Læsetid: 10 min.

Selvfølgelig tilgiver vi Michael Laudrup. Selv om han ikke fortjener det

Danmark elsker Michael Laudrup. Han er det tætteste, man kommer på blåt blod uden for kongehuset. ’El Rey’. Men hvad gør vi, når kongen pludselig er fedtet ind i oliepenge og suspekte sager som den, der kom frem i denne uge? Sparker vi piedestalen væk under ham? Eller trækker vi på skuldrene? Noget tyder på det sidste
Danmark elsker Michael Laudrup. Han er det tætteste, man kommer på blåt blod uden for kongehuset. ’El Rey’. Men hvad gør vi, når kongen pludselig er fedtet ind i oliepenge og suspekte sager som den, der kom frem i denne uge? Sparker vi piedestalen væk under ham? Eller trækker vi på skuldrene? Noget tyder på det sidste

Carsten Andreasen

10. december 2016

Det har været et hårdt efterår for Michael Laudrup: Først fik han verbale tæsk for sit guldrandede trænerjob for diktatorfamilien i Qatar, og i denne uge kunne Politiken afsløre, at Laudrups agent på dubiøs vis har tjent 32 mio. kroner på at sælge spillere til Swansea City, mens Laudrup var træner i klubben.

Men det er ikke første gang, der har været Laudrup-sager. Vi har bare glemt dem.

»Vi tænkte bare: Hold da kæft, nu vælter verden,« siger journalist Peter Brüchmann om den efterårsdag i 2004, hvor BT’s sportsredaktion sendte en gedigen afsløring om Michael Laudrup afsted.

Hele redaktionen var på stikkerne, for hvordan ville Danmark reagere? Ville verden virkelig vælte?

Det gjorde den ikke. De færreste husker i dag BT’s scoop: at Michael Laudrup – Danmark største fodboldspiller nogensinde, det tætteste man kommer på blåt blod uden for kongefamilien, og en mand som næsten kunne få sit portræt printet på pengesedlerne – snød i skat.

I sommeren 1997 var Laudrup officielt registreret som spiller i den obskure bosniske klub NK Celik – i 48 timer. Det var ren proforma.

Michael Laudrup var en route tilbage til Europa efter én sæson i japanske Vissel Kobe, og Morten Olsen stod klar med åbne arme og en kontrakt i Ajax Amsterdam. Laudrup var kontraktløs og kostede kun et såkaldt sign-on-fee på 12 mio. kroner.

Ved at lade sit spillercertifikat ligge to dage i Bosnien, kunne han slippe for hollandsk skat – pengene tikkede ind på hans konto i Unibank i København via Monaco og New York.

Michael Laudrup

Født 15. juni 1964

Karriere som spiller:

  • 1981-82: KB
  • 1982-83: Brøndby
  • 1983-85: SS Lazio
  • 1985-89: Juventus
  • 1989-94: FC Barcelona
  • 1994-96: Real Madrid
  • 1996-97: Vissel Kobe
  • 1997-98: Ajax Amsterdam
  • 104 landskampe for Danmark og 37 mål.
  • Italiensk mester med Juventus: 1986
  • Spansk cupvinder med Barcelona: 1990
  • Spansk mester med Barcelona: 1991, 1992, 1993 og 1994
  • Spansk mester med Real Madrid 1995
  • Hollandsmester og cup-vinder med Ajax: 1998

Karriere som træner:

  • 2000-02: Danmark (asistent)
  • 2002-06: Brøndby
  • 2007-08: Getafe
  • 2008-09: Sparkat Moskva
  • 2010-11: Mallorca
  • 2012-14: Swansea City
  • 2014-15: Lekhwiya
  • 2016-: Al-Rayyan

Men konstruktionen var ulovlig, og det hele endte i retssager på kryds og tværs hele vejen til den hollandske højesteret, hvor Ajax tabte – Laudrup fik også ransaget sit hjem. Selv siger han, at han intet vidste (»det var alt sammen noget, som klubben tog sig af«), og han slap for straf, blandt andet fordi han ikke bor i Holland.

»Hele sagen have intet med fodbold at gøre,« siger nuværende sportschef på BT Morten Crone Sejersbøl. »Det var kun for at slippe i skat. Det er indiskutabelt og ikke ulig, hvad Ronaldo og andre gør for at føre penge gennem skattely.«

Alligevel er Laudrup-skandalen udeblevet.

