Læsetid: 11 min.

Falske nyheder og nyt om nisser

Året har næppe budt på flere dødsfald end normalt, men det føles unægteligt sådan, måske fordi nyhederne om verdens gang i øvrigt har været så truende og skræmmende. Så anderledes. Et gennembrud i forskningen om nisser var et af årets få lyspunkter. Nu mangler det bare at blive verificeret
Moderne Tider
17. december 2016
Året har været præget af falske nyheder. Valget af Trump var desværre ikke en af dem, skriver Bent Vinn Nielsen – forfatteren altså, ikke forskeren.

Året har været præget af falske nyheder. Valget af Trump var desværre ikke en af dem, skriver Bent Vinn Nielsen – forfatteren altså, ikke forskeren.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Kristenåret 2016 har ikke været et godt år for nisser. Der har været langt mellem grødhyggen og granduften. Bare tænk på årets mange dødsfald, ikke mindst blandt ikonisk berømte rockmusikere. Men også mange andre.

Statistisk set er der sikkert ikke flere døde i 2016 end et hvilket som helst andet år, men det føles unægtelig sådan. Man tænker uvilkårligt, at det da er godt, året snart er gået. Det kan da ikke fortsætte ind i det nye år også?

Et andet fænomen, der har taget fart i året, er de mange falske nyheder. Dagen efter det amerikanske præsidentvalg vågnede jeg tidligt og så på min datters iPad, at Donald Trump havde vundet.

Pis mig i øret, tænkte jeg uvilkårligt. De bliver da også frækkere og frækkere, alle de facebookpjankehoveder, der finder på falske nyheder. Alt virkede forkert. Hvem har f.eks. nogensinde hørt om en præsidentkandidat med orange hår?

Men som alle nisser ved, var det ikke nogen falsk nyhed, men ramme alvor. En forretningsmand og realityshowvært var blevet kåret som amerikanernes nye høvding, ugh! – nånej, ikke lige den slags amerikanere, men hvide mennesker, der ærligt og redeligt har stjålet landet fra indianerne. De sande amerikanere med andre ord.

Bobdillen

Det var heller ikke nogen falsk nyhed, at superovernissen Bob Dylan skulle have Nobelprisen i litteratur. Heldigvis, siger jeg for mit vedkommende. Selvfølgelig kunne den være givet til andre, også andre amerikanere, men Dylans poesi kan da sagtens bære en nobelpris.

Unge mennesker forstår det tit ikke rigtig: Hvad er der med ham Dylan? spørger de. Han ser altid sur ud, hans stemme lyder mærkelig, hans musik er ok, men er der nogen, der forstår, hvad det er han synger?

Man kan kun sige, at man åbenbart skal være af passende alder for at forstå fænomenet Bob Dylan. Han dukkede op på et tidspunkt, hvor pop- og rockmusik enten var artige børns åndssvage måde at ’more’ sig på, snerpede spjæt med benene og selvretfærdige, alt for velopdragne pigemuler, eller uartikulerede pubertetsbrøl fra drenge, der satte en ære i at opføre sig så dårligt som muligt.

Men så kom Dylan og eksemplificerede, at man aldeles ikke var en underlig ungnisse, bare fordi man også interesserede sig for litteratur og kunst. Det ene udelukkede ikke det andet. Nu uddeles Nobelprisen selvfølgelig til en bestemt person for hans eller hendes fortjenester.

Men hvis man hører til de årgange, der har fulgt Dylan fra begyndelsen, synes man nu næsten, det drypper lidt på os også. Yes! Bob er vores mand! Min datter, iPadens ejer, og jeg er ret gammeldags nisser.

Datteren er ikke så vild med ’ham Bob’, men enig med faderen i, at hvis man skal høre musik, skal man høre mange slags musik. Ikke mindst klassisk musik. Derfor står vores radio ofte på den tyske kanal, Radio NDR Kultur, der ud over at spille god musik også rapporterer om kulturlivet i almindelighed.

Derfor ved vi, at den tyske udtale af ’Bob Dylan’ er ’Bob Dillen’. Kanalen har indkaldt alle mulige litterater og professorer for at udlægge Bob Dillen og skitsere den mulige baggrund for, at Bob Dillen er blevet valgt som modtager af årets nobelpris.

