Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Den første indvandrer i Vig

Han ville feste, danse og elske
Erdogan Øzhayat arbejdede i mange år som gartner på det psykiatriske hospital i Nykøbing Sjælland.

Erdogan Øzhayat arbejdede i mange år som gartner på det psykiatriske hospital i Nykøbing Sjælland.

Moderne Tider
10. december 2016

Det slider på hjertet at være splittet mellem to lande. Det opdagede Erdogan Øzhayat.

Han var født som tyrkisk cypriot i en bjerglandsby på den sydlige del af Cypern, men levede mere end halvdelen af sit liv i i den lille nordvestsjællandske by Vig, hvor han susede rundt og inviterede sig selv på kaffe.

Over for danskerne forsvarede han altid sit hjemland.

»Hvis du kritiserer Tyrkiet, forsvarer jeg det,« plejede han at sige.

Og omvendt, når han var på Cypern, stod han altid op for Danmark og forklarede, at trykningen af Muhammed-tegninger ikke betød, at danskerne var racister.

Da Erdogan Øzhayat voksede op, legede græske og tyrkiske børn fredeligt sammen. Hvad der egentligt udløste krigen i starten af 1960’erne, findes der mange udlægninger af.

Derfor plejede Erdogan Øzhayat – enkelt og forsonende – at holde sig til forklaringen om, at folk begyndte at ligge i bjergene og skyde på hinanden, fordi »nogle græske oberster og tyrkiske nationalister i storbyen ikke længere kunne komme overens«.

Billedet i Genève

Da krigen så ud til at være slut, rejste Erdogan Øzhayat til Tyrkiet og tog en kandidat på universitetet i havebrug. Men da krigen igen brød ud, blev han indkaldt til den tyrkiske hær. Erdogan Øzhayat ville hellere redde liv end at tage liv, og derfor blev han forbindelsesofficer i FN-regi.

Hans opgave var bl.a. at tage ud i landsbyerne og skrive navnene på dem, han mødte, ned i en bog. Hvis indbyggerne senere forsvandt, kunne han dokumentere, hvor de sidst var set i live.

Han var stolt af at kunne fortælle, at hans billede hang i Genève. Men ellers talte han ikke meget om krigen. Hans familie vidste, at han havde set uhyggelige ting og selv været med til at tage menneskeliv, men det virkede som om, at Erdogan Øzhayat havde valgt, at fortiden ikke skulle ødelægge ham.

I stedet tog han med sig fra krigen, at livet handler om at feste, danse og elske alt det, man overhovedet kan nå. Og Erdogan Øzhayat nåede at feste, danse og elske en del.

Gifler med marmelade

Under krigen forelskede han sig i en dansk kvinde, udsendt for Røde Kors. De skrev breve til hinanden, og i efteråret 1976 rejste han til Danmark for at se hende igen. I december samme år blev de gift. De fik to børn sammen, inden de i 1990 blev skilt.

Man kunne kalde Erdogan Øzhayat ærkeintegreret. Fra det øjeblik, han kom til Danmark, gjorde han alt for at blive en del af samfundet. Han lærte dansk, fik et arbejde, var aktiv i foreningslivet og gik ind i politik.

Han havde en udlængsel, som gjorde, at han altid fandt det fremmede spændende. Han ville så gerne være en del af denne ’eksotiske’ danske kultur, og når han var tilbage på Cypern, længtes han efter gifler med marmelade.

I 1976 var han den eneste indvandrer i Vig, og selv om byboerne først var skeptiske, sænkede de paraderne, da de lærte ham at kende. Det der med at droppe uanmeldt forbi tog han med sig fra sin tyrkiske baggrund, og folk i omegnen kom hurtigt til at holde af, når Erdogan Øzhayat inviterede sig selv på kaffe eller bare lige ville beskære et æbletræ, han syntes trængte til at blive studset.

Han elskede at fortælle historier om sine børn og børnebørn, som han var så stolt af, og som kærligt kaldte ham 'dede'. 

Udover i sin fritid at tage sig af vennernes hække og blomsterbede, arbejdede han i mange år som gartner ved et psykiatrisk hospital i Nykøbing Sjælland. Her slog han græs, såede blomster, talte med patienterne og jokede med, at han måtte være Danmarks bedst uddannede gartner.

Præstens frugttræer

Erdogan Øzhayat var muslim, men hans venner jokede indimellem med, at han var ’verdens dårligste muslim’, fordi han både dansede om juletræet, spiste flæskesteg og skyllede ned med snaps.

Han underholdt nogle gange vennerne med, hvordan han med sine universitetsvenner i Tyrkiet hældte lidt af rakien ud på gulvet og sagde, at nu havde de skilt sig af med den del, der var haram, og at resten var halal og derfor tilladt at drikke.

Erdogan Øzhayat havde dårligt hjerte og fik i 2012 to nye hjerteklapper og en dobbelt bypassoperation. Efter operationen fik han at vide, at det ville være godt for ham at begynde at motionere. Der gik noget tid, før han kom i gang. Og da han for første gang for godt en måned siden satte sig op på en motionscykel, fik han en hjerneblødning, som lammede ham i den ene side.

Han blev med udrykning kørt på hospitalet og var i ambulancen så meget ved bevidsthed, at han selv kunne ringe efter sine børn. De nåede hen på hospitalet og sad hos ham, da han døde.

Under oprydningen i hans hjem, fandt familien blandt andet ’dedes’ kalender, som var fyldt med aftaler og navne på folk, som han havde planer om at svinge forbi – helt som han plejede. Han skulle blandt andet have undervist i beskæring i præstens have, men i stedet ligger han nu begravet med udsigt til de selv samme frugttræer, han ikke nåede at beskære.

Erdogan Øzhayat

  • Født 8. oktober 1944 på den sydlige del af Cypern som tyrkisk-cypriot
  • Uddannet hortonom (havebrugskandidat) med arbejde som gartner
  • Efterlader sig datteren Mine, sønnen Esben og børnebørnene Oscar, Kalle, Rune og Sille
  • Død 31. oktober 2016

 

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her