Efter Trumps sejr: Den liberale orden falder

Den politiske liberalisme er ved at miste sin herskende position. Hvis liberale værdier som frihed og tolerance skal overleve, er det nødvendigt, at vor tids generation af liberale politikere og tænkere giver slip på deres modstand mod stærke stater
Vi hører igen og igen, at rationel tænkning forkastes af mennesker, som er i deres følelsers vold – som her ved valget i USA i tirsdags. Men der er ingen empiri til at understøtte den påstand.

Vi hører igen og igen, at rationel tænkning forkastes af mennesker, som er i deres følelsers vold – som her ved valget i USA i tirsdags. Men der er ingen empiri til at understøtte den påstand.

Shelpy Lum
12. november 2016
Delt 229 gange

Alt hvad der forekom så fast og solidt i den liberale verdensorden, fordufter. I Europa var EU’s syv år lange bestræbelser på at indgå en handelsaftale med Canada, et af ​​de mest ’europæiske’ lande i verden, tæt på at kuldsejle.

Italien og Tyskland risikerer at blive underdrejet af betændte bankkriser. I det meste af Vesten styrker den vedvarende migrationskrise fortsat højreorienterede partier.

I Storbritannien har Jeremy Corbyn konsolideret sit lederskab efter uigennemtænkte forsøg på vælte ham som Labour-formand og drejet partiet skarpt til venstre.

Imens er Vladimir Putin i fuld gang med gentegne det geopolitiske kort med sin eskalerende intervention i Syrien, og Kina er den stærkeste udfordrer for det repressive regime, Xi Ping er ved at bygge, en neo-maoistisk bevægelse, der bringer mindelser om historiens værste tyrannier.

Den liberale orden, der ved afslutningen på Den Kolde Krig så ud til at skulle vinde universel udbredelse, synes at styre mod sin egen undergang.

Stillet over for dette historiske faseskifte har de liberale meningsdannere hidtil svinget mellem insisterende benægtelse og apokalyptisk frygt.

Læs også: At være progressiv i en mørk tid

Skønt EU i dag næppe er i stand til handle resolut i noget spørgsmål, er resterne af det gamle regime – i Storbritannien Ed Miliband, Nick Clegg, Peter Mandelson, ja endog ’mesteren’ Tony Blair – dukket op til overfladen med krav om at udskyde og reelt tilbagerulle Brexit.

Donald Trumps kampagne smadrede enigheden på tværs af partierne om frihandel, og hans sejr kastede det partisystem, som både hans modstandere og Hillary Clinton tilhørte, på historiens mødding. Imens jamrer den liberale elite over de vælgere, som har afvist deres oplyste lederskab.

Pludselig har pøbelens vildfarelser erstattet fællesskabets visdom som det dominerende tema i de pænes samtale.

Men ikke mange spørger til, hvordan det kunne gå til, at den herskende liberale orden endte med at nedkalde denne fiasko over sig selv?

En anden fremtid

Det liberale festoptog er gået i stå, og alligevel finder de liberale tænkere og politikere det svært at fatte, at de ikke befinder sig på den rette side af historien. Problemet er, at de kun kan forestille sig fremtiden som fortsættelse af deres egen seneste tid.

Uanset om deres liberalisme kommer fra højre eller venstre, uanset om de er frihandelstilbedere, der ønsker en slanket stat, eller egalitære socialdemokrater, der favoriserer omfordeling, er det en hel generation af liberale, hvis verdensbillede nu synker i grus.

Dagens liberale er indbyrdes dybt uenige om, hvordan velstanden og mulighederne i en markedsøkonomi bør deles. Hvad ingen af ​​dem stiller spørgsmålstegn ved, er den form for markedsglobalisering, der har udviklet sig over de seneste tre årtier.

I en bunkeanmeldelse af ’progressive’ bøger for det socialistiske tidsskrift Tribune bemærkede George Orwell i 1943:

»Jeg undrer mig over den automatik, hvormed udtryk, der var på mode før 1914, bliver gentaget i disse udgivelser. To af de mest populære er ’afskaffelsen af afstande’ og ’ophævelsen af grænser’.«

Over 70 år senere er det præcis de samme tomme formuleringer, der besværges. Men vi er nu nået frem til et skel, hvor den liberale bevidsthed kun kan holde sig selv oppe, i det omfang den formår at lukke virkeligheden ude.

Det er ikke overraskende, at der tales om, at vi er på vej ind i en post-liberal fase. At tænke det sådan medfører den fordel, at man forstår, at det liberale tilbagetog ikke kan reduceres til et oprør fra de uvidende masser mod de oplyste eliter. Snarere er tilbagetoget primært et resultat af tåbeligheder, de liberale selv har begået.

Men ubehaget ved den liberale orden er mangefacetteret. Der er en verden til forskel mellem Storbritanniens premierminister Mays forsøg på at finde en mere intelligent sameksistens med globaliseringen – og Trumps drøm om globalisering i ét land. De illiberale kræfters snigende fremrykning på det europæiske kontintet er igen noget helt tredje.

Læs også: Neoliberalismen har mødt sine grænser, og politikerne aner ikke, hvad de skal stille op

At acceptere, at vi er på vej ind i en postliberal tid betyder ikke, at vi skal give afkald på værdier som frihed og tolerance. Tværtimod må opgaven være at sikre overlevelsen af ​​en liberal livsform.

Men den største hindring for det endemål – større endog end modstanden fra liberalismens erklærede fjender – er den liberale ideologis tilbøjelighed til at se statsmagten som den største trussel mod friheden.

De liberale samfund kan kun gøre sig håb om en fremtid, hvis statens ’hobbesianske’ beskyttende rolle bliver genindsat. Det kommer aldrig til at blive let at afbalancere frihed med sikkerhed.

Frihedsrettigheder kan ko mme i indbyrdes konflikt på mange måder, og dette kan betyde, at der må træffes vanskelige politiske valg. Men uden sikkerhed vil friheden selv gå tabt i sidste ende.

Rettighederne har overtaget

En af de ting, der i de sidste årtier har kendetegnet liberalismen, er at frihedsrettigheder – eller snarere en temmelig selektiv læsning af frihedsrettighederne – er blevet tillagt en totalt dominerende vægt.

Ganske vist har menneskerettigheds-doktriner i den ene eller den anden form eksisteret i århundreder, og et begreb om universelle rettigheder blev nedfældet i FN’s verdenserklæring fra 1948.

Men rettigheder blev først centrale og primære i liberal tankegang i 1970’erne. Det skete i takt med, at den legalistiske filosofiske tænkning hos John Rawls og Ronald Dworkin fik gennemslagskraft.

Ifølge dem kan friheden  kodificeres i et fast system af indbyrdes forbundne rettigheder, der kan fortolkes af domstole. På den libertære højrefløj foreslog Friedrich Hayek foreslog noget lignende med sine ideer om forfatningsmæssige begrænsninger af demokratiet.

Men man kan ikke beskytte folks frihed blot gennem at begrænse statsmagten. Ruller man statsmagten tilbage i økonomi og samfund, kan det ligeså godt få den virkning, at folk bliver mindre frie – en sammenhæng, som tidligere generationers liberale tænkere anerkendte.

John Maynard Keynes forstod, at frihandel tilbød forbrugerne en bred vifte af valgmuligheder. Men han forstod også, at det frie valg devalueres, når menneskers levebrød i stort omfang risikerer at blive hastigt ødelagt, og til dels af denne grund afviste han at behandle frihandel som ukrænkeligt dogme. Aldrig forestillede han sig, at frihed kunne reduceres til en liste over rettigheder.

Overgangen til den rettighedsbaserede liberalisme har haft skadevirkninger på mange politiske områder. En militant menneskerettighedsideologi har spillet en uheldig rolle i nogle af de værste udenrigspolitiske katastrofer i nyere tid.

Nederlaget for vestligt ledede militærindgreb fra Irak-invasionen og frem kan ikke alene forklares ud fra deres manglende planlægning for tiden efter interventionerne. De mislykkedes også, fordi omstyrtelsen af Saddam Hussein og Muammar Gaddafi ødelagde statsapparaterne i både Irak og Libyen og efterlod en zone af anarki, hvor jihadistiske kræfter kunne operere frit.

Mere grundlæggende mislykkedes de, fordi menneskerettigheder ikke kan påtvinges samfund, der aldrig har kendt til dem, og hvor de fleste mennesker muligvis slet ikke ønsker dem.

Liberalismen er jødisk-kristen

Enhver antydning af, at liberale værdier måske ikke er menneskeligt universelle vil hos rettighedsuniversalismens ideologer fremkalde kramper af retfærdig harme.

Liberalismens fortalere kan slet ikke forestille sig andet, end at alle mennesker inderst inde aspirerer efter at blive sådan, som de ser sig selv. Men denne deres overbevisning er en trossag, ikke en kendsgerning.

Troen på, at de liberale værdier nyder universel hyldest, hviler ikke på empiriske observationer. De er ikke engang sikret i dele af Øst- og Centraleuropa, hvor de ellers blev anset for urokkelige for blot få år siden. I store dele af resten af verden nyder de knap nok nogen anerkendelse overhovedet.

At liberale værdier hører ganske en bestemt livsform til, var det centrale tema i de essays, jeg udgav i min bog Post-Liberalism fra 1993. Moderne liberalisme er en sen udvækst på jødisk og kristen monoteisme.

Det er fra disse religiøse traditioner – mere end fra kilder i græsk filosofi – at tolerance og frihed er vokset frem som liberale værdier. Og når disse værdier kunne anses for at besidde universel gyldighed, var det, fordi mentes at være forordnet af Gud.

De fleste liberale er i mellemtiden blevet sekulære i deres verdenssyn, men fortsætter med at tro på, at deres værdier er menneskeligt universelle.

Det har aldrig stået klart, hvorfor dette skulle være tilfældet. Et hyppigt bud på en forklaring fremmaner oplysningstidens værdier over for relativismens dæmoni, men glemmer rent, at også den moderne relativisme har aner i oplysningstiden. Andre påberåber sig socialvidenskabelige teorier om, at kun liberale samfund kan være moderne.

Francis Fukuyamas tese er den mest berømte af dem, men de hævder alle, at globaliseringen frembringer en verdensomspændende middelklasse, der før eller siden vil kræve politiske frihed, ganske som det europæiske borgerskab formodes at have gjort det i det 19. og 20. århundrede.

Globalisering medfører ikke liberalisme

I virkelighedens verden har den europæiske middelklasse lige så ofte bakket op om autoritære regimer, som de har støttet frihed og demokrati, og det samme gælder i dag på det globale plan.

En stor del af Ruslands middelklasse synes at foretrække en kombination af forbrugerisme og nationalisme, og i Kina ser de fleste ud til at have nok i stigende levestandarder, uanset at der ikke følger øget personlig frihed med, alt imens den uhæmmede markedsglobalisering i USA er godt i gang med at smadre middelklassen.

Hvis den liberalisme, der har været fremherskende i det seneste generation, havde været udformet som en falsificérbar teori, havde den for længst måttet opgives. Der findes ingen påviselig sammenhæng mellem globaliseringens fremmarch og udbredelsen af ​​liberale værdier.

Liberale kæmper for at undgå at se dette i øjnene, fordi det risikerer at tømme deres liv for betydning. For dem er liberalismen en erstatningsreligion, der skal opretholde den illusion, at deres værdier udtrykker historiens retning og mening.

Læs også: Vesten er trådt ind i en helt ny politisk epoke. Og det er forfærdeligt

Disse argumenter kan måske forekomme alt for abstrakte til almindelig hverdagspolitik, men de har væsentlige praktiske konsekvenser.

De liberale samfund kan ikke forlade sig på historiens retning for deres overlevelse. De har brug for at forsvare sig selv, og her kan der være brug for at punktere den overdrevne dyrkelse af rettighedstænkningen.

Menneskerettighederne kan bestemt have værdi som symbolske barrierer imod de værste onder, såsom folkedrab, slaveri og tortur. Men hvis de ikke understøttes af statsmagter, betyder menneskerettigheder ingenting – ja, mindre end ingenting, hvis de forleder mennesker til at tro, at de vil blive beskyttet, når ingen magt står klar til at beskytte dem (som i Srebrenica og nu i Aleppo).

Menneskerettighederne kan ikke tjene som skabelon for verdensordenen. Og bruges de til at fremme evangeliske militærkampagner, kan de være lige så farlige som den livsform, de skulle beskytte.

En moderne afvisning

Den folkelige modvilje imod de etablerede eliter har fremkaldt nogle besynderlige modsvar. Vi hører igen og igen, at rationel tænkning forkastes af mennesker, som er i deres følelsers vold – som det angiveligt skete ved den britiske Brexit-afstemning.

Men empirien understøtter ikke nogen af disse stærke påstande fra dem, der hævder at have særlig økonomisk eller politisk indsigt. En hel del af det, som skal gå for at være ekspertviden, er spekulative eller miskrediterede teorier, såsom de sub-keynesianske ideer, der går ind for kvantitative lempelser som permanent regime, eller dogmet om, at globaliseringen i det lange løb vil være til gavn for alle i verden.

Når forsmåede liberale taler om følelsernes triumf over fornuften, refererer de til det forhold, at vælgerne har forkastet de udlevede intellektuelle orienteringsmønstre, der har styret deres ledere, og i stedet har reageret på de kendsgerninger, de har mødt, og deres egne erfaringer.

Læs også: ’Vi har virkelig ingen grund til at lade, som om situationen er normal, eller at det hele måske ikke er så slemt’

Hvad de britiske vælgere ikke gjorde, da et flertal af dem stemte for Brexit, var at forkaste det samfund, de lever i. For nogle af liberalismens kritikere er det, som behøves, en forkastelse af individualismen i både økonomi og kultur.

Dette er budskabet hos John Milbank og Adrian Pabst i bogen The Politics of Virtue. Bogen hylder en neomiddelalderlig vision om et økologisk samfund i perfekt balance, der vil være læsere af Hilaire Belloc og G K Chesterton bekendt. Men post-liberalismen af ​​denne art repræsenterer efter min mening en politikkens blindgyde.

De fleste mennesker i Storbritannien ønsker ikke at leve i økologiske fællesskaber. De føler ikke nostalgiske længsler efter en indbildt fortid, og de har ikke nogen særlig forkærlighed for uforanderlige, homogene livsformers kvælende klaustrofobi.

De ønsker det, Thomas Hobbes kaldte en rummelig tilværelse – med andre ord det moderne livs bekvemmeligheder – men uden den kroniske usikkerhed, der skabes af utæmmede markedskræfter.

Snarere end at afvise markedsindividualismen kræver de den begrænset. De vil gerne leve inden for en fælles kultur, men har det fint med, at den kan rumme forskellige overbevisninger og livsstile.

Et postliberalt samfund vil være et samfund, hvor frihed og tolerance nyder beskyttelse i ly af en stærk stat. I økonomisk henseende må dette indebære en forkastelse af den forestilling, at en regeringsmagts primære formål er at fremme globaliseringen.

Fremover vil regeringers succes stå og falde med, i hvor høj grad de kan levere velstand og samtidig håndtere de sociale opbrud, globaliseringen bringer med sig. Det vil naturligvis være en ømtålelig balancegang. Der er en en oplagt risiko for, at afglobaliserings-bestræbelserne kan løbe løbsk.

Nye teknologier vil forstyrre indgroede livs- og arbejdsformer, uanset hvad regeringer så end gør. De folkelige krav og forventninger vil måske ikke kunne imødekommes til fulde, men regeringspartier, der ikke hæmmer markederne på den sociale samhørigheds vegne, har ikke nogen fremtid. Den type globalisering, der har udviklet sig over de seneste årtier, er ikke politisk holdbar.

