Kommentar
Læsetid: 3 min.

De fordømte børns Italien

Børnesoldater i den napolitanske mafias tjeneste er en del af den moderne virkelighed, som Italiens førende opinionsdannere vil have offentligheden til at få øje på. ’Det kan lyde som kynisme, men er ren realisme: I Napolis hårdeste kvarterer er der ingen alternativer,’ hævder forfatteren Roberto Saviano
Moderne Tider
31. december 2016

Emanuele Sibillo og Luigi Galletta delte skæbne. De var begge vokset op i Forcella, det store slumkvarter nær hovedbanegården i Napoli, og de blev begge dræbt i sommeren 2015, med en måneds mellemrum. Sibillo blev 19, Galletta 21.

Førstnævnte var en såkaldt babyboss – leder for en bande teenagere med tilknytning til den napolitanske mafia, la camorra – og er efter sin død blevet et ikon for kvarterets unge, der skriver hans navn på murene, anlægger samme hipsterskæg, får de samme tatoveringer og hylder ham i videoer på YouTube.

Sidstnævnte var derimod en mekaniker, der angiveligt havde nægtet at tune teenagerklanens scootere, fordi han ikke ville blandes ind i noget, og derfor blev straffet med tre skud i brystet.

Denne virkelighed er udgangspunktet for den mest omtalte dokumentarfilm ved årets festival i Venedig og for en roman, der siden udgivelsen i november har ligget øverst på de italienske bestsellerlister:

»De skyldige kan ikke frikendes, men de kan heller ikke bare kendes skyldige som en banal selvfølge,« skriver kritikeren Alberto Asor Rosa i La Repubblica i en anmeldelse af den verdensberømte journalist og forfatter Roberto Savianos seneste bog, La paranza dei bambini: »Vi har at gøre med en sand ’dannelsesroman’: opdragelse og uddannelse til døden,« tilføjer Asor Rosa.

Udvikling er udelukket

Saviano har selv fortalt, at han så romanen for sig, mens han fulgte en retssag mod mere end 40 napolitanske drenge, der er blevet idømt op til 20 års fængsel.

Titlen har han hentet direkte fra politiets efterforskningsrapport: paranza, som både betyder fiskerbåd og net, er blevet daglig tale for klanerne i Napoli. Ordet refererer dog også til den ret af friturestegte småfisk, italienske restauranter serverer – så titlen kan altså også betyde ’børnefriture’:

»Fiskene bliver løftet op, pludselig hæver havet sig, som om havbunden rejste sig mod himlen,«  skriver Saviano, »det er nettene, der trækker dem op. Kvalt af luften lukker mundene sig i desperate ringe, og gællerne, der kollapser, ligner bristede blærer. Rejsen mod lyset er slut.«

Saviano lever under konstant politibeskyttelse, efter at han for 10 år siden udgav bogen Gomorra om de globaliserede mafiaklaner i Napolis opland. Siden har han udgivet ZeroZeroZero om kokainens betydning i verdensøkonomien.

Den nye bog handler derimod om den kriminelle fødekædes laveste trin og kunne ifølge forfatteren i princippet udspille sig i Rom, Milano eller en hvilken som helst anden storby.

I modsætning til deres forældres og bedsteforældres generationer er nutidens unge materielt bedre stillet, men de ved også, at de næppe kan forbedre deres situation gennem uddannelse og arbejde. Alternativet til konstante ydmygelser som prekær og underbetalt arbejdskraft er et intenst og kort liv:

»I Napoli findes der ingen udviklingsforløb,« skriver Saviano, »man fødes nedsunket i virkeligheden og opdager den ikke lidt efter lidt.«

Velfærden er kriminel

En af Italiens mest markante tv-personligheder, Michele Santoro, kommer helt tæt på mafiaens nye børnesoldater i dokumentarfilmen Robinù (Robin Hood på dialekt). De fortæller afvæbnende, åbent og afklaret om en verden, hvor skydevåben gør forskellen:

»Med o kalash’ (et Kalashnikov-gevær, red.) i favnen er man ikke bange for døden. Det er det bedste, der findes,« siger den 18-årige Mariano Abbagnara, der sidder i fængsel for mord på en jævnaldrende: »Det er som at holde om en meget smuk kvinde.«

Napolis borgmester – den tidligere anklager og EU-parlamentariker Luigi De Magistris – har beskyldt Saviano for ikke at anerkende de seneste års socialpolitiske tiltag og kritiserer Santoro for at tegne et trøstesløst portræt af byen:

»De Magistris forveksler en fortælling som Robinù med markedsføringen af Napolis skønhed. Vores dokumentar viser en virkelighed, som bestemt ikke er uden betydning for hverdagslivet i byen. Tusinder er beskæftiget med salg af kokain, som understøtter titusindvis af napolitanere. Det kriminelle velfærdssystem er hverken en joke eller fiktion,« udtaler Santoro til Corriere della Sera.

Ifølge såvel Saviano som Santoro vælger politikerne at ignorere de skarpt bevæbnede teenagere – eller at bagatellisere problemet som udtryk for interne opgør i mafiaen – fordi det netop ikke blot handler om kriminalitet, men er et symptom på et dybt socialt forfald. 

Den italienske stat har i første omgang opgivet at gøre skolepligten gældende over for børn fra kriminelle miljøer og derfor reelt afskrevet dem på forhånd:

»Når en dreng på 11 år allerede opfører sig som en lille boss, tænker mange lærere, at det ville være bedre ikke at have ham i klassen,« hævder Santoro, »og på den måde fortsætter det …«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Næste artikel kunne handle om pizza.
Information er efterhånden spild af tid.

Emil Groth, hvis du skal fyre en vits af,
så gør det lidt bedre: skærp dog dit vid!

Lone Sæderup

Det var dog en dybt usympatisk kommentar, Emil. Har man én oplevet mafiavæsenet i Italien, så griner man aldrig mere af det. Og som verden udvikler sig, er der al mulig grund til, at Information skriver om det. Hvis den italienske mafia ikke allerede har slået rødder i Danmark, så er det kun et spørgsmål om tid, før den gør det. Og det skal du ikke ønske dig.