»Altså, historien blev da citeret (hos andre medier, red.),« siger Peter Brüchmann med en lidt træt stemme. »Men den gik altså ikke op i 2., 3. eller 4. gear. Den faldt faktisk i kadence. Og vi stod og spurgte hinanden: Hvorfor?«

Måske fordi kritik altid er gledet af på Michael Laudrup. Han har altid været »teflonbelagt,« som Peter Brüchmann siger. I hvert fald indtil nu. For i 2016 er der for alvor kommet sorte ringe i auraen omkring det før så urørlige nationalikon.

Kong Laudrup

Lige siden en sommeraften i 1982, hvor Michael Laudrup på sin 18-års fødselsdag luntede ind på banen og scorede i sin første landskamp, har han været speciel.

»Han er blevet sammenlignet med kongefamilien,« siger kreativ direktør i People’s Press, Jakob Kvist, som har portrætteret Laudrup i bogen Ambassadøren.

Der findes altså to Michael Laudrup’er: Ambassadøren for det smukke spil, som kunne komme på landets pengesedler. Og skattefifleren, som uden at blinke tager imod millioner fra diktatorer. De to kan dårligt eksistere side om side.

Tobias Selenas Markussen

»Jeg valgte titlen, fordi den havde en dobbelthed: dels fornemmelsen af blåt blod – dels, at han var ambassadør for Danmark i verden. Hvis man sagde ’Danmark’ på en interrailtur, så svarede alle ’Michael Laudrup’.«

Den unge Laudrup fløj fra Brøndby til Lazio og videre til Juventus. Og i 1989 landede han i Barcelona på Johan Cruyffs legendariske dream team, hvor han styrede holdet frem mod fire spanske mesterskaber i træk, inden han i 1994 tog det forbudte spring til fjenderne i Real Madrid.

I Spanien kaldte de ham El Genio og El Rey, herhjemme blev han kåret til ’Danmarks bedste spiller gennem alle tider’. Han gjorde det smukke spil smukt. Med profetiske stikninger »skabte han en fremtid, der aldrig ville have eksisteret uden ham«, som Berlingskes Rasmus Karkov har formuleret det.

»At buhe af Michael Laudrup var som at nedgøre selve spillet,« som avisen skrev i forbindelse med hans 40 års fødselsdag. Alle elsker Kong Laudrup. Selv hans reklameaftaler har været overlegne: Kun OTA Solgryn fik allernådigst hans velsignelse.

Ærefrygten lever endnu. Da Information ringer til direktør i CEPOS, Martin Ågerup, for at høre om Laudrups engagement i den liberale tænketank, han selv har været med til at stifte, fortæller Martin Ågerup, at Laudrup aldrig har deltaget i møderne.

»Så jeg har aldrig mødt ham,« siger han. »Men jeg vil enormt gerne møde ham. Jeg har faktisk set ham engang ude i lufthaven, men jeg turde ikke gå op til ham. Er det ikke åndsvagt? Men det var jo Michael Laudrup, og han stod der med sin familie …«

Ingen over og ingen ved siden af El Rey. Og så er alt det snak om skattely knap så vigtigt.

»Det var ikke fordi, pressen var bange for ham,« siger Peter Brüchmann, »men historierne bed aldrig rigtig på.«

Men måske er det ved at ændre sig.

Football Leaks

I en gigantisk bunke lækkede dokumenter fra websitet Football Leaks har to journalister på Politiken fundet kontrakter, der beviser, at Laudrups agent, Bayram Tutumlu, har tjent 32 mio. på at købe og sælge syv spillere til Swansea i de 20 måneder, hvor Laudrup var træner i klubben. Tutumlu lavede særaftaler med spillerne uden om klubben og fik derved et cut, når de blev solgt.

Michal Laudrup har selv sagt, at han »aldrig har modtaget en bøjet femøre i kommission i forbindelse med en spillerhandel«, og at han ikke kan afgøre, om Tutumlu har lavet noget, »som ikke var/er lovligt«.

Men Swansea stolede ikke på Laudrup. Da klubben fyrede ham i 2014, skrev direktør, Huw Jenkins, at han »havde mistanke om, at Michael Laudrup ikke ønskede en given spiller til klubben, medmindre Bayram Tutumlu var involveret i den pågældende spillerhandel«.

Laudrup har arbejdet tæt sammen med Tutumlu lige siden, de mødte hinanden i Ronald Koemans kortklub i Barcelona i 1991. Dengang solgte Tutumlu Mercedes-biler, nu sælger han fodboldspillere. Han var også involveret i Bosnien-sagen fra 1997.

Laudrup besvarer kun spørgsmål pr. e-mail, så ingen har kunnet spørge, hvordan Tutumlu vidste, hvilke spillere han skulle lave underhåndsaftaler med – var det tilfældigt, at Laudrups agent fik procenter af syv spillere, som Laudrup købte?

Lars Koch, der er international chef i Oxfam IBIS, tvivler.

»Han (Michael Laudrup, red.) siger, at han ikke ved noget om sin agents ageren … right!,« skriver Lars Koch i en kommentar til Information.

Selv virker Michael Laudrup nærmest fornærmet over sagen.

»Jeg havde selvfølgelig håbet, at der stadig var noget, som hedder ’at stole på folks ord’,« har han skrevet til Politiken. »Men jeg har (desværre) kunnet konstatere, at mit ord åbenbart ikke er nok hos alle. Trist.«

Sidelæns ud af døren

Da Laudrups spillerkarriere sluttede efter VM-kvartfinalen mod Brasilien i 1998, blev han træner. Først assistent for Morten Olsen på landsholdet, senere i Brøndby, hvor han vandt the double. Siden er det gået slag i slag: fra Getafe i Spanien til Spartak Moskva, Mallorca og Swansea City i Wales.

Der har været succeser under vejs: Getafe nåede finalen i den spanske pokalturnering, og Swansea vandt den engelske League Cup – klubbens største triumf nogensinde. Men alle steder er Laudrup kommet sidelæns ud af døren.

»Hver gang han har skiftet klub, er det fordi, han er blevet uvenner med toppen af klubben,« siger Morten Crone Sejersbøl. »Det viser, at han ikke kan klare modspil, og så vælger han at smutte. Det er et næsten forkælet karaktertræk.«

I Mallorca gik sportschefen lige frem i aviserne og kaldte Laudrup »usympatisk og pengegrisk«.

Journalist på Information Lasse Ellegaard, som har dækket dansk fodbold siden 70’erne (og som var sidekammerat med Laudrups far, Finn, på Katrinedalskolen i Vanløse), genkender billedet.

»Det eneste kritiske, man har sagt om Laudrup gennem alle disse år, er, at han er god i medgang og forsvinder i modgang.«

Han minder om et citat fra den afdøde sportsjournalist Per Høyer Hansen, som i 1990 beskrev Michael og Brian Laudrups beslutning om at boykotte landsholdet, så længe Richard Møller Nielsen var træner: »Han kaldte dem ’søstrene Laudrup’. De var nogle tøsedrenge – også på banen,« siger Lasse Ellegaard.

Måske er det grunden til, at Laudrup aldrig har fået et stort trænerjob i Barcelona eller Real Madrid.

Nu er han igen endt i Qatar, denne gang i klubben Al-Rayyan SC, der styres af landets diktatoriske kongefamilie, som ifølge Amnesty International bruger slavearbejde og ad omveje sender penge til Islamisk Stat. Det har fået kritikken til at hagle ned over Laudrup – han kan dog ikke selv se problemet.

Qatar er »plus-minus ligesom Dubai«, har han forklaret TV 2, og derfor »ærgrer« det ham, at danskerne har »fordomme« om landet.

»Der er lidt uvidenhed. Selvfølgelig er der nogle ting her, som vi (danskere, red.) har et markant andet syn på. Men ikke kun her. I mange andre lande (…) På den måde er det fint, jeg er her, for så kan jeg være med til at få nogle mennesker til at være en lille smule mere vidende.«

Han vil ikke lave Qatar om, »det er deres kultur, en gammel kultur, og det er ikke noget, jeg kan rokke ved, men noget jeg skal respektere«, som han har sagt til Politiken. Desuden glæder han sig til VM i Qatar i 2022 og lover, at han »helt sikkert« vil komme.

Som så meget andet i hans karriere handler det om penge.

»Jeg kan ikke tolke hans to klubskifter til Qatar som andet end en stærk interesse for penge,« siger Morten Crone Sejersbøl. »Sportsligt er det så uattraktivt, at det ikke kan handle om andet.«

Kognitiv dissonans

Der findes altså to Michael Laudrup’er: Ambassadøren for det smukke spil, som kunne komme på landets pengesedler. Og skattefifleren, som uden at blinke tager imod millioner fra diktatorer.

De to kan dårligt eksistere side om side, man kan ikke både elske og hade Michael Laudrup på én gang. Og når mennesker tvinges til at jonglere med to gensidigt udelukkende tanker, opstår det, psykologer kalder kognitiv dissonans. Det fortæller professor i psykologi på Aarhus Universitet, Henrik Høgh-Olesen.

