabe tog en kop, skænkede sig selv noget kaffe og satte sig ned for at tale med kvinden. Kaffen brød isen.

I dag, i Panabes lejlighed i Thisted, skænkes der igen kaffe. Men det er Panabe, der fører ordet. Hvordan hun lærte at elske det brunsorte bryg, er kun en af hendes betroelser.

»Da jeg fik en e-mail fra politiet, tænkte jeg: ’Åh-åh, hvad har jeg nu lavet’«, ler 47-årige Panabe godmodigt.

Kontakten

Få timer før har en let støvregn og den velkendte aroma af landlivet – dyr, hø og græs – budt mig velkommen til Aalborg Lufthavn. Det var koldt, så jeg var taknemmelig for den varme bustur til Thisted. Fra busvinduet glinsede varierende nuancer af grønt i den nordlige danske natur under den vedvarende regn.

Det er et perfekt vejr til kaffe og samtale, tænkte jeg.

Jeg havde fundet Panabe ved et tilfælde. Jeg var kommet til Danmark for at undersøge og rapportere om forholdene for filippinske au pairs, da jeg stødte på historien om hendes menneskesmuglersag. Med hjælp fra en dansk journalistven, der agerede mellemmand og hjalp med at oversætte, fandt jeg frem til den politimand, der stod for hendes sag, og anmodede per e-mail om at få et interview med hende.

Det var en af mine sidste dage i København, at Panabe ringede til min danske ven for at fortælle, at hun havde fået min forespørgsel og gerne ville høre mere.

Da jeg ringede til hende, var hun alligevel ikke sikker på, at hun ville tale med mig. Hvorfor skulle hun?

Iluminada Panabe.

Tor Birk Trads

Jeg havde forventet, at hun ville være skeptisk, så jeg begyndte at opregne mine grunde. Jeg skulle kun være i Danmark i et par uger, men var parat til at forlænge mit ophold, hvis hun ville mødes med mig. Jeg er som hun filippiner og i stand til at forstå de kulturelle nuancer i driften mod migration og forhåbningerne bag.

Men, som jeg forklarede, havde jeg tænkt mig at skrive en reportage, der sagligt og faktuelt belyste hendes sag – og i den ville hun også få en chance for at fortælle historien fra sin side.

Til sidst gik hun med til det. Hun håbede, at folk kan lære af hendes historie – og som tilfældet er for mange historier om mennesker, der higer efter en bedre og mere værdig fremtid — endda lade sig inspirere af den.

Menneskesmugling

I 2011 blev Panabe arresteret og tiltalt for omfattende, organiseret menneskesmugling.

Sagen var en af de største danske sager om menneskesmugling nogensinde og var over en længere periode blevet efterforsket af Midt- og Vestjyllands Politi. Den endte med, at hun blev idømt seks års fængsel.

Hun tilbragte de tre år i varetægtsfængsel og afsoner nu resten i et åbent fængsel. For øjeblikket arbejder hun på en kandidatgrad i business administration, som hun forventer at afslutte i december.

Hendes historie har mange fællestræk med andre historier om storhed og fald. På overfladen havde hun gang i et blomstrende rejsebureau med et stort kundegrundlag af filippinere, der gerne ville til Europa på pakkerejser.

Bag kulisserne var hendes kunder imidlertid ikke bare turister. De var migranter, der jagtede lykken og deres andel af den europæiske drøm. Det var en form for forretningsoperation, der krævede omgåelse af reglerne og store pengesummer. 

Der var utallige af disse besøg, og hver gang var det et nyt familiemedlem, der kom til Danmark

– Michael Kjeldgaard, politiassistent

Panabe er smerteligt afklaret omkring sine lovovertrædelser, og en stor del af hendes motivation for endelig at tale om ud dem er også at komme frem til den del, hvor hun vil gøre det godt igen.

Det var torsdag, da politiet kom hen på Panabes kontor med deres arrestordre.

»Den danske udlændingestyrelse konstaterede og indberettede mistænkelige aktiviteter hos herboende filippinere, der meget ofte modtog besøg fra familiemedlemmer fra det gamle hjemland. Der var utallige af disse besøg, og hver gang var det et nyt familiemedlem, der kom til Danmark«, fortæller politiassistent Michael Kjeldgaard, der ledte efterforskningen af ​​Panabes sag.

Kjeldgaard tilføjer, at politiet endvidere fik et anonymt tip om, at Panabe stod bag et menneskesmuglernetværk, der skaffede migranter fra Filippinerne til Danmark og herfra eventuelt videre til det øvrige Europa.

Det var nok til at indlede en undersøgelse.

Danmark som gateway

I sin efterforskning vurderede Midt- og Vestjyllands Politi, at Panabe i perioden 2008-2011 ulovligt havde hjulpet mere end 800 filippinere til Europa med Danmark som gateway.