Eksperternes tonefald er naturligvis sagligt, men ærlig talt også en smule nedladende. Bob Dillen hører jo dog til i populærmusikken. For ikke at sige lavkulturen. Men når han modtager verdens største litteraturpris, må man selvfølgelig, germansk og ordentligt, bøje nakken i ærbødighed.

Min datter og jeg kan konstatere, at både Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. Betingelsesløst, til Bobdillen. De tyske litteraturtropper har knaldet hælene sammen.

Den falske stålsathed

Dødsåret, som man jo næsten må kalde det, bød også på et par isblå øjne, der var stålsatte i mange, mange måneder. Indtil de pludselig ikke var det mere. De forvandlede sig i løbet af ingen tid til et par grådige ministerøjne, der før noget andet tog mål af, hvilken ministerbil der mon ville passe ham bedst. Med andre ord: stålsatheden viste sig at være en falsk nyhed.

En dansk politiker, der undtagelsesvis havde tænkt sig at gøre alvor af sin trussel om at vælte regeringen, hvis han ikke får sin vilje, var selvfølgelig lige fra starten utroværdigt. At manden nu har købt sig en splinterny habit, der sikkert matcher ministerbilens farve, og anlagt sig nisseskæg hjælper ikke på hans offentlige omdømme, der nu for altid vil være blakket.

Det samme gælder for redaktøren for internetmagasinet 180 grader, hvor godtfolk til højre for højre frit har kunnet boltre sig, Ole Birk Olesen.

Han er nu blevet transportminister og står nu over for den umulige opgave at overbevise sine tilhængere om, at han stadig er den gode, gamle samfundsomstyrter, der bl.a. mener, at kvinder er født umoralske og småt begavede og derfor kun bør betros børnepasning og husligt arbejde af den slags, der ikke kræver særlige intellektuelle evner og talenter.

Forskning i nisser

Nå, det er jo lige til at blive i skidt humør af at tænke på, så for at skabe lidt julestemning, kunne vi jo give os til at puste kanel efter nissepigerne. Det er i øvrigt sådan, de bliver gravide. Det har vi nisser naturligvis vidst i hundredvis af år, men nu har forskeren Bent Vinn Nielsen (ikke forfatteren, der er tale om et tilfældigt navnesammentræf) fra Aalborg Universitet endelig fastslået det i en videnskabelig undersøgelse.

Vi ved ikke, skriver Nielsen, hvordan graviditeten hos hunnissen egentlig opstår, men det er ubetvivleligt, at skyer af kanel, som hannen puster fra hånden og ud i rummet, hvor hunnerne er forsamlet, er af afgørende betydning.

En hunnisse er gravid i tredive år, derefter drysser der små puppeligninger vækster, såkaldte nissegnallinger, i yderligere tredive til fyrre år fra hendes krop, oftest uden at hun selv at bemærker det. De små gnallinger ligger så rundtom i huse og ude i naturen, og efter kort tid klækkes de, og en ny nisse kommer til verden.

Nisser er i princippet udødelige, men besynderligt nok ældes de på samme måde som mennesker, dog naturligvis over et betydeligt længere tidsforløb.

De ’ældste’ nisser omtales som ’støvnisser’, og det er en yndet leg blandt de yngste nisser at puste til dem, så benene f.eks. befinder sig i det ene hjørne af rummet, mens hovedet kan befinde sig i et andet. Støvnissernes raseri over at blive behandlet på den måde er så voldsom, at de udskiller store skyer af kanel fra deres rødsprængte hoveder – som ofte igen gør de unge hunnisser gravide.

Der synes at være tale om et kredsløb, slutter den kløgtige Bent Vinn Nielsen. Nå, ok, så blev der også plads til en falsk nyhed her. Anders Samuelsen har naturligvis ikke tænkt sig at vise sig til møder i udlandet med nisseskæg.

Jagten på staklerne

Hvad kan man ellers huske fra dødsåret? Journalisten Lars Trier Mogensen spåede tidligt på året, at nu ville den store stakkeljagt gå ind. Det fik han sørgeligt ret i.

Aldrig er arbejdsløse, førtidspensionister og andre på overførselsindkomster i den grad blevet svinet til og sjoflet i offentligheden som i året 2016. Der er åbenbart ingen grænse for, hvor lidt velnærede borgerlige politikere mener, at staklerne kan klare sig for. Mens de kræver skattelettelser til sig selv så livet hjemme i ejerboligen bliver lidt sødere.

Men det er ikke kun de etnisk danske stakler, man jager, det er også – og ikke mindst – flygtninge og asylansøgere. Når der har været jul og nytår nogle gange endnu – hvor mange gange er ikke lige til at sige – vil der blive kø ved håndvasken.

Mig? Nej, jeg har da aldrig sagt noget om, at man skal skyde på de i forvejen utætte og tætpakkede flygtningebåde i Middelhavet. Det er taget ud af sammenhængen, vil en af nutidens akademiske medlemmer af Dansk Folkeparti sige engang i fremtiden, mens han ihærdigt masserer mellemrummet mellem fingrene med vand og sæbe.

I det hele taget er de hyggelige og humoristiske danskeres opførsel over for folk i nød og armod så hjerteløs og afstumpet, at op til flere nisseslægter overvejer også at blive flygtninge. Og vel at mærke ikke til, men fra DK. Når det bliver ved overvejelserne, skyldes det den dybe, indlejrede nisseviden, at det nok ikke er det mindste anderledes andre steder i verden.

De raske i et hvilket som helst rige gider nu engang ikke høre på de syges problemer. Tværtimod, man kan ikke holde staklerne ud: Hvorfor skal de komme her med alle deres dødssyge problemer, når vi ellers har det så godt?

De forlanger vel, at vi ligefrem skal skamme os over den velstand, vi selv har kæmpet for i århundreder. Sådan, nogenlunde ordret, lyder det fra samtlige husnumre på hele villavejen. Nånå, tænker en jævn nisse. Kæmpet og kæmpet? Med kniv og gaffel?

Moralen – oppe og nede

Året bød også på en litterær sensation herhjemme. En kvindelig forfatter fra fattige kår, angiveligt vokset op i den danske underklasse med dens grimme tøj og forbrug af de særligt lange cigaretter, foreslog at afskaffe al kontanthjælp. Hun beskrev, hvordan staklerne aldeles ikke er stakler, men udspekulerede nassere.

Joe, der findes alle slags mennesker, også i underklassen, selvfølgelig gør der det. Folk fuldkommen blottet for moral og folk, der, som den pågældende forfatter, tænker med røven. Den slags mennesker kan man også rende ind i det højeste socialklasser. Det er der ikke noget hverken noget nyt eller falsk nyt i.

Men at straffe alle staklerne i et hug, af den grund, ved at fratage dem deres økonomi er selvfølgelig vanvid. Men det fik ’visse kredse’ i og omkring Liberal Alliance til at juble. Alletiders, tænkte de vel. Vi sulter rosset ihjel, så bliver der råd til at sænke bilafgifterne endnu mere.

Ja, strengt taget ved jeg ikke, hvad Liberal Alliance overhovedet tænker, jeg er kun en simpel nisse. Men det var nu tydeligt, at de vældig godt kunne lide redepisserens beskrivelse af livet blandt staklerne, som de ynder at omtale som ’såkaldt fattige’.

Og så meget ved man dog som nisse, at de godt kan springe deres ’såkaldt’ over. Selvfølgelig findes der fattige mennesker i Danmark, de lider under en fattigdom, der ikke er det mindste ’såkaldt’. Der er ikke noget, der hedder ’skattefrit omkostningstillæg’ hos dem. Derimod ligner det en falsk nyhed, at Danmark er et land, hvor man tilstræber, at alle har de samme muligheder, og at man menneskekærligt ’tager hånd’ om dem, der ikke kan klare sig selv.

Maria afvist på Riget

Josef og Maria kan godt pisse af igen. De skulle aldrig været kommet. Maria er ikke nogen nissepige, selv om der ganske vist er visse mystiske omstændigheder ved hendes graviditet. Men der er ikke det, der betyder noget.

For de første er både hun og hendes mand med det enfoldige sind og de barkede næver tydeligvis fra Mellemøsten. Folk derfra har vi ligesom set rigeligt af.

For det andet har vi ingen overlæge mere, fortæller de Maria på Rigshospitalets fødegang. Pjokket kunne ikke tåle mosten mere. Han har ellers hjulpet op til flere kongelige børn til verden – ja, ikke at det er ham, der har pustet kanel i hovedet på de kongelige fruer – men nu har han fået den idé, at den fødegang, der er fin nok til de kongelige, ikke længere er fin nok til almindelige mennesker. Han siger ganske vist, at det ikke er direkte risikabelt for kvinder at føde på Rigshospitaler, men han tilføjer: endnu!

Hvad skal man mene om sådan en fyr? Man savner ord, men i alt fald er det ikke taknemmelighed over et godt betalt arbejde, der tynger ham. Så meget kan man vel godt sige. Hvor skal jeg så føde? spørger Maria ydmygt. Ja, det ved jeg virkelig ikke, siger sygeplejersken, men I kan vel finde en stald et eller andet sted.

Josef siger ikke noget, men han står og knytter de barkede. Han synes ikke han og hans på besynderlig vis gravide kone bliver behandlet ordentligt. Enhver, der sætter et barn i verden, har vel i det mindste krav på almindelig respekt?

Det er børnelærdom for nisser, men det står åbenbart ikke nogen steder i vedtægterne for patientbehandling på Rigshospitalet?

Hvis vandet kommer

Er det en falsk historie, også fra stadig indeværende år 2016, at klimaforskere forventer, at vandstanden i alle have vil stige med 1,8 meter i løbet af de næste knap hundrede år? Det må man da håbe.

Ganske vist omtalte man engang København som ’Nordens Venedig’, men det skulle da helst ikke blive bogstaveligt? Hvad med Lolland og det flade Fyn? Skulle det ende med Syndfloden år 2100 efter Kristi fødsel, må vi nisser virkelig holde sammen. Vi bliver klimaflygtninge! Til den tid har folk fået vasket deres hænder, må vi tro, så vi må flygte i flok uden at lade nogen tilbage, mens vandene stiger.

I flok og følge, det tjener os nu engang bedst, det er gammel nisselærdom. Vi må så håbe, at de vil have os i Norge eller i Sverige og ikke f.eks. begynder at skyde efter os. Hvis vi kommer i land, håber vi også, at vi får en lun seng at sove i. Og ikke et iskoldt telt. Vi håber kort sagt på sober og ordentlig broderhjælp. Hvis ellers menneskerettighedskonventionerne gælder endnu til den tid, har vi vel ligefrem krav på den?

Dur nisser til modstand?

Lettelsen over snart at slippe ud af det uhyggelige dødsår, der med rædslerne i Aleppo viser sig fra sin dårlige side til det allersidste, er desværre iblandet en frygt for, at næste år, året 2017, bliver lige så tynget af død, sorg og ulykke. Eller måske bliver det endnu værre.

Indtil nu har vi trøstet os med, at folk som Trump og andre, der kan få sig til at sige de mest hårrejsende ting, nok ikke mener det alvorligt. På bunden er alle mennesker gode nok, det er gammel nissetro. Selv den værste gnier giver alligevel julegaver til sidst, i det mindste venter han til januar med at ærgre sig over udgiften.

Men er det klogt at lade de hårrejsende tro, at vi stoler på deres gode sindelag, når de slynger om sig med trusler om at skyde på flygtninge? Det må jo give dem en følelse af, at de trygt kan forberede sig på at føre truslerne ud i livet. Hvorfor ikke lade dem forstå, at når de siger sådan noget, så bliver de taget på ordet. Og kan forvente at møde modstand.

Men dur vi til det, os nisser? Det er ikke helt tilfældigt, når vi har ry for nok at være drillevorne, til tider nærmest ondskabsfulde, men dog overvejende at være enfoldige og tossegode? Vi vil helst tro det bedste om folk, selv når det drejer sig om de værste slyngler. I onde tider rykker vi tættere sammen om grødfadet. Og en grødske er nu engang ikke noget våben.

Det er en grødske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her