Idéen stammer fra 1950’erne, hvor psykologen Leon Festinger studerede dommedagssekter, som troede, at jorden ville gå under på en bestemt dato. Han beskrev medlemmernes reaktioner, når profetien slog fejl: Ændrede de deres handlinger og forlod sekten? Eller ændrede de deres verdensopfattelse og blev (a la: ’Gud har forbarmet sig over os, fordi vi troede så meget på ham’).

Ofte skete det sidste: Medlemmerne havde investeret så meget af sig selv i sekten, at der ikke var nogen vej tilbage – derfor blev de endnu mere fanatiske.

Men hvordan løser man den kognitive dissonans omkring Laudrup? Trækker man på skulderne, eller sparker man piedestalen væk under Ambassadøren? Lasse Ellegaard vælger det første:

»Karen Volffs småkagefabrik eksporterer også til araberne i Qatar, og Henning Larsen har bygget det halve af Riyadh – det er man nærmest lidt stolt af,« siger han. »Der har altid været sorte penge i fodbold. Søren Lerby tog et år i Monaco for at vaske sine penge hvide, men det gik ikke, så han blev hentet på træningsbanen af politiet. Michael har ageret som alle andre i den prisklasse,« siger han og tilføjer: »Ja, han ville sikkert stemme på Liberal Alliance, men det må man jo også godt – det er et demokrati.«

Derimod vælger socialdemokraten og Brøndby-tilhængeren, Peter Hummelgaard, den anden mulighed. Han fordømmer Laudrup:

 »Jeg var Barcelona-fan som dreng og løb rundt med en trøje med Laudrup på,« siger han.

»Men som socialdemokrat, som Brøndby-fan og som roligan bliver jeg vred og forarget over det her. Det er jo ikke fordi, han mangler penge. Tænk på de almindelige fans, som spinker og sparer for at købe et sæsonkort. Denne gang er det Football Leaks, før det var det Swiss Leaks, Lux Leaks og Panama Papers, der er et systematisk opbygget netværk, der optimerer og snyder i skat,« siger han og tilføjer: »Men mine illusioner brast allerede, da han var med til at stifte CEPOS.«

Stammen Danmark

Spørgsmålet er, hvad Danmark vælger. Et spark eller et skuldetræk? Noget tyder på det sidste.

»I går lagde en bekendt et billede op på Instagram af Laudrup i Juventus-tøj og skrev ’Kongen’,« siger Morten Crone Sejersbøl. »Det er nok en meget udbredt opfattelse – særligt for folk i 30’erne og 40’erne.«

Peter Brüchmann er enig:

»Jeg tror stadig hans legacy er så stor, at den vil overleve det her.«

Og det er måske ikke så underligt. Fodbold har altid været stedfortræderkrig, hvor spillerne kæmper på hele fælleskabets vegne.

»Tænk på os som et stammefolk,« siger psykologiprofessor Henrik Høgh-Olesen. »I stammen skal vi gøre op med os selv, om en person er et plus for fællesskabet eller ej? Han er måske en fantastisk jæger eller en modig kriger, men han gør også nogle slette ting. Og det har altid været sådan, at højstatus-stammemedlemmer bliver tilgiver for deres fejl.«

I stammen Danmark er Michael Laudrup den store kriger, som har bragt os stolthed og sejr. Det er ham, taxachaufføren i udlandet nævner, når man siger ’Denmark.’ Han er et højstatus-stammemedlem, og derfor tilgiver de fleste af os Michal Laudrup.

Selv om om han måske ikke har fortjent det.

Michael Laudrup har ikke besvaret Informations henvendelse om at medvirke i denne artikel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Brydegaard
Mads Brydegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sparket er den eneste mulighed

Hvis denne mærkværdige artikel er troværdig, så er der efter min opfattelse ikke andre muligheder end sparket. Præcis som Bjarne Riis skulle have et spark.

Hvis sådanne personer ikke kan være et godt eksempel, så er deres øvrige gerninger ikke værd at nævne. Tænk på vores børn.

Bjarne Bisgaard Jensen

Ja undskyld mig. Tilgiver vi en mand uden han fortjener det blot fordi han har en gave i forhold til at sparke til en fodbold

Torben Lindegaard

Jeg ville komme i en større loyalitetskonflikt, hvis det var Brian Laudrup, der blev afsløret i at fifle.
Jeg mindes stadig med glæde de få TV klip fra hans tid i Glasgow Rangers.
Michael Laudrups spil har nok været for avanceret til, at jeg kunne påskønne det; men anyway - jeg har været Laudrup-fan lige siden jeg første gang så Finn i Vanløse Idrætspark.

Ordet "kriger" er nok det sidste, jeg ville bruge om Michael Laudrup. Fantastisk i medgang på banen. Usympatisk person udenfor.

@Torben Lindegård

Når jeg læser dit indlæg, så forstår jeg bedre artiklens skepsis over for danskernes dømmekraft.

Når man sætter kikkerten for det blinde øje, så får man efter min opfattelse populister, sportsfolk m.m. som hverken fortjener ære eller beundring og som desværre har let spil i det postfaktuelle samfund, hvor udviklingen styres af følelsesmæssig ageren og tilsyneladende i stigende omfang på de sociale medier. Ofte forbryder disse personer sig mod fællesskabets regler, fordi de lever en boble af selvoptagethed, hvor de kun kan få øje på sig selv og deres behov.

Det bør vi ikke acceptere.

Bør vi i øvrigt ikke på denne debatside hæve os til rationelle argumenter og helhedssyn?

Torben Lindegaard

@Kurt Loftkjær

Jo, Jo - du har sikkert ret..............også med hensyn til rationelle argumenter og helhedssyn!

Men det er ikke så lige til at være helt rationel, når det gælder fodbold.

Helhedssynet opgiver jeg på forhånd -
jeg ved dårligt hvordan man skal formulere et "helhedssyn" i denne sammenhæng.

@Torben Lindegaard

Du taler om loyalitet over for Laudup. Jeg har svært ved at se, hvad der skulle give dig anledning til det.

Er det nok, at betages af fodboldspillet og så bruge resten at energien til at lægge stor afstand til de tvivlsommes gerninger. Jeg formoder ikke, at du vil acceptere et samfund, som fungere på Laudrups og andre selvoptagne egoisters præmisser som trodser samfundets fælles regler?

Hvis disse egoistiske personer ikke kan spille fodbold eller tjene penge uden at respektere vores fælles regler, så må vi undvære dem.

Carsten Wienholtz og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Morten Johansen

Mit indtryk af Laudrups offentlige image er, at det nu snarest er reducret til noget der minder om Wozniackis, d.v.s. en person som befinder sig i en sfære som er helt løsrevet fra det almindelige samfund, og som man derfor heller ikke rigtigt kan forholde sig til. Apropos "blåt blod", så bor de kongelige da i det mindste her i landet, og taler også jævnligt med almindelige mennesker.

Flemming Berger, Ruth Gjesing og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Da jeg læste at Michael Laudrup var medstifter af CEPOS var jeg ikke i tvivl om hvor han skulle placeres.

Bortset fra lidt cykelløb om sommeren, så interesserer jeg mig ikke en dyt for sport og det der ligner - er jeg så inhabil?
Undres dog over, hvem der sættes i gabestok, og hvem der klarer frisag. Forargelsen over Riis's udenomssnak og løgne mht. doping og epo kostede ham dyrt. Han fik hele turen gennem vridemaskinen. Men Laudrup sker der ikke rigtig noget. Hvorfor? Og Wosnizki der spillede mix-double med Hvide Ruslands diktator, hun slap også. Og alle de sportsstjerner, der plejede omgang me det 3. rige - de klarede også frisag helt op til nutiden.
Underlig sportsverden.

Sport, film, politik eller en sølvske i munden? - Er det accept/ beundring af, at nogen har mere held med deres gebet end os - når vi samtidig ved at de snyder, så vandet driver? :)

Randi Christiansen

Fordi man er en fodboldhelt, er man ikke nødvendigvis en helt, men derfor kan fodboldentusiaster vel godt have lov til at elske talentet uden at dyrke personen - bare ærgerligt, at han synes at have det hele i benene. Idoldyrkelse er som regel noget snavs. Se bare hvilken begejstring obama vakte, og så viste det sig, at talegaverne kun kunne vække følelser og håb men ikke udvirke reel politisk forandring for sine vælgere. Hans største bedrift synes at være, at vi slap for mc cain og palin og andre skrækscenarier, man kunne forestille sig - som fx hvad vi måske kan forvente af den kommende amerikanske præsident.

"fra middelnedertysk helt, beslægtet med oldnordisk hölðr 'fri mand"

Anders Sørensen

Hvis Michael Laudrup i morgen henvendte sig til DBU og sagde: "jeg vil være dansk landsholdstræner", så ville han blive det.