Nævningetinget i hendes sag endte med at lægge til grund, at hun havde sørget for, at 493 filippinere var kommet til Europa, hvoraf omkring 300 var indrejst ulovligt til eller igennem Danmark. Og at hun i 342 tilfælde havde opgivet urigtige oplysninger på visumansøgningsblanketter. Altsammen med millionfortjeneste som resultat.

Via sit rejsebureau, DenPhil Travel and Tours, havde Panabe skaffet sine klienter visum, som gav dem adgang til alle 26 Schengen-lande. Det var alt, hvad de behøvede. Når de først var inde i Schengen-området, kunne de stille og roligt forsvinde ud i Europa som udokumenterede migranter.

DenPhil Travel and Tours tilbød pakkerejser til Europa til priser fra 300.000 til 500.000 filippinske pesos (43.000-71.000 kr.). Grundpakken bestod af et Schengen-visum og en flybillet. De dyrere pakker inkluderede også bekvemmeligheder som hotelophold og en mobiltelefon.

Dansk politi forsøgte sammen med fransk politi at lokalisere de filippinere, der blev smuglet ind af Panabe, men eftersøgningen viste sig at være forgæves.

»Vi så dem som ofre for menneskehandel,« bekræfter Kjeldgaard og forklarer, at politiet gerne ville tale med klienterne for at kaste lys over Panabes og hendes hjælperes rolle i operationen.

Derudover bekræfter dansk politi, at man uden held forsøgte at etablere en fælles strafferetslig efterforskning med det filippinske politi for at spore de penge, som Panabe ulovlige tjente på sine kriminelle aktiviteter. Ifølge TV2 havde Europol ellers vurderet, at forretningen formodentlig har omsat mere end 70 millioner kroner.

At få nogen op at flyve

’Nagpapalipad’ kaldes de tjenester, Panabe så diskret tilbød, i filippinske folkemunde. Bogstaveligt betyder dette ’at få nogen til at flyve’, men alle ved, at der er tale om en eufemisme for at skaffe migranter ind i Europa på en enkeltbillet.

I rettens øjne ændrer ingen omskrivning på, at der foreligger et kriminelt forhold. Der er helt elementært tale om mennesmugling.

Hendes advokats forsvar gik dog på, at Panabe holdt sig inden for rammerne af et rejsebureaus normale aktiviteter: Hun formidlede turistvisa og bookede flybilletter til filippinere, og hun hjalp sine kunder med deres rejseforberedelser. Panabe kunne vel ikke holdes ansvarlig for, hvad hendes kunder så foretog sig, når de først var kommet til Europa?

»Hvad de valgte at bruge deres visum til – om de blev i landet eller ej – var ikke noget, vi blandede os i. Vores opgave var alene at skaffe dem et visum,« siger Panabe.

Men Panabe vidste meget vel, at hendes klienter ikke havde intentioner om at forlade Europa, når først var de var ankommet. De kom netop til hende, fordi de havde hørt, at hun var en person, der kunne trække i de nødvendige tråde for at muliggøre rejsen.

Familiesponsorer

I Danmark hyrede Panabe desuden herboende filippinere til at sponsorere et formodet forhold for personer på turistvisum. Til gengæld herfor fik de – afhængigt af, hvad de bad om – mobiltelefoner, flybilletter til Filippinerne eller kontantbeløb.

I Filippinerne udstedte DenPhil turistvisa fra sin registrerede firmaadresse i Quezon City, der ligger i hjertet af hovedstaden Manila.

Det var i princippet en simpel operation, om end den krævede intensiv koordinering og nøje overvågning på tværs af grænser.

Jeg ville jo bare hjælpe folk, så de kunne blive genforenet med deres familier. Og det var den eneste måde, jeg kunne gøre det på

– Iluminada Panabe

Dokumenter blev forfalsket og efterlignet, der foregik svindel og bedrag, men Panabe hævder, at hun opererede i en gråzone.

»Jeg vidste ikke, det var forkert,« insisterer hun. »Jeg ved, det er svært at tro på, men det er sandheden. Der er intet, jeg kan gøre ved det nu. Jeg ville jo bare hjælpe folk, så de kunne blive genforenet med deres familier. Og det var den eneste måde, jeg kunne gøre det på«.

Dette ønske om at hjælpe andre er et tilbagevendende tema i Panabes tilståelse. Hendes altruisme er den begrundelse, hun angiver for sine handlinger. Hun klamrer sig til det motiv som hendes forløsning og chance for forsoning.

Marcos

Da Filippinerne åbnede for sin udvandringspolitik i 1970’erne under daværende præsident Ferdinand Marcos’ styre, var det hensigten at nedbringe landets massive arbejdsløshed. Da arbejdsudbuddet i landet var meget begrænset, opfordrede regeringen sine borgere til at finde beskæftigelse i udlandet.