En tid er forbi

At forvente, at de liberale ideologer skal forstå denne forandrede virkelighed, er nok for meget at forlange. For dem er det nemlig ikke kun den liberale orden, der er ved at fordufte, men enhver fornemmelse af deres egen plads i historien. Fra at have stået i spidsen for menneskelige fremskridt er de nu blevet forvist til at være magtesløse tilskuere til begivenhederne.

Alligevel insisterer de på, at løsningen på liberalismens krise er klar: Der er brug for endnu mere af det samme, for endnu stærkere idealisme og for endnu mere urokkelig vilje til at forny fortidens liberale projekter.

Forestillingen om, at nogen af ​​disse projekter må revideres eller opgives – det være sig global frihandel eller fri bevægelighed for arbejdskraft på tværs af landegrænser – er utænkelig for dem. Det eneste, der var i vejen med de tidligere politikker, vil de sige, var, at de ikke var liberale nok.

Hårdnakket sikkerhed iblandet selv-beundrende angst har længe defineret den liberale bevidsthed og gør det også i dag. Men under dette løber der en anden stemning: Alt, hvad der reelt er tilbage af liberalismen, er frygt for fremtiden.

Stillet over for at måtte se den verden, de troede, de kendte, svinde bort i den tynde luft, vil mange liberale blive fristet til at trække sig tilbage til de imaginære verdener, som dyrkes af venstreorienterede ngo'er eller trylles frem ved akademiske seminarer.

Det svarer til at opgive den politiske kamp, ​​og måske vil det også sige, at de, der legemliggjorde den herskende liberalisme, er begyndt at se i øjnene, at deres tid er forbi.

John Gray er engelsk filosof

Oversat af Niels Ivar Larsen

© The New Stateman og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Jørgen Wassmann
    Jørgen Wassmann
  • Brugerbillede for Jens Falkenberg
    Jens Falkenberg
  • Brugerbillede for Finn Thøgersen
    Finn Thøgersen
  • Brugerbillede for Henrik Petersen
    Henrik Petersen
  • Brugerbillede for Stig Bøg
    Stig Bøg
  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
  • Brugerbillede for Jens  Kofoed
    Jens Kofoed
  • Brugerbillede for Curt Sørensen
    Curt Sørensen
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
  • Brugerbillede for Hans Aagaard
    Hans Aagaard
  • Brugerbillede for odd bjertnes
    odd bjertnes
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
Kurt Nielsen, Jørgen Wassmann, Jens Falkenberg, Finn Thøgersen, Henrik Petersen, Stig Bøg, Jan Weis, Jens Kofoed, Curt Sørensen, Mihail Larsen, Hans Aagaard, odd bjertnes, Niels Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Arne Thomsen

Jeg hæfter mig ved disse ord: " De folkelige krav og forventninger vil måske ikke kunne imødekommes til fulde, men regeringspartier, der ikke hæmmer markederne på den sociale samhørigheds vegne, har ikke nogen fremtid."
De tror jeg, John Gray har ret i, og i så fald vil jeg mene, at konsekvenserne er enorme - og at de kommer hurtigere, end vi tror.

Jørgen Wassmann, Ervin Lazar, Janus Agerbo, Torben K L Jensen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Romme

Man kan sige, at verden nu står overfor en række helt nye værdigrundlag, som man aldrig tidligere har set. Og man kan nok forvente, at disse over tid vil indvirke på hinanden på en helt uberegnelig måde. - Altså at vi reelt kan risikere kaos.

Matematisk set er kaos en netop Ikke-lineær dynamik. Og kaotiske systemer er, er ekstremt følsomme over for startbetingelserne. Så her kan en fuldstændig utilregnelig og uberegnelig Donald Trump påvirke startparametrene i væsentlig grad.

Men betragter man et kaos, vil man se, at der over tid vil dannes "små mønstre", som kan udvikles til ny(e) orden. Til gengæld er det ganske svært i nutiden at se, hvad det ender med. Og så er alting jo blot faser i en langsigtet udvikling.

Brugerbillede for Curt Sørensen

John Gray er god. Det må jeg indrømme selvvom jeg ikke uden videre er enig med manden. Hans viden er dybtgående og hans argumentationsevne imponerende. Prøv at læs hans gamle 'False Dawns' fra 1998. Sådanne konservative har vi slet ikke her i landet, og der er sandsynligvis heller ikke mange af dem ude omkring.

Jørgen Wassmann, Jens Falkenberg og Jens Illum anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Ikke et ord om hvad den "liberale orden" så er.

De liberale har kørt et politisk og ideologisk samrbejde med kapitalismen, der fik lov til, under dække af de liberale politikere og værdier (neoliberalismen), i samarbejde med de ensrettende mediemonopoler, at udvikle nogle af sine, i fredstid, grimmeste sider - nemlig finanskapitalismens grådighed og globalismens neoimperialisme - udviklet helt ud til det katastrofale for samfundene og miljøet. Det hele bliver pakket ind og sløret af en, enten stiltiende accept fra en selvcensurerende intelligentsia - der ikke skal have noget klinket - eller hypet af den del af intelligentsiaen, der lever som parasitter på "den liberale orden": spindoktorer, mediekonsulenter, lobbyister, økonomer, pseudofilosoffer m.v.

Under dette regimer er velfærdsstaten blevet kørt økonomisk ned, og venstrefløjen er i 15 år blevet beskyldt og hånet for ikke at kunne bryde igennem mediemuren. Nu viser det sig, at det liberale regime kun kunne eksistere under den kunstige bobleøkonomi som finanskapitalismen skabte...

Regningen skal nu betales og de venstreorienterede, med socialisterne som kernen, skal nok være klar med de rette lovændringer: Statsbank, Glass Steagall, markedsregulering, osv.

peter fonnesbech, Per Torbensen, Mads Aagaard, Ervin Lazar, Michael Kongstad Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Simonsen

Har liberalister ikke gennem historien kørt parløb med kapitalismen. De ting lader sig vist ikke adskille?

peter fonnesbech, Torben Skov og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

I virkeligheden er der måske tale om to akser:

Den ene er den liberalistiske, transnationale akse, hvor eliten på tværs af nationalstater nyder godt af globalisering og frihandel. Det er den elite, der gennem internationale systemer og organisationer arbejder for at opretholde den liberale verdensorden, så hele kloden kan forblive deres finansielle legeplads. Alle andre end eliten betaler prisen for denne økonomiske ideologi - og den fører måske nok til mindre ulighed og færre konflikter mellem nationer - men til gengæld til stor ulighed - og i sidste ende social instabilitet, i de enkelte nationer.

Den anden er den nationalistiske og protektionistiske akse, som for de enkelte nationalstater kan være bolværket mod den frie bevægelighed af kapital og arbejdspladser ud af landet. Dermed stækkes den transnationale elite, som mister deres globale marked - men fremmer samtidigt internationale konflikter, da eltens væsentligste incitament til at undgå disse er væk. Her vil de potentielle konflikter være mellem stater.

Der er ingen tvivl om, at vi i en eller anden forstand står ved slutningen af en epoke (1945-), hvor den førstnævnte model har været det herskende paradigme - og som har været, om ikke enestående, da i det mindste sjælden i Europæisk historie.

/O

Jørgen Wassmann, Torben Skov, Karsten Aaen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Poul Simonsen
De liberale værdier "det liberale menneskesyn" (humanismen) er i høj grad også socialistiske værdier, mens "den økonomiske liberalisme" er så kapitalistvenlige, at selv de konservative spilles af banen. Og som jeg skriver: intelligentsiaen, pop-politikere, med flere giver indtrykket af, at vægten ligger på "det liberale menneskesyn", mens den førte politik i virkeligheden er "den økonomiske liberalisme" (neoliberalismen). I Danmark har vi i årtier ladet os snyde af en kombination, af de radikales maskepi og socialdemokraternes magtbegær.

