Læsetid: 12 min.

Utopia var en landsby i Kina

To kinesiske kunstnere havde en drøm. De ville skabe en utopi efter anarkistisk forbillede – et bæredygtigt landsbysamfund med egnsdragt, flag og lokale håndværkstraditioner. For fem år siden slog de sig ned i landsbyen Bishan i det sydlige Anhui med store visioner, gode netværk og penge, og snart begyndte turisterne også at komme. Men myndighederne delte aldrig kunstnernes drøm, og i februar blev projektet lukket. Nu er kunstnerne væk. Og landsbyen kæmper med at finde ud af, hvordan de selv kommere viderer
Livet i landsbyen fortsætter med daglige gøre mål, efter at turisterne er begyndt at vende tilbage til Bishan.

Livet i landsbyen fortsætter med daglige gøre mål, efter at turisterne er begyndt at vende tilbage til Bishan.

Matjaz Tancic

Moderne Tider
5. november 2016

En smal hovedgade smyger sig rundt i landsbyen Bishan ved foden af Det Gule Bjerg i Anhui-provinsen.

Mellem temarker og bambusskove ligger to- og tre etagers høje, hvide teglstensbygninger med de karakteristiske hestehoved-tagrygge.

De minder om den rigdom, der strømmede til Yi-amtet i det 16. århundrede.

Bishan havde været en oplagt turistperle, hvis det ikke var for de nye huse af beton, der blev opført i  begyndelsen af 1980’erne.

De blev bygget på drømme om et bedre liv. Et andet liv end det, der var muligt på landet. Det var moderne dengang, men nu skal alt helst være gammelt. Autentisk. Det er det, turisterne vil have.

For ti år siden var Bishan bare en af mange kinesiske landsbyer med en blanding af ny og gammel arkitektur. Men så fik den kinesiske kunstner og kurator Ou Ning og hans kollega Zuo Jing øje på stedet.

I 2011 iværksatte de et projekt, der skulle gøre det attraktivt at bo i landsbyen. De havde en vision om at genoplive Kinas landområder, føre traditioner videre, bevare gamle håndværk og give landsbybeboerne deres stolthed tilbage.

De ville skabe et ligeværdigt forhold mellem land og by. De håbede, at de sammen kunne skabe et nyt og bedre landsbysamfund baseret på konsensusdemokrati.

Et samfund, hvor nationalstaten ophører som autoritet, men erstattes af et landsbyfælleskab med egen egnsdragt, flag og melodi.

En turist slapper af med en bog i den nye boghandel, der er indrettet i Wang-klanens gamle forfædretempel. Boghandlen er et af det projekter, Ou Ning satte i gang, som ikke er blevet lukket ned.

En turist slapper af med en bog i den nye boghandel, der er indrettet i Wang-klanens gamle forfædretempel. Boghandlen er et af det projekter, Ou Ning satte i gang, som ikke er blevet lukket ned.

Matjaz Tancic

Mellem ide og virkelighed

Det er ideer, der indeholder elementer, der ikke er langt fra den oprindelige kommunistiske tanke. Men det er også ideer, der ligger langt fra mange årtiers politisk tænkning i Kina, hvor Kinas Kommunistiske Parti og staten bliver set som en urokkelig samlende kraft.

I 2012 flyttede Ou Ning ind i en stor gammel bygning. Her indrettede han sig med sin familie og åbnede dørene for besøgende kunstnere, forskere og intellektuelle. De afholdt festivaler, workshops, åbnede en boghandel og en butik for lokale varer.

De havde planer for Bishan, og de troede, at de havde myndighederne med sig. Men i februar i år blev projektet lukket.

Nu er dørene til Ou Nings hus lukket udefra. Nøglen er væk.

Langt væk.

Ligesom husets ejer, der har fået en stilling som gæsteprofessor ved arkitektskolen på Columbia Universitet i New York.

Information har besøgt Bishan sammen med  ph.d. Mai Corlin, der har været på forskningsophold i Bishan fem gange. I oktober forsvarede hun sin afhandling om Bishan ved Aarhus Universitet.

Det er på nuværende tidspunkt ikke slået fast, hvad der førte til lukningen af Ou Ning og Zuo Jings projekt i Bishan. Og mange er bekymrede for, om det, de siger om historien, kan få  konsekvenser for dem. Derfor har Information valgt at lade medvirkende, der udtaler sig negativt om de lokale myndigheder, optræde under pseudonym. Alligevel har mange ikke lyst til at tale med en journalist.

»Der en anspændt tilstand i landsbyen. Alle afventer, hvad der kommer til at ske. De er spændte på, om landsbyen fortsat kommer til at tiltrække turister, nu hvor Ou Ning ikke er her,« siger Mai Corlin som forklaring på, hvorfor samtalen med de lokale ofte stopper, så snart jeg præsenterer mig selv og mit ærinde som journalist.

Nyt og umoderne

Bishans hovedgade er smal. Så smal, at ingen biler kan komme igennem, men må parkere ved indgangen til landsbyen.

Jeg rykker ind til siden, trækker maven ind og giver plads til en hestevogn. Jeg følger efter den hen til en åben plads, hvor to mænd og en kvinde læsser ral op i en cementblander. Det er en hård tjans i dag, hvor solen skinner og varmer landsbyen op til 37 grader.

Ligesom mange andre af landbyens mænd lever de af forefaldende fysisk arbejde bl.a. i byggeindustrien.

Men modsat flere af deres naboer har de valgt at blive boende i landsbyen i stedet for at rejse til en større by for at finde arbejde. De har ikke lyst til at rejse til en anden by i uger eller måneder, men vil gerne kunne komme hjem og sove hver dag:

»Vi kunne sikkert tjene mere i de store byer, men det er ikke det værd. Jeg vil hellere være sammen med familien,« siger Wang Yiren, der ikke ønsker sit rigtige navn i avisen. Vores samtale bliver afbrudt, hver gang cementblanderen går i gang, hver gang hesten kommer tilbage med den tomme vogn, og hver gang en nabo kommer forbi og hilser. 

Jorden har aldrig kunnet brødføde befolkningen her i Bishan.

I århundreder er mændene rejst væk for at sælge bl.a. salt, bambus, te og silke. Det blev de rige af. Og med rigdommen kom deres berømmelse som Huizhous købmænd. Engang sagde man om dem, at »der hvor der ikke er nogen købmænd fra Huizhou, der er der kun en landsby«. Pengene tog de med hjem til deres kvinder og byggede store huse til familien og templer til deres forfædre.

Reformernes høje pris

Med Japans invasion af Kina og senere kommunismens sejr blev der lukket for pengestrømmene til området. Efter samme model som resten af Kina blev Bishans indbyggere inddelt i arbejdsenheder, der opgav handlen og koncentrerede sig om at dyrke markerne.

Men så snart de politiske vinde vendte i begyndelse af 1980’erne og bragte reformer til landområderne, rejste landsbyens unge mænd og kvinder af sted. De solgte deres arbejdskraft i byen og fik kontanter i hånden. Hjemme i Bishan blev de vekslet til cement, køleskabe, airconditionanlæg og moderne toiletforhold.

De, der havde råd, rev de gamle huse ned og byggede nyt, der mindede om det, de havde set i Kinas store byer. I jagten på det moderne blev noget af landsbyens historie ofret. Det fortryder nogle af landsbybeboerne i dag. For nu er der vendt op og ned på alting igen. Det, der var nyt og attraktivt for ti år siden, er i dag blevet umoderne.

De to mænd ved cementblanderen er født i Bishan og bor begge i nye huse af beton, der blev bygget, dengang det stadig var attraktivt:

»De nye huse er ikke nær så kølige som de gamle. Engang ville alle, der havde råd, bygge nye huse, men turisterne kommer jo ikke for at se det samme, som de kan finde i byen,« siger Wang Yiren.

Den anden mand afbryder: »Jeg forstår slet ikke, hvorfor turisterne overhovedet kommer hertil. Der er meget smukkere i Hongcun.«

Han er ikke den eneste i landsbyen, der skæver misundeligt til landsbyen Hongcun, der sammen med Xidi i 2000 blev optaget på UNESCO’s verdenskulturarvsliste. Landsbyerne, der ligger henholdsvis fem og 13 kilometer derfra, blev tidligere betragtet som tilbagestående, fordi indbyggerne ikke havde penge til at bygge nyt og moderne.

Tendensen er vendt

Nu er lykken vendt, og landsbyerne scorer kassen på at fremvise deres velbevarede arkitektur for en entré på omkring 100 kr.

Engang var det svært at finde en villig brud, hvis man boede i de gamle huse. Alle ville have noget nyt og mere bekvemt, fortæller Mai Corlin:

»De, der ikke havde råd til at bygge nyt, er pludselig blevet rige på at kunne sælge eller udleje deres gamle huse.«

»I dag er folk begyndt at fortryde, at de har revet deres hus ned i 1990’erne, men de fulgte bare med tiden.«

En af Bishans købmænd, der ejer det tidligere lokale markedskorporativ (gongxiaoshe), ved godt, at man skal værne om historien. Men sådan var det ikke altid:

»For 30 år siden ville jeg jo bare rive det ned. Dengang var det bare en kedelig umoderne bygning. Hvem vidste dengang, at den ville blive penge værd?«

I dag er han taknemmelig for, at han ikke havde råd til at bygge nyt dengang. En gruppe håndværkere er i fuld gang med at restaurere den to-etagers store bygning, hvis frontbygning er bygget efter sovjetisk forbillede og som modsat landsbyens gamle bygninger fremstår som en ældre betonklods uden udsmykning. Det var håbløst umoderne for få år siden, men nu har også denne type byggeri fået en renæssance.

En unavngivet investor fra Shanghai har lejet bygningen og den bagvedliggende gårdhave for knap 100.000 kroner om året. Til oktober åbner han en restaurant, der kan tiltrække kunder med penge på lommen.

Bæredygtig turisme

Hovedgaden i Bishan har fået ny brolægning. Og landsbyens hoteller og gæstehuse er klar til at tage imod turister. 

Neden for landsbyens største hotel mødes en gruppe kvinder ved en lille lukket dam, der udgør et fælles vaskested. Her ordner de dagens tøjvask, før varmen gør fysisk arbejde uudholdeligt.

Hverdagsrutinen får turistens nysgerrige blik til at standse. Måske tage et par billeder også. Det lader kvinderne sig ikke forstyrre af. De glæder sig over de turister, der kommer og lægger nogle skillinger på restauranter og i butikkerne, før de rejser hjem med gode minder og et par souvenirs:

»Turisterne forstyrrer os ikke. De kommer jo bare for at have det sjovt. Førhen kom der aldrig nogen, men nu kommer der mange, og det er godt for landsbyen,« siger en af de ældre kvinder, der ikke ønsker sit navn i avisen. Ligesom mange andre i landsbyen håber hun, at turismen kan skabe velstand i Bishan.

Her i slutningen af skolernes sommerferie er der dog ikke mange turister. Faktisk er det, som om der er færre end sidste år, fortæller flere af landsbyens beboerne. Alle håber, det skyldes dette års ekstreme vejrforhold i Anhui-provinsen, der først døjede med kraftige regnskyl og oversvømmelser i juni og siden en kvælende varm sommer. Andre frygter, at Bishan ikke længere er nær så attraktiv nu, hvor kunstneren Ou Ning er væk:

»Det var dumt af lokalregeringen at smide ham ud. Han tiltrak både turister og investorer,« siger en midaldrende kvinde, som vi har valgt at anonymisere.

Ou Ning forklarer selv, at de egentlig havde håbet, at de kunne inspirere de lokale til at blive aktive medskabere, så de sammen kunne finde en god model for Bishans udvikling.

Ou Ning forklarer selv, at de egentlig havde håbet, at de kunne inspirere de lokale til at blive aktive medskabere, så de sammen kunne finde en god model for Bishans udvikling.

Iwan Baan

Nu er kunstnerne væk og med dem også det, der gjorde Bishan til noget særligt. De gav landsbyen et strejf af avantgarde — og tiltrak en anden type turister end dem, der besøger de mere museumslignende landsbyer i området.

Overalt i Kina investerer lokalregeringer i etableringen af turistmål for tiltrække turister og skabe job lokalt. Det havde Ou Ning forståelse for, men han ønskede at gøre det på en anden måde, fortæller han til Information over den kinesiske app WeChat:

»De typiske turistmål bliver etableret ved at indhegne et område og opkræve entré, men det er en forfejlet strategi,« siger Ou Ning, der dog anerkender, at det ofte er en attraktiv model for de lokale beboere, der får del i overskuddet fra salg af billetter.

Når turisterne køber billetter, bliver de  tilskuere i stedet for aktive deltagere i livet på landet. De får ikke nogen forståelse for, hvad der sker i landsbyen, eller hvordan de lokale tænker. Og de kommer sandsynligvis heller ikke tilbage igen. De har været der, taget det obligatoriske billede foran en lokal seværdighed og kan krydse stedet af på en liste over Kinas vigtigste turistmål, siger Ou Ning.

Med projektet i Bishan forsøgte Ou Ning og Zuo Jing at gøre landsbyen til et bæredygtigt feriemål, hvor besøgende turister kunne bo lokalt og blive inspireret af landsbybeboernes måde at leve på — og komme igen en anden gang. Alt sammen i respekt for livet på landet og naturen her.

Socialt engageret kunst

Ou Ning og Zuo Jing gjorde deres entré i Bishan i august 2011 med en stor kulturfestival, hvor både kinesiske og internationale kunstnere og akademikere kom og viste, hvad de kunne. De kom med store tanker og visioner, men de havde ikke nødvendigvis de lokale indbyggere for øje.

I dialog med landsbybeboerne opdagede Ou Ning senere, at projektet ikke kun burde handle om kunst og højtsvævende værdier, men også skulle tilgodese den økonomiske udvikling i landsbyen. Efter han selv flyttede til landsbyen, begyndte han at arbejde med at skabe fysiske rum, der gav plads til nye fællesskaber omkring litteratur, musik, fotografi og traditionelt kunsthåndværk.

Nogle af de projekter, Ou Ning var med til at sætte i gang, er i dag lukket. Det gælder bl.a. Skolen for Jordbrug, som blev brugt som galleri, læringscenter og butik med lokale landbrugsvarer. Men boghandlen, der er indrettet i et gammelt tempel for den rige Wang-klans forfædre, er her endnu. Her kan læselystne lokale stadig komme og kigge i bøgerne, men mest er den samlingssted for turister, der vil drikke en kop kaffe, købe et par postkort lige der, hvor byens moderne bekvemmeligheder møder en storslået arkitektonisk fortid.

Den tidligere kadre, 76-årige Wang Jicun, kommer aldrig i boghandlen, selv om hun bor lige rundt om hjørnet. Men ejeren, den kristne Qian Xiaohua, ham kan hun godt lide: »Han er utrolig opmærksom på folk her i byen. Han tænker på os. Kommer med gaver og spørger ind til, hvordan vi har det.«

Det gjorde Ou Ning aldrig. Han var ikke god til at omgås landsbyens beboere, siger Wang Jicun:

»Ou Ning interesserede sig ikke for os. Holdt sig for sig selv.«  

Den beskrivelse genkender Mai Corlin, der oplevede, at flere af landsbyens beboere var usikre og aldrig lærte Ou Ning at kende:

»Da Ou Ning begyndte sit projekt i landsbyen var der usikkerhed om, hvad han ville og nogle så ham som en rig forretningsmand, der bare var kommet for at tjene penge.«

Selvom mange i landsbyen til at begynde med ikke følte sig som en del af projektet, så lykkedes det senere at vække nogle af landsbybeboernes nysgerrighed, fortæller Mai Corlin.

Ou Ning forklarer selv, at de egentlig havde håbet, at de kunne inspirere de lokale til at blive aktive medskabere, så de sammen kunne finde en god model for Bishans udvikling.

Lukningen

I en symbolsk afvisning af Ou Ning og Zuo Jings projekt blev en stor buste af den kinesiske reformtænker fra Bishan Wang Dazhi (1903-1980) revet ned i foråret. Det var et signal om, at kunstnernes tilstedeværelse og deres ønske om reformer ikke var velkomne.

Ou Ning ved godt selv, at lukningen af Bishan-projektet er endegyldig, men i hans øjne beror det hele på en misforståelse:

»Bishan-projektet var oprindeligt tænkt som et positivt bidrag til landsbyen. Vi samarbejdede med lokalregeringen. Jeg tror, det hele er en misforståelse,« siger Ou Ning og peger på, at Bishan-projektet har fået meget omtale i internationale medier, hvor der er blevet lagt vægt på Ou Nings teoretiske inspiration i anarkismen.

Selv har han ikke på noget tidspunkt opfattet sig som en dissident i opposition til Kinas Kommunistiske Parti:  

»Jeg er ikke en fjende af den kinesiske stat. Jeg er ikke i opposition, men i stedet en samarbejdspartner,« siger Ou Ning og understreger, at han ikke er flygtet over hals og hoved ud af landet:

»Jeg er rejst til USA, fordi jeg fik tilbudt et forskningsophold. Det er et job med en kontrakt på et år. Hvad der kommer til at ske derefter, ved jeg ikke endnu.«

»Som det ser ud nu, har regeringen fuldstændig afvist at fortsætte vores planer for Bishan,« fortæller han dog.     

Information har forsøgt at få en udtalelse fra kuratoren Zuo Jing, men han ønsker ikke at medvirke i et interview:

»Jeg er allerede flyttet fra Bishan. Det er et afsluttet kapitel. Det har ikke længere noget med mig at gøre,« skriver han til Information.

Uvisse årsager

Heller ikke Mai Corlin er sikker på, hvad der præcist udløste udsmidningen af Ou Ning og hans familie tidligere i år. Men hun vurderer, at det både handler om forholdet til de ledende personer i amtet, og om uenighed om turismemodellen og behovet for at generere profit til landsbyen:

»Det er nærliggende at tro, at projektet blev lukket udelukkende af politiske grunde, fordi lignende andre kunst- og musikvenueprojekter bliver lukket ned i Kinas storbyer, men i mine øjne var uenigheden om, hvor meget turistindustrien skulle fylde, også en af de afgørende faktorer,« siger hun med henvisning til lukningen af blandt andet spillestederne Mao Live House, XP Club og Dos Kolegas i Beijing samt Beijing Independent Film Festival.

»Hvis der havde været enighed om, hvor meget økonomien skulle fylde, og hvor meget kunstnernes projekt skulle være med til at skabe indtægter til lokalregeringen, så havde der formentligt været større incitament til at holde hånden over projektet og se igennem fingre med de elementer, der var politisk følsomme.«

Hvad angår Bishans fremtid, så tror Ou Ning, at udviklingen fremover vil være styret af lokalregeringen: 

»De har deres måde at gøre det på. De har investeret i den lokale infrastruktur, og det synes jeg er fint,« siger Ou Ning og peger på, at turisme er en oplagt industri i Yi-amtet, hvor der ikke findes andre industrier eller serviceerhverv, der kan drive væksten i området frem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her