Den foretrukne destination blev i første omgang Mellemøsten. Den glitrende oase af skinnende skyskrabere, som var under opførelse i Golfnationernes ørkenlandskaber, krævede sved og muskler. Horder af filippinske mænd pakkede kufferter, smøgede ærmerne op og tog fat.

40 år senere er arbejdsmigration fortsat en økonomisk strategi for en østat, der hvert år modtager pengeoverførsler for 25 milliarder dollars fra sine oversøiske arbejdere.

Arbejdsmigration er en karrierevej for mange filippinere, der ser ’udlandet’ som en flugtvej ud af den hårde fattigdom, der rammer omkring 25 procent af landets 100 millioner store befolkning.

De europæiske landes indvandringspolitikker tillader i almindelighed ikke indvandring af arbejdskraft fra Filippinerne. Ikke desto mindre skønnede Commission on Filipinos Overseas, et statsligt organ i Manila, der har til opgave at fremme migrantvelfærd og udvikling, i 2013, at der boede mindst 866.000 filippinere i Europa. De fleste har slået sig ned i Storbritannien, efterfulgt af Italien og Frankrig, hvor en stor del er papirløse arbejdere.

Mange af de udokumenterede filippinske migranter har i årevis levet adskilt fra deres familier. Nok kunne de forlade deres hjemland, men vende tilbage kunne de ikke.

Panabe har mærket dele af denne migrationsfortælling på sin egen krop. Som mange filippinere, siger hun, kan hun udmærket leve sig ind i smerten ved at måtte forblive adskilt fra sin familie. Da hun grundlagde sit rejsebureau, var det også for at hjælpe disse mennesker til at overvinde dette adskillelselsesvilkår, hævder hun.

Hun kom til Danmark for 15 år siden som hustru til ​en dansk statsborger, hun mødte, mens han var på ferie i Filippinerne.

Koldt og ensomt

»Danmark var koldt og ensomt,« smiler hun, da hun mindes de første indtryk af det land, hun tog til sig som sit eget.

Som mange nye indvandrere ofte gør, gik Panabe fra småjob til småjob i den første tid efter sin ankomst. »Jeg arbejdede på en fiskefabrik og kom hjem, ildelugtende som fisk. Men da jeg så min første lønseddel, tænke jeg: ’Wow! Ikke dårligt!’«

Efter sin tid på fiskefabrikken åbnede hun og drev først en fødevarebutik og så en tøjbutik, før hun gik ind i rejsebranchen.

»Jeg solgte pakketure til Filippinerne til filippinere her i Thisted for et rejsebureau i København. Da jeg fandt ud af, at der var gode penge at tjene på den forretning, besluttede jeg mig for at lave mit eget bureau.«

Mens hun var på ferie i Paris, mødte hun en filippiner, der vidste, hun havde et rejsebureau. Han spurgte hende, om hun ville kunne hjælpe med at sende et af hans familiemedlemmer ’op at flyve’.

»Jeg ville bare give det en chance,« husker hun.

Det viste sig at være let nok, og efter den første ’flyveturs’-tjeneste var veloverstået, begyndte hun snart at få nye henvendelser fra nye potentielle kunder. Panabe indså, at her var der et marked med stor efterspørgsel. Filippinere, der var afskåret eller kun havde ringe chancer for at kunne vende tilbage til Filippinerne, brændte efter at blive genforenet med deres familiemedlemmer – og var villige til at betale store summer og endda pådrage sig stor gæld.

Der er andre, der gør, hvad jeg gjorde. Deres metoder er bare anderledes. Nogle bruger forretningsrejser, andre pilgrimsfærde eller religiøse ture. Vores speciale var familiebesøg.

– Iluminada Panabe

»Jeg ved, det er rigtig mange penge, men sådan er den forretning,« sagde hun.

Panabe forsvarer sig med, at markedskræfterne bestemte hendes prissætning.

»Der er andre, der gør, hvad jeg gjorde. Deres metoder er bare anderledes. Nogle bruger forretningsrejser, andre pilgrimsfærde eller religiøse ture. Vores speciale var familiebesøg.«

Disse andre opkrævede angiveligt så meget, at hun var nødt til holde niveau for ikke at blive set som en spiller, der underbød markedet. For at kompensere supplerede hendes bureau ved at levere flere tjenester end konkurrenterne, siger hun.

»Vi var de eneste, der tilbød hent og bring-service. Vi sørgede for, at vores kunder blev hentet i deres provins, kørt til Manila og indkvarteret der, imens de ventede på deres flyafgang«, forklarer hun.

Smuglernetværk

Hele denne menneskesmuglervirksomhed nødvendiggjorde et omfattende netværk. Ruten fra Filippinerne til Europa var fyldt med hjælpere og insidere, der alle blev betalt for deres andel i operationen, såsom de lufthavnsmedarbejdere, der blev betalt for at kigge væk.

Med i netværket var også de salgsagenter, der skulle forhandle direkte med klienterne og rette op på de uundgåelige operationelle fejl.

En gang blev en gruppe f.eks. tilbageholdt i Tyskland og spurgt, hvorfor de var kommet til Tyskland, når deres invitation angiveligt var kommet fra slægtninge i Danmark.

Sagen blev bragt op til Panabe, der så tog til Tyskland for at finde de pågældende og hjælpe dem videre til deres ’rigtige destination’.

»Af disse grunde var vi nødt til at opkræve et stort beløb. Der var mange omkostninger og risici, men vi leverede altid varen. Hvis folk var i stand til selv at få turistvisum, ville de jo ikke have henvendt sig til et bureau og betalt så mange penge for det. Jeg tror, at når vi fik så mange kunder, var det, fordi folk vidste, at vi altid leverede«.

Virksomhedens opblomstring blev dog også begyndelsen til dens modgang og i sidste ende til Panabes undergang.

Tor Birk Trads

Hendes salgsagenter begyndte at slå deres egne handler af med kunderne, samtidig med at de udnyttede rejsebureauets ressourcer. Andre agenter, der havde lært branchens tricks, begyndte at oprette deres egne bureauer – det samme gjorde nogle af de ’inviterende familier’, der gik over til at tilbyde deres ’familie-sponsorservice’ på egen hånd. På den måde blev Panabe overflødiggjort som mellemled.

Da politiet kom for at anholde hende den torsdag, protesterede hun ikke, men hun blev grebet af stor bekymring. »Min første tanke gik til mine klienter. Nogle af deres ansøgninger var stadig under behandling, og nogle havde allerede lagt en udbetaling. Hvordan skulle de nu kunne tage afsted? Min næste tanke gik til mine skoleelever«.

Uddannelsesfond

I 2010 havde Panabe grundlagt stiftelsen IDP Foundation i sin hjemby i provinsen Kalinga i det nordlige Filippinerne, hvor den markedsfører sig på at støtte programmer til uddannelsesbistand.

»Jeg voksede op i en bjergprovins. Den var så afsides. Der var ingen veje, ikke rindende vand. Mine forældre kom aldrig ret meget i skole.«

I de 15 år, siden hun var taget afsted, havde tingene stort set ikke ændret sig. Panabe oplevede stadig den samme underudvikling og fattigdom.

Med henvisning til sit anlæg for altruisme hævder Panabe, at hun brugte det meste af indtjeningen fra DenPhil til at etablere et legatfond for studerende i Kalinga.

De seneste IDP Foundation-regnskaber, som er indsendt til den filippinske Securities and Exchange Commission, dækker året 2011. Ifølge dem løber IDP Foundations samlede aktiver op i ni millioner pesos, svarende til 1,3 millioner kr.

Den sidste opdatering på IDP Foundations hjemmeside er lagt ud i 2015 og hævder, at fonden er ved at granske det næste sæt programmer, den påtænkte at iværksætte. Disse programmer omfatter udsendelse af lærere til læringscentre for voksne og børnehaver, finansiering af skoletoiletter og opbygning af et udvidet stipendieprogram, der også skal finde penge til huslejehjælp til studerende.

Alle disse programmer skulle have været sat i gang som led i Panabes såkaldte Restoration Initiative, der skulle være begyndt i 2015.

Fondens indstilling af sine aktiviteter er sammenfaldende med domfældelsen over Panabe. Hendes liv blev ændret den torsdag, politiet kom for at anholde hende. Panabe insisterer på, at hun siden har gjort alt, hvad hun kunne for at komme tilbage på rette spor – af hensyn til sin familie og ikke mindst af hensyn til sig selv.

Gennem hele denne eftermiddag fortæller hun om de kurser, hun har fulgt i event-styring og fundraising i fængslet, og om, hvordan hun ser frem til at færdiggøre sin master til næste år. Hun har mange planer, siger hun. Og venter kun på det rette tidspunkt.

»Jeg venter på det rette tidspunkt, hvor jeg kan række ud til dem, som blev fanget i alt dette her sammen med mig – mine klienter, mine studerende. Jeg vil gerne bede dem om forladelse og spørge dem, hvad jeg kan gøre for at hjælpe. Da jeg fik den e-mail fra politiet om, at du ville interviewe mig, tænkte jeg, at nu er tiden måske inde«, siger hun roligt og tager en lang slurk af den varme kaffe.

Research til denne artikel er støttet af en bevilling fra Pulitzer Center on Crisis Reporting i Washington, DC.

Oversat af Niels Ivar Larsen