Læsetid: 6 min.

Splittelse er det eneste sikre resultat

Søndag skal italienerne stemme om den største reform af landets forfatning siden republikkens fødsel. Debatten inden folkeafstemningen har ikke handlet meget om, hvad der forener landets borgere, men snarere om at svække og ydmyge modparten
Søndag skal italienerne stemme om den største reform af landets forfatning siden republikkens fødsel. Debatten inden folkeafstemningen har ikke handlet meget om, hvad der forener landets borgere, men snarere om at svække og ydmyge modparten

Carlo Bressan

3. december 2016

Uanset om italienerne godkender eller forkaster de mest omfattende forfatningsændringer i 70 år, vil Italien være mere splittet efter søndagens folkeafstemning. Ifølge kritikere vil reformen ændre landets politiske arkitektur radikalt.     

Efter 20 års fascistisk diktatur, som var endt med fremmede magters invasion, statsligt sammenbrud, borgerkrig og enorme ødelæggelser, skulle italienerne den 2. juni 1946 igen stemme.

Vælgerne – som for første gang også omfattede den kvindelige del af den voksne befolkning – havde en dobbelt opgave: At bestemme, om staten fremover skulle være et monarki eller en republik, og at vælge de repræsentanter, der skulle skrive dens forfatning. Republikken vandt med en margin på knap 10 procent.

Læs også: ’Fremtiden er nu’ for Italiens Renzi

Halvandet år senere vedtog parlamentet forslaget til en ny forfatning med 458 stemmer for og 62 stemmer imod, så den kunne træde i kraft den 1. januar 1948. Under afstemningerne understregede socialisten Lelio Basso vigtigheden af det bredest mulige flertal:

»Hvis et forbigående flertal (…) vil skrive en forfatning, som på en eller anden måde er en partisk forfatning, så har I skrevet jeres forfatning i sandet, og jeres forgæves anstrengelser vil blive spredt for vinden,« sagde Basso.

Selektive ændringer

Ved søndagens folkeafstemning skal italienerne godkende eller forkaste den største forfatningsreform siden 1948, som vedrører 47 af 139 paragraffer. Tilsammen styrker de regeringen i forhold til borgerne, parlamentet, regionerne, retsvæsnet og republikkens præsident.

»En forfatning er ikke bare summen af regler, men en sammenhæng,« påpegede republikanismeforskeren Maurizio Viroli i et interview med Information efter parlamentsvalget i 2013. Dengang havde republikkens daværende præsident, Giorgio Napolitano, netop nedsat et ekspertudvalg, som skulle foreslå en forfatningsreform.

Viroli advarede om, at selektive ændringer kan ødelægge den helhed, som gennem 70 år trods alt har forhindret autoritære tilbageslag og samtidig gjort Italien til en af verdens største industrinationer:

»En forfatningsreform, eller en ny forfatning, er nødvendig, hvis den gamle besværliggør eller forhindrer god regeringsførelse (…) men jeg har endnu ikke læst eller hørt et ræsonnement, som på overbevisende måde forklarer, hvorfor man ikke kan regere godt med den gældende forfatning, hvis der er et flertal i parlamentet, som består af egnede og kompetente mænd og kvinder, ministre, der er optaget af almenvellet, og en ministerpræsident, der er på højde med sit svære embede. Hvis det ikke findes, er der et problem med partierne, kandidaterne, vælgerne og især valgloven, ikke med forfatningen,« fastslår Viroli.

Spredte argumenter

Da Matteo Renzi i 2014 kom til magten efter et formandsopgør i centrumvenstrepartiet PD, gjorde han Napolitanos forfatningsreform til sit centrale projekt. Regeringen har anvendt en bred vifte af argumenter for reformen: Statsapparatet vil blive mere enkelt og overskueligt, de politiske institutioner billigere, lovgivningen hurtigere, regeringerne mere stabile osv.

Læs også: Længe leve renzismen!

Renzi har dog ikke formået at skabe bred opbakning for reformprojektet. Han har tværtimod tvunget det gennem parlamentet med adskillige tillidsafstemninger og et skiftende flertal, som også er baseret på det konstante overløberi i parlamentet, hvor mindst en fjerdedel af medlemmerne har skiftet gruppe siden sidste valg – nogle måske tilskyndet af udsigten til livsvarig pension, hvis de sidder valgperioden ud.

I december 2013 erklærede Forfatningsdomstolen endvidere valgloven for forfatningsstridig og stillede dermed et stort spørgsmålstegn ved forsamlingens legitimitet.

Forfatningen fra 1948 var designet til en forholdstalsvalgmetode, men valgloven er ikke en del af forfatningen og kan ændres separat. Valgloven fra 2005 var således baseret på en flertalsvalgmetode med en mandatpræmie til det største parti og blokerede opstillingslister.

Dermed kan et organiseret mindretal opnå uforholdsmæssig stor magt, mens partierne har for stor indflydelse på, hvem der sidder i parlamentet, vurderede Forfatningsdomstolen.

Læs også: Reformer uden idé

Men i stedet for at lave en ny valglov, som passer bedre til forfatningen, brugte Renzi sit flertal til først at tilpasse forfatningen og derefter at vedtage en ny valglov, der i store træk ligner den forkastede:

»Hvis Den Første Republiks arkitektur var pluralistisk, er Den Anden Republiks monistisk. Hvor den første foreskrev, at regeringsflertallet var et resultat, som skulle opnås efter valget, er den anden styret af ideen om, at man skal kende regeringsflertallet på selve valgaftenen,« skriver politologerne Nadia Urbinati og David Ragazzoni i bogen La vera Seconda Repubblica og konkluderer, at »Italiens politiske system er ved at gennemgå en overgang fra en demokratisk flerpartimodel til en partiregeringsmodel«.

Partisanernes nej

Folkeafstemningen blev udskrevet for at give forfatningsreformen demokratisk legitimitet, men også for at undgå en senere folkeafstemning om en ophævelse af reformen, som modstanderne givetvis ville kunnet have samle underskrifter til og have endnu bedre argumenter til at vinde. Renzi har gentagne gange kædet sin egen politiske fremtid sammen med resultatet:

»Jeg kan ikke blive hængende i sumpen,« sagde han forleden i et populært talkshow: »Hvis vi skal lade tingene være, som de er, må andre, der er gode til at flyde med strømmen, tage over.«

Hans regering har under valgkampen, som nu har stået på i snart et år, lagt sig ud med modstandskæmpernes og antifascisternes sammenslutning, ANPI, som har symbolske aktier i den gældende forfatning. Så ANPI har anbefalet sine 120.000 medlemmer at stemme nej:

»Man kan ikke fordreje meningen med forfatningen og reducere borgernes repræsentation på den måde,« siger ANPI’s formand, Carlo Smuraglia, og fremhæver afskaffelsen af det direkte valg til Senatet »som en af de mange grunde til, at man absolut bør stemme nej til denne reform, der kun vil gøre landet skade«.

Negativ konflikt

Da der er stor lydhørhed for ANPI’s synspunkter blandt PD’s vælgere, har regeringen forsøgt at desavouere organisationen ved at hævde, at »mange partisaner – de rigtige, som virkelig har kæmpet, og ikke dem, som er kommet til bagefter – stemmer ja«. Det har polariseret debatten yderligere:

»Det er ikke en affirmativ konflikt mellem forskellige syn på tingene, sociokulturelle modeller og muligheder for borgernes livsvilkår,« mener Roberto Esposito, professor i teoretisk filosofi ved Scuola Normale Superiore di Pisa, men »en negativ konflikt, hvor det handler om at modsige, svække og ydmyge modstanderen.«

I modsætning til den forfatningsgivende forsamling fra 1946, hvor teksten endte med at repræsentere de 85 procent af vælgerne, splitter Renzi-regeringens reform på forhånd befolkningen.

Læs også: Uhellig alliance om nej til Renzis reform

På stemmesedlen bliver borgerne spurgt, om de vil godkende »afskaffelsen af det ligestillede tokammersystem« og dermed »en begrænsning af udgifterne til institutionernes drift«, men i realiteten skal en lang række komplekse spørgsmål besvares med et enkelt ja eller nej.

Det har ifølge Esposito fået mange italienske intellektuelle til at melde sig ud af debatten, fordi folkeafstemningen i stedet for at give det repræsentative demokrati »en livgivende indsprøjtning af direkte demokrati« risikerer at forstærke politikerlede og populisme:

»Sådan har det ikke været i forbindelse med nogle af de folkeafstemninger, der har været med til at forme dette lands historie (om f.eks. republik eller monarki i 1946, retten til skilsmissen i 1974 og Berlusconi-regeringens forfatningsreform i 2006, red.),« skriver Esposito i La Repubblica og fortsætter:

»De har af og til knæsat afgørende positioner i vores politiske, juridiske og kulturelle civilisation. De har drejet sig om forsvaret for og hævdelsen af fundamentale rettigheder, om måden at forstå meningen med og målet for vores fælles liv, om ligestilling mellem kønnene og muligheden for liv og om bioetiske og biopolitiske valg, som er afgørende for det moderne samfund. En sådan funktion kan en folkeafstemning om forfatningen selvfølgelig også udfylde, ikke mindst denne folkeafstemning. Men det har ingen – i første omgang ikke ministerpræsidenten – givet den, og derefter har begge parter fremstillet sagen på en forvrænget og aggressiv måde med overdrevne vurderinger og apokalyptiske forudsigelser, som om det var det endelige opgør mellem det gode og det onde, alt eller intet, fremskridt eller tilbageslag.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det lyder som om, forfatningen bliver mere udemokratisk, med mandatpræmie til det største parti (meget udemokratisk) og udvanding af Senatets indflydelse. Mon ikke det er klogest at stemme NEJ.

Finn Thøgersen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

I citatet ovenfor siger Viroli det jo meget godt:
" hvis der er et flertal i parlamentet, som består af egnede og kompetente mænd og kvinder, ministre, der er optaget af almenvellet, og en ministerpræsident, der er på højde med sit svære embede".
I virkeligheden er det nyværende parlaments arbejdsgang ikke "ineffektivt". En opgørelse viser, at de fleste lovforslg glider fint igennem, hvorimod f.eks. den nye anti-korruptions lov tog en evighed om at komme igennem, da der her var for mange i forsamlingerne, som var personligt involveret! Både den gældende og evt. kommende valglov vil mere eller mindre være baseret på det, som man vist i DK kalder "partiliste", altså at de personlige stemmer ikke rykker på partiernes prioriteringer på stemmesedlen. Det er et af de punkter, som højrefløjen (Berlosconis) krævede at få ind for at støtte Renzis forslag. Dette sikrer nemlig, at partierne stadig kan få dømte eller mistænkte kriminelle valgt ind. I dagens parlament er der et utal af disse.
Det er rigtigt, at man vil spare nogle penge ved at reducere senatet til 100, men i forhold til Grillos forslag om at reducere parlamentariskernes indtrægter, er det småpenge. Grillos forslag har Renzi sendt i "udvalg", så må vi se om det nogen sinde kommer videre. De 100 udpegede lokalpolitikere, som skal udgøre senatet opnår parlamentarisk immunitetet, hvilk vil gøre det attraktivt for ganske mange! Mange (både på ja og nej siden) har desuden påpeget, at forholdet mellem førstekammeret og senatet er ganske uklart, og kan give anledning til en masse juristeri. Så der heller ikke her bliver der tale om en "effektivisering".
Renzis forslag var skræddersyset til situationen omkring sidste Europavalg hvor han og PD fik over 40%. Dengang kendte italienerne ham ikke. De kendte kun hans imponerende evne til at love til højre og venstre - og hans fantastiske veltalenhed. Nu da de kender ham bedre, ligger han til omkring 32%. Så faktisk kan den evt. nye valglov blive Grillos store chance (med omkring 29% i målingerne). Det var næppe Renzis mening, da han strikkede forslaget sammen.
Det er en spændende dag. Jeg kender næsten kun nej-sigere, og det slående er, at der er en imponerende aktivitet blandt disse (veninden som kører 500 km. for at sikre sig, at moren kommer ud at stemme; kammeraten som har påvirket forældre og svigermor til at stemme nej osv.) Udover hvad jeg på forhånd havde regnet med, er der også en del, som jeg ville have placeret på ja-siden, som faktisk vil stemme nej. - Så jeg oplever en nej-stemning, men de sidste "hemmelige" undersøgelser peger på et lille flertal til ja-siden.

Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar