I september fik en geologisk ekspertgruppe under den Internationale Geologiske Kongres betydelig omtale i internationale og danske medier. Gruppen stemte med overvældende flertal for det syn, at Jorden er gået ind i en ny geologisk tidsalder: antropocæn.
Betegnelsen antropocæn blev først brugt i 2002 af den hollandske nobelpristager i kemi, Paul Crutzen, og henviser til, at mennesket nu udgør en selvstændig geofysisk kraft på linje med naturfænomener som vulkaner, oceanstrømme og asteroider.
Blandt geologer diskuteres nu antropocæns begyndelse. De fleste eksperter – deriblandt formanden for ekspertgruppen, Jan Zalasiewicz – synes at foretrække en startdato et sted i årtierne efter Anden Verdenskrig, hvor den fremmeste blandt flere kandidater er den menneskeskabte distribution af radioaktive isotoper i de prøvesprængninger af kernevåben, der fandt sted i løbet af 1950’erne.
Særligt Castle Bravo-testen den 1. marts 1954 – en 12-15 megaton brintbombe, hvor både beregninger af sprængkraften og de meteorologiske forudsigelser var fejlagtige – kan ses som antropocæns startskud. Ikke mindst fordi det radioaktive nedfald blev spredt over store områder og fik global opmærksomhed.
Vi har netop afsluttet et flerårigt forskningsprojekt om denne del af atomalderen, som indvarslede et nybrud i sikkerhedspolitikken, videnskaben og åndslivet. I de følgende år og årtier var kernevåbnene med til fundamentalt at ændre synet på miljøet, naturen og planeten.
En lang række af den videnskabelige viden, dataindsamling og modelbygning, der i dag udgør fundamentet for vores geofysiske forståelse af atmosfæren og klimaet, har fx sin oprindelse i forskning efterspurgt eller finansieret af blandt andet amerikanske kernevåbenprogrammer.
Tilsvarende opstod der blandt kritikere af prøvesprængningerne og terrorbalancen gradvist nye opfattelser af natur og miljø. Radioaktivt nedfald og fotografier af planeten fra rummet bidrog til et skift i forståelsen af naturen som noget lokalt til et globalt forbundet og skrøbeligt system.
Vores forskningsresultater viser et påfaldende overlap i diskussionerne om brintbomben i 1950’erne og den nuværende debat om antropocæn. En række store spørgsmål, der dengang debatteret i sammenhæng med kernevåben har også – eller burde have – en central plads i den nuværende diskussion om antropocæn og menneskeskabte klimaforandringer.
Både atomalderen og antropocæn er nemlig udtryk for det moderne menneskes evne til at forstyrre Jordens kapacitet til at opretholde liv – inklusive menneskeliv – som vi kender det i dag.
Lige som betvingelsen og anvendelsen af atomenergi muliggjorde et hidtil uset voldspotentiale, er det menneskelige omdrejningspunkt i Antropocæn alt andet end et triumftog, hvor naturen nu endelig er underkastet menneskets magt.
Ekspertvældet
Netop erkendelsen af at mennesket har magten til at igangsætte en altomfattende destruktion har bidraget til en global, eller måske nærmere planetær, bevidsthed blandt nutidige generationer. Karakteren af denne bevidsthed og de videnskabelige og politiske reaktioner eller strategier, den afføder, er dog langtfra entydige, neutrale eller uskyldige.
Givet de mange påfaldende overlap mellem 1950’ernes atomalder og den aktuelle debat om antropocæn er det især slående, at mange af de kritiske indsigter, der kan udledes fra atomalderen, i dag synes glemt.
I en af de bøger, vi nyligt har udgivet, var formålet således også at genopdage den tidlige kritik af kernevåben og anskue den som led i en bredere samfundskritik, der stillede pågående spørgsmål om videnskabens rolle i samfundet, om demokratiets virke og om teknologiers sociale, politiske og miljømæssige konsekvenser.
Vores forskningsresultater giver stof til eftertanke på flere områder, særligt i forhold til hvilken form for viden vi værdisætter og karakteren af vores demokratiske debat om globale spørgsmål som atomkrig eller klimaforandring.
Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, at den samfundskritik, der tog sit udgangspunkt i kritikken af kernevåben i store dele af historieskrivningen er blevet reduceret til en marcherende, langhåret form for fredsaktivisme. Som intellektuel respons på en i sandhed global problemstilling har den sjældent fundet en plads i vores kollektive erindring.
Men i årtiet efter Castle Bravo tilbød kritikere i både Europa og USA – intellektuelle som Lewis Mumford, Günther Anders, Bertrand Russell og C. Wright Mills – en række sofistikerede analyser af sammenhængen mellem moderne samfund og teknologisk udvikling.
Det var analyser, der ofte dissekerede og hudflettede kernevåbenkompleksernes magt og logik. Som sådan appellerede de allerede i samtiden til unge, radikale kræfter, og de var med til at gøde jorden for 1960’ernes samfundskritik.
I dag er den kritik og dens karakter nærmest glemt. I fortællingen om den mest højspændte periode i den kolde krig dominerer en koldblodig doktrin af gensidig nuklear afskrækkelse, som i USA blev udtænkt af civile eksperter i RAND og andre tænketanke med tætte forbindelser til politikere og militæret.
Siden Kubricks Dr. Strangelove fra 1964 har vi måske trukket nervøst på smilebåndet ad denne respons, men den rene mål-middel-rationalitet blev det mest velkendte forsøg på at håndtere terrorbalancen og udnytte atomenergiens kræfter.
Selv om kritikere utrætteligt fastholdt, at der var brug for et bredere perspektiv på mennesket og menneskelivet i atomalderen og i fremtiden, formåede dette snævre økonomisk eller strategisk orienterede sprog i vid udstrækning at kolonisere debatten. Formålet var nobelt nok – at sikre freden og udnytte atomenergien positivt – men de økonomiske og menneskelige omkostninger, der fulgte med, giver stof til eftertanke.
Ikke alene udviklede våbenkapløbet sig til absurde dimensioner – det globale antal kernevåben steg fra under 1.300 i 1953 til knap 33.000 i 1963 – men i det amerikanske forsvar arbejdede man stædigt på at illustrere ikke bare kerneenergiens, men også kernevåbnenes samfundsmæssige og fredelige nytte.
Under titlen Project Plowshare forberedte man anvendelsen af kernevåben til brug i geoengineering, som f.eks. minearbejde (inklusive atomar fracking) og konstruktionen af havne og kanaler.
I markedsføringen af projektet spillede et forslag om at udvide Panama-kanalen ved brug af et stort antal brintbomber en markant rolle – en idé der i øvrigt først blev endelig opgivet i 1970.
Sådanne aktiviteter var i vid udstrækning ikke genstand for demokratisk debat. Selv om kernevåben og atomenergiens anvendelse i nogen grad er underlagt formel demokratisk kontrol, er de stadig omgærdet af en aura, hvor en kombination af ekspertise, sikkerhedspolitik og økonomiske interesser vanskeliggør demokratisk indflydelse.
Et eksempel herpå er de massive investeringer i kernevåben, der planlægges i disse år. Trods betydelig modstand i den britiske befolkning (og ikke mindst i Skotland) planlægges der en udskiftning af den britiske afskrækkelseskapacitet, der formentlig vil løbe op i 100 mia. pund (minimum 160 mia. pund ifølge kritikere).
Tilsvarende planlægger USA investeringer på op mod en billion dollar (1.000.000.000.000) i kernevåben i de kommende 30 år. Og det på trods af de markante risici, teknologierne indebærer for liv og natur – nu og i fremtiden.
Det politiske Antropocæn
Det er værd at reflektere over, når vi i lyset af klimaforandringerne debatterer en kunstig regulering af naturen (som f.eks. ideen om aktivt at fjerne CO2 fra atmosfæren ved at gøde havene med jern for at få alger til at blomstre og suge CO2 til sig).
Debatten om geoengineering er uhyre kompliceret og rejser en lang række spørgsmål om, hvilken form for viden der er legitim i debatten om antropocæn, og hvad vi stiller op med erkendelsen af vores egen magt. En øget forståelse for naturens kompleksitet og skrøbelighed kan føre til tilbageholdenhed.
Men ideen om mennesket som afgørende naturkraft kan også ses som en licens til at (forsøge at) rette op på de forandringer, vi har skabt. I den tidligere atomalder finder vi eksempler på begge dele. Hvad atomalderen under alle omstændigheder kan fortælle os er, at faren for hybris lurer om hjørnet, hvis ikke vi standser op og reflekterer, men i stedet gør alle problemer til spørgsmål om ekspertise og management.
Pointen her er ikke, at vi skal modsætte os eller bifalde alle former for geoengineering, men at vi skal insistere på at gøre diskussionen herom til et demokratisk anliggende. Gør vi ikke det, risikerer vi endnu en gang at gøre os selv afhængige af en særlige former for ekspertise og teknologi og nogle dertilhørende politiske og økonomiske interesser.
Antropocæns indtræden betyder ikke at atomalderen er slut. Vi har stadig evnen til grundlæggende at forandre betingelserne for liv på jorden ved anvendelsen af kernevåben.
Antropocæn er derfor først og fremmest en anledning og opfordring til at reflektere over, hvordan vi nu bør videreføre diskussionerne der fandt sted i skyggen af brintbomben. Hvis den tidlige atomalder installeres som antropocæns begyndelse er det mere end et geologisk synspunkt; det har også politiske konsekvenser.
Vores forståelse af denne nye tidsalder siger nemlig noget om, hvilke nationer, ideologier, praksisser og teknologier vi holder ansvarlige for dette geologiske skift – og i sådanne fortolkninger er der ofte indlejret handlingsanvisninger, eller konturerne af dem, som vi alle bør forholde os til.
Det kan være produktivt at vende tilbage til den tidlige atomalder, netop fordi det sætter spørgsmålstegn ved vores forhold til teknologi og natur, ved vores begrænsninger og i sidste ende også ved vores livsformer.
Både i 1950’ernes overmodige eksperimenter med geoengineering og i de oversete former for samfundskritik, der blev udviklet i kølvandet på brintbomben, finder vi gode udgangspunkter for at granske menneskets eksistens i antropocæn.
Rens van Munster er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Casper Sylvest er lektor ved Institut for Historie, Syddansk Universitet.
Sammen har de nyligt udgivet bogen ’Nuclear Realism: Global Political Thought during the Thermonuclear Revolution’ (London: Routledge, 2016) og redigeret antologien ’The Politics of Globality since 1945: Assembling the Planet’ (London: Routledge, 2016).
