Læsetid: 7 min.

Religionskrig i Manchester

Manchester United er i krise. Men skyldes det en uduelig spillertrup eller en ufleksibel træner med et forældet spillekoncept? Det spørgsmål diskuteres lige nu på fanfora og i medierne
Manchester Uniteds manager, Jose Mourinho, under Europa League-opgøret mod Feyenoord i sidste måned. Forholdet mellem Mourinho og hans mandskab er i stigende grad præget af frygt og mistillid

Manchester Uniteds manager, Jose Mourinho, under Europa League-opgøret mod Feyenoord i sidste måned. Forholdet mellem Mourinho og hans mandskab er i stigende grad præget af frygt og mistillid

Peter Dejong

12. november 2016

Det er sådan set meget nemt at beskrive den krise, der lige nu er brudt ud hos Manchester United, for den kan sammenfattes i et enkelt tal:

 1.

Dét var antallet af mål, som klubbens spillere formåede at skabe i en helt katastrofal oktober måned, hvor holdet i fire kampe blot hentede to point. Ét mål. På 360 spilleminutter mod ellers ikke uoverkommelige modstandere som Stoke og Burnley.

To forklaringer

Nedturen i oktober fulgte i øvrigt i hælene på en september, hvor det var lykkedes de røde djævle at tabe tre kampe i træk. Og disse mareridtsmåneder i det tidlige efterår har kastet den fortvivlede fanskare ud i noget nær en religionskrig om, hvor ansvaret for de miserable resultater skal placeres – hos træneren eller spillerne?

Under den tidligere træner, Louis van Gaal, var det særdeles let at besvare det spørgsmål: Alting var den forhadte hollænders skyld.

Så nemt går det ikke under den nye manager, portugisiske José Mourinho. Han tæller til trods for de dårlige resultater stadig en stor del af fanskaren blandt sine loyale støtter, og hos dem er holdningen, at portugiseren kæmper en heroisk kamp for at få ryddet op i en ubalanceret og overforkælet trup af primadonnaer, der allerede har kostet to trænere livet – Moyes og van Gaal – mens de selv er gået fri for skyld, til trods for at det er deres (manglende) indsats på grønsværen, der har ført United ned på et historisk lavpunkt i Premier League-æraen.

Der eksisterer imidlertid også en anden fraktion af United-tilhængere, der ser Mourinho som yesterdays man. Som en træner med et forældet spillekoncept og en konfliktoptrappende indstilling til sine omgivelser.

I deres øjne er Mourinho blevet gennemskuet – både sportsligt og menneskeligt. Og klubben kan ikke genvinde fordums styrke, før han er ekspederet ud igen.

Begge skoler har noget for sig. Hvis man begynder med at kigge på teorien om, at det hele er spillernes skyld, så er det et synspunkt, der blandt andet repræsenteres af det respekterede Manchester United-fanzine The United Pages.

I en nyligt offentliggjort artikel fremstiller de spillertruppen som en flok overbeskyttede middelmådigheder, der i årevis har formået at dukke sig for ansvaret og skyde skylden på træneren.

En ødelagt relation

Eller som The United Pages selv formulerer det:

»Udefra set er det nemt at påstå, at Mourinho skulle få bedre præstationer ud af denne trup. Sandheden er imidlertid, at det ville end ikke Sir Alex Ferguson (tidligere United-træner, red.) kunne gøre. Det her er spillere, der har fundet ud af, at de kan forlænge deres tid på Old Trafford ved at presse trænerne ud. De er blevet eksperter i at skyde ansvaret fra sig og skyde på manden i trænersædet.«

Analysen tegner billedet af en klub, hvor forholdet mellem spillerne og cheftræneren er brudt sammen. Hvor Mourinho ikke stoler på sine spilleres loyalitet, mens de på deres side frygter for hans fremtidige planer med dem.

