Læsetid: 10 min.

’Når man har penge nok, er det jo ikke noget problem’

I Georgiens over-overklasse giver man en penthouselejlighed i bryllupsgave og installerer sin gravide modelkone på et tysk luksushotel, så hun ikke behøver føde på et georgisk hospital. Georgien har lige haft valg, men er stadig den mest ulige af alle de gamle sovjetrepublikker. Information har været til fest hos overklassen
Brudeparret poserer for fotograferne foran et gammelt kloster. Gommens far allerede har overrakt sin bryllupsgave: En penthouselejlighed midt i Tbilisi.

Brudeparret poserer for fotograferne foran et gammelt kloster. Gommens far allerede har overrakt sin bryllupsgave: En penthouselejlighed midt i Tbilisi.

Christian Bennike

5. november 2016

Kan man måle, hvor vestligt orienteret et land er, på andelen af amerikanske popsange i taxaernes bilradioer? I så fald er Georgien en vasalstat.

Taxachaufføren, som drøner ud af Tbilisi i en japansk bil, hvor rattet sidder i den forkerte side, hører Tupac for fuld knald. Uden seler, uden taxameter, uden lyskryds.

Udenfor forcerer fodgængerne gaderne ad underjordiske gange, der lugter af sved og nybagt brød; man får hovedpine af udstødning og larm, og den tørre luft klør i øjne og hud.

Vi er i vores stiveste puds, på vej til bryllup hos en familie, som dårligt kan kaldes andet end the 0,1 percent i Georgien.

Min kæreste har studeret med bruden i Frankrig, men vi har aldrig mødt gommen; vi ved kun, at hans familie ejer en masse hoteller, og at hans far allerede har overrakt sin gave til det unge par: en penthouselejlighed midt i Tbilisi.

Ikke hverdagskost i et land, hvor gennemsnitslønnen for en offentlig ansat ifølge det statslige statistikkontor er 2.400 kroner om måneden.

Selv om tingene går fremad i Georgien – korruptionen falder, og økonomien vokser – er landet ifølge Verdensbanken stadig det mest ulige land af de tidligere sovjetrepublikker (side om side med Rusland), og mere end hver femte af de 4 mio. indbyggere lever ifølge Asian Development Bank i fattigdom.

Georgien

Indbyggertal: 3,7 mio.

Hovedstad: Tbilisi, 1,1 mio. indbyggere

Georgierne har deres eget sprog, alfabet og ortodokse kirke.

Har sammen med Rusland den største økonomiske ulighed i det tidligere Sovjet.

Har netop haft parlamentsvalg, hvor regeringspartiet Georgiens Drøm fik 75 procent af stemmerne.

Er fuld af stategisk vigtige olie- og gasledninger

Men det kommer vi ikke til at mærke noget til i dag. Tværtimod. Vi skal spendere dagen i den allerøverste spids af den kaukasiske samfundspyramide.

Vi kobler os på den 350-mand store bryllups-entourage på toppen af et lille bjerg foran et 1.600 år gammelt kloster ved byen Mtskheta (ja, fem konsonanter i træk).

Sceneriet danner rammen om dagens første event: et photo shoot, hvor to fotografer og en lysmand styrter rundt for at forevige brudens ti meter lange kjole og den kvabsede goms glinsende smoking.

Imens filmer en dronepilot det hele fra oven, og en filmklipper sidder klar til at omdanne seancen til en musikvideo-agtig film, som kan deles på alle sociale medier.

Bruden har aldrig været tyndere og brunere. De har allerede filmet de første scener, hvor det 24-årige par slænger sig på et luksushotel i Tbilisi og kører omkring i en Porsche Carrera med en masse balloner.

Mens gæsterne småsnakker og flokkes om det poserende brudepar, læner en ortodoks præst sig mod dørkarmen til kirken, han er i sort kjortel og langt skæg og skuer tænksomt ud over det bjergtagende landskab. Da vi går forbi ham, slipper han en vind, højt og levende.

Nato. Aldrig

Vi får et lift videre til festmiddagen af gommens ven, en 32-årig hotelejer i en elegant blå jakke med en sort, airconditioneret Mercedes.

»Der sker vilde ting i Georgien lige nu,« sige han, mens vi kører i kortege lodret ned ad en bjergvej. Han er uddannet i England, men er vendt hjem for at lave business.

»Turistindustrien kommer til at eksplodere. Jeg tror, vi går en lys fremtid i møde.«

Måske har han ret.

Der er i hvert fald kommet bedre styr på sagerne i landet efter Rosenrevolutionen i 2003, hvor georgierne gav et los til den korrupte og russisksindede præsident, som havde styret landet siden Sovjetunionens fald.

Dengang lå landet femtenederst på Transparency Internationals årlige liste over korrupte nationer, side om side med Angola og Cameroun. I dag er de nummer 46 ud af 168, over Kroatien og Italien. Det er gået stærkt.

Turisterne er så småt begyndt at indfinde sig, og i en årrække var vækstraterne 6-7 pct. om året – indtil faldende oliepriser og sanktioner skubbede Rusland i recession. Det har trukket Georgiens økonomi med ned (selv om landet stadig har et par procents vækst). For sådan er det i Georgien: Det handler altid om Rusland.

»Vi er viklet sammen. På godt og ondt. Rusland vil heller aldrig tillade Georgien at komme med i NATO. Aldrig. Se selv, hvad der skete med Ukraine: De var et stærkt og rigt land. Nu har de ingenting,« siger den unge hotelejer.

»Vi kan jo ikke besejre dem med våben – vi er nødt til at være kloge.«

Georgien havde valg i sidste weekend, hvor regeringspartiet Georgiens Drøm satte sig på tre fjerdedele af pladserne i parlamentet.

Partiet har en mere pragmatisk tilgang til russerne end oppositionspartiet, Nationalbevægelsen, ikke mindst fordi regeringen de facto styres af landets top-oligark, multimilliardæren Bidzina Ivanisjvili. Han har en masse bunisess-bånd til russerne, og det »dæmper regeringens russofobi«, som lektor emeritus fra SDU Søren Riishøj udtrykker det.

En allé af ild

Vi ankommer til spisestedet, hvor festen skal stå. Parkeringspladsen er fyldt med BMW, Mercedes og en enkelt Ferrari, og de har en kæmpestor busk, der er formet som en giraf. En eller anden har tændt to blå røgbomber, som byder de 350 gæster velkommen. Stemningen er oligark.

Vi sætter os ved et af de mange runde borde i den gigantiske hal. Maden står allerede klar – laks, auberginecreme, fire slags ost, en hel stør – og brudeparret entreer salen til temaet fra Star Wars, mens ti fakler skyder gnister op i luften og danner en allé af ild.

En ved bordet fortæller, at gommen forleden overraskede sin brud ved at invitere hendes 25 bedste venner hjem til fødselsdag, og så havde han købte gaver af guld til dem alle sammen.

Ligesom det er kutyme i Rusland, styrer en professionel toastmaster slagets gang. Han er en ældre herre, der ligner arketypen på en tv-entertainer fra 60’erne komplet med alkoholånde og cigaretfuret hud. Han taler uafbrudt. Som en cirkusdirektør gjalder han sine budskaber ud gennem højttalerne på en ældre georgisk dialekt, som de unge ikke forstår. Gud får den første skål, og alle ryger ved bordene.

Mens salen kaster sig over maden, går en lang række indslag i gang på en scene. En række af gæster skal synge karaoke, og aftenens foreløbige højdepunkt indtræffer, da bruden og gommen forenes i en Disney-agtig duet akkompagneret af en mindre storm af konfetti, som ejakulerer ud af et tykt rør bag scenen. Fotograferne og lysmanden styrter rundt. Der er også hyret en pige til at bestyre en fotoautomat i hjørnet, hvor man kan uploade partybilleder direkte til Facebook.

Det tabte land

Så går bandet på – forsangeren er lige blevet nummer to i Georgiens svar på X Factor. Det samme er en af brudepigerne, en model som virkelig har givet den gas med plastikkirurgien, og som mange mener er superlækker. Her er også en tv-vært og nogle politikere, fortæller min sidemand, som lader mig forstå, at vi sidder midt i et rigtigt A-liste-bryllup.

Sprechstallmeisteren vandrer rundt mellem bordene og interviewer folk. Da han når til min kæreste og mig, bliver jeg i et svagt øjeblik lokket til at synge Fly Me To The Moon foran hele salen på et blødt bagtæppe af Sinatra-swing. Jeg klarer den med skindet på næsen, men finder efterfølgende ud af, at han har introduceret mig som én af skuespillerne fra HBO-serien Vikings – så det tror hele selskabet derefter, at jeg er.

Så udbringer salen en højtidelig skål for de faldne i 2008-krigen. Sagen er den, at NATO i 2008 gik en kende for langt, da de nævnte ordet ’medlemskab’ i samme sætning som Georgien (og Ukraine) – det syntes Putin og Medvedev i hvert fald. Så i sommeren 2008 angreb de russiske ledere Sydossetien, den nordlige del af Georgien, som længe havde prøvet at rive sig løs, og hvor Georgiens daværende præsident, Mikheil Saakasjvili, kørte en benhård linje over for det russiske mindretal.

I dag har Georgien mistet kontrollen med både Sydossetien og Abkhasien, som udgør en femtedel af landets areal – inklusive det meste af landets kystlinje – uden at det såkaldt internationale samfund for alvor har brokket sig. I dag ligner 2008 en forpremiere på begivenhederne i Ukraine, hvor EU-tilnærmelser også førte til russisk invasion og overtagelse af dele af det ukrainske territorium, nemlig Krim.

Nationalmuseet i Tbilisi er én stor opvisning i russisk brutalitet: Museet fortæller om russernes »besættelse« i 1921, hvor den røde hær indtog landet med likvideringer og deportationer, der er fotos af lig og forsvundne familiefædre fra sovjettiden, og udstillingen slutter med et kort fra 2016, som viser Sydossetien og Abkhasien som ildrøde fremmedlegemer på det georgiske landkort. »Occupation continues«, står der.

Når Georgien aldrig for alvor er blevet boksering for Vesten og Ruslands, skyldes det nok, at »Georgiens problemer virker ret fjerne for den almindelige europæer«, som Mette Skak fra statskundskab på Aarhus Universitet formulerer det. »Der er ikke samme vestlige vilje til at engagere sig i Georgien, som i Ukraine,« forklarer hun.

Jeg elsker Europa!

Selv om solen for længst er gået ned, har flere af kvinderne til bryllupsfesten solbriller på. Det er blevet sent, og rundt omkring i salen bæller granvoksne mænd vin af et stort drikkehorn af ben, som går på omgang.

Aftenen kulminerer, da brudeparret skærer en meterhøj bryllupskage, mens en regn af ild svæver ned fra hundredvis af små metalrør, som er monteret på en kugleformet lysekrone i loftet. Det ligner dødsstjernen, som brænder.

Så går to DJ’s på, og mens hotelejeren med den sorte Mercedes lægger hårdt og ublu an på min kæreste på dansegulvet, falder jeg i snak med en lille skaldet fyr, som siger, han er 30 år. Han elsker Europa! Lige nu bor hans 23-årige kone faktisk på et hotel i Freiburg sammen med deres to børn og to sygeplejersker.

Hun var model, før de mødte hinanden (og veninder med den berømte brudepige), men nu er hun gravid for tredje gang, og fordi barnet ikke skal komme til verden på et dårligt georgisk hospital, har han installeret hende i Tyskland og pendler nu selv frem og tilbage. Sådan har de gjort med alle børnene.

»Når man har penge nok, er det jo ikke noget problem,« som han siger. »Jeg elsker Europa.«

Sådan har mange i Tbilisi det. EU’s blå flag vejer over alt – også foran parlamentet – og i juli viste en undersøgelse, at 72 pct. af georgierne gerne vil være med i EU, hvis det skulle blive muligt. Det er altså ikke kun eliten, der er EU-begejstret. Men som direktøren i det georgiske analysebureau CRRC, Tina Zurabisjvilli, siger til mig, da vi taler i telefon sammen: »Du kan være sikker på, at eliten er pro-EU. De vil rigtig, rigtig gerne lave forretning med Europa.«

Georgien har allerede fået en såkaldt associeringsaftale, og i sidste måned rykkede de ét skridt tættere på visumfrihed

Samtalen med den lille mand er gået lidt i stå, og for at være høflig roser jeg hans jakke. Det bevirker, at han prompte tager den af og insisterer på, at jeg skal have den – han har så mange derhjemme. Jeg afslår, han insisterer, og jeg afslår. Det går der lidt tid med.

Han er tydeligvis skide fuld, men siger, at han har en chauffør holdende udenfor i en stor hvid BMW. Vi kan da bare køre med tilbage til byen, hvis vi vil. Det vil vi gerne.

Så vi tager afsked med selskabet, ønsker de nygifte en god bryllupsrejse til Bali, hvor de skal bo på resort og have lavet cornrows, og trasker ud til bilen. På vejen ud kan jeg se, toastmasteren sidde alene under en halogenpære med en smøg og en stor bajer.

’Greed’ virker virkelig

Vi kravler ind på de læderbetrukne bagsæder, mens rigmanden sætter Coldplay på – og så går han ellers i gang med at prale: om hvor meget han flyver på business class, hvor mange hoteller han ejer, og hvor fedt hans landsted er. Jeg finder senere ham og konen på Instagram, hvor de udbasunerer deres Louis Vuitton-shoppingturer og vulgærluksuriøse festliv. Den er god nok.

»Men jeg er bange for, at russerne kommer og tager det hele, når de kommer. Den ene dag har man 100 hoteller, den næste har man nul,« siger han og tænder en smøg.

Derfor vil han gerne investere i »stabile lande«, og det kunne f.eks. være Danmark, så vi udveksler telefonnumre, for det kunne jo være, jeg kunne hjælpe ham på vej. Han tror muligvis stadigvæk, at jeg er ham skuespilleren fra Vikings.

Af en eller anden grund ligger der to flasker parfume på bagsædet, som hedder Creed, men som han konsekvent kalder »Greed«, hvilket delvist giver mening. Inden vi stopper ved vores lille hyggelige hotel midt i Tbilisi (som han kalder »virkelig dårligt«), griber han pludselig en af flaskerne og oversprayer mig med ’Greed’.

»Sådan,« snøvler han.

»Damerne elsker det.«

Vi stiger vi ud i de nattomme gader. For at fordøje dagens begivenheder beslutter vi at købe et par øl med hjem til hotellet. Selv om klokken er to, har alle vinhandlerne stadig åbent (jeg kan se, at ekspedienterne spiller netpoker), og mens jeg leder efter køleskabet med øl, dukker to kvinder frem fra baglokalet. De stikker næsen i vejret og sniffer.

»Perfume,« siger den ene på engelsk og ser på min kæreste med et intenst blik, der kun kan tolkes som rå lyst.

’Greed’ virker virkelig i Georgien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Ruslands og Georgiens Gini-koefficient på ca. 40 overrasker mig, men den ligger i niveau med USA´s, hvor Danmark stadig kun ligger nede omkring 25-27.