Læsetid: 5 min.

’Hvor der er mad, er der fred’

Venstreorienteret mad handler for debattør og foredragsholder Özlem Cekic hverken om fairtrade eller økologi, men om at være i stand til at kunne dele sit brød i to
12. november 2016

Hvor venstreorienteret er du på en skala fra 1-10?

»9, men jeg har i øjeblikket svært ved at identificere mig med den klassiske venstrefløj. Den har opgivet sit ståsted og konkurrerer i stedet om, hvem der har de strammeste holdninger til mennesker, der flygter fra krig.«

Hvor madglad er du på en skala fra 1-10?

»10. Jeg kunne spise 24 timer i døgnet, hvis ikke jeg tog på. Jeg elsker mad, men hader motion. Det er djævlens opfindelse. Jeg har dårlig samvittighed, inden jeg skal ud og svede. Jeg kan ikke trække vejret, mens det står på, og jeg har hamrende ondt i flere dage bagefter. Jeg nøjes derfor med at cykle og tage trappen.«

Hvad er din mest venstreorienterede madoplevelse?

»Da jeg spiste i et folkekøkken i Singapores indiske bydel. Jeg stod i kø sammen med mennesker, der ingen penge havde, og vi sad ved langborde og spiste det samme: kylling og ris serveret på bananblade. Der var et særlig fællesskab, mens vi sad der. For mig handler venstreorienteret mad hverken om økologi eller fairtrade, men om at være i stand til at kunne dele sit brød i to. Jeg plejer at sige, at hvor der er mad, er der fred. Mad kan noget særligt i forhold til at samle mennesker, og selv om vi ikke talte samme sprog, sad vi ved bordene og kommunikerede med fagter og tegnsprog.«

Hvad finder man altid i dit køkken?

»Oliven, yoghurt, tomater og mælk, fordi jeg har tre børn, der drikker enormt meget mælk. Hvis ikke de ting er til stede, er det, som om køleskabet er fuldstændigt tomt.«

Hvad er din livret?

»Jeg elsker fisk og kunne spise det fem gange om dagen. Og jeg er slet ikke snobbet. Jeg holder lige meget af makrel i tomat og sushi. Den eneste fisk, jeg ikke gider spise, er torsk. Den er grå og kedelig som en trist efterårsdag. Jeg kan bedst lide fisk stegt på panden i smør med salt og citron.«

Hvad kunne du af politiske årsager aldrig finde på at spise?

»En ret, der koster det hvide ud af øjnene. Jeg kunne aldrig drømme om at spise på en michelin-restaurant. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at spise noget, som koster så meget, at man nærmest kunne brødføde en hel familie i en måned i et fattigt land for de samme penge. Jeg ville få det fysisk dårligt, hvis jeg skulle spise et måltid til 2.500 kroner. Da jeg var aktiv i fagbevægelsen og sad i Dansk Sygeplejeråd, hvor der var tendens til at spise lidt for fint, spurgte jeg altid til kuvertprisen, og jeg kunne finde på at sige ’undskyld, hvad er der galt med shawarmaer’ eller udeblive fra middagen, hvis jeg syntes, det var frås med medlemmernes penge.«

Er der noget, du skammer dig over at elske at spise, fordi det ikke harmonerer med din politiske overbevisning?

»Faktisk ikke. Og man skal passe på ikke at politisere mad for meget. Jeg er træt af altid at høre: ’det ødelægger dine tænder’, ’det er ikke godt for din hjerne’, ’der er alt for mange kalorier’ eller ’den der fugl har ikke haft det godt’. Jeg vil hellere forbinde mad med noget hyggeligt og lækkert.«

Har du en madpolitisk kæphest?

»Jeg vil ikke have, at man smider mad ud. Det er fuldstændigt bizart, at vi smider ud for så mange milliarder, at det nærmest svarer til hele efterlønnen.«

Hvor ofte spiser du kød?

»Ret ofte, for min mand er kødædende. Men jeg ville godt kunne undvære rødt kød. Det eneste kød, jeg ikke vil være foruden, er det i shawarmaen. Og så alligevel. Man ved jo aldrig helt, om det er hest, eller hvad det er, der er presset sammen i sådan en kebab.«

Hvad er den mest højreorienterede spise, du kan komme i tanke om?

»Flæskesteg. Mest fordi Dansk Folkepartis medlemmer altid spiste det, når vi sad til forhandlinger i ministerierne. Og hvis ikke, der var flæskesteg, var det stensikkert, at de spurgte efter det.«

Hvad er det bedste, venstrefløjen har tilført dansk madkultur?

»Den har ikke stået på bagbenene over for globaliseringen, men budt nye kulturer og køkkener velkommen. Krydderier, hvidløg, hummus og vin har beriget vores madkultur og gjort den meget mere mangfoldig.«

Livretten – Fisk a la Özlem Cekic

Fisk, smør, olie, citron, salt

Tag en hvilken som helst fisk – rødspætte, skrubbe, laks, kulmule, havtaske – you name it. (Dog ikke torsk, da Özlem Cekic synes, det er en forfærdelig kedelig fisk).

Varm din bedste pande godt op. Hvis ikke panden er varm nok, risikerer du at koge fisken i smør i stedet for at stege den.

Kom både olie og smør på panden, og steg fisken på skindsiden. Hæld smeltet smør over under stegningen, og giv den til sidst ganske kort tid på den anden side.

Dryp med citron, drys med salt og servér f.eks. med nye kartofler med persille, frisk pasta eller en god salat.

Joachim Sperling: Den livret lyder godt nok kedelig

»Næsten alt ved Özlem Cekic irriterer mig. Hun fremstår skråsikker og selvhøjtidelig, og så kan hun ikke lide torsk. Det er ellers en folkelig, alsidig og utroligt velsmagende fisk, og jeg vil til enhver tid hellere have torsk end laks, som næsten altid kommer fra dambrug. Michelinrestauranter giver hun også lige et fur.«

»Men hvad er der galt i, at dygtige kokke skaber ypperlige måltider, som vi kan nyde sammen? Ja – det er dyrt, men når man bruger de bedste råvarer og omdanner dem til noget, der ligner kunst, skal det jo koste. Det er bl.a. på grund af vores michelinrestauranter, at København er en af verdens mest interessante byer. Özlem ville blive forundret over, hvor lidt snobberi der er blandt michelinkokke, og hvor dedikerede de er til deres job. De gør sig umage for vores skyld, og selv om det er dyrt, tjener de kun lidt.«

»Özlems livret, som kunne være laks med kartofler, lyder godt nok kedelig. Så vil jeg næsten hellere have shawarma eller en eksotisk ret fra hendes hjemegn. Özlem skal dog have ros for at være mønsterbryder. Det er ikke let at komme hertil fra Kurdistan, bryde ud af et arrangeret ægteskab og alligevel ende i Folketinget. Der stod hun så ikke distancen, men jeg håber, at flere som hende vil tage samme rejse og bidrage til at udvikle vores samfund.«

Joachim Sperling er cand. polit, madøre, højreorienteret socialdemokrat og tilknyttet kapitalfonden Axcel. Han vurderer hver uge den røde livret

Serie

De røde spiser

De Røde Spiser – Danmarks eneste venstreorienterede madmagasin – politiserer alt det, vi putter i munden. Mad er gennemsyret af identitet og ideologi: Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvem vil vi gerne være, når vi spiser? Et fornuftigt venstreorienteret menneske bør selvfølgelig spise venstreorienteret mad. Men hvad er det? Hvor ligger bælgfrugter på den politiske skala, og er hummeren egentligt rød eller blå?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu