Læsetid: 4 min.

Selvopgørets narcissisme

Begyndelsen slutter med manden i spejlet
Begyndelsen slutter med manden i spejlet

Mia Mottelson

10. december 2016

Der tales i tiden meget om at ’kigge indad’. Medierne gør det meget ofte.

De må kigge indad, når de har glemt at repræsentere visse grupper af samfundet, eller når der er gået for meget X Factor og julekalender i den, og den kritiske sans er blevet glemt.

Når medierne har glemt at kigge udad, kigger de indad.

Konsekvensen af denne lidt absurde logik er, at medierne kigger mere og mere indad i diverse presseloger, metakommentarer, diskussioner om brugerdesign, ’formen på debatten’, ytringsfrihed osv. osv.

Næst efter medierne kommer måske forskellige fodboldhold, som kigger indad, når de har tabt vigtige kampe. Men også venstrefløjen er kommet med på bølgen, især efter valget af Donald Trump som USA’s næste præsident.

Nu er tiden kommet til et selvopgør, lyder det fra mange sider. Venstrefløjens moralske overlegenhed – dens kvalme politiske korrekthed osv. – har været det blinde punkt, som gav sejren til en lettere kolerisk mand, som vil bygge en mur mod Mexico.   

Der kan selvfølgelig være erkendelser at finde ved at kigge indad. Men der er også noget, som skurrer i alt dette. Er det ikke, som om der er en helt særlig fryd ved at skulle dykke ind i sig selv på denne måde?

Selv om ideen egentligt var at ændre på noget, er der paradoksalt nok noget saligt selvbekræftende ved hele manøvren – nu brygger vi en kande kaffe og sætter os ned og virkelig taler om os selv. Selvopgøret har med andre ord sin egen narcissisme. Hvad er det, der er på spil?

’Man in the Mirror’

Måske skal man begynde analysen hos poplegenden Michael Jackson, der ofte kunne få nogle fine melodier ud af, at ting rundt omkring burde ændres.

I superhittet »Man in the Mirror« er det Jackson selv, som trænger til et eftersyn, men der er noget påtrængende selvsmagende over hele ideen i sangen. »Jeg vil ændre mig, nu skal det være,« lyder teksten frit oversat, »det kommer til at føles vildt godt,« fortsætter den.

I sangen følger vi Jackson, der ser sultne børn på gaden, som ikke ved, hvor de skal sove. Han kan ikke vende det blinde øje til, lyder teksten, men alligevel må han skynde sig hjem til sit spejl, for det er der, det hele begynder. »Jeg begynder med manden i spejlet,« som omkvædet berømt lyder. Børnene på gaden må vente, for der er vigtigere ting at tage sig til, nemlig at blive et godt menneske.

Jacksons ide er egentlig ret simpel. Manden i spejlet er den fremmedgjorte, sociale rolle, som han er blevet tvunget til at spille, og som vi alle kender. Den rolle, som skal skynde sig på arbejde, som skal hente børn, lave mad, betale regninger, og som ikke har tid til at tage sig af verdens elendighed. Det er nu denne sociale rolle, som må ændres, og punktet, hvorfra det kan ske, skal hentes dybt inde i én selv.

Der skal bruges noget tid til fordybelse, hvor man kommer i kontakt med sig selv, og måske kan lidt yoga eller mindfulness hjælpe på vej. Man må gå fra fremmedgørelse til humanisme. Men alligevel foregår det hele i et spejlkabinet.

Den ændring, som Jackson besynger, forbliver narcissistisk fanget mellem manden i spejlet og manden foran spejlet. Ændringen er vigtig for det jeg, som er distribueret mellem to versioner af sig selv.

Som filosoffen Alenka Zupančič har bemærket i sin Det reelles etik, er der netop noget meget tvetydigt over narcissisme. Narcissisme er ikke bare en form for selvglæde. Narcissisten kan sagtens være i krig med sig selv.

Faktisk er narcissisten netop bestemt ved at have et ekstremt reflekteret forhold til sig selv. Han er ikke nødvendigvis den, der tror sig selv bedre end andre, siger Zupančič. På en måde er det endnu værre fat. Han er den, der tror sig selv bedre end sig selv.

Narcissisten har en tro på, at der er en sublim kerne indeni, som trumfer alt det, han effektivt er. Og derfor må der bruges oceaner af tid foran spejlet på at ændre på sig selv, optimere, justere, blive bedre, blive en bedre version af sig selv.

Psykoanalyse

Måske skal det tunge skyts køres i stilling over for den narcissistiske syge, nemlig Freud selv, der altid ivrigt redegjorde for, hvordan psykoanalysen skulle forstås som en ’narcissistisk krænkelse’.

Hvad psykoanalysen helt grundlæggende lærer os, er netop, at vi skal holde op med at tro på, at vi gemmer på en sublim kerne.

Det er denne forestilling, som vi har investeret i os selv som verdens redningsmænd, der spærrer for, at vi overhovedet kan forstå, hvordan vi rent faktisk fungerer i verden, endsige engagere os i den.

Det bedste selvopgør handler derfor på en måde slet ikke om os selv. Det handler om at glemme os selv, så vi kan give de børn noget mad og få verden til at hænge bedre sammen.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Jo, selvopgør kan jo hænge sammen med selvoptagethed. Noget andet om selvkritikken, selvopgøret eller bekændelserne er hvad de giver sig ud for. Det gælder ikke mindst når der optræder et mere eller mindre præciseret "vi", der ikke sjældent står for "nationen" men andre gange er uklart. Denne person
der, f.eks. i Politiken (en gang imellem i Information) undskylder f.eks. det ene og det andet som "vi danskere" angiveligt har gjort, ment, sagt. Men hvor "ægte" er sådanne bekendelser i grunden? Hvor tit er det let camoufleret moralisering? Til sammenligning virker "selvkritik" eller "bekendelse" når det gælder "selvkritikerens" politiske fløj mere "ægte". For på den ene side er det meet forlangt at man skal tage medansvar for alt muligt den nation man tilhører har foretaget sig gennem tiderne. Derimod er der da rimelighed i at tage lidt af ansvaret for hvad partier og politikere eller bevægelser man på den ene eller anden måde støtter foretager sig, siger og mener. Man kan jo endda droppe dem hvis de skejer ud.

Personlig går jeg ind for politisk korrekthed. Jeg er stæk modstander af en svag karakter, som ikke kan se forskel på at runde hjørner og på den anden side tage de ti sekunder det tager til at checke sin checkliste og dermed spare både tid og penge og tilmed blive mere tilstede, have mere overblik, handle mere intelligent og alle de andre ting som vi mennesker gerne ville, hvis vi et øjeblik kunne rive os løs fra rollen som barnerøv...

Torsten Jacobsen

Det bedste selvopgør handler derfor på en måde slet ikke om os selv. Det handler om at glemme os selv, så vi kan give de børn noget mad og få verden til at hænge bedre sammen.

Ja, det lyder jo såre simpelt...