Læsetid: 9 min.

'Jeg mener, vi er rimelig klar til at regere'

Komikeren Beppe Grillos protestbevægelse har været ugens fugleskræmsel i europæisk politik. Den er baseret på ikkevedtægter og vil give alle ret til at regere og ytre sig. En af bevægelsens senatorer mener, at de er klar til at tage regeringsmagten
Formelt stiler femstjerne-bevægelsens leder, Beppe Grillo, ikke efter posten som ministerpræsident, men der er ingen tvivl om hans magt og indlfydelse.

Formelt stiler femstjerne-bevægelsens leder, Beppe Grillo, ikke efter posten som ministerpræsident, men der er ingen tvivl om hans magt og indlfydelse.

Antonio Calanni

10. december 2016

Uanset hvad man måtte mene om en politisk bevægelse, der har en komiker med hang til hån, spot, latterliggørelse, overdrivelse, tvetydighed og demagogi som selvbestaltet guru, appellerer den til mange italienere.

Beppe Grillos såkaldt femstjernede bevægelse, MoVimento 5 Stelle (M5S), fik knap ni millioner stemmer – 25 procent – ved parlamentsvalget i 2013 og må efterhånden betragtes som en etableret del af Italiens politiske landskab.

Det er en udbredt antagelse blandt politiske iagttagere, at hvis ikke M5S, som nægter at sondre mellem højre og venstre i politik, havde været der, ville et yderligtgående, populistisk højreparti have fyldt meget mere i Italien.

Tidligere på året erobrede bevægelsen borgmesterposterne i Rom og Torino. Efter folkeafstemningen om forfatningsreformer sidste søndag, der resulterede i et nej og tvang regeringslederen, Matteo Renzi, fra centrumvenstrepartiet PD til at gå af, er M5S rykket lidt tættere på magten, hvis der altså snart bliver valg i Italien.

Læs også: Uhellig alliance om nej til Renzis reform

Derfor er der også stigende interesse for, hvad bevægelsen egentlig står for. Problemerne med at definere projektet begynder allerede i partiets vedtægter, som selvfølgelig kaldes non statuto, »ikke-vedtægter«:

»M5S er ikke et politisk parti og har heller ikke til hensigt at blive det i fremtiden. Den vil være et bevis på muligheden for at realisere en effektiv og virkningsfuld udveksling af holdninger og demokratiske mødesteder uden forenings- eller partimæssige bindinger og uden medieringer fra ledelsesmæssige eller repræsentative organer for derved at give alle internettets brugere den ret til at regere og ytre sig, som normalt er forbeholdt de få,« hedder det i ikkevedtægterne, der også definerer M5S som en »ikkeforening«.

Fra Rousseau til Lenin

Bevægelsens centrale ord er ’ikke’, noterer ugemagasinet L’espresso. M5S har hverken et partiprogram eller en ledelse i traditionel forstand, men tager udgangspunkt i Beppe Grillos blog, der startede i 2005 og hurtigt blev landets mest læste. Dengang ledte Silvio Berlusconi en flertalsregering og udvidede sin i forvejen store mediemagt.

Grillos blog blev et vigtigt forum for politisk modinformation, og samtidig opretholdt han en konstant vekselvirkning mellem aktivismen på nettet og velbesøgte optrædener på offentlige pladser overalt i Italien.

I september 2007 organiserede han den første såkaldte Vaffa-Day – ’skråt op’- eller ’skrid ad helvede til’-dag – på Piazza Maggiore i Bologna i protest mod, at mere end 20 medlemmer af det italienske parlament på daværende tidspunkt havde domme for kriminalitet bag sig.

Til at starte med ’certificerede’ Grillo lokale borgerlister – ofte opstået omkring enkeltsager som miljøspørgsmål og i opposition til de traditionelle partier – men det udviklede sig til M5S, der fik sit gennembrud ved regionalvalgene i 2012.

Gianroberto Casaleggio, som døde i år, udviklede den software, som organisationen baserer sig på. I stedet for partiafdelinger er bevægelsen baseret på såkaldte meetups på internettet, hvor ikkepartiets aktivister kan diskutere.

M5S’ politik bliver bestemt gennem afstemninger på internetplatformen Rosseau – opkaldt efter den radikale, schweiziske oplysningstænker Jean-Jacques Rosseau – med 130.000 registrerede brugere, som også ejes af Casaleggio Associati. Dermed har Casaleggios søn, Davide, nu overtaget en del af ansvaret for at definere i kursen M5S – som i et dynasti. 

Repræsentanterne i parlamentet, de lokale råd og EU-Parlamentet skal i princippet konsultere nettet, hver gang de træffer en beslutning, men eftersom der ikke er nogen uvildig kontrol af proceduren, er stifterne blevet beskyldt for at bruge forestillingen om direkte demokrati som en skærm for topstyring.

Siden valget i 2013, hvor M5S stormede ind i parlamentet med i alt 163 mandater i de to kamre, har 37 parlamentarikere forladt eller er blevet ekskluderet fra bevægelsen efter uoverensstemmelser:

»I udgangspunktet er bevægelsen som en flod, der tager imod alle: Den bekymrer sig ikke om at repræsentere bestemte sociale grupper, som den kriseramte venstrefløj gør; den giver svar og en følelse af et tilhørsforhold til gig-økonomiens omkringflydende, udsatte og underbetalte arbejdere, men også til en stadig fattigere og vredere middelklasse, der gør oprør mod traditionelle former for repræsentation i partier, fagforbund og foreninger,« skriver L’espresso:

»Bevægelsen, som i begyndelsen var flydende, har efterhånden konsolideret sig, fået fast form og er forstenet, så den nu ligner en ny nomenklatura af den leninistiske slags.«

Ung og udefineret

Ifølge litteraten Marco Belpoliti er M5S’ repræsentanter og vælgere som »forvoksede teenagere på en hårdt medtaget tømmerflåde i en verden, der bliver revet med af strømmen«.

»De har ingen årer og bruger hænderne,« skriver han i L’espresso.

En af M5S’ senatorer, den 51-årige sicilianer Mario Michele Giarrusso, mener derimod, at bevægelsen har udviklet sig meget i løbet af denne valgperiode:

»Vi bliver ved med at lære, hvordan lovgivningsproceduren og regeringsapparatet fungerer,« siger Giarrusso til Information og fortsætter:

»Jeg mener, at vi er rimelig klar til at overtage regeringsmagten. Vi er ikke de samme som i 2013. Vi har udviklet os enormt meget.«

Trods de mange mandater, som forhindrede PD i at danne regering alene, blev M5S straks isoleret i parlamentet. PD valgte i stedet at alliere sig med midterpartierne og resterne af Berlusconis Forza Italia og forsømte således at kultivere M5S, som republikanismeforskeren Maurizio Viroli dengang påpegede i Information:

»Med Grillo ville man kunne udrette noget. M5S er en ung og meget udefineret bevægelse og kan derfor nemmere overtales til at føre en ansvarlig politik for at redde landet. Det er umuligt med Berlusconi,« sagde Viroli.

Resultatet er, at M5S kategorisk nægter at skelne mellem PD og centrumhøjrepartierne i italiensk politik. Bevægelsen er blevet endnu mere stålsat i sin beslutning om ikke at besmudse sig med alliancer med de traditionelle partier. Giarrusso bruger derfor en metafor fra Anden Verdenskrig for at beskrive M5S’ situation i parlamentet i Rom:

»Det er ligesom at deltage i Slaget om England, da de unge piloter blev sent på vingerne, fordi der var desperat brug for dem,« siger han: »Enten lærer man hurtigt, eller også dør man.«

Ud med eliten!

Det står ikke helt klart, hvem der skal stå i spidsen for regeringen, hvis M5S vinder det næste valg, som senest skal afholdes først i 2018.

På grund af bevægelsens regler om kun at opstille kandidater med en uplettet straffeattest stiller Grillo, som har en dom for uagtsomt manddrab fra en tragisk trafikulykke i 1981, ikke selv op. Selv om Italiens regeringsleder ikke nødvendigvis skal sidde i parlamentet, tyder meget på, at Grillo foretrækker at stille med en ung parlamentariker. Den 30-årige napolitaner Luigi Di Maio, som er blandt Deputeretkammerets næstformænd, ser ud til at have vundet hans gunst.

Der er også uklarhed om, hvilken politik M5S vil føre. På nogle områder er bevægelsens politik enormt artikuleret f.eks. miljø- og mediepolitik. På andre områder, navnlig økonomi og immigration, er linjen mindre defineret. Begrebet om »et lykkeligt vækstfald« i forbindelse med den grønne omstilling og netværksøkonomien fylder en del i bevægelsens tænkning.

Den måske mest centrale reference for Grillos disciple er dog bogen La Casta af to journalister fra establishmentavisen Corriere della Sera om det ufattelige spild af offentlige ressourcer i Italiens politiske system.

Bogens store gennemslagskraft er en væsentlig del af baggrunden for M5S’ negative program: Ud med eliten! Lige efter krigen eksisterede der et parti, Fronte dell’Uomo Qualunque – Den Almindelige Mands Front – som M5S ofte sammenlignes med. Det var også ledet af en karismatisk figur, satirikeren Guglielmo Giannini, som ville udskifte regeringen med »en god bogholder«, der kun måtte sidde et år og skulle udpeges ved lodtrækning.

M5S’ måske vigtigste programpunkt er på samme måde, at folkets repræsentanter så vidt muligt bør være politiske jomfruer. Gianninis parti inspirerede til det næsten uoversættelige begreb qualunquismo, som siden er blevet en central del af det politiske sprog.

Det betegner en manglende vilje eller evne til at skelne, en tendens til at skære alle politiske modstandere over én kam, men bruges også som nedsættende betegnelse om personer, der alligevel ikke rigtig gider at engagere sig i samfundet.

Ifølge L’espresso lider M5S af en slags Peter Pan-kompleks og lever på en ønskeø, hvor man ikke behøver at træffe beslutninger. Den danske dokumentarist Lise Birk Pedersen, som har fulgt M5S’ parlamentarikere siden 2013 i forbindelse med filmen Al magt til folket?, som får premiere til foråret, er kun delvist enig i den betragtning:

»Det er rigtigt, at der nemt risikerer at gå lidt børnemagtsretorik i den, når man ikke forsøger at bygge bro i politik. Men det er på en måde også forståeligt, når man ser sig omkring i det italienske parlament, hvor de voksnes verden virkelig er rådden,« siger hun og fortsætter:

»De har virkelig forsøgt at gøre mange ting på en ny måde, at opfinde en ny måde at lave politik. Men de er også oppe imod et system med stærke kræfter, som under ingen omstændigheder vil tillade, at de får magt. Derfor tror jeg også, at de faktisk selv har svært ved tro på, at det kan ske.«

Ud af euroen

Medierne er en besættelse, der skaber samenhold i M5S. Da de nyvalgte parlamentarikere mødte hinanden for første gang på et hotel i Rom efter valget i 2013, vendte de situationen på hovedet ved at filme de sammenstimlede journalister med deres smartphones:

»Det er pressen, der modsiger sig selv og beskylder os for at gøre det,« siger Giarrusso og tilføjer: »Italien placerer sig som bekendt som nummer 77 blandt verdens lande i pressefrihed (ifølge Reporters sans frontières, red.). Så i stedet for at rette skytset mod dem, der regerer, har vi en presse, som retter det mod dem, der fører opposition – ligesom i autoritære regimer. Det lider vi under.«

I forbindelse med folkeafstemningen om forfatningsreformer advarede Europas politiske og økonomiske elite om, at et nederlag for Renzi ville være ensbetydende med, at M5S kommer til magten og udskriver en folkeafstemning om Italiens medlemskab af euroen, som vil kaste hele EU ud i en fatal krise. EU-kommisionens formand, Jean-Claude Juncker, har sågar sammenlignet Grillo med Donald Trump.

Den løsagtige omgang med begrebet populisme i relation til M5S er ifølge den italienske EU-parlamentariker Barbara Spinelli fra venstrefløjsgruppen GUE/NGL et eksempel på, at de europæiske ledere er »blinde over for de sociale bevægelsers stigende betydning«.  

I realiteten betød det frygtede nej ved folkeafstemningen i Italien, at M5S næppe vil kun danne en flertalsregering, selv om det skulle blive landets største parti, da forfatningsreformen var baseret på en valglov med mandatpræmie, som nu skal laves om. Men en regering uden alliancer med andre partier er stadig den erklærede målsætning.

Og selv om internationale traktater ifølge Italiens forfatning ikke kan gøres til genstand for folkeafstemninger, er bevægelsen fast besluttet på at lade befolkningen bestemme, om man stadig vil være en del af euroen:

»Da vi førte kampagne på gader og pladser over hele landet for et nej ved forfatningsafstemningen, var der nogle tågehorn oppe i EU, som truede med, at en sejr til nej ville føre til, at vi blev smidt ud af euroen. Men folk sagde : ’Gerne, bare det sker snart.’ Så min fornemmelse er, at mange er meget trætte af euroen,« fortæller Giarrusso.

— Men et flertal af den italienske befolkning er stadig EU-tilhængere …

»Én ting er fortsat at ville være en del af EU, men noget andet er euroen. Folket vil generobre sin monetære suverænitet og befri os fra at være en del af denne super-D-mark. Det kan der overhovedet ikke være tvivl om.«

— Så M5S vil gøre alt for at få Italien ud af euroen?

»For at give borgerne mulighed for at stemme om det.«

— Men det kan man da ikke ifølge forfatningen …

»Kan man ikke? Ethvert land er suverænt og kan selv vælge, hvornår og om hvad man vil konsultere borgerne.«

— Jo, men da kun i henhold til gældende lov …

»Vi er lovgiverne, så det bliver i henhold til den lovgivning, som vil være gældende, når M5S kommer til magten med et regeringsflertal. Vi er endnu ikke så meget slaver af udlandet, som vi risikerede at blive med Renzis reform. Vi er et folk bestående af frie mennesker, der vil bestemme selv – også hvad angår valutaen,« fastslår Giarrusso.

For at nå dertil skal M5S dog opnå to tredjedele af mandaterne i parlamentet for at kunne ændre forfatningen, så folkeafstemningen kan afholdes. Eller også er de nødt til at begynde at forhandle og indgå kompromisser med andre partier for at få blot nogle af deres målsætninger opfyldt. Men så bliver de også lidt ligesom de andre voksne og dermed mindre farlige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
  • David Zennaro
Michael Kongstad Nielsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej tak, ikke Beppe Grillo til mig. Bevægelsen har uklare forbindelser til den yderste højrefløj og er ejet af et par personer! Nul demokrati i bevægelse hvor Grillo nu og her siger "jeg bestemmer" og sådan er det. Det som de kalder direkte demokrati via internet, er afstemninger helt uden nogen form for kontrol og ingen har adgang til systemet, kun Grillo og Casaleggio. De tjener gode penge på Grillos internetside.

Michael Kongstad Nielsen

Bodil Larsen - hvem har ikke det i italiensk politik? Men er det ikke netop alt det Movimento 5 Stelle er et opgør imod. Og korruption, tildeling af fordele og embeder til familie og venner (hvad er det nu den slags hedder?), samarbejde med mafiaen osv., det siges (Mads Frese), at forfatningsreformen og valgloven tilsammen ville kunne holde en hel masse kriminelle inde i parlamentets største parti pga. bonus mandater. Derfor bl.a. blev det nedstemt - af bl.a. Femstjernebevægelsens tilhængere. Det vækker selvfølgelig modstand mange steder.