En næppe helt ubegrundet frygt, for de engelske aviser disker i disse tider jævnligt op med historier om, hvordan Mourinho planlægger at gøre hovedrent i spillertruppen, så snart han får mulighed for det.

Senest var det den velanskrevne avis The Telegraph, der i en stort opslået solohistorie hævdede at have talt med fortrolige kilder internt i klubben, der kunne afsløre, at  træneren har tænkt sig at fyre mindst otte navngivne spillere – bl.a. Bastian Schweinsteiger, Morgan Schneiderlin, Memphis Depay, Michael Carrick og Ashley Young.

En kendt skyggeside

The Telegraphs historie lå i øvrigt i samklang med spekulationer fra den tidligere United-stjerne Paul Scholes om, at Mourinho skal bruge tre-fire transfervinduer til at bringe United tilbage på ret køl.

Eller som Scholes selv formulerede det over for tv-stationen BT Sport:

»Vi har gennemlevet tre ganske smertefulde år, og jeg tror, at de næste 18 måneder til to år kan byde på mere af det samme, indtil træneren har haft tre-fire transfervinduer til at sammensætte den trup, han virkelig ønsker sig.«

Udmeldinger af den karakter passer fint ind i narrativet om en underpræsterende spillertrup.

Men det er ikke nødvendigvis noget, der fordrer loyalitet over for Mourinho i omklædningsrummet. Uniteds spillere er jo ikke totale idioter.

De ved godt, hvor The Telegraph – og The United Pages, for den sags skyld – får deres såkaldt fortrolige oplysninger om uduelige og illoyale spillere fra. Nemlig fra cheftræneren selv eller fra hans proselytter internt i Old Traffords hierarki.

Denne skyggeside ved Mourinhos karakter – hans latente illoyalitet over for egne spillere – er et af angrebspunkterne hos dem, der rejser tvivl om, hvorvidt han har formatet til at være træner for en klub som Manchester United.

Tidligere var han ellers kendt for det modsatte, nemlig for at være superloyal over for sit mandskab. Han forstod – ligesom Alex Ferguson – værdien i at opbygge en vognborgsmentalitet, hvor det var ham og hans folk mod resten af verden. Men noget har ændret sig, og Mourinho er i dag ofte den første til at smide underpræsterende spillere for ulvene.

Flygter fra ansvaret

Det så man blandt andet, da han efter et nederlag til Watford tidligere på sæsonen udpegede venstrebacken Luke Shaw som hovedansvarlig for, at United indkasserede det afgørende mål.

»Deres andet mål var en misforståelse, der strider imod vores planlægning og træning, fordi vores intention var at sætte deres wingbacks under pres, så de ikke kunne støde med frem,« sagde Mourinho til journalisterne efter kampen.

»Men da Amrabat (kantspiller fra Watford, red.) erobrer bolden, er vores venstreback (Shaw, red.) 25 meter fra ham i stedet for fem. Selv hvis du er 25 meter borte, bliver du imidlertid nødt til at støde op på modstanderen – men nej, han vælger at forholde sig afventende.«

På tidspunktet for nederlaget til Watford var Shaw for relativt nyligt kommet tilbage fra et alvorligt benbrud og var ved at spille sig tilbage i form, så det vakte opsigt – og ifølge flere medier også forargelse i spillertruppen – at Mourinho valgte at udnævne lige netop ham til syndebuk.

Men det der med at hænge udvalgte spillere til tørre i pressen er en modus operandi, som portugiseren har fulgt ved flere lejligheder i løbet af dette efterår; og da United for nylig tabte 2-1 på udebane til Fenerbahçe i Europa League, var det ikke blot en enkelt aktør men hele holdet, der fik på puklen for ikke at følge trænerens anvisninger.

»Jeg har ret stor erfaring i at spille mod tyrkiske hold,« sagde han på pressemødet efter kampen.

»Jeg har spillet her to gange med både Real Madrid og Chelsea, og jeg har også spillet i Tyrkiet med Porto. Så jeg gav mine spillere al den erfaring, som jeg har samlet sammen fra de kampe (…) Men alligevel startede vi kampen, som om vi spillede i søvne (…) Fodbold handler ikke bare om kvalitet men også om indsats, engagement og om at give alt, hvad man har. Og et hold, der indkasserer et mål efter to minutter er ikke parat, ikke forberedt, ikke koncentreret.«

Ufleksibel opstilling

Det må betragtes som et faresignal, at Mourinho allerede nu – efter blot få måneder i trænersædet på Old Trafford – erklærer open season på sine egne spillere. Normalt er det noget, han først begynder på, når paranoiaen og den såkaldte tredje-sæsons krise sætter ind – sådan som det var tilfældet i både Chelsea og Real Madrid.

Men i United er han åbenbart gået direkte til højeste alarmberedskab i forholdet til sine egne spillere.

Den portugisiske træners intrigante natur er dog ikke det eneste, der får tilhængere og fodboldkommentatorer til at tvivle på, om han er den rette mand på posten.

Der stilles også spørgsmålstegn ved, om han stadig har den trænermæssige faglighed, det kræver at føre en nødlidende storklub som United tilbage i toppen af den engelske og europæiske elite.

Eller for at sige det på en anden måde: Er tiden løbet fra Mourinho?

Det var et spørgsmål, der allerede blev rejst, før han satte sig i trænersædet på Old Trafford. Og det bunder i en vurdering af, at han rent taktisk toppede tilbage i Champions League semifinalen på Nou Camp i 2010, hvor hans Inter-hold stort set nulstillede storfavoritterne fra Barcelona med en mesterlig opvisning i forsvarsspil – men at han stort set ikke har udviklet sig siden.

Mourinho sender stadig sine hold på banen i en stram 4-2-3-1 formation, hvor den centrale midtbane er overgivet til to defensivt orienterede 6’ere; hvor holdets kreative aktører er skubbet ud på kanterne; hvor angrebene føres gennem en immobil men fysisk stærk frontløber, og hvor alle spillere i øvrigt har faste løbemønstre og opgaver.

Det er en taktik, der kan virke forældet i forhold til den langt mere fleksible og uforudsigelige spillestil, der praktiseres af trænerivaler som Klopp, Guardiol, og Wenger.

Og allerede da Mourinho blev hyret som træner for Manchester United, skrev fodboldkommentatoren Carlo Garganese på fodboldmagasinet Goals hjemmeside en artikel med overskriften:

»Taktisk forældede Mourinho må genopfinde sig selv hos Manchester United – ligesom Guardiola.«

Katastrofal statistik

Det er en pointe, der også finder en vis resonans i Mourinhos resultatliste. Den viser, at portugiseren efterhånden har tabt 18 af de sidste 43 kampe.

En katastrofal statistik for en træner, der engang var berømt for at kunne skrue hold sammen, der var umulige at bryde ned. Og naturligvis heller ikke en pointe, der er gået den Mourinho-kritiske del af Uniteds fanskare forbi.

På det globale fanforum for klubbens tilhængere – den såkaldte Redcafe – har en af debat-opslagene simpelthen overskriften: »Vores fodbold er forældet – er Mourinho fleksibel nok?«

Foreløbig er der dog intet, der tyder på, at den portugisiske manager er til sinds at bløde op på sit stramme taktiske koncept. Han fortsætter med den spillestil, der har tjent ham godt gennem mange år. En sejr over nedrykningskandidaterne fra Swansea i sidste weekend gav ham lidt arbejdsro.

Men på næste lørdag venter et opgør mod Arsenal. Taber United den kamp, kan tilhængerne genoptage deres debat om, hvem der har ansvaret for klubbens fortrædeligheder.

Primadonnaerne i omklædningsrummet eller portugiseren på sidelinjen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu