Baggrund
Læsetid: 8 min.

’Du får en mavepuster, når du åbner en avis. Alt brænder, og der er intet, du kan gøre’

Et korværk om Trump. Et lydbillede af verden, der går under og et stykke absurd teater om at tage trusseløs i byen. To gange om måneden omsætter teatergruppen Tugt nyheder til kunstneriske værker. Gruppen ønsker at skabe en bevægelse af politiske kunstnere, som tager kampen op mod den magtesløshed, medierne ofte hensætter os i
Min generation kan ikke rumme at blive bombarderet med så mange katastrofer uden i det mindste at få nogle redskaber til at gå ud i verden og ændre noget, siger skuespiller Rosalinde Mynster.

Min generation kan ikke rumme at blive bombarderet med så mange katastrofer uden i det mindste at få nogle redskaber til at gå ud i verden og ændre noget, siger skuespiller Rosalinde Mynster.

Marie Hald

Moderne Tider
3. december 2016

Knap 100 mennesker er mødt op i foyeren på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg. Det er dem fra den kreative klasse eller dem, der studerer for på et senere tidspunkt at blive optaget i gruppen af kulturradikale intellektuelle.

De kan kendes på deres lange mørke gevandter i lækre materialer. Uld og silke. Og på deres røde læber, smukke handsker og læderstøvler med snøre. De drikker Hancock Høker Bajer af flasken, mens de sidder på klapstole og venter på, at forestillingen går i gang.

Den unge, progressive teatergruppe Tugt har siden midten af november inviteret publikum indenfor i Betty Nansens foyer til Nyhedsaftener med højaktuelle nyheder omsat til kunstneriske værker. Værkerne skabes på bare to døgn og omhandler hver især en nyhed, som værket går i dybden med.

Nyhedsaftenerne finder sted to gange om måneden, og ideen udspringer af et ønske om, at kunsten både skal være mere politisk – og mere konstruktiv. Det fortæller 26-årige Rosalinde Mynster, som er skuespiller, dramatiker og kunstnerisk leder i Teater Tugt, og som mange måske kender for rollen som Fie i tv-serien Badehotellet.

»Jeg er ikke særlig belæst, når det kommer til nyheder. Til hverdag læser jeg mest bare overskrifter på artikler, som bliver postet på Facebook. I sommerferien læste jeg mange nyheder, og jeg lagde mærke til, at det gjorde mig mærkeligt til mode. Du får en mavepuster, når du åbner en avis. Alt brænder, og der er intet, du kan gøre,« siger hun.

»Min generation kan ikke rumme at blive bombarderet med så mange katastrofer uden i det mindste at få nogle redskaber til at gå ud i verden og ændre noget.«

Terrorudsigten

Rosalinde Mynster stilller sig op foran forsamlingen i foyeren og byder velkommen. Overdrevet gestikulerende og med meget tydelig udtale.

»Aftenen står i Ekstra Bladets kulørte lys,« siger hun. I aften er alle værker skabt på baggrund af nyheder læst i Ekstra Bladet. Sidste gang var værkerne baseret på nyheder, som kom op i kunsterkollektivets egne Facebook-feeds.   

En mand, som har siddet med ryggen til, vender sig om og byder velkommen til ’terrorudsigten’. Han gør det med samme naturlighed og joviale begejstring, som når Jens Ringgård og Anja Fonseca afleverer vejrudsigten. Han har sort dynejakke på, orange arbejdsshorts med reflekser, ankelsokker og religiøs hovedbeklædning.

»Vi har i den seneste tid set stramninger fra højrefløjen,« siger han og nævner et par eksempler. Med en klassisk nyhedsoplæsers autoritet og ro taler han om det nye højreorienterede netværk, De Identitære, der i Østrig, Tyskland og Frankrig kæmper i antiglobaliseringens navn mod islam og indvandringen.

»Vi kan roligt gisne om, at den kommende tids terrorhandlinger vil stå i højrefløjens tegn. Og det var terrorudsigten for de kommende uger. Det bliver en spændende tid,« slutter han.

Bange for kunsten

Der er noget klamt over oplæserens nøgterne beskrivelse af udsigterne til terror. Måske er det en kommentar til både politikere og journalister om, at terror ikke må blive noget, vi taler om på samme måde som blæsevejr, vasketøj og rundstykker.

Teater Tugt ønsker at være politisk. Det skal kunsten være, siger Rosalinde Mynster: »Det er derfor, den er til. Politisk kunst skal være det mest naturlige. Det skal være sådan, at politikerne ikke kan få fred, fordi vi kunstnere altid vil stå og kommentere på det, de laver. Politikere skal være bange for kunsten.«

Teater Tugt vil gerne dyrke teaterrummet som et rum, der kan reagere og kommentere på samfundet. Den mur, Rosalinde Mynster mærker mellem sig selv og medierne, når hun føler, at nyhederne gør hende magtesløs, forsøger hun gennem teateret at bryde ned. Publikum skal inddrages og spille en rolle.

Det bliver de i aftenens næste værk, da duoen The Art of Escapism deler sedler ud til publikum med teksten »To reduce climate change, I can … «.

Den kreative klasse skribler løs. Sedlerne bliver afleveret til duoen, som stiller sig hen til to mikrofoner, sluttet til et aggregat, som betyder, at de kan optage deres stemmer, afspille dem og synge ind over lyden af sig selv.

De to kvinder ligner noget fra en anden tid, ældre dage fusioneret med elektronik. Den ene laver suselyde. Den anden taler om drivhusgasser og fossile brændstoffer, og mikrofonen forvrænger lyden, så det lyder, som når man bliver kaldt til gaten i en lufthavn.

Lyden af verden, der går under

Deres værk (Hu)man in the mirror. Will America withdraw from the Paris agreement? Afraid of Trump & global warming? What will you do? er, som den mundrette titel antyder, baseret på en nyhed i Ekstra Bladet, der handlede om gakkede ting, Trump har sagt. Blandt andet, at han vil trække USA ud af klimaaftalen.

Den ene del af duoen, Lo Ersare, fortæller efterfølgende, at de har valgt nyheden, fordi den føles som et bitch slap. »Den giver læseren et dystopisk slag i ansigt, hvorefter den overlader det til læseren selv at gå tilbage ud i verden og klare det selv«. 

Suselydene intensiveres. Der kommer mere ekko på. Det lyder som soundtracket til et mareridt, eller som når hovedspersonen i en film er lige ved at besvime, fordi han indser, at hele verdens sikkerhed hviler på hans skuldre, og at han kom for sent, og ikke kan gøre noget kombineret med, at han ikke har spist på noget tidspunkt i filmen, der strækker sig over en uge.

Men så forandrer lyden sig. Elversang. Noget magisk. Skoven. Det lyder som en mellemøstlig smuk klagesang. Sådan lyder verden, når den går under.

Sedlerne indsamles og duoen læser op:

»I can switch to green power. I can plant at tree. I can use less toiletpaper. I can stop buying important shit. I can vote green, reuse, refill, eat less meat …«

Trusseskandalen

Og så er der pause. Et par veninder taler videre om, hvad de hver især kan gøre for at redde klimaet. Andre henter en ny Høker i baren. Næste – og sidste værk er aftenens hovednummer. Kunne det handle om regeringsdannelsen? Eller om Moppers død? Kunne det sætte bodyshaming i et kritisk lys oven på en uge, hvor medierne har beskæftiget sig med Thyra Franks overvægt og Lars Løkkes yoyovægt?

Næh. Aftenens finaleværket hedder: Trusseskandalen og er baseret på en Ekstra Blads-forside om en model, der gik på den røde løber med så høje kjoleslidser, at man kunne se, at hun var bundløs.

En kvinde hvisker til sin sidemand, at det »var et temmelig kulørt valg«. Til det svarer Rosalinde Mynster efterfølgende, at Teater Tugt har valgt netop denne nyhed, fordi de går med på væsentlighedskriteriet for det medie, de nu engang beskæftiger sig med.

»Ekstra Bladet vægter trusseskandalen lige så højt som historier om dansk politik, og derfor skal vi også kunne tage de kulørte historier med ind i kunsten, når vi har et dogme om, at vi i denne uge beskæftiger os med et tabloidmedie,« siger Rosalinde Mynster.

Tidligere på måneden omsatte Teater Tugt alle deres venstreorienterede venner og bekendtes Facebook-klagesange over valget af Trump til et kortværk. Korværket var ifølge Rosalinde Mynster en kritik af meningsdannelseskulturen, hvor folk bilder sig ind, at de handler blot ved at udtrykke en mening.

»Der er noget hyklerisk ved at skrige ud, at verden går under, og derefter intet gøre,« siger hun.

Hun burde dække sig til

Også i aften spiller hykleriet en rolle. Scenen er sat. I et venteværelse hos lægen sidder folk på række og venter på, at det bliver deres tur til at blive tilset. Yderst fra højre sidder en mand og læser Information. Derefter en kvinde, som tager sig til maven i smerte.

Derefter en mand, som stille kigger ud i luften. Derefter en kvinde, som gurgler vand og spiser en rugbrødsklapsammen. Til sidst en mand, som liderligt gnubber sig i skridtet.

De venter på forskellige måder. Bladrer lidt i en pjece om halsbrand og sure opstød, smører sig ind i håndcreme, støder ind i hinanden på den der kejtede måde, mens man tænker: Hvorfor mon han er her? Kan det være noget med numsen? Pludselig griner kvinden med madpakken helt hysterisk og peger ud i luften. Hun kan se op under kjolen på en kvinde uden for vinduet.

»Man kan næsten se noget, der minder om en plukket kylling,« sprutter hun. Resten af venteværelset skriger med. Undtaget Informationslæseren, moralens vogter. En længere dialog udvikler sig.

Replikker som: »Hun burde dække sig lidt til«, »har hun ingen selvrespekt« og »kvinder bruger fissen til at komme frem i verden« falder. Kort fortalt bliver dialogen mere og mere sexistisk, racistisk og misogyn.

Informationslæseren svinger sig op på den store klinge, siger ’det er samfundets skyld’ og ender til sidst med at være den største hykler, da han slår en kvinde i venteværelset, som prøver at komme foran ham i køen.

»Næsten alle replikkerne er copy/pasted fra artiklens kommentarspor på nettet. På internettet kan man tilsyneladende sige alt. Vi har brugt mange år på at finde ud af, hvad vi kan tillade os at tale til hinanden om i den virkelige verden. Nu mangler vi bare at finde ud af, hvad man kan sige på nettet,« siger Rosalinde Mynster.

»Vi vil være et spejl, som viser, hvad der sker, når man trækker internettet ud i den fysiske verden.«

AA-mødet

Bagefter er der ’debat’, som det ofte hedder, når det officielle program er slut. En kvinde spørger, om ikke det er lidt for let at angribe Ekstra Bladets læsere, når ingen blandt publikum læser Ekstra Bladet. Det er et relevant , men også sjovt spørgsmål, fordi hun antager, at folk i foyeren ikke dyrker den slags journalistisk.

Fra scenen svarer teatergruppen, at den ikke er ude på at sparke nedad, og at Ekstra Bladets læsere ikke er værre end andre. Rosalinde Mynster siger, at brugerne, der debatterer på information.dk er lige så slemme over for hinanden. »De diskuterer bare ikke trusseløse modeller, men Heidegger.«

Lidt efter lidt pibler de frem. Folk, der lidt undskyldende indleder deres spørgsmål med at afsløre sig selv som Ekstra Blads-læsere. Det er lidt som et AA-møde, hvor nogen skal fortælle de andre, at de igen er faldet i. De er ikke stolte af det, men prøver at retfærdiggøre det med sætninger som: »Jamen, den er jo folkets stemme,«, og »Den går magthaverne efter i sømmene.«

Flere har i løbet af aftenen fremhævet Information som ’det gode medie’. Politiken er heller ikke værst, men Information, det er noget særligt. Rosalinde Mynster håber, at teaterkollektivet snart kan åbne foyeren på Betty Nansen for en nyhedsaften, hvor værkerne bliver skabt på baggrund af nyhederne i Information.

»Der er gode teatermuligheder der,« griner hun. »Og vi skal også kunne se kritisk på os selv, de velmenende, kulturradikale, intellektuelle.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Artiklen beskriver sådan set ikke noget nyt - til alle tider i menneskehedens historie har der været folk af samme type, som de i artiklen beskrevne.

OK - i de rigtigt "gamle dage" , hvor næste dags måltid var et problem og sygdomme en uafvendelig plage , da havde man nok ikke tid og overskud til at lave sådanne forestillinger ?