Jacob E.L Jensen, Per Torbensen, Jørgen Wassmann, Colin Bradley og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

olivier goulin, vi bevæger os givet mod en verden hvor nationerne er underlagt en indre kontrol - demokratisk eller autoritær. Men mellemnationale krige - som er internationalisternes skræmmebillede fra før 1945 - er, af i hvertfald to årsager, blevet, om ikke umuliggjort, så ret usandsynlige. Dels er folk mere oplyste i dag, de vil ikke lade sig slå ihjel i en angrebskrig. Atomtruslen og missiler lægger en dæmper på krigslysten.

Brugerbillede for Bill Atkins

Torben Skov, går venstrefløjen samlet efter den demokratiske magt med ærlige budskaber om de økonomiske og organisatoriske muligheder, er den samlede talentmasse og erfaringsmaterialet alle andre politiske grupperinger overlegent, fordi socialismen til fulde vil kunne drage nytte af de teknologiske muligheder i et moderne samfund.

Brugerbillede for Michael Pedersen
Michael Pedersen

Det må være nogle små problemer, som Bill Atkins har identificeret, siden de kan løses med "...Statsbank, Glass Steagall, markedsregulering, ...".

Så står det vist ikke så galt til, når det kommer til stykket, men hvis der kun er en mørk sky på himlen og man retter al sit fokus på den, så er det sgu' et lortevejr.

Brugerbillede for Bill Atkins

Michael Pedersen, Kina styres primært med de nævnte redskaber, plus 51% ejerskab i strategiske virksomheder. Så mon ikke det går ...men du har ret i, ramler verdensøkonomien så er der intet, der hjælper mod selve stormen.

Brugerbillede for Bill Atkins

Med hensyn til de 51% ejerskab, så er de nationale erhvervsfonde og pensionsfondene med tilsammen over 6.000 mia. kr. i værdipapirer rigeligt til at Danmark kan matche Kina på ejerskab til den strategiske produktion.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Når Trump kan vinde i USA (og briterne stemme Brexit) er der noget i gære i verden. Desværre er Trump ikke Bernie Sanders, og May ikke Jeremy Corbyn, men alligevel. Trump vil sige til amerikanske virksomheder: - invester i USA, ikke i fjernøsten. Producer hjemme, ikke ude, ellers putter vi told på de varer, I producerer ude. Ganske smart regulering, faktisk, der også gearer verdenshandlen ned, til gavn for miljøet. For Kina etc. bliver verden også ny. De får færre vestlige investeringer, og må selv samle kræfterne om hjemlig produktion. Det kan gavne deres udvikling, ligesom det gavner Ruslands, at være sanktioneret. Men Trump er og bliver kapitalistisk indstillet, så selv om han kan trække virksomhederne hjem, vil arbejdet stadig foregå på kapitalens præmisser, og staten ikke blive en velfærdsstat á la Skandinavien.

Jacob E.L Jensen, Per Torbensen og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Colin Bradley

Det er en lidt besynderlig artikel der er lidt trættende at læse og ender egentlig ikke med at sige så meget ift den rå mængde af stof den udgør. Det er selvfølgelig så sand som sagt at:

De [ . . fleste mennesker i Storbritannien ] ønsker det, Thomas Hobbes kaldte en rummelig tilværelse – med andre ord det moderne livs bekvemmeligheder – men uden den kroniske usikkerhed, der skabes af utæmmede markedskræfter.

Hvem i verdenen ikke ønsker det? Gray bruger begrebet 'liberalismen' på lidt tvetydig vis og på mange måder mere efter amerikansk end europæisk forståelse, dvs som noget partipolitiske fremfor noget tilhørende en bestemt samfundshistorisk dynamik som nødvendigvis eksisterer i spænd med andre dynamikker der tendere i andre retninger. I Storbritanien er det netop de Konservative der fremmer den liberale verdenssyn, og det ord Gray af foragt ikke kan få over sine læber - socialistisk verdenssyn - udgør den rettidig og naturlig ballast der alene kan holde liberalismens fantasiflugt på fast stabil kurs.

Men de partier og det sociale fundament der tidligere holdte liv i dette verdenssyn er - af netop liberalismens bøller - blevet udryddet eller helt undertrykt, til at facilitere deltagelsen i guldfeberens anarki fremmende og narcissistisk konkurrence ideologi. At liberalismen ikke har kunnet levere Hobbes 'rummelig tilværelse' til et substantiel flertal af menneske er der kun liberalismen og dets kortsigtede og grådige arkitekter at takke for.

Det er godt nok for sent at begynde at whine over liberalismens forfald. De har opnået den magt de opnåede ved at smadre venstrefløjen og overtage og pervertere dens værdier men helt ignorerede dem på den anden side som er venstrefløjens naturlige fjender, måske fordi højrefløjen også var i stand til at finansiere det liberale projekt. Så nu er det payback time. Det er ikke som om der mangler historiske fortilfælde at tage lære af. Jeg kan ikke rigtig se hvad det er Gray er så fortvivlet over. Snarere er tilbagetoget primært et resultat af tåbeligheder, de liberale selv har begået. som han selv skriver.

Så siger han også at vejen frem er en stærker stat og genindførelse af regulering i de finansielle markeder. Held og lykke med det, men hvis han virkelig mener det må jeg gerne forslå hvad måtte efterhånden være åbenlyst. Hop af og over til Jeremy Corbyn min ven. Og undervejs se om ikke du kunne gøre noget med den forfærdelige og pinlig falskklingende konjunktion mellem menneskerettigheder og 'en militant ideologi' der antydes at være skyld i den 'værste udenrigspolitiske katastrofer i nyere tid', for uanset hvilke falsk menneskerettigheds forsvarende ansigt liberalismen måtte have antaget de sidste 3 årtier, var det næppe den der var skyld i Irak krigen, men tværtimod liberalismens tendens til at lægge sig flad i de historiske meste ubelejlige stunde for de alle værste og meste modbydelige af den ekstreme højrefløjs mørke drifter.

Brugerbillede for Mads Aagaard

”Den liberale orden, der ved afslutningen på Den Kolde Krig så ud til at skulle vinde universel udbredelse, synes at styre mod sin egen undergang.”
”Pludselig har pøbelens vildfarelser erstattet fællesskabets visdom som det dominerende tema i de pænes samtale.”
”Men ikke mange spørger til, hvordan det kunne gå til, at den herskende liberale orden endte med at nedkalde denne fiasko over sig selv?”
John Gray synes ikke helt at konkludere noget, men kommer med skarpe og triste iagttagelser.
Hvor den liberale orden efter 2. verdenskrig var tæt forbundet med ny tolerance og mellemmenneskelig (og mellemstatslig) forståelse, så har neo-liberalismen stille og ufravigeligt lagt tolerancen bag sig. Tilbage står individet med det ubetingede liberale syn, som kun vedrører individet selv. Ergo; hvis du ikke er enig med mig i enhver henseende søger jeg mine ligesindede, (og håber eller sørger for du bliver sat ud af spillet).
Trist, men jeg vælger at håbe, som Bill Atkins, at nødvendig lovgivning får sat en stopper for den galoperende neo-liberale og kapitalistiske økonomi.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Kapitalismen producere ikke mere altså. det drejer sig om at flytte en fabrik fra et sted til et andet sted. Er det ikke bedre give indsprøjtning til entreprenør ånd, så kan det give arbejde til alle I verden. At sloss om det man har fører kun til konfliker og til sidst til krig. Hvor er bill Gate entreprenør and, det teknologier som man kender men de er ikke sat I gang, som nano og robot teknologi kan løse mange problemer, En tendens som folk følger men de ved at det er I strid med de værdier de taler hele tiden om: udbredelse af demokrati sker ikke uden vækst af økonomien over alt. Her I vesten trods 200 år imperialism og fortsætter med at rager de hele for sig selv. Hvis man tror (I den tredje verden) at de ikke ved det, tage I fejl. Underligt og mærkeligt at der kommer en konflikt af den art: den der blokere for vækst I produktion og handel er venstre fløj nemlig, det er reaktionært og populistisk at gå den vej,